Tid – Det er en sjov størrelse. En dag kan føles som 100 år, og en måned kan føles som om, at den forsvandt så hurtigt som at knipse med fingrene. Nogen gange er det ikke til at sige, hvad tiden helt gik med, men en ting er sikkert – tiden går altid.

For os Missionspiloter er tiden i Israel ved at rinde ud, og det er næsten ikke til at forstå. De sidste 3 måneder er gået så hurtigt, at det til tider har været svært at følge med, men nu hvor det er tid til at vende snuden hjem, starter refleksionerne om de sidste 3 måneder også.

Den sidste uges tid har vi været hos det israelske bibelselskab i Jerusalem. Her hjalp vi med at tælle bøger – en masse bøger! Vi sluttede ugen af med at dele bibler ud på jaffa-Street sammen med to fra Bibelselskabet. Der gik ikke mange minutter før den første jøde var begyndt at følge efter os, optage os og forsøgte at forpurre vores tur. Han ville ikke snakke med os, men forsøgte i stedet at overbevise alle vi snakkede med, at vi var galt på den. Men han var ikke den eneste, som syntes, at det var helt tosset, det vi havde gang. Det var ikke mange, som stoppede op for at få en snak, eller tage imod en bibel. Flere spydige kommentarer fik vi med på vejen, men på trods af alt, var det virkelig en god oplevelse, fordi det med et gik op for os, hvor meget vi har lært og ved om den kultur og det land, som har været vores hjem for en stund.

Sådan en tur på gaden med Bibelselskabet kunne vi ikke have været med på, da vi lige kom her til. Mødet med en masse forskellige mennesker, historier og holdninger til konflikten og religion har gjort os forstående og udrustet til fx at tage med på gaden, og på trods af udfordringer komme tilbage og synes, at det var både en god og spændende udfordring og oplevelse. Særligt, tager jeg det med mig, at der altid er flere sider af samme sag. Verdenen er ikke sort/ hvid, og det er konflikten og stridighederne mellem religioner her i Israel særdeles heller ikke.

Det er så komplekst, og svært at finde hoved og hale i, men gad vide, hvordan det hele ville se ud, hvis folk begyndte at snakke samme på tværs af religioner og kulturer? Vi kan så hurtigt blive bange for det der er fremmed og anderledes. Men når først man snakker med folk, og forsøger at forstå, hvorfor de gør og tænker som de gør, viser det sig oftest, at de jo ikke er så farlige eller anerledes end mig.   De sidste 3 måneder har været en oplevelse for livet. Jeg har lært så utrolig meget – både om mig selv, om den Gud jeg tror på, og lige fra hvordan man pakker en taske så praktisk som muligt, til hvordan man vasker vinduer med toiletpapir. Der er blevet rykket grænser, grint en masse og grædt en smule. Og der er ingen tvivl om, at en lille del af mig bliver i Israel, og at en stor del af Israel tager med mig hjem.

Vi ses, Israel. Shalom!