Jeg har i flere år sigtet mod et arbejdsliv i Guds mission – og gerne som evangelist. Det har jeg prøvet at leve ud i praksis i mit eget liv, men også ved at holde et væld af prædikener, taler, oplæg og artikler om mission. Det er også det, jeg  laver i Israelsmissionens Unge, hvor jeg forsøger at inspirere danskere øst for Storebælt til mission.  I lang tid har jeg tænkt, at når jeg skulle lære noget om mission  måtte jeg finde Apostlenes Gerninger frem. Evangelierne kunne også lære mig noget, ligesom Paulus har nogle bemærkninger om det i sine breve til menighederne. Men jeg troede kun, det var i det Nye Testamente, der stod noget om mission.

Alt det ændrede sig, da jeg fik et fag på min teologiuddannelse, der hed Gammel Testamente & Mission. I sig selv en selvmodsigelse, hvis du spurgte mig for et halvt år siden. Men mens jeg læste mig igennem det Gamle Testamente, så jeg Guds missionale tanker og fokus folde sig ud. Han udvalgte Abraham og sidenhen Israel, men det var aldrig i modsætning til resten af verden. Det var ikke på bekostning af verdens folkeslag, at Israel blev Guds udvalgte folk. Det var for alle folkeslagenes skyld. Min skepticisme omkring missionens rødder i det Gamle Testamente og det jødiske folk blev gjort til skamme, da jeg dykkede ned i Sinai-pagten.

Sinai-pagten
Beretningen starter i 2. Mosebog 19, hvor israelitterne kommer til Sinais bjerg. Her taler Moses med Gud, israelitterne får de 10 bud og går videre gennem ørkenen mod Israel. Det er den pagtslutning, som jøderne fejrer under Shavout – den jødiske pinse.

Men lad os gå til teksten. Det er særligt vers 4-6 fra kapitel 19, der er spændende, for det er her, at Gud beskriver Sinai-pagten. Den australske teolog William Dumbrell skriver, at ”en korrekt forståelse af disse vers, som samler Israel til dets kald, er central. Israels historie herefter er i realiteten bare kommentarer på deres troskab til kaldet, de får ved Sinai.” Der er altså god grund til at være vågne, når der tales om disse tre vers:

”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.” (2. Mos 19, 4-6)

Kærligheden som bagtæppe
Jeg elsker, hvordan Gud begynder sine ord til Israel. Ikke med en streng ordre om lydighed. Ikke med valgflæsk om alt det, han vil gøre i fremtiden, hvis de tilbeder ham nu. Nej, han starter med at pege på alt det, som han allerede har gjort. Han har udfriet Israel fra Egypten. Han har, egenhændigt, besejret egypternes farao og tilintetgjort dennes hær. Han har givet sit folk frihed – betingelsesløst og uafhængigt af Israel. Der er et evangelium lige her. Gud frelser sit folk, inden det har gjort noget som helst. Af kærlighed. Det samme skete nogle tusinde år senere på Golgata, hvor Jesus frelste mennesket uden, det havde gjort noget. Betingelsesløst og uafhængigt af os. Guds store kærlighed er bagtæppet for hele Sinai-pagten. En kærlighed med styrke som en ørn, luftens konge, og med omsorg som en ørnemor, der bærer sine unger på vingerne. Sådan må vi også starte vores evangelisation – og vores trosliv. Med budskabet om, at Gud elsker os betingelsesløst. Frelsen afhænger ikke af os og vores præstation.

Den værdifulde skat
Det næste vers lyder som et krav. Og har jeg ikke lige skrevet, at det er betingelsesløst? At vi ikke skulle præstere? Joo, og det skal vi heller ikke. Det er ikke sådan, at det er en tosidet aftale, så Gud lover frelse, hvis israelitterne gør sådan og sådan… Derimod beskriver verset den naturlige reaktion på en erfaring af, at de første ord er sande. Når Gud siger og gør sådan – så må det være naturligt at adlyde ham. Når Gud er kærlighed, almægtig og vil det bedste for mennesket, så giver det bare god mening at følge hans vejledning. Når israelitterne adlyder Gud og følger hans vejledning, så vil de blive velsignet. De skal være Guds ejendom. Det hebræiske ord for ejendom er סְגֻלָּה֙ (segullâh). Den danske oversættelse er ikke forkert, men den får ikke segullâhs stærke betydning frem. Vi kan heldigvis komme nærmere den betydning ved at se på, hvordan ordet ellers bruges i Gammel Testamente. Segullâh bruges blandt andet i Prædikerens bog 2,8 og 1.Krønikebog 29,3. Her bruges det til at beskrive en konges ypperste og mest værdifulde skat, og i Malakias 3,17 tales der om de frelste efter dommedag med ordet segullâh. Det gør meningen klokkeklar: Gud udvælger Israel til at være en helt speciel og unik skat. Han udvælger folket til at have et særligt forhold og en speciel position i forhold til Gud. Men Gud stopper ikke der: ”for hele jorden tilhører mig.” Han udvælger Israel for at nå hele jorden. Det er ikke på bekostning af resten af verden. Israel bliver sat ind i Guds mission og vision for hele verden: at de må lære Ham at kende, komme til tro og blive frelst.

