Jesus giver os muligheden for at følge ham, så hvis han stod foran dig og sagde “følg mig”, ville du så smide alt, du har i hænderne, og følge ham?

I sidste uge var vi heldige at få lov til at være en del af en israelsk KFS-lejr, FCSI – The Fellowship of Christian Students i Israel, med både hebræisk- og arabisktalende israelere og internationale studerende fra mange forskellige steder i verden. Lejrens fokus var Markusevangeliet, og derfor brugte vi til de 8 bibelsessions tid på at studere evangeliet i dybden. Vi skulle forestille os, at vi var de første modtagere af Markusevangeliet, som er den ældste tekst i Det Nye Testamente, og at vi derfor kun havde Det Gamle Testamente som referenceramme. En udfordrende men også meget givende opgave, der hurtigt fik mig selv og de andre til at stille rigtig mange spørgsmål. Hvorfor siger Jesus det? Hvorfor gør de sådan? Nogle af dem blev besvaret, men der er stadig mange spørgsmål, som fylder og rumsterer i hovedet.

I Markusevangeliet 1,16-20 hører vi om, at Jesus kalder Simon, Andreas, Jakob og Johannes til at følge ham som sine disciple. Et øjeblik hvor de ikke tøver, men griber muligheden for at være sammen med Jesus. Ville jeg kunne gøre det samme? Smide alt jeg har i hænderne, hvis Jesus pludselig stod foran mig og sagde: “Følg mig!”? Ja, det ville jeg, men hvor ville jeg også have mange spørgsmål.

Jeg tror tit, at vi kan have en tendens til at tænke, at spørgsmål er en dårlig ting. At vi ikke bør være i tvivl om noget. Men der var en grund til, at disciplene havde en større indsigt i, hvad Guds rige er, end skaren, der fulgte Jesus. Markus fortæller om, at Jesus brugte tid på at forklare sine disciple meningen bag de lignelser, han fortalte. De andre, der strømmede til for at høre hans ord, gik, efter Jesus havde talt, og fik derfor ikke hele betydningen.

Forskellen på at stille spørgmål og ikke er, at vi går i aktion. Vi ønsker at lære mere. Til tider kan det være rigtig svært at læse i Bibelen, og den skaber tit flere spørgsmål, end man havde i forvejen, men det er ikke en dårlig ting. Det er dog nødvendigt at prøve at finde et svar på nogle af dem, og det fik vi muligheden for på lejren. Sammen med andre kristne fra hele verden, prøvede vi at finde frem til, hvad det, der står skrevet, betyder. Helt fantastisk at have den mulighed, og at vi som kristne brødre og søstre kunne finde svar på nogle af de mange spørgsmål. Disciplene stillede spørgsmål på samme måde, som vi gør i dag. De var ikke passive, og det skal vi heller ikke være.

Så de spørgmål du stiller, gør dig ikke til et dårligere menneske. Det giver dig mulighed for at lære Jesus bedre at kende. Vi får lov til at kende og være en del af Guds rige. Som Jesus siger i Markusevangeliet 2,17: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Jesus valgte ikke de tolv mænd med mest magt eller mest at sige. Han valgte tolv som var villige til at stille spørgsmål, som ønskede at lære mere, og Jesus lærte dem at være menneskefiskere.

Kevin, vores lærer på lejren, sagde det meget rammende: “Det tidspunkt vi forstår alting, er det tidspunkt, hvor vi ikke længere kommer til Gud. Hvis vi havde svaret på alt, havde vi ikke brug for Gud.”

De få dage på lejren gjorde os meget klogere på Guds ord, og vi ønsker at følge ham videre på vores rejse rundt i Israel. Matthæusevangeliet 7,7

Det var tredje dryp – shalom så længe