Nyt ansigt i det israelske studenterarbejde: ”Kom ud af din komfortzone!”
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 18. september 2019
Reem Khaled er netop blevet ansat i FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel) som ny koordinator for den arabisktalende gren af bevægelsen.
”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde side om side med de arabiske studerende i denne nye fase i mit liv!” Fortæller den unge kvinde om sin nye stilling.
Reem er vokset op i Kfar Yassif, som ligger i det nordlige Israel. Hun har studeret lingvistik og politik på Ben Gurion Universitet i Beer Sheva, og i løbet af studietiden har hun været en aktiv del af det israelske studenterarbejde.
Del det gode budskab!
Reem brænder for at tjene de studerende. Hun oplever, at Gud har lagt hende på hjerte, at hun skal opmuntre dem til at komme ud af deres komfortzone, og dele det budskab, de bærer på om frelsen i Jesus – også selvom det er udfordrende.
Gennem sin nye stilling skal Reem koordinere den arabiske del af studenterarbejdet, som blandt andet indebærer at tage sig af de studerende, motivere dem og opmuntre dem til at dele deres tro og tage sig af diverse detaljer.
Fællesskab på tværs – israeler, araber og international
FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.
Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.
Vær med til at bede for:
- De unge ledere i FCSI
- De studerende – både nye og gamle
- Reem, og hendes nye arbejde
- Forsoning og vækkelse i Israel
Du kan støtte det israelske studenterarbejde her.