Ny dialogmedarbejder i København: “Vi skal ikke kun tale om evangeliet – vi skal leve det”
I august blev 25-årige Mads Bjørn ansat som Israelsmissionens dialogmedarbejder i København. Her skal han blandt andet skal lave opsøgende arbejde og skabe gode relationer til mennesker i det jødiske samfund. Mads Bjørn kom selv til tro for ti år siden, og har en brand for at andre må høre om Jesus. I dag læser han teologi på Københavns Universitet, og kommer til at arbejde fem timer om ugen for Israelsmissionen. Læs med og lær Mads Bjørn bedre at kende.
Det er nytårsaften. Mads Bjørn er sammen med en veninde og en flok venner hjemme på Falster. De hygger sig, og der er fuld fart på aftenen. Da klokken slår midnat, fortæller veninden, at nu vil hun til gudstjeneste. ”Vil du med?” spørger hun ham. Lettere overrasket overvejer han situationen. Han er selv vokset op i et kulturkristent hjem, og er både døbt og konfirmeret. Alligevel kunne han aldrig selv have fundet på at bruge sin nytårsaften i kirken. Men han beslutter sig for at tage med, og det blev begyndelsen på en åndelig rejse for Mads Bjørn.
Giv det videre
Den nytårsaften for ti år siden blev til en vedvarende nysgerrighed, undren og søgen efter sandheden, og det har givet Mads Bjørn lyst til at give det videre, han selv har mødt:
”I dag er min veninde et stort forbillede for mig,” forklarer Mads Bjørn i forlængelse af fortællingen. ”Hun var aldrig sådan en, der sad og trippede og bare ventede på at få taletid til at dele evangeliet. Det kom helt naturligt til hende. I al hendes manglende teologiske kunnen og teologiske interesse generelt, så brugte Gud hende – fordi hun ikke bare talte om evangeliet, hun levede det.
Sådan håber Mads Bjørn også, at hans arbejde må bære frugt, og at han må kunne opbygge gode relationer til mennesker i det jødiske samfund.
”Jeg ønsker at være trofast overfor Gud”
“Da jeg for ti år siden kom ind i kirken, blev jeg rigtig provokeret af både den inderlige tro og det absolutte sandhedskrav. Begge dele var meget nyt for mig, og jeg kunne ikke acceptere det. Men det blev ved med at nage… Hvad nu hvis det var sandt? Efterhånden fik jeg en mere afklaret, kristen tro – takket være menighedens udholdenhed! – samtidig med at jeg ville vide mere om Gud og sandheden. De tanker resulterede så i, at jeg for to år siden stoppede på musikkonservatoriet og begyndte at læse teologi,” fortæller Mads Bjørn.
Mads Bjørn vil gerne arbejde med kirken, og særligt i forhold til at mennesker må komme til tro og blive opbygget i deres tro.
”På den måde er det også fedt, at jeg er blevet spurgt om at være en slags ”evangelist” for Israelsmissionen,” forklarer han og tilføjer: ”Det er en glæde at få lov til at være her og være med, og så er det dejligt at være en del af en garvet organisation, som har gjort sig en masse teologiske tanker, jeg kan læne mig op ad.”
Mads Bjørn er spændt på at skulle starte arbejdet op, men han er også klar over, at det bliver en løbende proces.
”Jeg er i forventning til, at… Det kommer til at foregå meget stille og roligt,” fortæller han med et glimt i øjet og fortsætter forklarende: ”Jeg ønsker at være trofast over for Gud og vidne for det jødiske folk – og det er ikke sikkert, der bare sker noget natten over, det kræver udholdenhed og tålmodighed. Derudover håber jeg også, at vi i kirken må opdage lidt mere af vores jødiske rødder, som jeg oplever, har været væk i lang tid. Jeg håber, at vi må forstå, at de ikke er ”the bad guys”, der repræsenterer lovreligion i vores Bibel, men at vi har en masse at lære fra dem.
Relationer gennem hebraiskundervisning skal række længere ud end klasselokalet
En gang i ugen åbner Det Jødiske Hus op for undervisning i moderne hebraisk, og her skal Mads Bjørn være en dal af undervisningen. Det er vigtigt for ham, at han prioriterer at være tilgængelig både før og efter undervisningen. Det er her, han mener, at de gode muligheder befinder sig:
”Det er afgørende, at jeg skaber mulighederne for, at jeg kan opbygge relationer, der rækker længere ud end i klasselokalet,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg beder om åbne døre og en god vej at gå med beredte hjerter.”
Mads Bjørn oplever, at udfordringen med mission er at finde balancen:
”Det gælder om på den ene side, at jeg ikke bare bliver en, der kommer ind og råber op om, hvad jeg selv mener og skaber mere afstand til troen i virkeligheden. På den anden side må jeg heller ikke blive for overdiplomatisk og holde mit evangelium hemmeligt. Det bliver lidt af en udfordring!”
Vær med til at bede for Mads Bjørn
- At han må være båret af ånden – og ikke af egen kraft
- At han må være fyldt op og være nærværende
- Om visdom til at evangelisere på en måde, der skaber tillid og dialog