Cecilie Banke. Øverst: Graffitii fra Carolineskolen (Foto: Thomas Albrektsen)“Antisemitismen har ikke været større i Europa siden 1945”, sådan påstod Cecilie Banke, seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, i en artikel i forbindelse med dette års Auschwitz-dag. Vi har inviteret hende til studiedag for at uddybe og gøre os klogere på antisemitismens anatomi.
Programmet ser ud som følger:
15.30: Kaffe og småkager
16.00: Velkomst
16.15: Antisemitismen i Europa i dag v/ Cecilie Banke
17.00: Pause
17.15: Forholdet mellem antisemitisme og anti-zionisme v/ Cecilie Banke
18.00: Aftensmad
19.00: Antisemitismen og Israelsmissionen v/ Kai Kjær-Hansen
19.20: Aktuelle case-analyser og drøftelse v/ Bodil Skjøtt & Arne Pedersen
20.15: Afslutning
Af hensyn til spisning beder vi om tilmelding til kontor@israel.dk senest 26. august kl. 12.
Det er gratis at deltage, men vi opfordrer til at give en gave i forbindelse med aftensmaden.
Arrangør: Den Danske Israelsmission, TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N
I dagene 12.-14. maj blev det femte Globale Forum for Bekæmpelse af Antisemitisme afholdt i Jerusalem. I alt var 1.200 mennesker fra 80 forskellige lande til stede – heriblandt politikere ledere fra forskellige interesseorganisationer deltog i konferencen, som havde det overordnede tema: ”Gammelt had i nye former”.
Arne Pedersen, 27. maj 2015
Overskriften blev valgt for at sætte fokus på antisemitismens og anden hadsk tales udbredelse på sociale medier og andre steder på internettet. ”Informationsmotorvejen har vist sig at være en kilde til viden, frihed til at ytre sig og globalt netværk uden fortilfælde; men nettet udfordrer også vores grundlæggende menneskelige værdighed – i form af ufiltreret cyber-had, både antisemitisk og anden hadsk tale, hvilket leveres uden omsvøb til alle medieplatforme. Hvordan kan vi øge anstændigheden på nettet uden at skade dets grundlæggende frihed?” som det hed i programmet.
Danmark var med
Danmark var også repræsenteret i programmet gennem Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation. Han har kurdisk baggrund og optrådte sammen med flere muslimske ledere som var inviteret med. I sin præsentation gennemgik han de seneste måneders mange antisemitiske hændelser – lige fra drabet på Dan Uzan til reklamerne på de københavnske busser. Han opfordrede til, at det muslimske miljø talte imod sådanne hændelser: ” Jeg er vokset op i et muslimsk miljø og ved udmærket, at ikke alle muslimer er sådan. Men jeg mener også, det er vigtigt, vi ikke tier stiller, når sådan noget sker,” sagde han om de afbrændte busser i kølvandet på Movia-sagen.
Sociale medier
De sociale medier var repræsenteret ved Google og Facebook. Derudover var der bl.a. en israelsk studenterforening, som arbejder som en slags overvågere af de sociale medier og rapporterer til disse medier, når de opdager antisemitisk indhold. Ido Daniel, formand for studenterorganisationen, fortalte, at de indrapporterede over 16.000 tilfælde af antisemitisme sidste år. En af de større sager omhandlede den franske komiker Dieudonné, som ved flere lejligheder har opfordret sine fans til at lave en quennelle – en slags omvendt nazi-hilsen – tage et billede af det og uploade det til Facebook. Den opfordring har de taget til sig og har indsendt billeder, hvor hilsenen udføres ved siden af synagoger, Holocaust-mindesmærker, Anne Franks hus og sågar ved udryddelseslejren Birkenau. Han fortalte også om en side på Facebook, som indsamler navne og adresser på jøder i Paris og opfordrer til ”menneskejagt”. ”Vi har brug for hjælp fra internet-verdenen,” sagde han og konstaterede videre: ”For disse ting bliver ikke på skærmen. De flyder over og kommer ud i virkeligheden.”
Nettet afspejler virkeligheden
Juniper Down fra internetgiganten Google deltog også på konferencen. Det spørgsmål, hun var optaget, var, hvordan vi kæmper for en verden fri fra had og diskrimination samtidig med, at vi ikke går på kompromis med vores værdier om et åbent og frit samfund.
Hun tog udgangspunkt i den sociale videodelingsplatform, Youtube, hvor mere end 40 milliarder brugerprofiler ser video hver måned. Der er forskellige vejledninger til, hvad en video må eller ikke må indeholde, for at kunne blive liggende på Youtube. Deres strategi er ikke censur, når det kommer til antisemitisme og anden hadsk tale, men at hjælpe brugerne til at skabe indhold, som modsiger hadet – fx gennem konferencer og workshops. For som hun sagde: ”Vi er chokeret, når vi ser en video med fx antisemitisk indhold på Youtube. Men vi er endnu mere chokeret over, at det faktisk spejler de holdninger og meninger, mennesker har i dag, og vi tvivler på, at det leder til en grundlæggende holdningsændring, hvis vi fjerner videoen. Men vi håber at modsigelse, måske kan gøre det.”
Mere indhold der modsiger
Det sociale medie Facebook var også repræsenteret gennem Simon Milner, der er ansvarlig for indholdspolitik på mediet. Han begyndte med at konstatere, at Facebook er et netværk af 1,44 milliarder mennesker. ”De fleste vil gerne dele noget positivt, men som det er i alle fællesskaber og samfund i den størrelsesorden, vil der altid være nogle mennesker, som gerne vil dele hadske budskaber. Det er naturligvis noget, som vi, der er beskyttere af dette netværk, skal gøre noget ved.” Facebook er altså sit ansvar bevidst i dette spørgsmål. Han delte desuden forskningsresultater der viser, at grupper der fx taler imod antisemitisme på Facebook har mere aktive brugere end dem, der vil promovere antisemitisme. Han opfordrede derfor til at lave endnu mere indhold, som modsiger antisemitismen – særligt fotos og video deles meget.