Brobyggerne
Gud er Gud for alle, og han ønsker at velsigne jorden gennem først Abraham og derefter hans efterkommere. Med det in mente, så er tolkningen af, hvad det vil sige at være et kongerige af præster og helligt folk ligetil. På jødisk tid var en præst et bindeled mellem Gud og folket. Han bragte ofre på vegne af folket til Gud, og omvendt videregav han også Guds velsignelser, syndsforladelse og tilgivelse til folket. Han var en brobygger, en mediator. At Israel skulle være et folk af brobyggere betyder, at de skulle være bindeled mellem hele verdens folkeslag og Gud. Israel skulle være repræsentanter for Gud til resten af verden og for resten af verden til Gud. Samtidig skulle Israel være et helligt folk. De skulle følge Guds bud, som det beskrives i moseloven. Men det er for, at de skal pege på Gud gennem deres liv. I 1. Peters brev 2,9 tager Peter fat i netop disse vers og kobler det til at være lys og salt i verden. Der er et universelt perspektiv i at leve et helligt liv. Det var der for israelitterne og det er der for os i dag. Hvordan et helligt liv kan se ud, er der rig inspiration og vejledning at hente i både Gammel og Ny Testamente.

Hvad så i 2019?
”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de… kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem”, (1. Pet. 2,12). Sådan fortsætter Peter efter at have refereret til Sinaipagten i sit brev. Peter havde i den grad syn for mission. Hvor israelitterne glemte deres universelle opgave i Sinai-pagten gennem dårlig og gudløs ledelse, så gentog Jesus kaldet over for disciplene, mens Peter og de andre apostle gentog kaldet til jøderne i den første pinse. De genopdagede Sinai-pagten og den første pinses budskab og gik i gang med at udføre Israels oprindelige rolle som Guds udvalgte folk til gavn for resten af verdens folkeslag.

Og derfor er 2. Mos 19,4-6 også vigtig i dag for kristne i 2019. Missionsteologen Dagfinn Solheim har skrevet, at ”som Israels folk var et vidne om Guds gerninger, sådan er også Guds folk i dag et vidne om Ham, de tror på.”

Når Jesus taler om at være lys og salt, og når Israel kaldes til at være et helligt folk, så er det centralt. Mission er mere end ord – mission handler også om det, den kristne gør. Der må være en sammenhæng mellem hvad Bibelen siger og det, som du som kristen gør. Gud bruger dig til at vise, hvem han er – og du viser, hvem han er gennem dit liv og dine ord.

Derfor skal kristne kæmpe for fred og social retfærdighed. Ved at kæmpe for det, kan kristne pege på kirken, Gud og hans rige. Men fokusset på at leve helligt, gøre gode gerninger og diakoniaspektet af holistisk mission må ikke negligere ordets del af missionen. For troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17). Og derfor må der være en balance. Hvis ordet forkyndes uden gerninger, vil det lyde utrolig hult, men gerninger kan ikke stå uden ordet, for hvordan kommer troen så? Der er nødt til at være en balance i det, og det er op til kirken, missionsorganisationerne og den enkelte kristne at tage det med i overvejelserne om, hvordan mission ser ud.

Efter at have undersøgt Gammel Testamente for missionstanker, så er jeg overbevist om, at min tidligere opfattelse er forkert. Der er mange missionstanker i Gammel Testamente. At Israel ikke har levet det ud efter idealtanken, fjerner ikke Guds intentioner. Han har – og har altid haft – intentioner om at frelse hele verden og om at være Gud for alle folk. Så stor er Guds kærlighed nemlig. Der er nok til hvert enkelt menneske. Det startede med udvælgelsen af Israel, og nu er det resten af verden, det skal videre ud til. Til det er den enkelte kristne midlet. For Guds kærlighed skal ud til alle mennesker.