Elisabeth Serner, Den Danske Kirke i Jerusalem, 26. november 2014

Jeg samler på smukke møder med mennesker på min vej. Jeg sætter dem, som perler på en snor. De smykker og beriger mig.

For et halvt år siden satte en tilfældig dame i Jerusalems største shopping center, mig i kontakt med hendes messiansk jødiske nabo. Jeg havde ikke forudset, at den hjertevarme kvinde, som efterfølgende ringede til mig, ville blive min veninde og at vores børn ville stortrives i hinandens selskab. Forunderligt og finurligt var det også at finde ud af, at vores veje allerede havde krydset hinandens i Danmark, da hun år forinden var på rundrejse med Musalaha.

I sommers da vi hang ud på den nye ’strand’ i Jerusalem, fik jeg endnu et særligt møde skænket som en gave. Jeg hørte pludselig en stemme fra nabobordet kalde mit navn: ”Hvis du vil hilse på Noa og Daniel, så sidder de herovre.” De to kæreste drenge fra min tid som medhjælper i Carolineskolens børnehave var pludselig blevet store, og var nu efter 7 år i Australien flyttet til Israel. Jeg havde i en periode holdt kontakten med dem og deres forældre, men havde ikke turde håbe på, at vi ville støde ind i hinanden igen. Gensynet med dem fik mig næsten til at græde og mindede mig om de utallige kram og små filosofiske samtaler vi i sin tid havde haft.

Når mine børn og jeg er på opdagelse i Jerusalem, og turen går til skaterparken, ynder jeg at betragte dem og de andre ’hardcore’ skatere. Jeg tager det ikke for givet, at de unge teenagedrenge har lyst til at snakke med mig, så når de åbner sig og fortæller brudstykker af deres historier, og hvordan de tror på Jesus, selvom de er jøder, glæder mit hjerte sig, og det slår et ekstra slag, når vi en måned senere genkender hinanden, og fortsætter samtalen i forbindelse med en ganske almindelig sporvognstur.

På samme måde fryder jeg mig, når jeg på en café dybt optaget af at skrive i min notesbog bliver kontaktet af en nysgerrig tjener, der hen mod samtalens afslutning med dæmpet stemme betror mig, at han er tidligere muslim, der nu er kommet til tro på Jesus. Når jeg den følgende uge igen får øje på ham, og denne gang til gudstjeneste i ’King of Kings’, er det som at omfavne en bror, jeg har kendt altid, og dog først lige har mødt.

Min perlesnor er lang, og jeg glæder mig hver gang der bliver føjet en perle til samlingen.