Bodil Skjøtt, generalsekretær, 27. september 2017

Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt inklusiv humanister som fx Erasmus af Rotterdam. Selv om Luther med sit skrift At Jesus Kristus var født jøde en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog Om jøderne og deres løgne, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk.  Det er også disse synspunkter der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.

Jødisk indflydelse på reformationen

Og dog! Der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til dens oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det var i det jødiske samfund, man havde bevaret det hebraiske sprog og en tradition for skriftudlægning, som den kommer til udtryk Talmud og hos senere jødiske skriftlærde.

Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen. Reformatorerne havde brug for det, som rabbinerne kunne, og kunne derfor ikke kun tale fordømmende om jøder og jødedom.

Luthersk præst og rabbiner

Det var den vinkel, som den messianske jøde og lutherske præst Chad Foster havde på det foredrag, han holdt på Caspari Centeret i Jerusalem tidligere i år med titlen “Jewish influence on the Reformation”. Som messiansk jøde og ordineret luthersk præst og senere også ordineret rabbiner har Chad Foster sine egne særlige grunde – men også forudsætninger – for at understrege sammenhænge og ligheder mellem jødisk og kristen teologi frem for modsætninger og fordømmelse.

Han voksede op med en jødisk mor og en kristen far, og som barn blev han taget med til en baptistkirke i Atlanta. Han mistede sin relation til Gud, troen og kirken som ung studerende.  I forbindelse med studier af reformationens historie begyndte Chad at fatte interesse for personen Luther – og med tiden også den kristne tro. Han kunne spejle sig i Luthers kamp, spørgsmål og tvivl, men også i ønsket om at finde sandheden. Foster endte med at droppe studierne i matematik, hvor han ellers var på sit sidste år og ansat soom professorens assistent. I stedet søgte han ind på et luthersk præsteseminarium. I dag er han ordineret præst og tilknyttet den lutherske menighed, Sct. Peters i Columbus, Indiana. Men han har aldrig glemt sin tilknytning til den jødiske tradition eller sin egen jødiske identitet.

I forbindelse med sine hebraisk-studier på præsteseminariet blev det klart for ham, at hvis han virkelig skulle læse grundteksten og forstå den, måtte han have hjælp fra jødiske rabbinere. Han bestemte sig for at tage til Israel og læse hebraisk hos en rabbiner i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. For Chad Foster blev dette ikke bare til et studie af hebraisk, men også af jødisk teologi og tankegang, som endte med, at hans rabbinske læremester indvilligede i at ordinere ham til rabbiner. Chad havde demonstreret sin forståelse af rabbinsk tankegang, så selvom Chad åbent bekendte troen på Jesus som Messias, indvilgede rabbineren altså i ordinationen.

Reformationens jødiske rødder

I sit foredrag på Caspari Centerets fremhævede Chad Foster at reformationen ikke skete i et vakuum. Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther til folk som John Wycliffe og Jan Huss. Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. John Wycliffe – som har givet navn til Wycliffe Bible Translators – oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Jan Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både John Wycliffes og Jan Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther, og den tankegang han promoverede, fået for mange tilhængere. Jan Huss havde også tilhængere, men ikke nok til at forhindre pavekirken i at henrette ham. Luther kunne derimod tale om sit arbejde som en frugt af Jan Huss’ arbejde – ikke mindst med det hebraiske sprog og skriftudlægning.

Da Luther oversatte Bibelen til tysk fra hebraisk byggede han på et kendskab til det hebraiske sprog og til jødisk skriftudlægning, som folk før ham tilegnede sig. Det gælder især Johannes Reuchlins lærebog i hebraisk grammatik De Rudimentis Hebraicis, som stammer fra 1506. Han var kristen og hebraist, men i sit arbejde byggede han i alt væsentligt på det arbejde med det hebraisk sprog, som jøden David Kimhis havde gjort tilbage i det 12.årh. David Kimhis værker blev grundbøger for både jødiske og kristne teologer.

Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. For Chad Foster er der heller ikke modsætning mellem at være jøde og være luthersk præst. Det var hos Luther, han genkendte sin søgen efter Gud, og det var i den søgen, han fandt jøden Jesus.

Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia.

Den kristne tro har jødiske rødder. Det har den lutherske reformation også – uanset hvad Luther ellers må have sagt og skrevet om jøderne, og uanset hvordan den protestantiske kirke sidenhen har forholdt sig til jødedommen.