Om troskab, jødedom og troen på Jesus

Avi Brickner, 29. januar 2015

 

Denne artikel er oprindeligt skrevet til magasinet Issues, som udgives af Jews for Jesus. Du kan læse mere om Issues på issuesmag.org. Den oprindelige artikel kan du læse her.Issues

Jeg har ind i mellem fået at vide af andre jøder, at min åbne bekendelse af troen på Jesus af Nazareth som Messias, er forræderisk overfor mit folk. Jeg og en af mine venner, som også tror på Jesus, besøgte engang en fremtrædende rabbiner i vores by. Det var denne rabbis påstand, at vores tro på Jesus svarede til at vi forlod vores folk og frasagde os vores spirituelle arv. For mange jøder – og ikke-jøder – betyder troen på Jesus for en jøde, at vedkommende også frasiger sig sin egen jødiskhed.

Det er en problemstilling, som jeg personligt har kæmpet med. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor de jødiske regler for det mest blev overholdt. Vi var ikke de mest konservative, men vi var heller ikke afslappede omkring de rabbinske reglementer. Som mange andre tog jeg min jødiskhed og praktiseringen af jødedom for givet i min ungdom. Men i takt med at jeg nærmede mig voksenalderen, begyndte jeg at overveje nogle af de dybere spørgsmål i livet, og hvordan det, at jeg er jøde, relaterer sig til meningen med livet.

Der mangler noget

Synagogens forskrifter syntes smukke. Hvem kunne finde noget forkert ved påbuddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv? Men der manglede noget. Denne vidunderlige Gud, som jeg var blevet undervist om siden barndommen, syntes så uvirkelig og langt væk.

At overholde religiøse påbud og forskrifter gav mig ikke nogen fornemmelse af en relation med Gud. Og det syntes ikke i overensstemmelse med, hvordan Skrifterne beskriver vores forfædres forhold til Gud. De giver det indtryk, at de havde et personligt forhold til Ham. Derudover måtte jeg også – i mine mest ærlige øjeblikke – erkende, at jeg ikke evnede at elske min næste, selv ikke når jeg ønskede det.

Igennem det jødiske liv

Ud over denne fornemmelse af behov og ønske om at komme i kontakt med Gud, var der en anden faktor, som gjorde mig villig til at undersøge påstandene om Jesus nærmere. Den eneste måde jeg kan beskrive det på er, at han syntes at komme til mig igennem det jødiske liv. Nogle af dem som fortalte mig om Jesus, var jøder. Deres tro på ham forekom ikke at gøre dem mindre jødiske. Tværtimod – de var mere optaget af, hvad det ville sige at være jøde, og hvad det jødiske folks mission var, end mange andre jeg var sammen med til daglig. De forstod snarere deres tro på Jesus som en fuldendelse, end som en fornægtelse af deres jødiske åndelige arv.

Troende ikke-jøder, som delte deres vidnesbyrd med os, fortalte, at de havde fået al deres åndelige velsignelse gennem Israel. De så sig selv som deltagere i den åndelige arv fra det jødiske folk.

Disse mennesker viste mig en kilde til hjælp, som ingen andre havde. Ingen havde foreslået, at jeg måske ville finde svarene på mine spørgsmål i de hellige skrifter. Det jeg fandt, havde jeg aldrig drømt om skulle findes på disse sider.

Portrættet af Messias i Det Gamle Testamente forekom mig at passe til beskrivelsen af Jesus af Nazareth. Selv før jeg begyndte at studere Det Nye Testamente, vidste jeg nok om Jesu liv, til at anerkende de bemærkelsesværdige ligheder. Tænk, at Gud ville identificere sig med mennesket på denne måde!

Den ultimative troskab

Midt i min søgen udfordrede en ung Jesus-troende jødinde mig med et spørgsmål: ”Vil du virkelig gerne vide om Jesus er Messias eller ej?” ”Ja, det vil jeg,” svarede jeg. ”Hvorfor spørger du ikke Gud,” replicerede hun. Dér blev jeg udfordret på, hvor min ultimative troskab lå.

