Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha

I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv.

I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem.

Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen.

Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag.

Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer.

Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.

 

Artiklen er oversat. Læs den originale her.

Øverste billede: (C) Musalaha