dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus

I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig.

Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.

Nyt perspektiv på Paulus

Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende.

Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.

Fortvivlet over at læse Luther

Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag.

Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.

Lovprist af nazisterne

Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.

Myterne om anger må afvises

Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje.

Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen.

Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt.

Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.

Messiansk jødiske perspektiv på Luther

Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther?

For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.

Tilgivelse

For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.

Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan:

”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”

Kærlighed til Israel

For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger.

Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud.

Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes.

For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.