Frankrig er udsat
Frankrig er det land i verden efter Israel og USA med det største jødiske samfund. Derudover har landet den største muslimske befolkningsgruppe i Europa, hvilket skaber en del udfordringer, fortalte Roger Cukiermann, formand for CRIF, en jødisk interessegruppe i Frankrig. ”Frankrig var det land i verden, som først gav sine jøder statsborgerskab. Men i dag er vi nødt til at beskyttes i vores skoler og synagoger. Som om vi ikke var franskmænd. Som om vi var uønskede. Som om vi var fremmede,” fortalte han. Han fortalte videre, at selvom den franske regering havde sat 750 millioner kroner af til beskyttelse af det jødiske samfund over de næste tre år, så er der stadig ét område, hvor jøder efterlades ubeskyttet: Internettet.
Antisemitismen og den jødiske stat
Premierminister Benjamin Netanyahu åbnede konferencen med en tale, hvor han konstaterede, at i dag handler antisemitismen lige så meget om den jødiske stat som om det jødiske folk: ”Den klassiske antisemit portrætterer jøder, som personificeringen af alt hvad der er ondt i verden. Den moderne antisemit portrætterer den jødiske stat, som alt hvad der er ondt i verden,” mener han. Han gentog også sit løfte om, at hvis jøder omkring i verden, vil ”vende hjem” til Israel, vil landet modtage dem med åbne arme.
Han sluttede med at konstatere: ”En løgn der bliver fortalt igen og igen og får lov at stå uimodsagt, ender til sidst med at blive en åbenlys sandhed. For anstændighedens skyld. For vores fælles menneskeligheds skyld. For vores fælles fremtids skyld må vi alle stå op imod antisemitismen og kæmpe i mod den.”
Israelsmissionen sætter fokus på antisemitismen til årets studiedag i august, hvor seniorforsker ved DIIS, Cecilia Banke, kommer og holder foredrag over ”Antisemitismens anatomi”.
I aften begynder jøderne fejringen af festen Purim, som skal minde dem – og os – om hvordan det jødiske folk var på randen af udryddelse. Men den modige dronning Esther fik forpurret Hamans onde planer. Du kan læse hele fortællingen i Esthers Bog i Bibelen.
Historien om Purim, dronning Esther, Haman og Mordechai foregår i det persiske rige i det fjerde århundrede før Jesus. Det er derfor både festen og hovedpersonen, Esther, har persiske frem for hebraiske navne. Persien var et kæmperige, som strakte sig over 127 lande, og man mener, at alle jøder i verden boede i riget.
Meget kort handler fortællingen om, at kong Xerxes skal bruge en ny dronning, fordi han har slået dronning Vashti ihjel for ikke at gøre, som han bad hende om. Den forældreløse Esther bliver dronning i stedet. Hun bor sammen med sin fætter, Mordechai, som tog hende til sig efter forældrenes død.
Haman, som er en slags præsident i Persien, bliver meget vred på Mordechai, fordi han ikke vil falde på knæ for Haman. Haman får derfor kongen med på at udstede en lov, som giver alle indbyggere i Persien lov til at slå jøder ihjel, der hvor de bor, og samtidig røve deres hjem og ejendom. For at nå frem til en dato det kan ske, kaster Haman lod (purim), og det er her navnet kommer fra.
Dronning Esther får dog overtalt kongen til at udstede en ny lov, som siger, at når jøderne bliver angrebet, må de gerne forsvare sig. Og sådan går det til at det jødiske folk reddes fra udryddelse.
I år fejres Purim desværre i et meget aktuelt lys. Angrebet på synagogen i København for nogle uger siden, hvor Dan Uzan blev dræbt og to politifolk såret, står stadig stærkt i hukommelsen.Ifølge en kommentar af Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har antisemitismen ikke stået stærkere i Europa siden Anden Verdenskrig, end den gør i dag. Hun mener desuden, at Danmark, set i lyset af angrebet på synagogen, ikke længere kan undslippe spørgsmålet om antisemitisme.
I aften når jøder overalt i verden begynder fejringen af dronning Esther og at det ikke lykkedes Haman at gennemføre sine planer, kan vi, som ikke er jøder, også deltage i festlighederne. Og må dét være en forpligtigelse til os, om at stå op imod uretfærdigheden, når vi møder den. Lad os tage det som en påmindelse om, at også vi kan finde modet ved den samme kilde, som Esther fandt det – hos Israels Gud.
2015 var ikke mange dage gammelt før det nye år blev beskæmmet af antisemitisk motiverede drab i Frankrig.
I weekenden blev det så Danmarks tur. En ung mand angreb først et debatmøde om ytringsfrihed hvor han dræbte en og sårede tre politifolk for derefter at dræbe en sikkerhedsvagt og såre endnu to politifolk ved synagogen i Krystalgade.
Drabet på Dan Uzan var antisemitisk motiveret. Han blev dræbt, fordi han var jøde. Det forekommer helt surrealistisk at konstatere, at det er sådan, forklaringen er. Det forekommer næsten ubærligt, at vi igen oplever, at en dansker dræbes med denne motivation.
