Skip to main content

Vedtægter


Hvordan gør vi?

Israelsmissionens vedtægter

§ 1. Navn og hjemsted

Organisationens navn er: Den Danske Israelsmission (DIM). I lande uden for Danmark: Danish Church Ministry to Israel (DCMI). Den Danske Israelsmission har hjemsted i den kommune, hvor sekretariatet til enhver tid er beliggende.

§ 2. Formål

Den Danske Israelsmissions formål er: – at bringe evangeliet om Jesus Kristus til jøderne – at opmuntre og bede for messianske jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk – at lytte til, hvad Bibelens Gud vil sige os gennem jødernes vidnesbyrd – at fremme indbyrdes kendskab og forståelse mellem jøder og kristne og derved fjerne gensidige misforståelser – at modvirke og bekæmpe antisemitisme under enhver form.

§ 3. Grundlag

Den Danske Israelsmission udfører sit arbejde på Bibelen og den danske evangelisk-lutherske folkekirkes grund.

§ 4. Samarbejde

Den Danske Israelsmission kan samarbejde med organisationer, kirker og menigheder, herunder messianske menigheder, i ind- og udland med henblik på at fremme arbejdets formål.

§ 5. Information

Den Danske Israelsmission orienterer løbende baglandet om sit arbejde gennem sine medier, såsom blad, hjemmeside, nyhedsmails mv.

§ 6. Medlemskab

Stk. 1. Den Danske Israelsmission består af enkeltmedlemmer.
Stk. 2. Medlemskab af Den Danske Israelsmission opnås ved at indbetale et af landsstyret fastsat årligt kontingent til sekretariatet.
Stk. 3. Medlemmerne har stemmeret ved valg til landsstyret og ved vedtægtsændringer.

7. Økonomi

Israelsmissionens drift og arbejde finansieres gennem kontingenter, gaver, indsamlinger, basarer, overskud fra lotterier, arveindtægter, offentlige tilskud, indtægter fra genbrugsbutikker mv.

§ 8. Årsmøde

Stk. 1. Landsstyret indkalder hvert år til et årsmøde, som afholdes inden udgangen af april måned med angivelse af program for mødet. Indkaldelsen bekendtgøres i Den Danske Israelsmissions medier med mindst en måneds varsel.
Stk. 2. På årsmødet aflægger landsstyrets formand beretning om arbejdet, og det reviderede og godkendte regnskab for det foregående år fremlægges.

Stk.3. Landsstyret kan til enhver tid indkalde til et ekstraordinært årsmøde.

§ 9. Valg af landsstyre

Stk. 1. Den Danske Israelsmissions landsstyre består af 8 medlemmer. 5 landsstyremedlemmer vælges af medlemmerne af Den Danske Israelsmission. 3 landsstyremedlemmer vælges af landsstyret, et af disse efter indstilling fra Israelsmissionens Unge.
Stk. 2. Alle medlemmer af landsstyret vælges for en periode af 5 år. Genvalg kan finde sted. a) Hvert år afgår et medlemsvalgt landsstyremedlem. Ved vakance vælges der i forbindelse med førstkommende årsmøde et nyt medlemsvalgt medlem for den resterende valgperiode. b) De landsstyrevalgte medlemmer vælges på et landsstyremøde forud for årsmødet. Ved vakance vælges et nyt landsstyrevalgt medlem for den resterende valgperiode.
Stk. 3. Valgbar til landsstyret er medlemmer, der kan tilslutte sig Den Danske Israelsmissions formålsparagraf og grundlag.

Stk. 4. Mindst 4 måneder før årsmødet orienteres i Den Danske Israelsmissions medier om det forestående valg, og det meddeles, hvem de afgående landsstyremedlemmer er, og om de er villige til genvalg.
Stk. 5. Forslag til opstilling af kandidater indsendes skriftligt til Den Danske Israelsmissions sekretariat senest 3 måneder før årsmødet. Forslag kan stilles af mindst 10 medlemmer af Den Danske Israelsmission. Kandidatforslag skal være ledsaget af kandidatens skriftlige tilsagn. Landsstyret kan desuden selv opstille kandidater.

