Marit Long, Immanuelkirken i Jaffo, 27. september 2017

Som præstesøn opvokset i byen Bat-Yam i Israel prøvede Chaim Birnbaum ihærdigt at kombinere det ”coole” liv med kammeraterne i klassen med livet i menigheden. Det gik bare ikke så godt. Her fortæller han sin historie til Marit Long fra Immanuelkirken i Jaffo.

Jeg blev født i USA, og min familie flyttede til Israel, da jeg var seks måneder gammel. De flyttede til Israel som en jødisk familie, fordi de ville dele evangeliet med det jødiske folk.

Jeg er vokset op i byen Bat-Yam, som ligger udenfor Tel Aviv. Jeg var stort set den eneste, der troede på Jesus dér – naboerne og børnene jeg legede med, kendte ikke Jesus. Jeg fortalte ingenting om min tro de første mange år; opførte mig bare som en almindelig fyr. Min far er præst, så jeg voksede op som præstesøn, med alt hvad det indebar af forventninger om god opførsel, og at jeg selv fulgte Jesus.

I bakspejlet kan jeg se, at jeg ville elske Gud 100%, når jeg var sammen med troende og samtidig være 100% cool som mine ikke-troende venner. Jeg vidste, hvordan jeg bedst skulle tilpasse mig alt efter den sociale kontekst, jeg var i. En god troende i kirken og en cool fyr på skolen. Jeg var en genert fyr med dårlige sociale evner, ingen selvtillid og var meget vred. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg fikse det?

Det første jeg prøvede var slåskampe. Jeg fik mit første ar efter en slåskamp, da jeg var seks år gammel. Og der kom flere til. Det virkede som en god løsning et stykke tid, men det hjalp egentligt ikke. Så tænkte jeg, at løsningen måske var piger, men jeg havde jo ingen selvtillid, så hvad skulle jeg gøre? Jeg begyndte at gå i byen og drikke meget i håb om at få selvtillid og være som alle andre. Desværre førte det til afhængighed af noget, som gav mig endnu mere vrede indeni og mindre selvtillid.

Da jeg var 17 år gammel blev jeg inviteret til fest, hvor jeg drak vodka og var alt andet end ædru. Mine venner fortalte mig efterfølgende, at de slet ikke kunne kende mig, at jeg var ”en anden person”. Dagen efter var det egentligt meningen, at jeg skulle af sted på ungdomskonference, men jeg sagde til min far: ”Jeg har det så dårligt. Jeg har ondt i maven og en forfærdelig hovedpine – jeg må have spist noget dårligt i går aftes og kan nok ikke tage af sted.” Men min bedste ven ringede og overtalte mig til at tage med alligevel, så jeg tog med.

Den første dag lå jeg bare og sov på en madras hele dagen. Dagen efter nød jeg at være sammen med min bedste ven. Aftenen kom og med den – aftenmødet. Jeg husker, at jeg ikke fulgte med i prædikenen, men sad bagerst og ventede på at det hele skulle slutte. Men så, pludseligt, i slutningen af prædikenen, følte jeg at en sky omsluttede mig. Jeg følte en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før, og i det øjeblik forstod jeg, hvad løsningen på mit problem var omkring manglende selvtillid. Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ”Kom til mig. Jeg elsker dig.” På samme tid og måde mødte Gud min bedste ven, som er araber og sad et andet sted i rummet. Vi oplevede Guds kald og bad til Jesus sammen.

Ingen af os fortjener en sådan medfølelse – jeg gjorde i hvert fald ikke. Men Jesus kom alligevel og gav sit liv for os, fordi vi synder, fordi vi leder efter vores identitet på det forkerte sted. Vi er få med denne tro i Israel, som er et unået sted. Men Gud kalder sine børn tilbage til sig, og jeg er evig taknemmelig for at kende Jesus og være en del af hans arbejde her på jorden.