Den første dag hos The Palestinian Bible Society i Jeriko startede med, at vi skulle tage en bus fra Damaskus Gate mod den by, der på bibelsk tid hed Bethania, og derfra med taxi til Jeriko. Det var specielt at opleve, hvor besværligt det er at komme fra Jerusalem til Vestbredden og tilbage igen på grund af checkpoints, lange kontrol-ventetider, skift af transportmidler osv. Dét gav os et nyt perspektiv på palæstinensernes situation.

Vi ankom til Zacchaeus House i Jeriko, hvor vi knapt nåede at introducere os før vi fik hækkesaks, sav og sandpapir i hånden. Dagen bød på nedklipning af buske og træer omkring en rød container, som senere skulle slibes over med sandpapir og males beigefarvet.

Vi brugte hele formiddagen på at fjerne grene fra citrontræer, tornebuske og nedslibe af det yderste lag på containeren. Nogle af os var lidt forundrede over, hvorfor vi skulle istandsætte en container, og kunne ikke se sammenhængen med det store hele. Efter middag fik vi malet containeren sandfarvet, og hen mod slutningen af projektet mødte vi sønnen af lederen for stedet. Der fik vi først der mulighed for at introducere os selv. Her hørte vi lidt om hvad de gik og lavede, men stadig ikke rigtig nogen grund til vores slid og slæb.

Da vi var færdige, fik vi en forklaring på, hvad de lavede, og fik af vide, at de var rigtig glade for vores hårde arbejde og smil på læben.

Der skal så lige indskydes at vi malede med oliebaseret maling, hvilket ikke var så let at få af tænkte vi… Men vi blev klogere! Vi fik af vide, at vi bare skulle tage en dunk terpentin, og gnubbe fingrene rigtig godt i det, og derefter skylle efter med vand. Ja… Den var nok ikke den anbefaling, vi ville få i Danmark… Men så har vi prøvet det, og erfaret at det gør lidt naller at skulle gøre rent efter at have leget med maling!

Om aftenen samme dag, tog vi til Joffi aften, og hørte et foredrag med Karen og Tass Sada, hvor Tass Sada, har skrevet bogen ”Jeg var snigskytte for Arafat”. Her hørte vi om hvordan det var at være kone til ham, og hvordan deres ægteskab var gået gennem årene. Vi fik også nogle vidnesbyrd, om hvordan de havde omvendt muslimer, hvilket var helt specielt, nu hvor man var i det land, hvor man i vest har Gaza, som er styret af Hamas som Tass havde fået ordre af som snigskytte.

Dagen efter skulle vi på en guidet tur til Østjerusalem, og fik utroligt godt indblik i hvorfor muren var der, og hvorfor vores guide som sekulær jøde både kunne hade og elske muren.

Vores guide gav os et overordnet indtryk af at Israel ikke behandlede palæstinenserne ordentligt. Dette kan ses ved at de ikke bygger nok skoler i palæstinensiske områder, hvilket resulterer i, at private og organisationer starter deres egne skoler. Nogle af disse skoler er startet af Hamas, hvilket skaber en ond cirkel og udklækker nye terrorister. Vores guide fortalte os også, at mange af de stikkerier der sker i Jerusalem, er enkelte personer der tager at valg om at de vil stikke enten militæret eller en jøde, altså at det oftest ikke har noget at gøre med terrororganisationer, men det er et individuelt valg de tager, fordi at de har et inderligt had til jøderne og Israel.

Der var en tydelig kontrast mellem de steder der boede palæstinensere og jøder. I palæstinensiske områder, hvor der boede jøder, var infrastrukturen som i Vestjerusalem med fortov, fine asfalterede veje og så videre, mens resten af området ikke havde fortov og vejene var ujævne og fyldt med huller.

Vi kom helt ud til muren, og så hvordan muren var bygget med stor fordel for jøderne, hvor Rakels grav, blandt andet var sneget med, ved at lave en vej på 500 meter, med mur på begge sider, for at jøderne kunne få adgang til graven, da det efter sigende er deres 3. helligste sted de kan besøge.

Dagen efter skulle vi igen besøge The Palestinian Bible Society i Jeriko, hvor vi var inviteret til at komme klokken 16. Vi ankom og pigerne var med til et foredrag om stress sammen med en ungdomsgruppe af piger fra organisationen. Vi drenge skulle med 13 andre drenge, i omkring alderen 13 år, lidt udenfor Jeriko og spille Paintball. Det var ret specielt, fordi at dagen forinden, havde vi snakket med en af sønnerne af lederparret i Jeriko. Han havde fortalt os, at de havde spurgt disse drenge, hvad deres mål for livet var. Heraf svarede 10 af drengen, at de ville være atleter når de blev ældre, hvilket virkede meget naturligt. Derefter fortalte han os, at der var 3-4 drenge der havde som mål for livet, at de skulle blive martyrer, altså stikke, eller skyde en jøde ned, hvorefter de ville blive dræbt, i den tro at de ville komme i himlen og få 72 jomfruer. Men for at få noget de kunne arbejde med, spurgte de dem så, hvad deres andet mål for livet var, hvilket også var noget i stil med at blive atleter.

