Guitarmanden, Jesus & kunsten i at få de to til at mødes
Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge
En ældre mand i blå crocs rykker tættere og tættere på os. Han har fulgt med på sidelinjen en 10 minutters tid. Lyttet til vores lovsang og suget stemningen til sig her på Abramham Hostels tagterrasse i hjertet af Jerusalem. Han virker nysgerrig og rykker helt tæt på. Til sidst hiver han sin guitar frem og synger for os:
”Oh Jerusalem. You’re the place on earth where we find the light. We can take the world and make it shine so bright,” synger han med smukke melankolske toner, mens hovedet svinger fra side til side i takt til fingerspillet. Den blomstrede kippa på hans hoved følger med. Bedesnorene i trøjen dingler frem og tilbage.
Det var en stærk tekst, som jøden Glenn præsenterede for os en lun sommeraften. Hans publikum var et par håndfulde IUere, der i juli rejste til Israel i 14 dage. Og måske virkede teksten så stærk på os, fordi den frimodige jøde havde ret. Jerusalem er noget særligt. Her er lyset, kunne vi blive enige om trods hver vores tro. Vi danskere tænkte på Jesus. Glenn så et andet lys.
Da sangen ebbede ud, delte Glenn sin historie. Han viste sig at være lige så gammel som staten Israel – og insisterede lige så meget på at jødedommen er sandheden, som Israel gør på at eksistere. Måske var det derfor, samtalen gik i hårknude.
Efter Glenn havde delt sin historie, var dialogen åben. Han stillede spørgsmål til os og vores tro – og vi gjorde det samme til ham. Men kort efter blev det særlige rum brudt. Èn stillede et spørgsmål til den standhaftige jøde, som kom lidt for tæt på. Glenn gik i forsvarsposition og forklarede sit synspunkt i en aggressiv tone. Sådan fortsatte det begge veje, selvom vi sammen forsøgte at finde tilbage til udgangspunktet. Der var clash og mure af store ubesvarede spørgsmål overalt.
Til sidst gik jeg i frustration. Et par dage tidligere var jeg med organisationen Jews for Jesus rundt i Tel Aviv for at dele flyers ud i nabolaget. I hver postkasse, jeg kom til, hang der allerede en reklame for et lokalt tøjrenserfirma med ekstra gode tilbud. Jeg følte, jeg lavede samme PR-stunt ved at smide en flyer med Jesus, der også vil vaske ren. Han vil bare vaske lidt mere end tøjet – og gratis. Sikke et tilbud. Med de tanker besluttede jeg mig for, at tøjrenser-stilen ikke var den rigtige måde at dele sin tro på. Kontakten til selve mennesket måtte være vigtig.
Men da jeg gik i frustration fra samtalen med Glenn, blev jeg alligevel i tvivl. For her stod jeg med et menneske, der delte frimodigt. Og alligevel gik det galt.
Hvordan møder vi bedst jøder med evangeliet? I dialog, eller når vi efterligner den lokale tøjrenser? Jeg er i tvivl. Flere tusinde fik muligheden for at læse om det gode tilbud, da jeg delte flyers ud. Jeg brugte cirka lige så meget tid med Glenn, før jeg gik.
Uanset hvad er det som om, evangeliet nemt går i hårknude. Heldigvis er det i sidste ende Gud og ikke mig, der skal vise vejen til Jerusalems lys. Men det er stadig værd at overveje: Hvordan leder jeg bedst folk til Jerusalems lys?
En ældre mand i blå crocs rykker tættere og tættere på os. Han har fulgt med på sidelinjen en 10 minutters tid. Lyttet til vores lovsang og suget stemningen til sig her på Abramham Hostels tagterrasse i hjertet af Jerusalem. Han virker nysgerrig og rykker helt tæt på. Til sidst hiver han sin guitar frem og synger for os:
”Oh Jerusalem. You’re the place on earth where we find the light. We can take the world and make it shine so bright,” synger han med smukke melankolske toner, mens hovedet svinger fra side til side i takt til fingerspillet. Den blomstrede kippa på hans hoved følger med. Bedesnorene i trøjen dingler frem og tilbage.
Det var en stærk tekst, som jøden Glenn præsenterede for os en lun sommeraften. Hans publikum var et par håndfulde IUere, der i juli rejste til Israel i 14 dage. Og måske virkede teksten så stærk på os, fordi den frimodige jøde havde ret. Jerusalem er noget særligt. Her er lyset, kunne vi blive enige om trods hver vores tro. Vi danskere tænkte på Jesus. Glenn så et andet lys.
Da sangen ebbede ud, delte Glenn sin historie. Han viste sig at være lige så gammel som staten Israel – og insisterede lige så meget på at jødedommen er sandheden, som Israel gør på at eksistere. Måske var det derfor, samtalen gik i hårknude.
Efter Glenn havde delt sin historie, var dialogen åben. Han stillede spørgsmål til os og vores tro – og vi gjorde det samme til ham. Men kort efter blev det særlige rum brudt. Èn stillede et spørgsmål til den standhaftige jøde, som kom lidt for tæt på. Glenn gik i forsvarsposition og forklarede sit synspunkt i en aggressiv tone. Sådan fortsatte det begge veje, selvom vi sammen forsøgte at finde tilbage til udgangspunktet. Der var clash og mure af store ubesvarede spørgsmål overalt.
Til sidst gik jeg i frustration. Et par dage tidligere var jeg med organisationen Jews for Jesus rundt i Tel Aviv for at dele flyers ud i nabolaget. I hver postkasse, jeg kom til, hang der allerede en reklame for et lokalt tøjrenserfirma med ekstra gode tilbud. Jeg følte, jeg lavede samme PR-stunt ved at smide en flyer med Jesus, der også vil vaske ren. Han vil bare vaske lidt mere end tøjet – og gratis. Sikke et tilbud. Med de tanker besluttede jeg mig for, at tøjrenser-stilen ikke var den rigtige måde at dele sin tro på. Kontakten til selve mennesket måtte være vigtig.
Men da jeg gik i frustration fra samtalen med Glenn, blev jeg alligevel i tvivl. For her stod jeg med et menneske, der delte frimodigt. Og alligevel gik det galt.
Hvordan møder vi bedst jøder med evangeliet? I dialog, eller når vi efterligner den lokale tøjrenser? Jeg er i tvivl. Flere tusinde fik muligheden for at læse om det gode tilbud, da jeg delte flyers ud. Jeg brugte cirka lige så meget tid med Glenn, før jeg gik.
Uanset hvad er det som om, evangeliet nemt går i hårknude. Heldigvis er det i sidste ende Gud og ikke mig, der skal vise vejen til Jerusalems lys. Men det er stadig værd at overveje: Hvordan leder jeg bedst folk til Jerusalems lys?