Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. I den første artikel fortalte vi om Baruch Maoz. Her kan du møde nummer to, Bishara Awad, kristen palæstinenser.

1967 – året jeg mistede mit land

Bishara Awad har inviteret på frokost i kantinen på Betlehem Bible College (BBC). Her har han fortsat sit kontor, selvom han i 2012 overlod ledelsen af skolen til Jack Sara, efter at have stået i spidsen for den, siden han selv oprettede skolen i 1979. Han fortæller gerne historien om, hvordan han – i tillid til Guds løfter og med 20$ på lommen – begyndte undervisningen i et par lejede lokaler i Betlehem.

På spørgsmålet om, hvordan han husker 1967 svarer Bishara: ”Det var det år, jeg mistede min ret til at vende tilbage til mit land. Jeg opholdt mig i USA, hvor jeg havde afsluttet min bachelor i matematik og fysik. Da jeg den sommer ville vende tilbage Betlehem, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke. Jeg havde mistet mit statsborgerskab. Nu var det Israel, der bestemte, hvem der kunne få indrejsetilladelse til Betlehem, og ifølge dem havde jeg været væk fra området for længe. 1967 betød, at jeg blev flygtning for anden gang. Første gang var i 1948, da min familie flygtede fra Mushara-kvarteret uden for Damasksporten i Jerusalem. Sammen med mine forældre og seks søskende flygtede jeg til Betlehem på grund af kampene. Min far blev ramt af en kugle i krydsilden mellem arabere og jøder og overlevede ikke. Ligesom alle andre, der flygtede for at undgå krigshandlingerne, fik vi aldrig mulighed for at vende tilbage til vores hus. Derfor voksede jeg op i Betlehem.

Da jeg efter 1967 ikke kunne vende tilbage, fortsatte jeg studier og arbejde i USA og fik amerikansk statsborgerskab. I 1970 fik jeg mulighed for at komme hjem til Betlehem som amerikaner på et 3-måneders turistvisum. Det var ved den lejlighed, jeg mødte Selwa, som er fra Gaza og sidenhen blev min kone. Vi blev gift, men fordi jeg ikke havde opholdstilladelse, boede vi et par år i USA, indtil Selwa gik godkendt en ansøgning om ret til familiesammenføring. Vi bosatte os i Betlehem.

Her så jeg hvordan det for unge fra Betlehem og hele Vestbredden blev vanskeligere og vanskeligere at fortsætte deres uddannelse og finde sig tilrette med den fremtid, som de så – eller ikke så – sådan som den politiske og økonomiske situation udviklede sig. At kristne flyttede fra området var ikke nyt, men den politiske situation forstærkede den. For mig blev det et kald til at gøre noget for næste generation blandt kristne på Vestbredden, og det som motiverede mig til at starte Bethlehem Bible College.

Op gennem 1970erne fik jeg gode kontakter til messianske jøder og andre evangelikale kristne i Israel. Vi mødtes til møder og konferencer, og mange af dem er stadig mine venner, selvom det er blevet vanskeligere at opretholde en god kontakt. Det gør ondt, men smerten har motiveret mig til at starte vores nye program på BBC, nemlig en kandidat i fredsstudier. Jeg har altid haft en tro på mennesker. Med årene har jeg mistet troen på systemer og politiske løsninger, men jeg har ikke mistet troen på, at mennesker i bund og grund ønsker at leve sammen og leve i fred.

Jeg ser ikke nogen fremtid for en palæstinensisk stat. Den seneste udvikling med bosættelser over alt på Vestbredden har umuliggjort en to-statsløsning. Jo, der er mangler ved det palæstinensiske selvstyre. Det er på ingen måder perfekt og ikke uden korruption og andre dårligdomme. Men jeg synes, de prøver, og jeg betaler med god samvittighed min skat til styret. Det har en næsten umulig opgave på grund af den fortsatte besættelse. Ikke engang vores præsident kan rejse ud af landet uden først at skulle søge om tilladelse fra de israelske myndigheder. Den magt og indflydelse, selvstyret har, går kun så langt som israelerne giver tilladelse til det. Der er reelt ikke noget selvstyre.

Jeg ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Men jeg kender fornuftige og gode mennesker på begge sider af konflikten, som giver mig tro på, at der er en fremtid også for os her. Det giver mig håb, når jeg ser, hvordan rabbineren, som underviser på vores program, tager studenterne med til gudstjeneste i synagogen en fredag aften og efterfølgende sørger for, at de alle bliver inviteret hjem til en israelsk familie til sabbatsmåltid. Det fastholder mit håb og min tillid – ikke til systemer eller regeringer, men til mennesker. Og til Gud som er trofast.”

Du kan læse alle tre beretninger i Evangeliet og den Jødiske Verden.