Stk.6. De foreslåede kandidater præsenteres i Den Danske Israelsmissions medier.
Stk 7. Stemmeret har medlemmer af Den Danske Israelsmission, der i kalenderåret forud har betalt det af landsstyret fastsatte minimumsbeløb. Stemmesedler rekvireres fra sekretariatet. Der stemmes pr. brev forud for årsmødet, hvor stemmesedlerne tælles op og resultatet offentliggøres.

§ 10. Landsstyre og forretningsudvalg

Stk. 1. Landsstyret er organisationens øverste myndighed og leder Den Danske Israelsmissions arbejde.
Stk. 2. På sit første møde efter et årsmøde konstituerer landsstyret sig ved skriftlig afstemning med formand og næstformand. Valgene afgøres ved simpelt stemmeflertal. Stk. 3. På sit første møde efter hvert årsmøde nedsætter landsstyret et forretningsudvalg (FU) på 3 medlemmer, der også fungerer som budgetudvalg. FU består af formand og næstformand samt et LS-medlem. Landsstyret kan nedsætte udvalg efter behov.
Stk. 4. Landsstyret samles mindst 4 gange årligt. Landsstyret kan der ud over sammenkaldes, når formanden eller forretningsudvalgets flertal finder det fornødent, eller når det begæres af mindst 3 af landsstyrets medlemmer. Landsstyremøder indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel. Formanden leder landsstyrets møder.
Stk. 5. Landsstyret er beslutningsdygtigt, når mindst 5 medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.
Stk. 6. Landsstyrets forhandlinger og beslutninger protokolleres.
Stk. 7. Landsstyret ansætter og afskediger faste medarbejdere og fastsætter løn- og ansættelsesvilkår .
Stk. 8. Forretningsudvalget kan indkaldes af formanden eller to af FUs medlemmer. I hastesager, som ikke kan afvente førstkommende landsstyremøde, kan forretningsudvalget med ansvar overfor landsstyret træffe bindende beslutninger.
Stk. 9. Landsstyret er ansvarligt for Den Danske Israelsmissions økonomi og godkender på sit sidste møde hvert år budgettet for det kommende kalenderår, hvortil forslag udarbejdes af FU. På landsstyremødet forud for årsmødet forelægges regnskabet for det forudgående år til godkendelse. Regnskabet skal forinden være revideret af en af landsstyret valgt statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 10. Landsstyret fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 11. Juridisk myndighed

Den Danske Israelsmission forpligtes retligt ved underskrift af 3 af landsstyrets medlemmer, hvoraf den ene skal være formanden.

§ 12. Vedtægtsændringer

Ændring af “Vedtægter for Den Danske Israelsmission” kan ske ved vedtagelse med 2/3 flertal af det samlede landsstyre på 2 på hinanden følgende landsstyremøder med minimum 3 ugers mellemrum og derpå følgende godkendelse på et årsmøde med 2/3 flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer af Den Danske Israelsmission.

§ 13. Opløsning

Stk. 1. Den Danske Israelsmission kan opløses, såfremt en indstilling herom vedtages med 2/3 flertal af det samlede landsstyre på 2 på hinanden følgende landsstyremøder med mindst 3 ugers mellemrum. Indstillingen skal derefter godkendes på et årsmøde med 2/3 majoritet af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer af Den Danske Israelsmission.

Stk. 2. I tilfælde af Den Danske Israelsmissions opløsning træffer et flertal af de stemmeberettigede på årsmødet efter landsstyrets indstilling bestemmelse om anvendelsen af dens formue, alene med den begrænsning, at formuen skal anvendes til et arbejde, der er på linje med det i vedtægternes § 2 fastsatte formål.

Således vedtaget på årsmødet den 22. april 2021

Giv det bedste tilbage

Vil du være med til at give budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk?