Af Kirsten Bitsch Lang, d. 15. august 2018
Christian Rasmussen har været med sin familie i Tel Aviv i tre uger denne sommer for at vikariere for familien Long, Immanuelkirkens nuværende præstefamilie. Det er omkring to år siden, at familien Rasmussen selv sagde farvel til at være præstefamilie, så de oplevede derfor et glædeligt gensyn med både byen og kirken:
”Det var på mange måder ret fantastisk at være tilbage i Tel Aviv. Både at se mange gode folk igen, som vi jo holder af og har været meget sammen med. Men også bare at bo i vores gamle hus, spise hummus fra den ’gamle’ hummus-pusher og handle ind i vores gamle supermarked,” fortæller Christian Rasmussen.
Selvom kirken i store træk lignede sig selv, var der også sket opmuntrende forandringer siden sidst:
”Seks måneder efter vi rejste, stoppede Juan Onasiss som vært i Åben Kirke, og Eti Zadok stoppede som kirkesekretær. Man lavede så en kombination af de to stillinger og har nu ansat Sarah Lazarus. Hun er på mange måder det første ansigt, man møder – både i kirken og på telefon og mail, og det var virkelig skønt at se, hvor godt hun gør det i begge roller.”
Noget af det særlige ved Immanuelkirken er dens meget forskellige medlemmer, og denne forskellighed kommer også til udtryk, da Christian skal sætte tre ord på kirken: ”Mangfoldig, Jesus-centreret og hyggelig,” lyder det. Og de tre ord rammer nok også meget godt ind, hvad han savner mest:
”Jeg savner al den forskellighed, vi havde i Immanuelkirken. Kirken var på mange måder et lille udsnit af, hvordan Guds verdensvide familie ser ud. Og vi så, hvordan Jesus betyder noget for alle mennesker på tværs af alle menneskelige skel. Og så kan jeg mærkeligt nok savne noget, som jeg mildest talt ikke altid påskønnede i Tel Aviv. Det var en permanent stressfaktor, at man aldrig kunne vide, hvordan en dag udviklede sig som præst i Immanuelkirken. I Danmark går det næsten altid som forventet. Jeg lægger jeg mig ofte i seng om aftenen efter en lang dag og tænker: ‘Jeg vidste det…’ Det gjorde jeg aldrig i Tel Aviv,” fortæller han.
For Christian Rasmussen gør kirken særligt en forskel på to måder; dels fordi den sender livsnær undervisning og forkyndelsen af de gode nyheder om Jesus med menigheden ud i hverdagsgudstjeneste for andre mennesker, og dels er kirken og dens volontører konkret engageret i en række sociale projekter; for eksempel et projekt blandt prostituerede i området. Og Immanuelkirkens formål og rolle i Tel Aviv har ikke ændret sig siden sidst. Som Christian Rasmussen fortæller:
”Immanuelkirkens største opgave er at fortælle folk i Tel Aviv om Jesus. Det har kirken selvfølgelig til fælles med alle andre menigheder. Det særlige ved netop Immanuelkirken er dens klassiske udtryk, og det drager nogen til kirken, som måske ellers ikke ville søge en evangelikal kirke i Israel. Ved at favne de givne fysiske og kulturelle rammer, som kirken har, har man en ganske unik platform for mission i Tel Aviv.”
