Nyt fra Immanuelkirken: En hverdag af fællesskab
Af Marit Long, diakon og præstefrue i Immanuelkirken
Jeg er en af diakonerne i Immanuelkirken og jeg føler mig
heldig, fordi jeg har en varieret hverdag med gode udfordringer indenfor mine meget
forskellige ansvarsområder i Immanuelkirkens arbejde. Her vil jeg give nogle
glimt, af det min hverdag indeholder:
Det er en stor velsignelse, at der kommer volontører til Israel hvert år for at give af deres tid til at tjene i Israelsmissionen. For mig er det også en stor glæde at have opfølgnings ansvaret for dem og et privilegie at få lov at gå et stykke ad vejen sammen med dem. I Tel Aviv er månedlige teamsamlinger en del af volontørprogrammet. Her spiser vi frokost sammen i præstelejligheden, tager en delerunde, hvor vi deler hvad der går godt og hvad der kan blive bedre, har fællesskab sammen og beder sammen. I år har vi to volontører fra Tyskland (Leah og Aline) udover Sølvi og Tor Johan fra Norge.
Jeg står også for at samle de norske volontører, der tjener
både i Jerusalem, Haifa og Tel Aviv mindst én gang pr. halvår. I efteråret
havde vi en dejlig dag i Haifa (Tor Arne, lokal mentor i Haifa, var også med).
Der besøgte vi plejehjemmet Ebenezer og Beit Eliahu (den messianske menighed
der ligger i forlængelse af hjemmet), gik tur på promenaden og spiste frokost
sammen. Der blev også tid til en runde, hvor vi hver især kunne dele lidt og
til bøn for hinanden. Her i foråret vil volontørerne få et tilbud om en tur,
udover en dag sammen i Tel Aviv.
Jeg føler mig også privilegeret ved at arbejde sammen med
det palæstinensiske bibelselskab (PBS) på Vestbredden. I februar deltog
volontørerne og jeg i projekter både på en skole i Beit Jala og i en børnehave
i Betlehem. PBS havde forberedt et morsomt skuespil om Tom & Jerry, som de
fremførte begge steder og vi ledte nogle sange på skolen og havde forberedt en
kreativ aktivitet for børnene i børnehaven med temaet ’kærlighed’. Det er altid
meningsfyldt at være sammen med både børnene og lærerne og det er stærkt at
arbejde sammen med vores venner i PBS.
I Immanuelkirken har jeg blandt andet ansvaret for at
organisere lovsangsaftner. De to sidste aftner (januar og marts) har der været
ca. 60 mennesker til stede, fra flere forskellige messianske menigheder samt
fra Hillsong og bandet har bestået af lokale israelere udover mig selv.
Visionen for aftnerne er, at vi ønsker at samle troende fra forskellige
menigheder til fællesskab og opbyggelse i lovsang. Før lovsangsaftnerne rydder
vi stolene fra kirkerummet og har instrumenterne i midten, sådan at folk kan
stå rundt om os. På den måde mindsker vi oplevelsen af ’dem og os’ og øger
oplevelsen af, at vi lovsynger sammen. Kirkedørene er åbne, da vi ønsker at det
skal være let at komme ind og deltage for tilfældige forbipasserende. Vi oplever
ofte, at folk kommer ind og kigger, nogle i minutter og andre i længere tid.
Aftnerne ledes på hebraisk og vi synger både på hebraisk og engelsk.
Torsdag lød bombealarmen over Tel Aviv. Det var første gang den gik for alvor, siden vi flyttede hertil i august 2016 og det skete meget pludseligt, en helt normal aften. Det tog nogle sekunder, før jeg virkelig forstod at det var alvor og så skyndte vi os ned i bomberummet med en sovende søn i armene sammen med unge-voksne gruppen, som var samlet til bibelstudie i etagen under. Heldigvis har vi øvet os på scenariet, så rutinen sad der og det hele gik godt. Samtidig var det en konkret påmindelse om realiteten af området vi bor i, hvor sådanne ting pludselig kan ske. Jeg er taknemmelig for, at vi har bomberummet i kælderen og også for det gode forsvarssystem i Israel.