Sammenhold i Jerusalem
I Jerusalem mødtes en gruppe danskere – jøder og andre – søndag aften for at tale episoden igennem med hinanden. David Serner, præst i Den Danske Kirke, fortæller at der blev både grædt og grint. ”Der var – naturligvis – tårer pga. situationen og sorgen over de afdøde. Men der er også gode minder og der blev smilet ved tanken om det levede liv og disse minder,” fortæller han og fortsætter: ”Midt i sorgen rejste der sig et ønske om ikke at rykke mod polerne, men at rykke tættere sammen.”
Skal jøder “hjem” til Israel?
I kølvandet på drabet ved synagogen har Benjamin Netanyahu igen været ude og opfordre de europæiske jøder til at komme til Israel. ”Jøder er blevet dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jøder. Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til Europas jøder – Israel er jeres hjem,” sagde han efter sit ugentlige kabinetmøde.
Jair Melchior, chefrabbiner i København, er ikke imponeret over udtalelsen: ”Terror er ikke en grund til at flytte til Israel,” siger han til den israleske avis, Haaretz. Også Michael Melchior, som nu bor i Israel, er træt af Netanyahus udmeldinger: ”Jeg kan ikke lide den automatreaktion fra israelske politikere, og jeg mener ikke, det er den rette respons. Jeg mener, svaret på terror må være at bekæmpe den, hvor end den findes,” fortæller han – også til Haaretz.
David Serner mener, at Netanyahu blander tingene sammen: ”Med udtalelser som denne, bliver konflikten mellem Israel og vestbredden/Gaza det samme som konflikten mellem jøde og ikke-jøde. Og det er ikke sandt – man kan godt være imod staten Israels gerninger uden at være imod jøder som sådan – ligesom man kan være imod Danmarks engagement i diverse krige uden at være imod danskere. Men faren er reel for jøderne. Det viser både episoden i Frankrig og episoden i Danmark med al tydelighed – men for mig at se er svaret ikke at lave samme fejlslutning som dem, der begår ugerningerne, men at vi, som samfund, må støtte op om de minoriteter, der bor hos os og vise, at vi værdsætter dem.
Jeg er ikke jøde, men min tro har jødiske rødder. Min frelser var jøde. Så lad os stå op og ikke falde tilbage til vores tilstand af lunkenhed eller ligegyldighed. Lad os turde stikke hovedet frem.
Handlingerne i dag drejer sig ikke om at knægte ytringsfrihed og ‘vestlige værdier’. Angrebet på synagogen viser, at årsagen skal findes i en mere fundamental frustration og magtesløshed og ikke i en tegnet profet,” slutter David.
Israelsmissionen kondolerer
Generalsekretær Bodil Skjøtt har i kølvandet på begivenhederne skrevet sin kondolence til det jødiske samfund i Danmark, og skriver bl.a.
”I Den Danske Israelsmission er vi dybt berørt af den tragiske hændelse her i weekenden, hvor det jødiske samfund i Danmark igen måtte betale en pris for at være dem I er, jøder.
Vi ønsker at udtrykke vores dybe sorg og medfølelse og vores tanker går ikke mindst til Dan Uzans familie og venner, som har mistet en, de havde kær. Men vores tanker går også til hele det jødiske samfund i Danmark, som har mistet et medlem og helt konkret igen har været genstand for ondskab og vold.
Vi ønsker også at sige, at det ikke kun er jer, der har mistet og er ramt af ramt af sorg og frustration over det, som er hændt. Det er vi også. Må Israels Gud hjælpe os alle til ikke at lade frygten og hadet få mere magt.”
Begivenhederne i Europa vidner om, at det, der er blevet betegnet som den ”nye antisemitisme” lever i bedste velgående. Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, giver i dette interview med israel.dk perspektiv på sommerens begivenheder i Europa. Cecilie Banke
”Israel er blevet til jøden blandt nationerne. Det som jøderne før i tiden blev udsat for på et personligt niveau, bliver Israel nu udsat for som stat. Den ”nye antisemitisme” defineres ved, at den er relateret til staten Israel,” fortæller Cecilie Banke. Det har medført, at alle jøder – uanset hvor i verden de bor – holdes ansvarlig for den israelske regerings politik.
”Antisemitismen kan betragtes som en modreaktion, der opstod i kølvandet på krigen mod terror,” forklarer hun. Israel er for nogen blevet synonymt med det vestlige paradigme i krigen mod terror. Alt det som vesten har iværksat i fx Afghanistan og Irak krystalliserer sig bl.a. i et had fra dele af den arabiske verden mod Israel.
Forståelse for bekymringen
Cecilie Banke udtrykker også en vis forståelse for, at det jødiske samfund i Europa er bekymret: ”Ind i mellem møder jeg den påstand, at hvis ikke staten Israel fandtes, var der heller ikke antisemitisme. På den måde bliver antisemitismen jødernes egen skyld,” fortæller hun. ”Der er et ræsonnement, som siger, at når mennesker bliver så følelsesmæssigt engagerede i denne konflikt, så må vi have fjernet antisemitismen. Skal antisemitismen fjernes, så skal Israel fjernes. På den måde kan jeg godt forstå, hvis det jødiske samfund råber vagt i gevær, for problemet handler reelt om noget andet og mere end Israel”, slutter hun.
Fundamentet er ”Aldrig igen”
På spørgsmålet om hvorvidt det politiske klima i Europa er blevet mere antisemitisk, svarer Cecilie Banke: ”Europæiske politikere har lige siden efterkrigstiden gjort meget for at imødegå antisemitisme og et nyt Holocaust. Hele det europæiske projekt er nærmest bygget på fundamentet: ”Aldrig igen.” Majoriteten i Europaparlamentet er stadig er politikere, som kæmper imod antisemitisme, og de som er blevet valgt ind med antisemitiske holdninger, tilhører en politisk marginal.