Var jeg villig til at søge Gud på hans egne præmisser? Kunne jeg sætte mine egne fordomme og forudfattede meninger til side og tro, at den Almægtige kunne vise mig sandheden, hvis jeg var villig til at modtage og følge den hvor end den ville lede mig?

Når jeg ridser min historie op, er jeg klar over, at den adskiller sig fra andres. Jeg er også klar over, at vi jøder har en tendens til at afvise Jesus eller modsætte os hans påstande om at være Messias, fordi så meget, der bærer hans navn, synes fremmed for os eller står i modsætning til vores egne interesser. Vi er meget følsomme med hensyn til de smertefulde oplevelser jøder har haft på grund af såkaldte kristne. Denne smertefulde historie rodfæster ofte vores troskab overfor den jødiske identitet og hærder vores modstand mod kristendommen og Jesus.

En anden side af spørgsmålene

Hvor sandt dette end måtte være (og jeg er ikke ham der hverken benægter eller afviser det), så hjalp min egen oplevelse mig til at se den anden side af spørgsmålet om troskab overfor jødedommen og troen på Jesus. Min grundlæggende bekymring udviklede sig omkring mit forhold til Gud. En dyb krise afslørede et åndeligt hul, som overholdelse af religiøse praksis ikke kunne fylde. Hvordan kunne jeg komme i kontakt med Gud? Dét spørgsmål blev afgørende. Men hvordan relaterede det sig til at være jøde? For første gang var der spørgsmål, som dukkede op: Eksisterer det jødiske folk af anden årsag end bare at være anderledes? Skal vores eksistens som et udvalgt folk mon pege på en større sammenhæng?

Ønsket om at lære Gud at kende ledte mig til dem, som guidede mig til skrifterne og til Jesus. Og troen på Jesus bragte mig ind i et livgivende forhold til Israels Gud. I lyset af dét forhold opdagede jeg, at Jesus er kædet uløseligt sammen med den større sammenhæng, som selve eksistensen af det jødiske folk skal pege hen til.

Jeg opdagede også, at selvom jeg var kommet til tro på Jesus, var jeg ikke holdt op med at være jøde. Jeg havde tværtimod opdaget en større og dybere mening. Nu ser jeg at Israels tro, som den er beskrevet i de hellige skrifter og i Jesu tjeneste, finder sit klimaks – ikke i en religiøs tradition, men i en person, som Israels Gud helt unikt har vist sig selv igennem. Dét gjorde Gud – ikke kun for at velsigne Israel, men for at frelse hele verden. Han havde lovet, at i Abraham og hele hans afkom skulle alle jordens slægter velsignes. I Jesus Messias flød denne velsignelse over til ikke-jøder.

Jeg kunne ikke afvise Jesus

Alle disse oplevelser førte mig til den overbevisning, at bare fordi jeg er jøde, er det ikke grund nok til at afvise Jesus. Det letteste ville have været at overtage en blind accept af religiøs tradition og derigennem få løst mit problem. Men tilværelsens barske realiteter såede tvivl om denne blinde accept.

Da det kom til det punkt om at søge Israels Gud oprigtigt og blive konfronteret med påstanden om, at skrifterne er hans åbenbaring, hvordan kunne jeg så afvise en oprigtig søgen efter deres budskab? I min søgen blev jeg nødt til at forholde mig til Jesus.

Selvom vi opmuntres til at søge Gud af hele vores hjerte, er det ikke fordi Gud er blevet væk et sted derude, og vi må finde ham. Men fordi vi er blevet væk, og Gud vil finde os.

Den profetiske formaning er i virkeligheden en guddommelig opmuntring til at svare på Guds søgen efter os i al vores fortabthed. Gud demonstrerede dybderne af sin kærlighed og bredden af sin determination, da han identificerede sig selv med os, ikke i pomp og pragt, men i svaghed, smerte og afkald. Dét gjorde han gennem Messias, som sagde ”Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte.” Som et svar på hans søgen, er jeg fundet, og i Messias har jeg fundet troskaben fra en sand jøde.


Herunder kan du se flere vidnesbyrd fra Jesus-troende jøder, som mener, at det mest jødiske, man kan gøre, er at tro på Jesus.