For 30 år siden tog amerikaneren Jonathan Miles et valg om at flytte til Israel med sin familie, da han oplevede et kald fra Gud. I dag arbejder han og sønnen Joshua tæt sammen i organisationen Shevet Achim, der er grundlagt af Jonathan, for at bringe hjertesyge børn fra Gaza, Irak og de syriske flygtningelejre i Jordan ind i Israel, og give dem medicinsk behandling på Wolfson Medical Center i Holon udenfor Tel Aviv. I år har missionspiloterne, udsendt af Israelsmissionens Unge, valgt at støtte organisationen gennem indsamlinger og ved at hjælpe til i løbet af deres ophold i Israel.

Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen ”Shevet Achim”, bragt i vores magasin i marts 2018, som fortæller historien om Shevet Achims tilblivelse. Artiklen kan læses i sin fulde længde her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/

 

Guro Kvakestad, Den norske Israelsmission

Sygehuset i Jaffa
En dag i november 2016 møder Misjonsblad for Israel (den norske Israelsmission) Jonathan Miles udenfor menighedshuset i Immanuelkirken i Jaffa, hvor han samler os op for at tage os med til sygehuset i Jaffa. På vej til intensivafdelingen hilser han på de fleste, både læger, sygeplejersker og rengøringsfolk. ”Alle” kender Shevet Achim og det arbejde, de laver. Vi vasker hænderne grundigt, før vi bliver vist rundt. Vi standser ved en seng, hvor en ugegammel lille dreng ligger med slanger og nåle fastsat til den lille krop. Moren står ved siden af sengen og ser kærligt på drengen. Vi får fortalt, at hun er en yasidi-kvinde, som er flygtet fra hjembyen Mosul på grund af ISIS.

Mens vi står der, kommer dr. Khoury hen til os og hilser på Jonathan. Sammen med dr. Ami Cohen startede han samarbejdet med Jonathan og Shevet Achim i halvfemserne. Han forklarer, at drengen foran os er blevet opereret for to huller i hjertet. Dr. Khoury bliver afbrudt af en telefon, der ringer. Det viser sig at være en kardiolog fra Gazastriben, som spørger, om de kan tage et to dage gammelt barn ind, som er født med en kritisk hjertefejl. I løbet af et år tager sygehuset i Holon imod flere hundrede børn fra Gazastriben.

Fra Irak til Israel 
Dr. Khoury fortæller også om dengang, den første baby fra Irak kom til hospitalet gennem en kardiolog i det amerikanske militær. Han havde flere gange måtte afvise forældrene med hjertesyge børn, da han ikke havde det nødvendige medicinske udstyr til at operere. På det tidspunkt var Jonathan Miles i landet for at undersøge forholdene på sygehusene efter Golfkrigen. Mens han er på den amerikanske kardiologs kontor, kommer der en familie ind med en nyfødt baby, som er tydeligt syg. Kardiologen undersøger barnet, og det viser sig, at det skal opereres inden for to uger, hvis det skal overleve. Jonathan ved, at de kan hjælpe babyen på sygehuset i Holon. Men er familien villig til at rejse til Israel? Er det i det hele taget muligt, når ingen i familien har et pas? Men den ene forhindring efter den anden bliver overvundet, og familien fik lov at rejse til Israel.

Dyrebare i Guds øjne
Men i nogle arabiske lande nægter myndighederne at samarbejde med ”den zionistiske enhed”. Familierne kan også være skeptiske nogle gange. Det er sket, at et barn er gået bort, fordi forældrene ikke ville have, at barnet skulle opereres af en jødisk kirurg. Dr. Khoury synes, det er trist, at det skal være sådan. ”Skal man boykotte nogen, må det være dem, som lader børnene dø i stedet for at give dem den behandling, de trænger til, bare fordi, den bliver udført af jøder,” fortæller han. “Ellers er det eneste negative ved det her arbejde, at man bliver afhængig af det,” siger han med et glimt i øjet og fortsætter: ”Det er dejligt at vide, at man er med til at redde uskyldige børns liv. Børn har ikke noget med konflikten at gøre, men bliver alligevel offer for den. Her spørger vi aldrig, om de er palæstinensere eller jøder, her er alle liv lige værdifulde.” Dét er et signal Jonathan Miles også ønsker at sende. Under Gazakrigen i november 2012 skrev han på sin blog:

Mens flere vestlige lande understreger Israels ret til at forsvare sig selv mod raketter fra Gazastriben, virker de omkringliggende nabolande enige i deres kritik af Israels respons, og bruger ord som ”massakre” og ”kriminel”. Hvordan er det muligt, at to folk opfatter samme situation så forskellig? Allerede tre gange i denne uge har jeg set døde børns kroppe blive holdt op foran kameraer ude foran sygehuset her i Gaza. 
Vi må forstå, at disse billeder går ind i hjerterne på det palæstinensiske folk. De kradser skorpen af et sår, som måske går lige så langt tilbage, som dengang Hagar græd over sønnen Ismael i ødemarken. I en sådan kontekst bliver argumenterne for hvem, der startede konflikten, overdøvet af følelser. 
Findes der en udvej? Alt jeg ved er dette: når familier fra Gaza bliver taget ind på sygehuset i Israel, giver det et helt andet signal. De modtager et budskab om liv og menneskeværd, et budskab om, at disse børn er dyrebare i Guds øjne. Kun i en sådan sammenhæng, kan man begynde at lytte til hinanden.