Alligevel er hun ikke blind for det faktum, at partierne med en antisemitisk dagsorden nu er parlamentarisk repræsenteret: ”Normaltilstanden kan naturligvis godt rykke sig,” siger hun. ”Den dominerende politiske kultur er stadigvæk ”Aldrig igen”, men den er udfordret, og det bliver en form for blåstempling af antisemitiske synspunkter, når repræsentanter for dem vælges til parlamentet. Men sådan er demokratiet. I Danmark har vi en meget liberal tilgang til hate speech, og det er f.eks. ikke ulovligt at benægte Holocaust. I den forstand tror vi mere på oplysning og ytringsfrihed end på forbud,” slutter hun.
Statistik er ikke alt
De statistiske data om antisemitiske hændelser i Europa er ifølge Cecilie Banke for usikre til at man kan fastslå en øget forekomst. Indsamlingen er for varieret og dagsordenerne er mange. ”Men jeg vil rigtig gerne lytte til den bekymring, der er i de jødiske samfund,” pointerer hun.
Du kan læse mere om begivenhederne i Europa hen over sommeren 2014 her.
”Hvornår er det, at de amerikanske jøder og de israelske jøder fortæller jøderne i Europa, at det er ved at være på tide at komme væk?”
En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.
Sådan spurgte den prominente amerikanske journalist Jeffrey Goldberg på det sociale medie Twitter tilbage i maj måned i år. Tweetet kom efter to begivenheder, som rystede ikke bare jødiske samfund i Europa, men store dele af den europæiske befolkning: Nedskydningen og drabene på fire besøgende ved det Jødiske Museum i Brussel i Belgien, samt resultatet ved valget til Europaparlamentet, hvor tre partier med en åbenlys racistisk og antisemitisk dagsorden blev valgt ind.
Disse to begivenheder samt sommerens øgede fokus på antisemitiske hændelser over hele Europa, har fået nogen til at sammenligne Europa anno 2014 med situationen i 1930erne. Deborah E. Lipstadt, amerikansk jøde, historiker og forfatter, går i rette med disse sammenligninger i en klumme i New York Times. ”Jeg har kritiseret samfundsledere som har brugt Holocaust-analogier til at sammenligne nutidige tilstande,” skriver hun og fortsætter: ”Sådanne påstande er a-historiske. De overdriver, hvad der foregår nu, og de underdriver situationen i 1939.”
Alligevel har sommerens begivenheder få hende til at tvivle: ”Jeg overvejer, om jeg måske er for optimistisk,” funderer hun.
Jeffrey Goldbergs tweet.
Fransk emigration er firdoblet
Når de franske jøder fx emigrerer til Israel bosætter mange af dem sig i de sydlige byer Ashdod og Ashkelon. De vil hellere bo mindre end to kilometer fra grænsen til Gaza med udsigt til raketter og beskyttelsesrum som en del af dagligdagen, end de vil bo i Paris’ forstæder. Det siger noget om, hvilket miljø de befinder sig i til dagligt. I første halvdel af 2014 er udvandringen af franske jøder til Israel firdoblet i forhold til 2013.
3. juli blev en synagoge i det østlige Paris stormet af anti-israelske demonstranter, og kun nogle få unge jødiske mænd fra et privat ”vagtkorps” holdt menneskemængden fra at trænge ind. Angrebet på synagogen Rue de la Roquette i Paris blev fordømt både lokalt og nationalt. Men lige lidt hjalp det. To uger efter gik unge amok i pariserforstaden Sarcelles. Her blev endnu en synagoge angrebet og forretninger ejet af jøder smadret alt imens nogle af de cirka 400 deltagere råbte ”Død over jøderne!”
De organisationer som arbejder med at registrere hadforbrydelser mod jøder melder samstemmende om en stigning i antallet af henvendelser. I Holland modtog den ledende overvåger af antisemitiske hændelser således over 70 henvendelser på bare en uge i juli måned. Normalt ligger det på mellem tre og fem.
Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen
Danmark går ikke fri
Heller ikke Danmark er gået fri. I slutningen af august måned blev Carolineskolen således udsat for hærværk og antisemitisk graffiti på murene. Om denne stigende antisemitisme i Danmark og Europa skriver Israels ambassadør, Barukh Binah i Berlingske: ” Selv kan jeg ikke undgå at mærke tendensen. Når for eksempel en privatperson fra Brønshøj skriver til mig, at jeg er en historieløs ambassadør, der ignorerer historiske kendsgerninger, fordi »hans jødiske kalot må være faldet ned over både hans øjne og ører«, kan jeg kun opfatte det som et anti-semitisk angreb. Når kujoner, der ikke tør stå frem, smadrer vinduer og skriver hadsk graffiti på en jødisk skole, er det antisemitisme på allerlaveste niveau. Det er første gang, jeg støder på den slags hetz i mit liv.”
Det stikker dybere end Gaza
Nogle mener at kunne se en sammenhæng mellem krigen i Gaza og den øgede antisemitisme i Europa. Til det siger Dieter Graumann, leder af Centralkomiteen for jøder i Tyskland til den engelske avis The Guardian: ”Disse tider er de værste siden nazisterne havde magten. På gaderne hører vi slagord som ’Jøderne skal gasses’ og ’Jøderne skal brændes’ – det har vi ikke hørt i Tyskland i årtier,” fortæller han og fortsætter: ”Dem der råber sådan, kritiserer jo ikke Israels politik – det er ren og skær had mod jøderne. Intet andet. Og det er ikke bare et tysk fænomen.”
