Når den gode stemning ikke er nok

Vi tror på, Jesus kommer igen. Netop derfor er vi i Israelsmissionen optaget af at fortælle det jødiske folk om, at Messias faktisk har været her én gang. Netop derfor er vi optaget af mission.

Arne Pedersen, 5. august 2013

Den kristne kirkes historie med det jødiske folk er plettet af ugerninger og forsyndelser. Allerede fra det 3. århundrede var kirken præget af både anti-semitisk og anti-judaistisk teologi og praksis, hvilket har medført et anstrengt forhold de to parter imellem.

Pave Francis mødtes i juni måned med repræsentanter fra det internationale jødiske samfund for at styrke relationen mellem den katolske kirke og det jødiske samfund. Her ses han inden han blev valgt som pave ved en Hanukah-fejring i Buenos Aires, Argentina.

Pave Francis mødtes i juni måned med repræsentanter fra det internationale jødiske samfund for at styrke relationen mellem den katolske kirke og det jødiske samfund. Her ses han inden han blev valgt som pave ved en Hanukah-fejring i Buenos Aires, Argentina.

De sidste 40-50 år er dette anstrengte forhold på flere måder blevet blødt op – ikke mindst på baggrund af Nostra Aetate, en erklæring fra den katolske kirke formuleret i 1965. Erklæringen har i praksis medført, at den katolske kirke har erstattet mission med dialog, når det kommer til det jødiske folk, og i dag findes der ingen katolsk organisation, som arbejder med jødemission.

Ødelægger mission den gode stemning?

Men er mission da virkelig så ødelæggende for den gode stemning, der er skabt mellem jøder og kristne? Og hvis det er, skal vi så lade være for ikke at ødelægge det gode forhold? Dette er gode og relevante spørgsmål, som vi i Israelsmissionen har tæt inde på livet i vores arbejde.

På den ene side ønsker vi at skabe en større forståelse for kristendommens jødiske rødder, så vi som kirke får en erkendelse af, at vores historie grundlæggende erjødisk. Der ligger en forståelsesnøgle til den kristne tro i jødedommen, som ernødvendig, hvis vi vil forstå dybden af evangeliet.

På den anden side vil vi også fortælle om Jesus. Det vil vi, fordi vi insisterer på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Vi vil mission, fordi vi fastholder med apostlen Peter, at der ikke findes noget andet navn under himlen, som mennesker kan blive frelst ved – heller ikke for jøder.

Opfordring til at læse NT

Men det lader til, at både Jesus og det Nye Testamente er blevet – om ikke kosher – så i hvert fald socialt acceptabelt. Fx lød det således forleden i en kronik bragt i ”Jerusalem Post”, et af Israels største dagblade: ”Hvorfor frygte kirken? Hvis jøder kendte kristendommen bedre, ville vi vide, at der er meget lidt at frygte, men meget at respektere. Hvor mange jøder ved, hvad der er godt og værd at overveje i Det Nye Testamentes historier om Jesus? Der er mere end fire milliarder kristne i verden i dag. Hvad får så mange til at følge denne tro? At svare på disse spørgsmål leder sjældent til omvendelse, men det vil måske føre til større respekt.”

En mere direkte opfordring til at læse det Nye Testamente skal man lede længe efter, og det giver bestemt grund til glæde, at der lyder sådanne opfordringer i den offentlige presse. Men hvis opfordringen kommer på baggrund af, at kirken og det kristne vidnesbyrd er blevet ”ufarligt” i den forstand, at det er renset for enhver form for stillingtagen til, hvem Jesus er, eller hvis det kommer på baggrund af, at kirken ikke længere mener, at den har et budskab til det jødiske folk, så er der snarere grund til selvransagelse end glæde.

Ikke to veje, men én

I slutningen af juni måned mødtes Pave Francis med ledere fra det internationale jødiske samfund, hvor han understregede kristendommens jødiske rødder, og at ingen sand kristen kan være antisemit på grund af netop disse rødder. Desværre brugte paven også mødet til at understrege, at mission til det jødiske folk ikke er en del af den katolske kirkes dagsorden. Men det er et misforstået hensyn. For vel har den katolske Biskop Walter Kasper ret, når han hævder, at vi ikke kan tale om mission til det jødiske folk på samme måde, som vi taler om mission til hedninger. Men når han hævder, at jøder blot skal ”følge deres egen samvittighed og tro på Guds løfter til dem, som de forstår dem i deres religiøse tradition” for at blive frelst, så må vi sige stop. For der er ikke to veje til frelse. Der er kun én: Jesus.

Mission og erstatningsteologi

Og det er så her, den gode stemning for alvor skal stå sin prøve. For påstår man dét, lyder anklagen fra jødiske teologer hurtigt, at et sådan synspunkt er udtryk forerstatningsteologi.

Når mission og erstatningsteologi kædes sammen, skyldes det, at den kristne kirke hævder at have ”adgang” til noget, som jødedommen ikke har: Messias. Eller sagt lidt anderledes: Den kristne kirke hævder at have noget, som det jødiske folk har brug for, hvis de vil have fællesskab og fred med Gud – nemlig Jesus af Nazareth, Kristus.

Jesus var selv jøde

Jesus var selv jøde. Han levede et jødisk liv med alt, hvad det indebar af lovoverholdelse, renhedsforskrifter og pilgrimsvandringer til Jerusalem. Størstedelen af de første Jesus-troende var jøder, og hovedparten af Det Nye Testamente er skrevet af jøder. På intet tidspunkt i disse skrifter kræves det af jøder, at de aflægger sig deres jødiskhed, når de kommer til tro på Jesus. Når der i dag er forbundet store identitetsproblemer for jøder med at komme til tro på Jesus, skyldes det først og fremmest den kulturelle forståelse af, hvem der er jøde, og hvem der ikke er det. For at jøden Jesus skulle aftvinge andre deres jødiskhed, når de kommer til tro på ham, er intet mindre end absurd.

Når kirken har villet hæve sig over og gøre sig bedre end synagogen på baggrund af Jesus, er det sket på en misforstået baggrund, som har ført uretfærdighed med sig, hvilket vi må gøre opmærksom på, undskylde og bede om tilgivelse for.

Vi vil fortsat proklamere

Men det må ikke få os til at tie om sandheden – at kun i Messias kan Gud kendes fuldt ud. Jesus er den fulde åbenbaring af, hvem Gud er. Jesus siger selv, at han er vejen, sandheden og livet, og at ingen kommer til Gud udenom ham.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, har tidligere udtalt sig om denne problemstilling her i avisen: ”Da Jesus sagde de ord, var det til jøder. Hvis de ord er sandheden (og det er de), så er tilbageholdelsen af det eneste budskab, som kan bringe frelse, ikke en kærlig eller venlig handling, men det modsatte. Og at tilbageholde budskabet om åndelig frelse fra en person, fordi denne person er jøde, er sandsynligvis den mest antijødiske handling, en kristen kan gøre. Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed.”

Derfor vil vi i Israelsmissionen fortsat frimodigt proklamere Jesus som frelser og herre. Vi vil fortsat insistere på, at alle har brug for Jesus, idet han er den eneste, ved hvem vi kan frelses. Vi vil fortsat hævde, at hvis ikke Jesus er Messias for jøderne, er han heller ikke Kristus for os.

Også selvom det skulle ødelægge den gode stemning.