Skabt til at fortælle

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige  skrifter kalder os for udvalgt.

Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist  ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre.

Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført?

Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk.

Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.

Historien i en enkelt sætning

Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses:

Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a)

Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de?

I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden.

Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…

Da Gud kaldte Abraham…

…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne.

Gud kaldte Abraham med følgende ord:

Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3)

Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder:

…de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5)

Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.