Den samme analyse går igen hos dem som overvåger situationen i Frankrig. Roger Cukierman er præsident for Crif pointerer: ”I Paris’ gader råber de jo ikke ”Død over israelere”. De råber ”Død over jøderne”. Det stikker langt dybere end blot krigen i Gaza.”
Den pointe understreges af tragedien på det Jødiske Museum i Brussel samt resultatet af det seneste valg til Europaparlamentet, hvor højrenationalistiske partier i flere lande gik markant frem – heriblandt Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn, som begge er berygtet for åbenlys racisme og antisemitisme.
En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube
Et argument for Israels nødvendighed
Den stigende antisemitisme i Europas gader bliver på forunderlig vis samtidig et argument for, at der er brug for staten Israel – for hvor kan jøder ellers føle sig sikre?
”Der er dem, der vil have os til at tro, at det vi er vidne til i Europas storbyer er frustration over Israels Operation Protective Edge [i Gaza],” fortæller Jordan Chandler Hirsch, skribent på magasinet ”Tablet”, et online magasin med nyheder, idéer og kultur fra den jødiske verden, og fortsætter: ”Fordi – for nu at låne et udtryk fra Hamas – det åbenbart er ”en naturlig respons” på konflikten i Mellemøsten at smide brandbomber ind i europæiske synagoger. Israels operation i Gaza er ikke skyld i rodfæstede fordomme mod jøder – konflikten afslører dem. Og bagved alt dette had gemmer sig staten Israels nødvendighed,” slutter han.
Statistik er ikke alt
For journalisten Jeffrey Goldberg er det tid for Europas jøder at komme væk. For andre er det mindre dramatisk. Julia Pascoe, daglig leder af Jews for Jesus i London skriver i en mail: ”For at være ærlig, så har jeg hverken oplevet eller været vidne til noget ekstraordinært siden krigen brød ud.” Hun lyder næsten undskyldende. I et interview andet sted her på hjemmesiden, kan man læse om Bent Lexner, som altid går med sin kalot synligt, og som aldrig har oplevet noget ubehageligt – snarere tværtimod. Jean-Paul Rempp, ansat i Christian Witness to Israel i Frankrig, skriver også i en mail, at der naturligvis har været voldsomme episoder hen over sommeren. ”Men når det er sagt, så har der jo ikke været ”progromer” – et ord som nogle gange misbruges af visse medier. Situationen er stilnet af og de franske myndigheder er eksemplariske i deres beskyttelse af de jødiske samfund, og tolererer på ingen måder antisemitiske handlinger.” Det er også en del af billedet.
Deborah E. Lipstadt fortæller i sin klumme en gammel jødiske vittighed: Hvad er definitionen på et jødisk telegram? ”Begynd at bekymre dig. Detaljer følger.” Hun slutter klummen af med ordene: ”Telegrammet er ankommet. Jøderne er bekymrede. Det er tid til at de, som sætter pris på et frit, demokratisk, åbent, multikulturelt og oplyst samfund gør det samme. Dette er ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.”
Cecilie Banke, forsker i folkedrab ved Institut for Internationale Studier, har givet et interview til israel.dk, hvor hun fortæller om “den nye antisemitisme”. Læs interviewet her.
Begrepet antisemittisme ble, etter det vi kan se, til i 1879 i kretsen rundt den tyske skribenten Wilhelm Marr, som hadde gjort seg bemerket gjennom skriftet “Jødedommens seier over germanerdommen”
Men hva er semitter? Ordet “semittisk” kom først i bruk i språkvitenskapen sist på 1700-tallet. Selve betegnelsen er hentet fra navnet Sem, Noahs sønn. Semittene skulle da være Sems etterkommere ifølge ættetavlen i 1. Mosebok 10. Språkvitenskapelig sett betegner da ordet “semitter” folk som snakker et semittisk språk, d.v.s. nært beslektede språk som babylonsk, assyrisk, arameisk, kanaaneisk, hebraisk, etiopisk – og i vår tid fremfor alt, arabisk. Ordet “semittisk” ble altså opprinnelig brukt om en gruppe beslektede språk, og ordet “semitter” om folk som talte eller taler disse språkene.
Med bakgrunn i romantikkens tanker om at bestemte folkeslag var bærere av bestemte egenskaper, en slags nasjonalkarakter, oppstod det på 1800-tallet pseudovitenskapelige teorier om at folk som tilhørte bestemte språkgrupper også hadde visse felles egenskaper. Og man fikk etter hvert i manges tenkning en sammenblanding av språk og rase – to størrelser som vitenskapelig sett i utgangspunktet ikke har noe som helst med hverandre å gjøre.
Den franske diplomaten Arthur Gobineau utgav i 1850-årene et firebinds verk med tittelen “Avhandling om menneskerasenes ulikhet” (Essai sur l’inégalité des Races Humaines). Gobineau hevdet en teori som i dag er totalt avvist, nemlig at en såkalt “rase” er noe uforanderlig, og følgelig bærer av visse konstante egenskaper. Han fant videre at den maskulint-ariske rase var overlegen i forhold til de feminint-ikke-ariske raser. Derfor var også den ariske rase så å si forutbestemt til å herske over de øvrige rasene. Denne tenkningen kom i stor grad til å prege europeiske kolonimakters holdninger til den tredje verden på 1800-tallet.
Tankegangen slo fort igjennom i oppslagsverker, med oppslagsord som “ariere” og “semitter”. Innenfor denne tankgangen ble altså de semittisk-talende folkene oppfattet som en egen rase med bestemte særpreg – noe de vitenskapelig sett ikke er og aldri har vært.
