Skip to main content

Malene, Adam og lille Severin hjælper børn med hjerteproblemer

Af Kirsten Bitsch Lang, 27. august 2018

Malene og Adam Stoltenberg Iversen rejser til Israel med deres lille søn Severin for at være volontører i Shevet Achim. Organisationen fragter børn og familier fra de omkringliggende arabiske lande til Israel, hvor de kan blive opereret for hjerteproblemer.

”Vi glæder os til at kunne hjælpe som familie dernede. At vi kan være dem, vi er – og på den måde sprede lidt glæde,” siger Adam.

Både Malene og Adam er studerende og på barsel lige nu, så de har valgt at bruge tre måneder på at hjælpe og bo med arabiske familier. ”Så der skal laves mad, køres folk på hospitalet, drikkes kaffe og passes børn,” fortæller Malene. Derudover håber hun på at kunne bruge sin faglighed, da hun læser medicin. Hun har i hvert fald læst op på hjertesygdomme og regner med at få noget tid på hospitalet.

Ellers tror jeg, det handler meget om at være sammen med dem, der er i huset. Dagene er meget forskellige, og operationerne kan gå godt og skidt, så det drejer sig nok også om at være der for mennesker i livskrise,” siger hun.

Både Adam og Malene glæder sig til turen og har store forventninger. De har tidligere oplevet, at rejser åbner op for nye sider af både mennesker, andre kulturer og af Gud, og så er det åndelige aspekt også vigtigt for dem begge to. Adam forklarer det sådan: ”Jeg har en forventning om, at det bliver en periode, hvor vi kommer tættere på Gud. Får nogle stunder, hvor vi er i bøn og lovsang. Og at der også bliver tid til, at vi kan være mere sammen som familie”.

Parret er begge 25 år, og Severin er lige blevet syv måneder. På Shevet Achim starter hver dag med tre timers morgenmøde med lovsang, så det bliver både udfordrende og rigtig godt. De kan være lidt bekymrede for, om Severin gider de lange møder:

”Vi håber, vi kan styre Severin dernede, men egentlig er han jo ikke til at styre. De der morgenmøder kan hurtigt blive lange, hvis han skriger helt vildt. Men så er vi jo to. Vi håber, han er opdragen nok til at komme med,” siger Adam med et glimt i øjet.

Parret ser det som en stor fordel, at Shevet Achim hjælper alle slags mennesker; både muslimer og kristne. På den måde er arbejdet også ”evangelisations-agtigt”, som Malene formulerer det. Og så ser de Severin som en god ting for arbejdet:

”Det er et kæmpe plus, at vi kan tage Severin med. Jeg tænker, at han kan give smil og glæde ind i nogle af familiernes liv. Han kan være med til at bryde nogle kultur- og sprogbarrierer,” mener Adam.

Familien rejser til Israel fra 4. september til 4. december 2018.