Således elskede Gud verden

Kai Kjær-Hansen, tidligere formand og redaktør i Israelsmissionen

Nedenstående er Kai Kjær-Hansens prædiken lørdag aften på årsmødet i redigeret udgave.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Ikke uden grund er dette vers, Johannes 3,16, blevet kaldt Den Lille Bibel. Det er evangeliet sat på kortform.

Får jeg et dødsleje, ribbet for alt, uden tale og tankevirksomhed længere, uden teologi længere, måske i en demens svovlende og bandende, håber jeg, at der er nogle, der vil hviske det, og blive ved med at hviske det i mine øren, og hviske det igen: Gud elskede verden. Og dermed også dig – Kai.

Verden

Den Lille Bibels græske ord for ”verden” er kosmos. Bredt anskuet betyder kosmos orden og harmoni. Modsætningen til kosmos er kaos. Da Gud skabte verden, universet, og skabte Adam var alt såre godt. Ordet ”verden” bruges bl.a. i Bibelen om Guds skaberværk som lovprises. Det kan også bruges helt neutralt. Ligesom når vi siger, at man rejser ud i verden. I 3,16 har det en anden valør.  Genstanden for Guds kærlighed er ”denne verdens” mennesker, som er i opposition til Gud og Kristus.  Skaberen elskede den skabning, som han selv har skabt, den skabning, som nu skaber sig ved at mene, at man kan leve sit eget liv uden ham og dø sin egen død uden hans kærlighed. Mennesket har gjort verden, kosmos, til kaos for sig selv i forholdet til Gud. Ikke desto mindre er det ”denne verden” Gud elskede; han elskede de ikke-elsk-værdige.

Gud skabte ikke jøder, ej heller jyder, han skabte mennesket. Det blev med tiden til mange folkeslag. Ud af disse mange folkeslag ønskede han et ejendomsfolk, et udvalgt folk, et demonstrationsfolk, gennem hvilket han kunne vise, hvem han er og blive æret og tilbedt for det, han er: nemlig kærlighed.

Der findes en god jødisk fortælling om Guds udvælgelse af Israels folk. Det overraskende er, at Gud ikke først går til stammefolket Israel. Nej, han begynder med et andet folk og tilbyder det at være hans folk. Han siger, at hvis de vil være hans folk, skal de holde hans bud og anordninger. Da det første folk hører denne betingelse, takker det nej. Gud gik så hele raden rundt, kom til det næstsidste folk, men også det takker nej. Til sidst, til allersidst, kom Gud til Israels folk. Vil I være mit folk? Hvis I vil være mit folk, skal I holde mine bud og anordninger. Og sidst af alle, takker Israels folk ja, til at være Guds folk – på Guds betingelser.

Jeg skynder mig at sige, at denne fortælling ikke står i Bibelen. Men den er i bibelsk ånd, sådan som jeg forstår den. I Bibelen gives der ingen egentlig begrundelse for, hvorfor Gud udvalgte netop Israel. Men udvælgelsen er ikke begrundet i en kvalitet hos folket. På den måde fremhæves Guds suveræne kærlighed i udvælgelsen af Israel.

Gud er kærlighed

Vores oplevelse af kærlighedsrelationen mellem to mennesker, kan ikke uden videre og direkte overføres på Guds kærlighed til os, selv om vi vist undertiden gør det. Vi har kærlighed, Og som faldne skabninger takker vi Gud for, at vi kan have og vise kærlighed til hinanden. Men om Gud er det for lidt at sige, at han har kærlighed.

Gud er kærlighed. Fra først til sidst. Fra evighed til evighed. Når vi taler om Gud, slutter vi derfor ikke af med at sige: og så i øvrigt er Gud også kærlig. Nej, hvad Gud er, er indesluttet i de tre ord: Gud er kærlighed. Selv i dommen er Gud kærlighed. Intet kan ændre på, at Gud er kærlighed.

Gud er kærlighed. Subjekt og prædikat kan ikke uden videre byttes om til sætningen: Kærligheden er gud, hvilket nogen synes at gøre for derefter selv at definere, hvad kærlighed er for dem. Gud er kærlighed. Gud bliver ikke kærlighed. En bedsteforældregeneration, som jeg selv tilhører, kan måske med årene blive rarere og mildere mod børnebørnene, end vi var mod vore egne børn. Det er fristende at overføre dette på Gud; han bliver vel også ældre og mildere med årene? Men Gud kan ikke blive, det han er.

Fra det andet århundrede og fremover og også i dag findes ganske vist den tankegang, at i GT er Gud den vrede og straffende Gud, mens han i NT gennem Jesus er blevet den milde og kærlige Gud. Intet kan være mere forkert end dette. Da en dansk teolog for en del år siden skrev noget lignende, tog daværende overrabbiner Bent Melchior til genmæle og sagde noget i den her retning: Hvis jeg skulle være lige så selektiv, som denne danske teolog, så kunne jeg nemt vise, at i GT er Gud den kærlige Gud, og i NT den straffende Gud. Godt sagt! At Israels Gud er kærlighed og nåde, er ikke nogen nyhed i NT. Mellemværende mellem troende jøder og troende kristne er ikke, at Gud er kærlighed. Mellemværende er, hvem Jesus er, og om han er Guds inkarnerede kærlighed. Om hans er Guds enbårne søn.