“Semitt” blir til jøde
Fra begynnelsen av 1870-årene kan vi se at ordet “semitt” stadig oftere anvendes om jøder. I de viktigste tyske oppslagsverkene fra slutten av det nittende århundre (Brockhaus, Meyer) defineres “semittisme” som etnologisk betegnelse for jødedommen. I 1870-årene kan vi dessuten se at “semittisme” var et mye brukt skjellsord for politisk og økonomisk liberalisme.
Ordet antisemittisme er altså helt fra begynnelsen av programmatisk en betegnelse for jødehat.
Det gir liten mening, historisk sett, å ville utvide begrepet til også å omfatte andre folk som snakker et semittisk språk. Det gjelder for eksempel den stereotypiserende og fordomsfulle presentasjon som ofte gis av arabere i vestlige medier. Fordommer er like forkastelige enten de rammer jøder, arabere eller andre. Men begrepet “antisemittisme” ble altså formet som en betegnelse på det rasebiologisk betingede jødehat. Det er dette som er ordets betydning, rent historisk og innholdsmessig sett.
Etter hvert ble begrepet også tatt i bruk for å betegne jødehatet i tidligere tider. Og det er jo vanligvis slik uttrykket brukes i dag, d.v.s. om “fiendskap mot jøder som en religion eller rasemessig minoritetsgruppe, ofte ledsaget av sosial, økonomisk og politisk diskriminering” (Webster’s Third New International Dictionary of the English Language: “anti-semitism”).
Antisemittiske og antijudaisme
Enkelte vil riktignok avgrense begrepet “antisemittisme” til bare å gjelde det rasebiologisk begrunnede jødehatet fra 1870-årene av. For det er åpenbart at det kom noe avgjørende nytt inn i jødehatet i og med de pseudovitenskapelige raseteoriene fra det nittende århundre. Fra da av ble jøder ansett som en mindreverdig rase man kunne dupere og herse med, og til sist utrydde. Før dette hadde jødehatet først og fremst hatt religiøst og kulturelt tildriv.
Enkelte nyere oppslagsverk har derfor ikke bare “antisemittisme” som oppslagsord, men også “antijudaisme”. Det er det teologisk-kristne jødehatet som da beskrives, til forskjell fra rasistisk antisemittisme og vulgært jødehat basert på fordommer og stereotypier. Denne formen for jødehat kunne – og kan – være ille nok. Men jødehatet tok en drastisk og skjebnesvanger vending i og med sammenkoblingen med raseteoriene fra det nittende århundre.
Når en slik tenkning om rasene først var kommet opp, ble den rasistiske antisemittismen mye farligere enn det tradisjonelt kulturelt-religiøst betingede jødehatet. Jødene ble nå regnet som en mindreverdig rase. Følgelig kunne man behandle dem på samme måte som andre mindreverdige raser.
Men forskjellen på det tradisjonelle jødehatet og den rasebiologisk betingede antisemittismen må heller ikke overdrives. Den ene dannet forutsetninger og grobunn for den andre. Og hundretusener av jøder er i historiens løp blitt massakrert som en følge av ubegrunnet jødehat lenge før nyere tids pseudovitenskapelige raseteorier så dagens lys.
Rasetenkning i kristne miljøer
Selsomme varianter av rasetenkningen fins i ekstreme nåtidige kristne miljøer. Det gjelder for eksempel den såkalte Christian Identity-bevegelsen i USA, hvis tankegang har slått igjennom på norsk grunn blant annet i bladet “Innsyn”. Generelt sett går denne tenkningen ut på at dagens jøder, eller i hvert fall de fleste av dem, ikke er etterkommere av Sem, men for eksempel av khazarene (en tyrkisk folkegruppe i det sørlige Russland og Kaukasus, hvorav en større eller mindre del konverterte til jødedommen på 700-tallet), eller av hettittene. Følgelig deklarerer man at aversjon mot dagens jøder ikke kan kalles antisemittisme, siden jødene etter deres oppfatning faktisk ikke er semitter. På den andre siden oppfatter man gjerne seg selv som de ekte etterkommerne av det bibelske Israelsfolket. Dette kan i sin tur igjen føre til aktiv utbredelse av tradisjonelt antisemittisk arvegods, slik for eksempel bladet “Innsyn” gjør i sitt siste nummer for 2003, blant annet ved aktivt å bruke det famøse falsumet som er kjent under tittelen “Zions vises protokoller” – et tema vi skal komme tilbake til i en senere artikkel.
Men som vi har sett er det historiske innholdet i begrepet antisemittisme ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men hat mot jøder. Raseteoriene i disse ekstreme kristne miljøene er derfor egentlig irrelevante spørsmålet om forståelsen av begrepet antisemittisme. En sak for seg er at denne måten å bringe den pseudovitenskapelige rasetenkningen inn i bildet på, i seg selv fungerer antisemittisk (i betydningen jødehat).
Antisemittisme og antisionisme
Noen ord må også sies om forholdet mellom begrepene “antisemittisme» og «antisionisme”. Det er jo etter andre verdenskrig ytterst få, om noen, som ønsker å kalles anstisemitt. Det var annerledes sist på 1800-tallet da det ble dannet foreninger til antisemittismens fremme, så å si. Men i dag er det få som vil vedkjenne seg å være antisemitt.
“Antisionist”, derimot, det kan man være. Problemet med begrepet “antisionisme” er at det forstås og brukes på mange forskjellige måter. Det er ofte vanskelig å avgjøre hvilke motiver og mål som er involvert. Det vil være urimelig og urettferdig å påstå at enhver kritikk av sionismen eller den israelske regjeringens aktuelle politikk har antisemittiske motiver. Opposisjonen i Israel og den jødiske verden for øvrig viser det. Men det vil likeledes være et feilgrep å benekte at antisionismen til tider kan være basert på fordommer eller direkte jødehat, og at mye av det som kaller seg antisionisme i virkeligheten ikke er annet enn antisemittisme under et nytt navn.
