Bodil Skjøtt, generalsekretær, 13. april 2016
“Det er den vision vi har for studenterarbejdet, og jeg er overbevist om, den er fra Gud, for den er kommet til os gennem bøn og faste”.
Ordene kommer fra Neeman på en kold og regnfuld søndag morgen i Jerusalem, hvor vi har sat hinanden stævne på en af de små cafeer ved centralbusstationen i Jerusalem. Jeg er på vej tilbage til Danmark efter en uges studietur med teologistuderende fra TORVET i Aarhus og Neeman er kommet med morgenbussen fra Ashdod, hvor han bor.
Siden foråret 2015 har han været ansat af FCSI, det kristne studenterarbejde i Israel, som på mange måder svarer til KFS i Danmark. Neeman er en ud af to studentersekretærer og har ansvar for de hebraisk-talende grupper på universiteter og studiesteder. Hans kollega, Rasha, har ansvaret for de arabisk-talende grupper. Desuden er der Zaher, som er generalsekretær på halvtid. Det giver 2½ ansatte til over 300.000 studerende, så der er nok at lave.
Jeg har sat Neeman stævne for at høre, hvordan han har det, og hvad der er sket, siden han for to år siden var i Danmark sammen Bishara, som dengang læste til ingeniør på universitet i Tel Aviv. Siden er Bishara flyttet til Jerusalem, hvor han ved siden af sine studier på Hebrew University leder den arabisk-talende del af det kristne studenterarbejde. Selv har Neeman færdiggjort sine studier i samfundsvidenskab og internationale studier på samme universitet. Han er også blevet gift med en pige, der, ligesom han selv, kommer fra det tidligere Sovjet. De bor i Ashdod, og det er derfra, Neeman det sidste år har koordineret det kristne studenterarbejde blandt hebraisk-talende studerende i Israel.
Det er otte år siden Neeman, som den første i sin familie, flyttede til Israel. Hans familie kommer fra Samara, som ligger ved Volgafloden, hvor Stalin byggede sin bunker for at sikre sig mod Hitler. Han immigrerede til Israel efter at være kommet til tro på Jesus som jødernes Messias. Derfor så han også Israel som det land, hvor hans fremtid måtte være. Han er vokset op i et hjem, hvor familiens jødiske identitet ikke spillede nogen rolle, men med en mor som ”altid ledte efter Gud”, som Neeman udtrykker det. Det var hende, der hjalp Neeman til tro på Jesus. Siden han kom til Israel, har han været en del af en russisktalende messiansk menighed i Ashdod.
Inden Neeman uddyber hvad hans og studenterarbejdet vision går ud på, får jeg en opdatering på, hvad der sker i studenterarbejdet for tiden. I Israel er det er ulovligt at evangelisere over for mindreårige (under 18 år), og derfor er der kun studenterarbejde på universiteter og højere uddannelsesstedet. Dertil kommer, at de fleste israelere først begynder at studere efter afsluttet tjeneste i hæren. Alle studerende er nødt til at have et job ved siden af, så det er ikke let at få kristne studerende til at engagere sig i studenterarbejdet. Alligevel er der – fortæller Neeman med gejst i stemmen og i taknemlighed til Gud – både hebraisk- og arabisk-talende grupper på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Der er også en engelsktalende gruppe og faktisk mødes alle tre grupper som noget ny dette år én gang om måneden ud over deres egne ugentlige møder. I Beersheva er der også tre sproggrupper og alle har en tilknytning til den messianske menighed der, som ledes af pastor Howard Bass. En ny gruppe er startet op i Sderot tæt ved Gaza. Her har den russiske menighed i byen under ledelse af Michael Beener, været til hjælp og opmuntring. I Rehovet er der også en lille gruppe. I Tel Aviv mødes både den hebraisk- og den arabisktalende gruppe til hver deres bibelstudie i en lejlighed, som tilhører et par messianske studerende. På universitet i Haifa og i et par andre byer i Galilæa, er der også grupper eller kontakt til studenterarbejdet.
Neemans rapport gør mig rigtig glad, og jeg er overbevidst om, at det har været det rigtige valg at ansætte en sekretær for både den arabisk- og den hebraisktalende del af arbejdet.
Tilbage til den vision som Neeman sammen med sine kolleger har for studenterarbejdet de næste tre år:
1) “Vi vil fokusere på en god kontakt med de lokale menigheder, så præsten og ledergruppen i menigheden forstår vores arbejde og vil opmuntre deres unge til at være en del af det kristne studenterarbejde, når de begynder på universitetet.”
Jeg kommer til at tænke på den udfordring KFS havde for nu snart mange år siden, hvor studerende heller ikke nødvendigvis blev opmuntret til at engagere sig i KFS af deres lokale menighedsfællesskaber i IM eller LM. Måske af frygt for at miste dem, eller fordi man selv havde brug for de unge. Derfor er det også opmuntrende at høre Neeman fortælle om gode kontakter til i hvert fald nogle af menighedslederne.
2) ”Vi vil arbejde for at de hebraisk- og arabisk-talende studerende møder hinanden og arbejder sammen, når det giver mening. Vi har brug for at bede og læse bibelen på hvert vores sprog. Vi anerkender også, at vi har forskellige syn på den politiske situation, men det skal ikke skille os, og vi har brug for at lytte til hinanden og forstå hinandens synspunkter. Ellers vokser frygt og mistænksomhed og vores fællesskab bliver kun på overfladen.”
At dette virkelig er en prioritering for studenterarbejdet forstår jeg, da Neeman fortæller mig, at han sammen med Rasha, sin arabiske kollega, er på vej til Cypern dagen efter. De skal være med i den gruppe af israelere og palæstinensere, som i regi af Lausannebevægelsen skal mødes for at tale om forsoning og for at lytte til hinandens synspunkter. Det er en konference, som Israelsmissionen støtter med forbøn og økonomi, og jeg bliver bare endnu mere glad for, at vi gør det, da jeg erfarer, at ansatte i studenterarbejdet også er inviteret med.
3) “Vi vil ikke kun være en konference-bevægelse. Det er mellem konferencerne det egentlige arbejde foregår. Det dur ikke, at studerende kommer til konferencer, men ikke er engagerede i en smågruppe på deres studiesteder.”
Det er sidste punkt i visionen for de næste tre år, og det er her arbejdet skal gøres. I FCSI har der været tradition for, at studerende frivilligt har arrangeret konferencerne. I lange perioder har der ikke været ansatte til at varetage den regelmæssige kontakt til grupperne. Det er kun det sidste års tid, der har været to studentersekretærer ansat. Det har skabt en økonomisk udfordring, men når jeg hører Neeman fortælle om deres aktiviteter, kan jeg kun glæde mig og også tro på, at beslutningen om at udvide staben var rigtig. Jeg håber, at færdiguddannede studenter, der nu tjener penge, vil bære med, og at kontakten til lokale menigheder også kan betyde øget støtte. Studenterarbejdet vil også de næste år blive prioriteret af os i Israelsmissionen.
Kaffen er drukket og min bus mod lufthaven går om 10 minutter. Vi slutter vores samtale med en hurtig bøn for hinanden, inden Neeman følger mig til udgangen og selv fortsætter ind i Jerusalem.