Gud er kærlighed, har jeg sagt allerede en del gange. Men er Gud ikke også vrede?  Underbetoner jeg dette?  Ikke blot findes der jo et Johannes 3,16. Der er også et Johannes 3,36: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”

Ikke desto mindre vover jeg at fastholde, at Gud er kærlighed. Jeg vover ikke at sige, at Gud er vrede. Jeg kan ikke alligevel ikke komme uden om, at der tales om Guds vrede både i GT og NT, selv om jeg helst havde været Guds vrede foruden. Men Guds vrede er ikke en ”egenskab” ved Gud – for nu at bruge dette vanskelige begreb, som Guds ”egenskab” er. Gud er ikke vrede. Guds vrede er noget der flammer op i Gud. Guds vrede er den kærlige Guds reaktion mod mennesker, der forsmår hans kærlighed. En kærlighed, som ikke træder i karakter, ikke reagerer, når den bliver forsmået, er ikke kærlighed. Evangeliet er, at Guds vrede over menneskets synd på en stedfortrædende måde ramte Jesus.

I har Djævelen til fader

Vi er som ikke-jøder, som hedninger, inkluderet i ”verden” og dermed inkluderet i frelsen. Tænk hvis der havde stået: For således elskede Gud jøderne … så var vi ikke-jøder ilde stedt, ekskluderet fra frelsen i Jesus. Men tænk også, hvis der havde stået: For således elskede Gud ikke-jøderne … ja, hvad så med jøder?  Enten at der er en anden vej til frelses for jøder end for ikke-jøder, eller at de er ekskluderet fra frelsen i Jesus

I kapitel 8 i Johannesevangeliet siger Jesus til de jøder, han taler med: ”I har Djævelen til fader” (Joh 8,44). Indbefatter Guds kærlighed dem, der har Djævelen til far? Havde jeg autoritet til at slette lad os sige fem vers i NT, ville dette være et af dem. Det hænger samme med virkningshistorien af dette vers. Det er op gennem tiderne brugt igen og igen, også eller ikke mindst af kirkens folk, til at sige, at hele det jødiske folk til alle tider er under Guds forbandelse. For tid og evighed. Hele folket er gudsmordere. Vor tids jøder må bøde for, hvad nogle jøder på Jesu tid sagde om ham og gjorde ved ham. Guds forbandelser hører jøder til. Guds velsignelser hører kirken til. En sådan tankegang, jeg var lige ved at sige, forsager vi lige så meget, som vi i trosbekendelsen forsager Djævelen selv.

Jeg ser kun én mulighed for at komme en antisemitisk udnyttelse af ordene ”I har Djævelen til fader” til livs, og det er, at identificere sig med de pågældende jøder. Når vi som kristne hører sådanne ord til og om nogle jøder på Jesu tid, så skal vi inkludere os selv i dem, spejle os i dem. I Israels frafald afspejles kirkens frafald.  Det er mig som døbt, mig og mine med-døbte, som nu er under anklage. At hævde at jøder for tid og evighed er uden for Guds kærlighed er et gudspotteligt angreb på Guds ære og majestæt, ja, på Guds kærlighed. Spørgsmålet lød: Indbefatter Guds kærlighed også dem, der har Djævelen til fader? Hertil er at sige et klart ja. Tager vi imod Guds kærlighed genoprettes gudsforholdet, og vi kan i sandhed kalde Gud for abba, far.

Gud elskede os først

Og lad mig så slutte af med de prægnante ord fra Første Johannesbrev: ”Vi elsker, fordi han (Gud) elskede os først” (1. Joh 4,19). Guds kærlighed kom først og er størst. Den kom ikke blot først, men er nu og vedbliver til det sidste og i al evighed. Fra evighed til evighed er Gud kærlighed. I Guds  kærlighedsmission inddrages vi. Sådan som det kommer til udtryk i et dokument fra Lausannebevægelsen verdenskonference i Cape Town i 2010.

Guds mission strømmer fra Guds kærlighed. Guds folks mission strømmer fra vor kærlighed til Gud og til alt, som Gud elsker. Verdensevangelisation er udstrømningen af Guds kærlighed til os og gennem os. Vi erkender, at Guds nåde kom først, og vi reagerer på den nåde ved tro, vist gennem kærlighedens lydighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først og sendte sin søn som et sonoffer for vore synder.

Måtte vi fortsat leve i denne virkelighed, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Måtte vi i sandhed kunne sige, vi elsker Gud og leve Guds kærlighed ud. Alligevel skal der ikke på min gravsten stå, at jeg elskede Gud. Der skal stå det samme som på mine forældres gravsten: ”Gud elskede verden”. Heri er jeg inkluderet.