Af Marit Long, diakon og præstefrue i Immanuelkirken

Jeg er en af diakonerne i Immanuelkirken og jeg føler mig heldig, fordi jeg har en varieret hverdag med gode udfordringer indenfor mine meget forskellige ansvarsområder i Immanuelkirkens arbejde. Her vil jeg give nogle glimt, af det min hverdag indeholder:

Det er en stor velsignelse, at der kommer volontører til Israel hvert år for at give af deres tid til at tjene i Israelsmissionen. For mig er det også en stor glæde at have opfølgnings ansvaret for dem og et privilegie at få lov at gå et stykke ad vejen sammen med dem. I Tel Aviv er månedlige teamsamlinger en del af volontørprogrammet. Her spiser vi frokost sammen i præstelejligheden, tager en delerunde, hvor vi deler hvad der går godt og hvad der kan blive bedre, har fællesskab sammen og beder sammen. I år har vi to volontører fra Tyskland (Leah og Aline) udover Sølvi og Tor Johan fra Norge.

Jeg står også for at samle de norske volontører, der tjener både i Jerusalem, Haifa og Tel Aviv mindst én gang pr. halvår. I efteråret havde vi en dejlig dag i Haifa (Tor Arne, lokal mentor i Haifa, var også med). Der besøgte vi plejehjemmet Ebenezer og Beit Eliahu (den messianske menighed der ligger i forlængelse af hjemmet), gik tur på promenaden og spiste frokost sammen. Der blev også tid til en runde, hvor vi hver især kunne dele lidt og til bøn for hinanden. Her i foråret vil volontørerne få et tilbud om en tur, udover en dag sammen i Tel Aviv.

Jeg føler mig også privilegeret ved at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab (PBS) på Vestbredden. I februar deltog volontørerne og jeg i projekter både på en skole i Beit Jala og i en børnehave i Betlehem. PBS havde forberedt et morsomt skuespil om Tom & Jerry, som de fremførte begge steder og vi ledte nogle sange på skolen og havde forberedt en kreativ aktivitet for børnene i børnehaven med temaet ’kærlighed’. Det er altid meningsfyldt at være sammen med både børnene og lærerne og det er stærkt at arbejde sammen med vores venner i PBS.

I Immanuelkirken har jeg blandt andet ansvaret for at organisere lovsangsaftner. De to sidste aftner (januar og marts) har der været ca. 60 mennesker til stede, fra flere forskellige messianske menigheder samt fra Hillsong og bandet har bestået af lokale israelere udover mig selv. Visionen for aftnerne er, at vi ønsker at samle troende fra forskellige menigheder til fællesskab og opbyggelse i lovsang. Før lovsangsaftnerne rydder vi stolene fra kirkerummet og har instrumenterne i midten, sådan at folk kan stå rundt om os. På den måde mindsker vi oplevelsen af ’dem og os’ og øger oplevelsen af, at vi lovsynger sammen. Kirkedørene er åbne, da vi ønsker at det skal være let at komme ind og deltage for tilfældige forbipasserende. Vi oplever ofte, at folk kommer ind og kigger, nogle i minutter og andre i længere tid. Aftnerne ledes på hebraisk og vi synger både på hebraisk og engelsk.

Torsdag lød bombealarmen over Tel Aviv. Det var første gang den gik for alvor, siden vi flyttede hertil i august 2016 og det skete meget pludseligt, en helt normal aften. Det tog nogle sekunder, før jeg virkelig forstod at det var alvor og så skyndte vi os ned i bomberummet med en sovende søn i armene sammen med unge-voksne gruppen, som var samlet til bibelstudie i etagen under. Heldigvis har vi øvet os på scenariet, så rutinen sad der og det hele gik godt. Samtidig var det en konkret påmindelse om realiteten af området vi bor i, hvor sådanne ting pludselig kan ske. Jeg er taknemmelig for, at vi har bomberummet i kælderen og også for det gode forsvarssystem i Israel.