To kvinder besøgte Danmark i påsken. Den ene taler hebraisk, den anden arabisk. Den ene kommer i en messiansk menighed, den anden i en arabisk kirke. Men de er begge arabere, der bor i det nordlige Israel. Gennem studenterarbejdet lærte de hinanden at kende.

Dinna Swartz, 13. april 2015

Dina Aweida er i tyverne og studerer biologi i Haifa i det nordlige Israel. Her har hun boet siden hun var seks år gammel. Dina er halvt nordmand, halvt araber og boede de første år af sit liv i Norge. Rasha Grayeb er i trediverne og arbejder for det israelske studenterarbejde, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel). Rasha arbejder særligt med de arabisktalende studerende. Hun er nemlig selv araber.

Hebraisktalende araber

Dina derimod taler hebraisk. Hendes farfar var den første, der kom til tro på Jesus i den del af familien. Selvom han var araber, arbejdede han meget med jøder og efter anden verdenskrig hjalp han jøder med at immigrere til Israel. Hans motivation var enkel: der står i bibelen at jøderne er Guds udvalgte folk. Dina har ligesom sin far og sin farfar været i hæren for at aftjene værnepligt. Det kan lyde som en stor identitetskrise at være araber, men at overtage sprog og kultur fra jøderne. Men nej, sådan oplever Dina det ikke: ”Jeg lægger stor vægt på, at jeg ikke er jøde. Jeg er ikke en del af det udvalgte folk,” understreger hun. ”Jeg har faktisk aldrig følt, at jeg står mellem de to lejre. Jeg blev opdraget på bibelske principper. Det er dér, jeg finder min identitet. Det er altså min tro og ikke min nationalitet, der skal definere mig.”

Andengenerationskristen

Rasha beskriver sig selv som en andengenerationskristen. Begge hendes forældre kom til tro som unge gennem evangeliske konferencer. Det var også her, de mødte hinanden. Senere har Rashas far startet en evangelikal kirke i Nazareth. Rasha ser det derfor som helt naturligt, at hun selv kom til tro som barn. Hun blev også tidligt engageret i det kristne studenterarbejde i Israel. Som 19-årig blev hun introduceret til FCSIs bibelstudie samme dag som hun begyndte på studiet. ”Jeg mener, at noget af det vigtigste vi kan gøre for de studerende i dag, det er at hjælpe dem til at se deres studieår som en tid, hvor de kan tjene Gud og blive trænet til at blive gode ledere.” Rasha virker tydeligvis stolt over det arbejde hun får lov til at være en del af gennem FCSI. Hun har nu været ansat i to et halvt år og arbejder på at udvide studenterarbejdet.

De studerende kan møde Jesus

Dina lærte også FCSI at kende, da hun begyndte på studiet. Hun har selv startet en bibelstudiegruppe op i Haifa med en veninde, som hun kender fra en af FCSIs lejre. ”Der var faktisk ikke nogen hebraisktalende gruppe på mit universitet. I dag efter to år er vi otte-ni stykker.” fortæller hun begejstret. Selvom hun er halvt araber, voksede hun op i et jødisk miljø, så hun ville ikke kunne følge en gruppe på arabisk. Rasha og Dina bliver også nødt til at tale hebraisk sammen. Alle israelske arabere må nemlig tale hebraisk, men det er ikke nødvendigt på samme måde den anden vej rundt. Dina taler altså ikke selv arabisk. Også Dinas far er bedst til at prædike på hebraisk og når han er med som præst på en af FCSIs lejre, vil han kun prædike på hebraisk. ”Jeg har nogle arabiske venner,” fortæller Dina, ”men det er primært gennem FCSI.” FCSI er altså et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af de etniske skel. Det er Rasha og Dina et levende bevis på.