Så blev det igen fredag, derfor også shabat. I denne omgang foregik det i Redeemer Church, sammen med en gruppe lærerstuderende. Til at lave maden havde vi en jøde i køkkenet. Han lavede alt fra fyldte peberfrugter til kartoffelmos. Før vi startede på maden, skulle vi igennem det faste shabatritual. Der blev tændt to lys for kvinden, drukket vin og uddelt brød dyppet i salt, som herefter blev kastet ud til hver og en. Hørende til ritualet er en række bønner og velsignelser af vinen og brødet. Efterfølgende smagte vi på de mange forskellige retter mad. Til festligheden var der inviteret en messiansk jøde. Hun fortalte og forklarede om hendes tro, og gav os et godt indblik i hvordan det er at være messiansk jøde i hverdagen.
Efter en afslappende og velsmagende aften ventede der en ørkentur på tre dage. Tidligt om morgenen kørte vi afsted mod Makhtesh Ramon, den ørken vi skulle vandre i. Førend vi vandrede afsted, pakkede vi vores rygsække med mad og vand til vores vandring.
Af turen forventede vi at opleve hvordan det føles at være i en ørken over en længere periode. For vores vedkomne tre dage, og med en vandretur på omkring 70 kilometer. Vi havde gjort os tanker om at vi ville lære hinanden at kende fra nye sider, nu hvor muligheden for at trække sig tilbage ikke var der. Vi forventede sand i lange baner, strækninger som gik lige ud, høj varme og en bagende sol. Vi havde gjort op med os selv, at det ville blive en både fysisk og psykisk hård tur.
Forventinger er en ting, oplevelsen selv, er en helt anden. Turen var hård, men den var på samme måde givende. Vi oplevede, at den følelse man har når man står ved foden af et bjerg, blev vendt 180 grader, når først vi nåede til toppen. Nok var turen op utroligt hård, men udsigten og den sejr man lige havde fået, fik det til at være det hele værd. Udsigten indebar både meget mørke bjerge, sand som var både gult, rødt og grønt, samt dele af ørkenen som var fyldt med småsten, som var man på en havbund. Flere af os havde ikke de store forventninger om at det var klipper og bjerge vi skulle kravle i. Men til vores overraskelse var det. Alt i mens vi gik på bjergtinderne mærkede man frygten for at falde ned, men samtidig fik man en ro i kroppen. En ro som blev bragt frem af den smukke udsigt og det at vi sammen som et hold kunne hjælpe hinanden. Vi fik overskredet grænser hver især og lærte hvordan vi reagerer forskelligt.
På vores rute var der planlagt en strækning med stilletid. Her kunne vi hver især tænke over hvorfor vi skulle igennem denne ørkentur. Som en appetizer til vores tur, var vi blevet fortalt at ordene ørken og tale på hebraisk, stort set staves på samme måde. Det bragte tanker frem. Tanker om at de to ord hænger sammen, og hænger sammen med at Gud flere gange i Bibelen taler til mennesker når de er i ørkenen.
Efter de lange dage med cirka 25 kilometer om dagen, slog vi lejr ved to forskellige camp grounds. Her var Gud, bål og hinandens nærvær i centrum. Stemningen var på sit højeste rundt om bålet i den mørke ørken, med den klareste stjernehimmel over vores hoveder. På tredjedagen, som også var vores sidste dag i ørkenen, vidste vi godt hvad der ventede os. At komme over målstregen, og det at kunne sige til sig selv at man havde gennemført turen, var den store motivation til at fortsætte. Da vi endelig kom dertil, hvor vi enten gik eller løb i mål, var smilet på vores læber. Turen havde været utrolig hård og trættende. Men nu kunne man se tilbage på tre dage, som også havde bragt smil og ny læren om hinanden frem. Vi kunne se tilbage på tre gode dage. Vi fejrede vores sejr med pizza og kold sodavand, som var længe ventet efter den lange tur.
