Lisa Loden: Ny lov er bekymrende

Af Kirsten Bitsch Lang – 06.09.2018

I juli 2018 vedtog den israelske nationalforsamling Knesset en ny lov, der fastslår, at Israel er nationalt hjem for det jødiske folk. Den nye lov kaldes Nationalstatsloven og er del af en række grundlæggende love i Israel, som tilsammen kan minde om en forfatning. Loven vækker bekymring blandt de israelske mindretal, og tre punkter er særligt bekymrende: For det første fastslår loven, at retten til at udøve national selvbestemmelse kun gælder det jødiske folk, dernæst beskriver den, at jødiske bosættelser skal støttes og har national værdi, og til sidst bliver arabisk degraderet fra at være officielt sprog til at være et sprog med særlig status. Lisa Loden er messiansk jøde og derfor del af et mindretal i Israel. Hun har siddet i bestyrelsen for flere af vores israelske samarbejdsorganisationer – både organisationen Musalaha og studenterbevægelsen FCSI. Læs hendes tanker om den nye lov her (oversat af Kirsten Bitsch Lang).

Om Nationalstatsloven

Af Lisa Loden – 31.07.2018

Den nyligt vedtagne lov har modtaget en del omtale og ikke så lidt røre, siden den blev besluttet i sidste uge. Da jeg følger Yeshua (Jesus red.), er involveret samfundsborger og er medlem af en minoritetsgruppe, har jeg håbet og bedt for, at loven ikke ville blive vedtaget. Til min store bekymring blev den vedtaget, selvom det dog var med et meget snævert flertal. Essensen af Nationalstatsloven er at sikre, at det udelukkende er den jødiske befolkning i Israel, der får fulde civile rettigheder, og at ortodoks-jødiske religiøse traditioner vil være den eneste kilde til at legitimere kulturelle og civile anliggender, hvilket i realiteten prioriterer jødedom over demokrati. Det faktum, at minoritetsrettigheder ikke er nævnt i loven, er alarmerende. Det skal også pointeres, at denne nye lov er en grundlæggende lov – som sådan nedfældet side om side med Den israelske uafhængighedserklæring. Som grundlæggende lov rammesætter loven den fremtidige lovgivning, og den er meget svær at ophæve.

Nogle ser loven som en lov, der bare legitimerer, hvad der allerede er blevet status quo i Israel. Loven gentager meget af indholdet i Uafhængighedserklæringen. Men hvad der ikke er nævnt i loven, er på nogle områder mere foruroligende, end hvad der er nævnt. Minoritetsrettigheder er ikke nævnt, hvilket åbner op for muligheden for, at der ikke implementeres lige rettigheder for alle borgere. Det kan få betydning for de to millioner ikke-jøder, som er israelske statsborgere. Denne lov giver førsteprioritet til jødedom, når det kommer til både religion og etnicitet. Ifølge denne lov er det jødedom, der bestemmer nationale helligdage og har indflydelse på uddannelsesindhold etc.. Den jødiske etnicitet bestemmer status og bestemte civile rettigheder. Når det kommer til de messianske jøder, som er en meget mindre minoritetsgruppe end den arabiske befolkning, bliver den allerede svære situation med immigration højst sandsynligt endnu mere problematisk.

Alle minoritetsgrupper i Israel har grund til bekymring – inklusiv messianske jøder. I ortodoks jødedom er messianske jøder, uanset deres etnicitet og deres dokumenterede herkomst, rutinemæssigt ikke længere kategoriserede som jødiske på grund af deres tro på, at Jesus/Yeshua er Guds søn. Ikke engang messianske jøders overholdelse af traditionelle jøders skikke og livsstil er nok til, at det ortodokse fællesskab accepterer messianske jøder som rigtige jøder. Vores tro er den klods, de konstant falder over.

For den store gruppe af ikke-jødiske arabisktalende israelske borgere er denne lov bare endnu en måde, hvorpå man kan reducere deres status til andenrangsborgere. Selvom det er i en regerings ret at degradere et nationalt sprog, og det er sket før (Tyrkiet, Rwanda, Tanzania, Ukraine, Gabon etc.), så ser det ud til, at degradering at et sprog altid er linket til politiske omstændigheder. I denne sag er dét at degradere arabisk, klart et eksempel på, at Israel hævder den jødiske dominans. Dette er set som en fornærmelse af den arabisktalende befolkning.

Den mest kontroversielle paragraf; “bosættelses-paragraffen”, var taget ud timer før den sidste afstemning. Det er jeg taknemlig for. Havde den stadig været der, ville det føre til beskyldninger om, at Israel er stadigt mere racistisk, og det ville lovliggøre diskriminationspolitikker. Der er meget modstand mod diskrimination af bestemte segmenter i det israelske samfund (for eksempel LGBT-samfundet), og denne paragraf ville lovliggøre dannelsen af fællesskaber baseret på eksklusion af uønskede befolkningsgrupper.

Mens den stødende paragraf blev fjernet, står der stadig i punkt syv af loven: ”Staten ser jødiske bosættelser som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og promovere deres etablering og udvikling.”

Ved at gøre denne lov til en af Israels grundlæggende love, er fundamentet for demokrati undermineret.

På grund af det totale fravær af referencer til ikke-jødiske minoritetsgrupper, er forrangen af jøder nu indskrevet i loven, hvilket kommer til at danne grundlag for fremtidig lovgivning. Et stort antal af termer (som Israel og bosættelse) er ikke defineret. Dette kan nemt lede til en bred implementering af de grundlæggende koncepter, der er inkluderet i denne lov. Indtil nu har civile rettigheder og lighed været en del af vores værdisæt – som Bogens folk. Som en borger i landet og som medlem af en minoritetsgruppe (messiansk jøde), der har oplevet, hvordan der sker lovlige handlinger, der nægter mig fuld adgang til civile rettigheder, er jeg dybt bekymret for den jødiske etiks fremtid og de jødiske værdier i Israel.