Så er det blevet tid til at fortælle lidt om den berygtede ørkenvandring aka 2 dages ørkentur.
Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.
Vi parkerede bilerne ved en oase (som havde toiletter, så det var vi piger glade for), spiste lidt chips og begik så ud på vores første hike. Det gik dog hurtigt op for os at ørkenen i Israel ikke er en sandørken som man ser på film, men en ørken fyld med krater, bjerge, kløfter og sten. Heldigvis for det, for det er da meget smukkere at kigge på.
Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.
Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.
Nu er vi hjemme igen, nyvaskede og glade og har allerede været ude med en ny organisation, Chosen People Ministry, som arbejder med holocaust survivors. Med dem har vi pakket madpakker og delt dem ud til over 100 russiske jøder, indrettet et køkken og leget med 7 teenagerdrenge på et børnehjem. I dag skal vi til Tel Aviv og pakke Esajas 53 ned i kasser og arbejde på en cafe.
Ma Salame fra os fem missionspiloter.
Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.
Vi parkerede bilerne ved en oase (som havde toiletter, så det var vi piger glade for), spiste lidt chips og begik så ud på vores første hike. Det gik dog hurtigt op for os at ørkenen i Israel ikke er en sandørken som man ser på film, men en ørken fyld med krater, bjerge, kløfter og sten. Heldigvis for det, for det er da meget smukkere at kigge på.
Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.
Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.
Nu er vi hjemme igen, nyvaskede og glade og har allerede været ude med en ny organisation, Chosen People Ministry, som arbejder med holocaust survivors. Med dem har vi pakket madpakker og delt dem ud til over 100 russiske jøder, indrettet et køkken og leget med 7 teenagerdrenge på et børnehjem. I dag skal vi til Tel Aviv og pakke Esajas 53 ned i kasser og arbejde på en cafe.
Ma Salame fra os fem missionspiloter.