Så vi drenge skulle altså ud og spille paintball med nogle palæstinensiske drenge, hvoraf der var nogle få stykker som ønskede at blive martyrer…

Det var ret specielt, da vi var ankommet og var gået i gang med at spille, så var der et par stykker der skød nogle skud op i luften, og råbte; “Allahu Akbar”, hvilket betyder; “Gud er stor”, og er noget man siger når der bliver kaldet til bøn eller når man udøver en martyrisk handling. Vi havde måske på fornemmelsen at det kunne være noget de sagde i sjov, men en af drengene sagde noget omkring en jøde på gebrokkent engelsk.

Senere på aftenen snakkede vi med konen af lederparret, som sagde, at de havde haft disse drenge en gang i ugen siden de var ret små, og havde faktisk ikke rigtigt noget ungdomsprogram for børn i deres alder. Men da de vidste at nogle af disse drenge ville komme ud i noget dårligt selskab, og måske ville nogle af dem ende som martyrer, så havde de fået stablet et ungdomsprogram på benene. Denne ungdomsgruppe blev ledt af lederparrets ældste søn, hvor drengene mødtes en gang i ugen og havde et fællesskab.

Disse drenge, som historierne måske fortæller, var ikke kristne, og vi fik af vide at vi ikke måtte evangelisere for drengene. Dog måtte vi hjertens gerne fortælle om hvordan Gud havde forvandlet vores liv, samt hvorfor vi var i Israel, så vi måtte altså gerne dele vores vidnesbyrd.

Efter en larmende bus med børn, der var helt oppe at køre efter at havde været i Paintball krig, og aftensmad, skulle vi hjem igen. Det var dog blevet så sent, at vi ikke kunne tage en araberbus fra en af de nærliggende byer, hvilket resulterede i at vi måtte tage en taxa til muren som omkredser Vestbredden. Vi kom da til at opleve konflikten på helt nært hold. Vi blev sat af, og gik hen mod checkpointet, hvor der stod en gruppe på ca. 20 palæstinensere og ventede ved gaten. Efter 15 minutters ventetid, blev der sagt noget i højtalerne på arabisk, og vi spurgte da en i køen hvad der blev sagt. Han var meget venlig og godt engelsktalende, og forklarede os, at de skulle bruge 20 minutter på at ordne en af computerne før vi kunne komme igennem. Da vi havde fået noget undervisning i konflikten dagene forinden, så vidste vi måske godt at der var noget som måske ikke var helt sandt bag denne påstand. Vi spurgte da samme person om det var noget der skete ofte; hvortil han sagde at det var noget der skete med jævne mellemrum, og at han var klar over at det ene og alene var for at irritere og gøre livet svære for dem som palæstinensere.

Endelig efter ca. 45 minutters samlet ventetid, kom vi igennem muren ud fra Vestbredden, og stod og ventede lige ude for det sted vi var gået igennem metaldetektor og fik vores tasker X-Ray scannet. Vi havde ikke stået der mere end 3 minutter, før der kom en soldat ud fra bygningen og sagde til en af palæstinenserne vi snakkede med, at vi ikke måtte stå der, men skulle gå væk. Det virkede ret mærkeligt, da vi bare stod 5 meter fra bygningen vi lige var kommet igennem, og lige snakkede om hvordan vi skulle komme hjem. Lige efter, fortalte palæstinenseren os, at soldaterne ikke ville have at vi skulle snakke med dem, og at vi som turister ikke skulle opleve hvordan hverdagen for disse mennesker var.

Selvom det var bøvlet, og det tog en del længere tid at komme hjem den dag, så var vi alle faktisk ret glade for at vi havde oplevet konflikten mellem Israel og Palæstina på egen hånd, og kunne se hvordan Israel på nogle punkter ikke ville have os som turister til at se hvordan de i virkeligheden behandlede palæstinenserne, og nogle gange lod dem vente i flere timer ved muren før de kunne komme igennem, uden grund.

Den sidste dag hos The Palestinian Bible Society, skulle vi være med til at lege med 79 børn i alderen fra ca. 3-8. Vi blev kørt ud til en park i Jeriko, hvor nogle af os først legede med halvdelen af børnene med en faldskærm som vi bredte ud. Efter noget tid fik vi af vide, at vi skulle ind i den forlystelsespark der var lige ved siden af. Så fik vi udleveret ca. 10 børn hver, hvor der gik lidt under 5 sekunder før man ikke havde styr på hvor de var, fordi de skulle rundt og prøve alle forlystelserne.

Det var ret specielt at se hvor lidt sikkerhed der var i denne forlystelsespark, for hvis det havde været i Danmark, så ville samtlige forlystelser være lukket ned på grund af manglende sikkerhed. Det hørte blandt andet til sjældenhederne at der var en sele man kunne spænde sig rigtig fast med, og hvis der så var en sele, så skulle den ikke spændes ind til kroppen, men bare være klikket i. Men det vigtigste var at børnene havde det sjovt, og det havde de virkelig. Efter nogle timer i parken, blev der serveret pizza for alle børnene, hvorefter de blev sendt hjem.

Vi fik sagt farvel til alle børnene og medarbejderne, og fik fat i en taxi som kunne få os noget af vejen til Jerusalem, og er nu klar til flere eventyr i landet der flyder med mælk og honning!

//Daniel

Her er lige en meget kort video, vi fik lavet over, at vi spillede paintball i Palæstina: https://www.youtube.com/watch?v=1RXLCGfedGs&feature=youtu.be