“Den havde jeg ikke lige set komme”, er vores kommentar, når der sker noget helt uventet. Som da en god ven forleden fortalte mig, han skulle giftes. Jeg blev glad, men også overrasket, for det havde jeg slet ikke set komme.

Sådan er der flere ting denne sommer, som har overrasket mig. Heldigvis med noget godt de fleste gange. Undervejs har mine reaktioner fået mig til at tænke på beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor apostlene beder “utrætteligt” for Peter, der er blevet fængslet. De beder om, at det ikke må gå ham, som det gik Jakob, der blev henrettet “med sværd” (ApG 12). De beder, men da Gud bønhører dem, kan de alligevel ikke tro det. De beskylder endda pigen Rhode, som fortæller den gode nyhed om, at Peter er fri, for at være blevet vanvittig. For “den havde de slet ikke set komme”.

Hvad siger det om vores billede af Gud – eller vores forventninger til Gud – når vi beder om noget og så alligevel overraskes, når han så rent faktisk lader det ske, som vi bad om? Eller han svarer på en måde, som vi ikke engang havde fantasi til at forestille os, han kunne eller ville? Er det udtryk for en forestillingsevne, der er for lille, eller er det vores forventning eller tillid til Gud, der ikke slår til, når vi overraskes? Hvis det da ikke er endnu værre, at vi slet ikke ser “Guds underfulde gerninger”, fordi vi kun kigger efter det, vi har fantasi til at forestille os, og derfor helt går glip af det.

Vi var mange der ikke lige havde set det komme, da Gud brugte de politiske omvæltninger i Sovjet til at bringe vækkelse til den messianske bevægelse i Israel i 1990erne. Ligesom mange af os i dag ikke lige havde set Gud bringe nyt liv og vækkelse til vores menigheder og fællesskaber i Danmark gennem de asylansøgere, der er kommet, og i dag er blevet en del af kirken. I dag skal antallet af muslimer, der har været gennem dåbsoplæring og er blevet døbt og medlem af kirken, skrives med ikke bare to, men tre cifre. Alene i Danmark. Hvem havde set det komme?

For nogle uger siden var Jews for Jesus i Berlin i gang med sommerens kampagne for at komme i dialog med jøder om, hvem Jesus er. Hvem havde set det komme, at der i dag – 70 år efter nazismens forsøg på at udrydde jøderne i Tyskland – ville bo 22.000 israelere i Berlin – foruden de jøder der er flyttet dertil fra det tidligere Sovjetunionen? Hvem ville have troet, at man i Berlin kan komme i dialog med jøder om evangeliet – på hebrais? Eller at messianske jøder i Tyskland skulle fortælle israelere og syriske asylansøgere om Jesus, Fredsfyrsten og Messias, på gaden i Berlin? Der er i dag omkring 90.000 asylansøgere fra den arabiske verden alene i Berlin.

Det er selvfølgelig ikke uden problemer – og der har været spændinger – men det er heller ikke uden muligheder. Vel at mærke muligheder, som ikke er kommet på grund af strategiske initiativer fra kirker eller missionsselskabers side. Det er heller ikke uden problemer at inkludere farsi-talende unge mænd i vores kristne fællesskaber. Men det rummer store muligheder for at være med i Guds store mission, så mennesker møder fortællingen om Jesus og et fællesskab, som lever i den fortælling. Også uden de store sprogkundskaber og mange ord.

Det er min bøn for efteråret, at Gud vil virke og være til stede, også eller måske netop der, hvor vi ikke lige havde set det komme. At vi må huske, at Gud ikke sender os hen, hvor han ikke selv allerede er til stede. Gud kommer altid først. Må det give både frimodighed og ydmyghed.

Og så beder jeg om, at vi ikke må gøre som pigen Rohde, der smækkede døren i frem for at lukke Peter ind – i bare befippelse – men at vi griber de muligheder og møder de mennesker, Gud sender til os – på måder og ad veje vi ikke lige havde set det komme. Jeg vil glæde mig til at blive overrasket, og jeg beder om, at jeg må se det, når han gør det.