Skip to main content

Paven skaber økumenisk forening i Israel – eller gør han?

I dag besøger den romersk-katolske pave Israel og i ugevis har Betlehem og Jerusalem forberedt det fine besøg. Besøget er historisk vigtigt og det er pavens konkrete tegn på, at han ønsker at favne alle de forskellige kristne i området. Men hvordan oplever messianske jøder og palæstinensiske kristne pavens besøg?

Af Dinna Bjerrum Swartz, 23. maj 2014

”Vi byder pave Frans velkommen!” skriver Det Palæstinensiske Bibelselskab frimodigt. Bibelselskabet understreger, at pavens besøg både er til de katolske, ortodokse og evangeliske kristne i landet. Dermed viser bibelselskabet en glæde over pavens økumeniske fokus.

Og pavens besøg er netop en begivenhed, der peger tilbage på det økumeniske møde mellem pave Paul VI og den økumeniske patriark Athenagoras for 50 år siden i 1964. Dette pavebesøg var det første i Israel og det skete 29 år før Vatikanets anderkendelse af staten Israel i 1993.

Paven tager to gamle venner med fra Argentina, nemlig rabbiner Abraham Shorka og den muslimske lærde Omar Abboud. Besøget har altså både tværkirkelige og tværreligiøse træk. Kristendomshistoriker Yisca Harani forklarer at pave Frans kommer for at vise, at han føler sig forpligtet på økumenisk proces og ønsker at favne alle de kristne i området, ikke kun de katolske.

Er de messianske jøder med i økumenien?
Netop økumeni mellem forskellige kirketraditioner er i centrum når Frans opholder sig i Jerusalem i dag. Og i en så bred tværkirkelighed burde messianske jøder også føle sig velkomne.

Men Alec Goldberg fra Caspari Centret gør opmærksom på en udfordring for den messianske bevægelse. Paven har nemlig både mødt to jødiske rabbinere og den palæstinensiske mufti Sheikh Muhammad Hussein på sit besøg og sidstnævnte er ikke helt uproblematisk i forhold til den jødiske befolkning. Muftien har nemlig tidligere holdt antisemitiske hadtaler, der er blevet fordømt af det internationale samfund.

Når paven anderkender et religiøst overhoved, der i 2012 ophøjede selvmordsbombere, der har dræbt jødiske civile, til at være elite-martyrer, så er det en udfordring for messianske jøder at se sig selv som en del af det økumeniske fællesskab, som paven lægger op til.

Christian Rasmussen, præst i Tel Aviv har dog ikke oplevet nogle reaktioner blandt de messianske jøder, ”De messianske jøder forholder sig overhovedet ikke til pavens besøg efter hvad jeg kan vurdere. Der har ikke været én email om paven på det messianske mail-netværk,” udtaler han.

Om denne passivitet blandt de messianske jøder skyldes manglende interesse for pavens økumeni eller om det skyldes at de ikke føler sig inkluderet i økumenien er svært at vurdere. Men som alt andet i dette hjørne af verden, så er de politiske begivenheder ofte mere komplicerede end de umiddelbart kan fremstå ved første øjekast.

Skriftlige kilder: Weekendavisen, whyisrael.org