Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo

Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det.

Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket.

Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement.

Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus.

Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme.

Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.

May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”

Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.

Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.”

Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham. Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket?

Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus.

For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham?

Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det.

Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig.

Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang.

Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:

“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten.

Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”

Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.