Judith Vogt har i sin bok “Historien om et image. Antisemitisme og antizionisme i karikaturer” (1978), vist hvordan angivelig antisionistiske pamfletter tar i bruk nedarvede kvalifisert antisemittiske symboler og virkemidler. Bladet “NIS-info” har i sitt siste nummer for 2003 en tilsvarende dokumentasjon når det gjelder bruk av tradisjonelt antisemittisk billedspråk i Israel-kritiske sammenhenger i norske medier de senere årene. Den irske skribenten Daniel Easterman har i boka “New Jerusalems” (1992) pekt på at man i den arabiske verden i 1980-årene i økende grad kan observere hvordan en politisk antisionisme har veket plassen for de groveste former for antisemittisk polemikk. Antisionismen var allerede under Amin al-Husseini, Jerusalems stormufti under andre verdenskrig, tydelig blandet med antisemittiske motiver.
Ordet “sionist” har i mange sammenhenger overtatt for “jøde” som skjellsord. Iran og Irak beskyldte under krigen i 1980-årene gjensidig hverandre for å være “sionister”. Mongolias radio anklaget Kina for “sionistiske aktiviteter” i Xinjiang.
Begrepet “antisionisme” er så vidt problematisk at den som vil føre en seriøs politisk dialog og eventuelt utøve en saklig begrunnet kritikk av israelsk politikk, nok gjør best i å finne en annen betegnelse om han ikke vil bli misforstått.
Hvordan definerer EU “antisemittisme”?
Grensen mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme er vanskelig å trekke i praksis. EU har som kjent fått utarbeidet en rapport om uttrykk for antisemittisme i EU (“Manifestations of anti-Semitism in the European Union”, 2003), en rapport man riktignok ikke har villet publisere før den er grundig revidert. Motivene for det kan være mange. Blant annet har det vært antydet at EU finner det ubehagelig at rapporten i så stor grad vektlegger at svært mange av de antijødiske aksjonene en har sett i Europa de seneste årene, skriver seg fra unge arabiske muslimer. Og dette settes igjen i sammenheng med den aktuelle situasjonen i Israel-Palestina-konflikten. Dette viser hvor vanskelig det kan være å balansere mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme.
Rapporten tar opp denne problematikken og karakteriserer det som antisemittisme når
* Israels handlinger sammenlignes med det tyske naziregimets handlinger
* mange av dem som oppfatter Israels handlinger som utløsende årsaker til antisemittisme, bruker disse argumentene til å fremme egne formål
* tradisjonelle antisemittiske stereotyper anvendes på Israels politikk. Dette gjelder for eksempel forestillingen om en verdensomfattende hemmelig sionistisk konspirasjon for å ta makten i verden (fortsatt det dominerende motivet i antisemittismen). Videre gjelder det når man isolerer Israel som en stat som er fundamentalt og negativt forskjellig fra alle andre, og som følgelig ikke har rett til å eksistere. Og det gjelder når man sammenligner ved hjelp av negative tilbakeblikk på eldre jødisk historie og dermed antyder noe om jøders uforanderlig negative karakter
* jøder verden over gjøres kollektivt ansvarlige for den israelske regjeringens politikk. Det vil si at når kritikk av Israel går over til å bli kritikk av jøder som bor i andre land, eller kritikk av jøder generelt, inneholder dette i det minste elementer av antisemittisme.
Det må understrekes at antisemittisme er antisemittisme også når den “bare” er et virkemiddel i en politisk kampanje.
Kan arabere være antisemitter?
En aktiv bruk av tradisjonelle antisemittiske motiver og påstander i antisionistisk sammenheng finner vi i den muslimske verden, der for eksempel en organisasjon som den palestinske Hamas aktivt bruker “Zions vises protokoller”, et verk som for øvrig nylig ble utstilt i biblioteket i Alexandria som et “jødisk hellig skrift”.
Det sies av og til at araberne ikke kan være antisemitter fordi de selv er semitter. Og det er rett at de snakker det betydeligste av alle semittiske språk. Men ordet “antisemittisme” betegner altså fra begynnelsen av ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men mot jøder. Og dette hatet mot jøder opptrer alltid som forfølgelse eller trakassering av jøder fordi man mener at de i egenskap av jøder er bærere av bestemte egenskaper som bør utryddes, eller medskyldige i bestemte forbrytelser som fortjener å straffes, eller delaktige i bestemte sammensvergelser som må bekjempes. Og som Inge Lønning har skrevet: “Det er denne metafysiske fiksjon, vesensbestemmelsen av jøden eller jødedommen som denne verdens uvesen, som er selve kjernen i antisemittismen”.
Arrangørene av en politisk demonstrasjon for fred i Midtøsten utenfor Stortinget i april 2002, der plakater med davidsstjerner og nazisymboler hadde fått innpass, skrev i et innlegg i Vårt Land 9. april 2002: “Norske jøder verken kan eller skal lastes for den israelske hærens overgrep i de okkuperte palestinske områdene. De har, som alle andre, rett til å leve ut sin identitet og til å praktisere sin religion uten å måtte risikere trakassering. Vi fordømmer derfor på det sterkeste enhver form for rasistisk handling mot jøder og vil markere vår avsky mot alle former for antisemittisme”.
Filosofen Descartes har sagt at «å forstå, er å distingvere». Denne evnen til å skille mellom ulike faktorer, som sitatet i foregående avsnitt er et godt eksempel på, er et vesentlig moment dersom en vil hindre en ureflektert antisemittisme i å gripe om seg.
