Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Israelitterne står ved bredden af Jordan-floden og tripper for at få lov til at krydse den og indtage det land, Gud har lovet dem. De fyrre år er gået. Generationerne af våbenføre mænd, som blev bange første gang landet skulle indtages er enten døde eller blevet for gamle til at bære våben. Det er nu løftet til Abraham skal indfries. Det er nu, landet skal indtages.

Men først kalder Moses mændene sammen og holder tale til dem – en tale vi kan læse i 5. Mosebog. Her minder Moses dem om tiden i ørkenen og advarer folket mod at glemme netop denne tid, når de kommer ind i landet, som Gud vil give til dem. Faktisk er det så vigtigt for Gud, at de ikke glemmer ørkentiden, at han befaler dem at holde en fest hvert år, som skal minde dem om de fyrre års ørkenvandring. Det er løvhyttefesten.

Det kan undre, at det er tiden før løftets tilsyneladende opfyldelse, der skal fejres – og ikke selve indtagelsen af landet. Faktisk findes der ikke en eneste fest i bibelen, hvor israelitterne skal fejre landeløftets opfyldelse. I stedet skal de mindes ventetiden og opdragelsen, ydmygelsens og prøvelsernes tid. Det har nok ikke været særligt rart at mindes og tænke tilbage på den tid, som i virkeligheden er et monument over Israels ulydighed og frafald i forhold til Gud.

Men samtidig er det også en tid med noget andet, og det er derfor, Gud vil, israelitterne skal mindes netop denne tid.
Fordi her erfarede de Gud. Her var de ikke i tvivl om, at de var i et afhængighedsforhold til ham.

Moses advarede israelitterne om at glemme Gud, når de kom ind i landet og byggede sig store huse, spiste sig mætte og når de fik mere materiel rigdom. Igen og igen minder han dem om, hvad de erfarede i ørkenen. Om ørkentiden siger Moses:

Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. (5. Mosebog 4,32)

Løvhyttefesten, som er afslutningen på det religiøse år, giver altså jøder verden over mulighed for at standse op og grunde over, hvad de har erfaret om Gud gennem det seneste år. Ja, de opfordres til det. Og de opfordres i samme ombæring til at overveje, hvad der kan få dem til at glemme den Gud, som har skabt dem.

Også vi i den kristne kirke har netop afsluttet vores kirkekalenderår. Et år fyldt med oplevelser af forskellig karakter. Nogle glædelige, fantastiske og berigende. Andre havde vi måske gerne været foruden, for de har været prøvende, ydmygende og måske oven i købet opdragende. Og Gud har været der gennem det hele, for det er Gud altid. Han stempler ikke ind og ud efter forgodtbefindende.

Noget andet er, at vi ikke altid får øje på ham og det, han gør.

Må adventstiden i år blive fyldt med forventning om både barnet i krybben og om det, som en dag skal komme. Men lad os ikke gå ind i hverken et nyt kirke- eller kalender år uden først at standse op og se os tilbage, lede efter og opdage, hvor vi har erfaret ham, som selv brød ind i vores verden, for at vi kunne vide, ”at det er Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.”