Ugen er gået og Missionspiloterne og jeg har været rundt i Jerusalem med projektet “Outreach”.

Kristina og Anne-Line har brugt ugen på at bygge sten-terrasser, i en af Jerusalems parker.

Emma, Anne Sofie og jeg har været på et jødisk plejehjem, som jeg vil uddybe nærmer nedenfor.

Mandag morgen ankom vi sammen med syv frivillige, amarikanske volontører til det jødiske plejehjem. Hanna (kontaktperson på plejehjemmet) involverede os hurtigt i den daglige stolegymnastik, hvor pulsen pumpede ud af en lille ghettoblaster, i takt med at arme, ben, hoved og krop skiftevis dansede i luften. I pendulfart gik vi over i 2 timers leg med store som små bolde, faldskærm, bowling, ringspil og jo flere spil der blev bragt på banen, jo større blev begejstringen og humøret. Mildt sagt, blev vores fleksibilitet og fantasi sat i samme højsæde som vores frimodighed til de mange formiddage med Hanna i spidsen.

I mødet med de mange forskellige nationaliteter på plejehjemmet, blev jeg udfordret i at skabe en ligeværdig relation. En relation som ville skabe motivation hos de ældre beboere, hvis sprog enden var russisk, hebræisk eller glemt.

Set i bagspejlet, var det en fornøjelse at arbejde sammen med Hanna og møde en person med så stort et arrangement og hjerte for sit arbejde og sine medmennesker. Jeg blev på en særlig måde opmærksom på hvor hurtigt og tæt en relation vi kunne knytte med beboerne, ved udelukkende at bruge kropssprog, lyde og mimik. I samarbejde med mine danske og amerikanske brødre og søstre, var vi med til at danne rammerne for at dele livshistorier, vidnesbyrd og livsglæde med unge som gamle.

Da vi på afslutningsvis gav håndtryk til beboerne, oplevede jeg at få udvidet mit perspektiv. Jeg oplevede et fast, omfavne håndtryk og et glimt i øjet fra beboerne. Et tegn på at de havde fået nogle oplevelser der gav håb og livsglæde. Jeg oplevede på en særlig måde en taknemmelighed for den tid, vi udelukkende brugte sammen med dem.

Hver dag fra kl.13-14.00 smørrede vi ærmerne op og tilskar træer, fjernede ukrudt, istandsatte blomsterbede og ryddede op på udendørs arealerne foran plejehjemmet. Ikke blot var vores hårde arbejdet påskønnet med ord og smil af de ortodokse familier og studerende der boede i parcelhusene omkring plejehjemme. Men både besøgende og personale blev inspireret til at elske sin “Nabo” i praksis.

“Men jeg (Jesus) siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” ‭‭Mattæusevangeliet‬ ‭5:44‬

Bob (projektetleder) og Jeg blev særlig overrasket over at se den positive udvikling vores handling og ord havde på pedellen: Madmed på plejehjemmet. Fra første dag virkede Madmed både isoleret og fjendtlig og ordet “tak” virkede ikke til at være en del af hans ordbog. Madmed endte hurtigt på den “sorte bønneliste” :P

Udfordringen blev ikke mindre, efter at have savet med fuld kraft i lang tid med skiftevis to 30 år gamle, rustne save, hvor den ene klinge knækkede i forsøget. Madmed mente ikke at han kunne være mere til hjælp og slog blot ud med armene.  Efter aftale med Bob investerede jeg i en ny sav til projektet, da vores tålmodighed med Madmed var ved at briste. Hvis ikke lysten til at dræbe koldblodigt havde været der før, var lysten blot endnu større, da jeg næste dag stod med den nye sav i hånden.

Verset ovenfor blev en meget konkret bøn og lærerig lektie for mig i forhold til Madmed. Jeg havde alt andet end kærlighed til denne mand, men Jesus inspirerede mig til at have tålmodighed. Denne samme eftermiddag, kom Madmed ud til Bob og jeg og sagde: “Thank you for what you do.” Jeg ville ønske, at jeg kunne have spolet tiden tilbage og om igen, og havde oplevet situationen om igen. Bob og jeg stod forbavset og med åben mund.

Hvor at Gud berørte Bob og mit hjerte igennem Madmed’s ord, berørte Gud Madmed’s hjerte igennem vores handlinger.

Jeg sidder stadig tilbage og mindes det dejlige syn af at se, hvordan børnene fra kvarteret indtog rutchebanen, efter at den blev skåret fri fra træerne og lyden af latter blev gradvis kraftigere og bredte sig som vinden i omgivelserne som dagene gik.