Kort efter hjemkomsten fra ørkenturen, skulle vi fejre Rosh HaShanah. Det er en fejring af det næste halve år. På samme måde som shabat foregik det med brød og med mad. I denne omgang skulle brødet dyppes i honning istedet for salt. Før den egentlige hovedret, fik vi en tallerken med forskellige madretter. Det var blandt andet fisk, dadler og bønner stegt sammen med sesam og meget mere. Hver del havde en symbolsk værdi i forhold til velsignelsen af det næste halve år.
Så med æbler dyppet i honning ønskede vi hinanden godt nytår.
Af turen forventede vi at opleve hvordan det føles at være i en ørken over en længere periode. For vores vedkomne tre dage, og med en vandretur på omkring 70 kilometer. Vi havde gjort os tanker om at vi ville lære hinanden at kende fra nye sider, nu hvor muligheden for at trække sig tilbage ikke var der. Vi forventede sand i lange baner, strækninger som gik lige ud, høj varme og en bagende sol. Vi havde gjort op med os selv, at det ville blive en både fysisk og psykisk hård tur.
Forventinger er en ting, oplevelsen selv, er en helt anden. Turen var hård, men den var på samme måde givende. Vi oplevede, at den følelse man har når man står ved foden af et bjerg, blev vendt 180 grader, når først vi nåede til toppen. Nok var turen op utroligt hård, men udsigten og den sejr man lige havde fået, fik det til at være det hele værd. Udsigten indebar både meget mørke bjerge, sand som var både gult, rødt og grønt, samt dele af ørkenen som var fyldt med småsten, som var man på en havbund. Flere af os havde ikke de store forventninger om at det var klipper og bjerge vi skulle kravle i. Men til vores overraskelse var det. Alt i mens vi gik på bjergtinderne mærkede man frygten for at falde ned, men samtidig fik man en ro i kroppen. En ro som blev bragt frem af den smukke udsigt og det at vi sammen som et hold kunne hjælpe hinanden. Vi fik overskredet grænser hver især og lærte hvordan vi reagerer forskelligt.
På vores rute var der planlagt en strækning med stilletid. Her kunne vi hver især tænke over hvorfor vi skulle igennem denne ørkentur. Som en appetizer til vores tur, var vi blevet fortalt at ordene ørken og tale på hebraisk, stort set staves på samme måde. Det bragte tanker frem. Tanker om at de to ord hænger sammen, og hænger sammen med at Gud flere gange i Bibelen taler til mennesker når de er i ørkenen.
Efter de lange dage med cirka 25 kilometer om dagen, slog vi lejr ved to forskellige camp grounds. Her var Gud, bål og hinandens nærvær i centrum. Stemningen var på sit højeste rundt om bålet i den mørke ørken, med den klareste stjernehimmel over vores hoveder. På tredjedagen, som også var vores sidste dag i ørkenen, vidste vi godt hvad der ventede os. At komme over målstregen, og det at kunne sige til sig selv at man havde gennemført turen, var den store motivation til at fortsætte. Da vi endelig kom dertil, hvor vi enten gik eller løb i mål, var smilet på vores læber. Turen havde været utrolig hård og trættende. Men nu kunne man se tilbage på tre dage, som også havde bragt smil og ny læren om hinanden frem. Vi kunne se tilbage på tre gode dage. Vi fejrede vores sejr med pizza og kold sodavand, som var længe ventet efter den lange tur.
Kort efter hjemkomsten fra ørkenturen, skulle vi fejre Rosh HaShanah. Det er en fejring af det næste halve år. På samme måde som shabat foregik det med brød og med mad. I denne omgang skulle brødet dyppes i honning istedet for salt. Før den egentlige hovedret, fik vi en tallerken med forskellige madretter. Det var blandt andet fisk, dadler og bønner stegt sammen med sesam og meget mere. Hver del havde en symbolsk værdi i forhold til velsignelsen af det næste halve år.
Så med æbler dyppet i honning ønskede vi hinanden godt nytår.
