Mission blandt jøder er helt fundamental og udgangspunktet for al mission 

En del af den kristne kirke afviser i dag at drive mission til jøder. Begrundelserne kan være både teologiske og historiske. De teologiske begrundelser kan fx være, at nogle mener, at jøderne har deres egen vej til Gud gennem loven og profeterne. Andre teologiske begrundelser kan være, at nogle eller alle jøder kan blive frelst uden at kende Jesus. De historiske begrundelser findes som oftest i de forfølgelser kirken har udsat det jødiske folk for op genne historien, samt kirkens tavshed under Holocaust. ”Vi har ingen taleret længere,” lyder det. 

Om den historiske begrundelse skal det kort lyde: Vi skammer os over de forsyndelser kirken har udsat det jødiske folk for op igennem historien. Det var uretfærdigt. Det var ukærligt, og de handlinger havde ingen rod i evangeliet. Samtidigt er det væsentligt for os at slå fast, at vi ikke skammer os over evangeliet. Jesus har ikke elsket os med en tavs kærlighed, og hvis vi er tavse med evangeliet overfor det jødiske folk, gør vi kun ondt værre. 

To spørgsmål på spil

Ovenstående teologiske begrundelser er mere end blot teologiske nuancer eller emner, som bør have interesse for de teologisk indviede. Helt fundamentalt er der to spørgsmål på spil: Hvem er Jesus? Og hvorfor driver kirken overhovedet mission? 

For hvis jøder frelses uden om Jesus – hvem er Jesus da, hvis ikke jødernes Messias? Og hvis evangeliet ikke er gode nyheder for det jødiske folk – hvorfor skulle det så være gode nyheder for ikke-jøder? Hvis ikke Det Nye Testamentes helt grundlæggende påstand om, at Jesus af Nazaret netop er jødernes ventede Messias, er sand, hvordan kan Jesus da være Kristus for mig? Det Nye Testamentes påstand er ganske simpel: Enten er Jesus alt for alle, eller også er han slet ikke noget for nogen. Hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for mig eller dig, som læser dette. Eller sagt lidt anderledes: Hvis ikke Jesus kom for at frelse jøder – hvorfor skulle han så være kommet for at frelse dig og mig? 

Det er det, der er på spil, når vi taler om, hvorfor jødemission stadig er vigtig; når vi taler om, at jødemission er helt fundamental for både et sundt og bibelsk syn på Jesus og et sundt og bibelsk missionssyn. Det handler ikke om, at vi skal huske jødemission. Eller jo, det skal vi selvfølgelig også. Det handler om, at hvis ikke jødemission er udgangspunktet for al mission, så er der slet ikke nogen mission. Fordi al mission begynder med Jesus, og den han er. 

Jesus er Messias

Da Gud blev kød og tog bolig iblandt os, valgte han at inkarnere sig fysisk og konkret som en mandlig jøde i det første århundredes Mellemøsten. Jesus sagde om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, og at “ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6). Dét sagde han vel at mærke til jødiske tilhørere. Det gjaldt disse første tilhørere lige så meget, som det gælder os i dag. Jødedommen frelser ingen. Kun Jesus. Fordi Jesus er Messias. Han er opfyldelsen af alle løfterne i den gamle pagt og indfrielsen af den gammeltestamentlige forventning til Messias. 

Og når Jesus var jøde, så kommer frelsen også fra jøderne (Joh 4,22), og frelsen kom til jøderne først (Rom 1,16). Det betyder ikke, at frelsen kom fra jøderne som folk, men det betyder, at Jesus var jøde, voksede op med de jødiske traditioner og praktiserede bibelsk jødedom. Derudover gik Jesus fortrinsvis rundt blandt jøder og proklamerede og udlevede evangeliet. Ikke kun, men primært. Historisk set var de første modtagere af evangeliet også jøder. De første til at tro på Jesus som Messias var jøder. De første efterfølgere af Jesus var jøder, og Jesus-troende jøder har siden altid været en del af Guds globale kirke. Da Jesus var død, opstået og faret til himmels, gik disciplene ud i verden for at forkynde evangeliet, som Jesus havde befalet dem. Og hvor begyndte de? I Jerusalem, som Jesus også havde fortalt dem, at de skulle (Luk 24,47b). 

Paulus’ missionsstrategi 

Paulus fortsætter traditionen, da han kommer til tro og tager på missionsrejser. Paulus kan ikke “begynde i Jerusalem”, men Paulus begynder alligevel i synagogen. Paulus’ missionsstrategi er fint beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 17. Her får vi fortalt, at Paulus besøgte byen Thessalonika i Grækenland, hvor jøderne havde en synagoge. “Efter sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne” (vers 2). 

Når Paulus kom til en ny by, gik han altså altid hen til synagogen for også at fortælle jøderne dér om, at Jesus af Nazaret er Messias. Paulus giver sin begrundelse for at gøre netop dette i sit andet brev til menigheden i Korinth, hvor han skriver, at der ligger et “slør” over det jødiske folks øjne, når “den gamle pagt” læses op i synagogen. Dette slør, skriver Paulus, “fjernes først i Kristus” (2 Kor 3,12-18). 

Paulus opsøger sine etniske fæller i synagogen, fordi han mener, de har brug for at lære Jesus at kende. Ja, til menigheden i Rom går han endda så langt som til at bekende: “Kære venner, jeg beder af hele mit hjerte til Gud om, at jøderne må blive frelst. Jeg ved, hvor meget de brænder for Gud, men de har ikke forstået, hvad det hele drejer sig om” (Rom 10,1-2 Den Nye Aftale). 

Derfor må vi gå med evangeliet 

Dét er klar tale fra Paulus’ side. Han anerkender det jødiske folks iver og længsel efter Gud, hvilket han i øvrigt gør gennem de fleste af sine breve. Men samtidig slår han en tyk streg under, at denne iver og længsel intet hjælper uden at kende Jesus. For “der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (Apg 4,12). 

Det er derfor, vi må gå med evangeliet – også til det jødiske folk. Fordi, som Paulus konstaterer lidt efter ovenstående citat: “‘Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses’. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?” 

Lad os derfor holde fast i et klart og tydeligt “JA!” til jødemission. For Jesus’ skyld. For jødernes skyld. For din og min skyld. For Guds missions skyld.