§ 1. Navn og hjemsted
Organisationens navn er: Den Danske Israelsmission (DIM). I lande uden for Danmark: Danish Church Ministry to Israel (DCMI). Den Danske Israelsmission har hjemsted i den kommune, hvor sekretariatet til enhver tid er beliggende.
§ 2. Formål
Den Danske Israelsmissions formål er: – at bringe evangeliet om Jesus Kristus til jøderne – at opmuntre og bede for messianske jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk – at lytte til, hvad Bibelens Gud vil sige os gennem jødernes vidnesbyrd – at fremme indbyrdes kendskab og forståelse mellem jøder og kristne og derved fjerne gensidige misforståelser – at modvirke og bekæmpe antisemitisme under enhver form.
§ 3. Grundlag
Den Danske Israelsmission udfører sit arbejde på Bibelen og den danske evangelisk-lutherske folkekirkes grund.
§ 4. Samarbejde
Den Danske Israelsmission kan samarbejde med organisationer, kirker og menigheder, herunder messianske menigheder, i ind- og udland med henblik på at fremme arbejdets formål.
§ 5. Information
Den Danske Israelsmission orienterer løbende baglandet om sit arbejde gennem sine medier, såsom blad, hjemmeside, nyhedsmails mv.
§ 6. Medlemskab
Stk. 1. Den Danske Israelsmission består af enkeltmedlemmer.
Stk. 2. Medlemskab af Den Danske Israelsmission opnås ved at indbetale et af landsstyret fastsat årligt kontingent til sekretariatet.
Stk. 3. Medlemmerne har stemmeret ved valg til landsstyret og ved vedtægtsændringer.
7. Økonomi
Israelsmissionens drift og arbejde finansieres gennem kontingenter, gaver, indsamlinger, basarer, overskud fra lotterier, arveindtægter, offentlige tilskud, indtægter fra genbrugsbutikker mv.
§ 8. Årsmøde
Stk. 1. Landsstyret indkalder hvert år til et årsmøde, som afholdes inden udgangen af april måned med angivelse af program for mødet. Indkaldelsen bekendtgøres i Den Danske Israelsmissions medier med mindst en måneds varsel.
Stk. 2. På årsmødet aflægger landsstyrets formand beretning om arbejdet, og det reviderede og godkendte regnskab for det foregående år fremlægges.
Stk.3. Landsstyret kan til enhver tid indkalde til et ekstraordinært årsmøde.
§ 9. Valg af landsstyre
Stk. 1. Den Danske Israelsmissions landsstyre består af 8 medlemmer. 5 landsstyremedlemmer vælges af medlemmerne af Den Danske Israelsmission. 3 landsstyremedlemmer vælges af landsstyret, et af disse efter indstilling fra Israelsmissionens Unge.
Stk. 2. Alle medlemmer af landsstyret vælges for en periode af 5 år. Genvalg kan finde sted. a) Hvert år afgår et medlemsvalgt landsstyremedlem. Ved vakance vælges der i forbindelse med førstkommende årsmøde et nyt medlemsvalgt medlem for den resterende valgperiode. b) De landsstyrevalgte medlemmer vælges på et landsstyremøde forud for årsmødet. Ved vakance vælges et nyt landsstyrevalgt medlem for den resterende valgperiode.
Stk. 3. Valgbar til landsstyret er medlemmer, der kan tilslutte sig Den Danske Israelsmissions formålsparagraf og grundlag.