Skip to main content

Shevet Achim

Vi har i denne uge været i Tel Aviv, hvor vi har arbejdet hos organisationen Shevet Achim. Det er en organisation som har til formål at sende hjertesyge børn fra udsatte områder i Mellemøsten på hospitaler, så de kan få en operation. Konceptet har derfor været ganske enkelt: Det her er et sted, hvor man redder menneskeliv. 

Vi har været her i 7 dage og ugen har budt på mange forskellige spændende ting. Hver morgen var der to timers andagt og dernæst gik man ud til det projekt man skulle arbejde på. Vi har lavet rigtigt meget praktisk arbejde, det har virkelig været godt. Det var enormt rart at have små projekter på Shevet Achim. Vi fik bl.a. lavet lysene, et hegn til trappen og rengjort det hele. 

 

På Shevet Achim var familien Adam og Malene Stoltenberg sammen med deres lille søn Severin. Niklas og jeg arbejdede sammen med Adam som havde forberedt arbejde til os. Vi nød deres selskab! Simpelthen så rar en familie!

 

En af dagene fik jeg muligheden for at hente et hjertesygt barn ved grænsen til Gaza sammen med Adam. Det var en kæmpestor oplevelse. Vi kørte en times tid og i takt med at vi nærmede os Gaza, blev infrastrukturen dårligere og der kom færre og færre biler. Vi var næsten ved grænsen og Adam og jeg var spændte på at se den fremmede familie fra Gaza. Da vi ankom stod der en meget lille dreng og en ældre kvinde. Det viste sig at være hans mormor som fulgte med ham.

Køreturen til hospitalet fra grænsen var meget speciel, mormoren var meget højlydt og snakkede på arabisk og vi forstod intet. Alt i mens, sad den lille dreng musestille og kiggede rundt med store øjne. Da vi nærmede os hospitalet blev mormoren meget følelsesladet og måske endda lidt bekymret for hendes barnebarn. Hun blev rastløs og ville gerne ud af bilen, så vi blev nødt til at fortælle hende at hun skulle tage det roligt.

Da vi ankom til hospitalet hjalp vi dem med at finde ud af hvor de skulle være. Vi fandt nogle engelsk talende læger som hjalp os. Så gav vi den lille dreng videre i lægernes hænder og kørte tilbage mod Shevet Achim. Da vi kom hjem, var jeg så træt og mættet af indtryk at jeg faldt i søvn på sengen med det samme.

Det har virkelig været fantastisk at være på Shevet Achim. Vi har udført en masse arbejde som virkelig har gjort en forskel, vi har hjulpet mennesker der har været i nød og har haft andagter hver morgen som har hjulpet os afsted til en go’ og meningsfuld dag!