Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016

Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.

”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus.

Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere.

”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over.

Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.

Rabbineren kunne ikke give svar

Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa.

Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.”

Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.

Forventede en undskyldning

Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke.

Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”

En ensom tro

Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan.

Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.

Teologi og mission må gå hånd i hånd

Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.”

Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.

Krydsfeltet hvor troen giver mening

Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik.

Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan.

I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.

Kristne skal skabe misundelse

Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var.

”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan.

Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over.