Det farligste ved antisemittismen er ikke de åpent bekjennende og aktive antisemitter (selv om de ikke vil kalles akkurat det), men det er andres villighet til å gi dem delvis rett.
Det spørgsmål fik jeg ikke svar på, da jeg besøgte familien Chievitz i Silkeborg. Men mødet med dem en dag i juleferien gav mig en større indsigt i, hvordan det er at være jøde og israeler i Danmark i dag.
Bodil Skjøtt; 28. januar 2013
Jeg blev igen mindet om, hvor svært det er at skelne mellem anti-israelisme og antisemitisme, og hvor glidende overgangen er. Derfor skal vi vare os for, hvilke ord og sammenligninger vi bruger, når vi taler om jøder og Israel. Og hvordan vi taler om Islam og muslimer. For ord skaber virkelighed.
”Jeg har altid været meget bevidst om, hvilken skole og hvilke fritidsaktiviteter jeg sendte mine piger til. Måske har jeg beskyttet dem for meget, men jeg har hele tiden tænkt på den historie, som har fulgt mit folk. Hitler var jo ikke den første og nok heller ikke den sidste.” Sådan siger Ela, der er mor til Emily (19) og Camilla (17), er jøde og israeler og bosat i Danmark siden 1992. I dag er hun socialrådgiver i Silkeborg Kommune. Hun er gift med Henrik, der også er socialrådgiver. Begge er de aktive debattører og bloggere. ”Det forskrækker os, når vi ser nazistiske symboler og slogans genanvendt mod jøder i dag. Nu ikke af tyskere, men af folk, som især kommer fra det muslimske miljø og også i Danmark. Uanset hvad man måtte mene om situationen i Mellemøsten – og her danner man alt for ofte sin mening uden at kende de faktuelle omstændigheder – bliver det aldrig legitimt at gøre jøder i Danmark ansvarlige for de beslutninger israelske politikere træffer.”
Er det provokerende at være jødisk?
”Hvorfor skal det kaldes en provokation at gå med jødestjerne eller kalot i København, som om jøder på Nørrebro, der udsættes for chikane, selv er ude om det?” spørger Emily, der efter gymnasiet har arbejdet et halvt år og er på vej til Israel her i foråret. Hun er vokset op i Silkeborg med en israelsk mor og en dansk far. Hun har fejret både Hanukka og jul, Pesach og påske, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun er. Hun er jøde, og det var da hun som teenager traf den beslutning, at tingene faldt på plads for hende. ”Det er min identitet”, siger hun, ”selv om det måske havde været lettere bare at sige, at jeg er dansker. Det har først og fremmest med kultur og ikke med religion at gøre. Det er et tilhørsforhold til min mors familie og min mors folk.” Det har ind imellem kostet – også i Silkeborg. Som da hun engang i forbindelse med krigshandlinger i Israel fik en sms, hvor der stod: ”Fuck hjem med dig, din klamme danske jøde.” ”Det som gjorde mest ondt var, at det måtte være en af mine venner, der sendte beskeden, for jeg har hemmeligt nummer,” siger Emily.
Men der er også positive oplevelser forbundet med at være jøde i Danmark og have jødiske traditioner, mener Camilla på 17. ”Selvom vores familie ikke er religiøse, fejrer vi sabbat. Når jeg har venner med hjem, synes de det har været spændende at være med til. Måske fordi vores traditioner giver os nogle rammer og rødder, som mange danskere ikke har.”
En mors bekymring
”Jeg har nu boet i Danmark i 20, og det er et godt sted at bo. Men jeg vil altid en være en jøde fra Israel. Også selv om mine forældre immigrerede til Israel fra Indien, før jeg blev født,” siger Ela. ”Jeg har været bange for, hvordan mine børn ville reagere, når de i skolen lærte om 2. verdenskrig, og jeg bliver aldrig færdig med at fundere over, hvor antisemitismen kommer fra. Er vi jøder da så slemme, som historien har fortalt, at det kan forklare alt det onde, som er sket os? Mine piger er nu så store, at jeg ikke kan beskytte dem ved at sende dem til den rigtige skole eller vælge venner for dem. Det som Hitler gjorde, kan ikke sammenlignes med andet. Men jeg tror noget tilsvarende kan ske igen. Når der er krise i et samfund peger pilen let på os jøder.”
”Derfor skal vi tale om det, så vi bliver bevidste om, at det kan ske igen” siger Henrik. På overraskende måde er Henriks egen historie også et kapitel i negativ særbehandling af jøder. Efter at han har mødt Ela, har han fundet ud af at hans egen familie, Chievitz, stammer fra Polen. I 1600-tallet flygtede de til Sverige på grund af jødeforfølgelser. Siden immigrerede familien til Danmark. … Men først efter at de havde ladet sig døbe! Ellers fik man som jøde ikke indrejsetilladelse til Danmark – dengang.
Tilråbene fra menneskemængden: ”Hitler kommer og tager jer!” – eller blot gentagne tilråb: ”Hitler! Hitler! Hitler!” ledsaget af nazihilsen og hvislende imitationer af gas fra de kamre, som slog millioner af jøder ihjel. Scenerne er ikke fra 30’ernes Tyskland, men finder sted på et fodboldstadion i det nordlige London anno 2012.
Arne Pedersen; 28. januar 2013
De to engelske fodboldklubber Tottenham Hotspur og West Ham United tørner sammen i Premier League til en ganske almindelig fodboldkamp. Tottenham – eller blot Spurs – har et historisk tilknytningsforhold til det jødiske samfund i London, og de oplever ofte at blive udsat for antisemitiske tilråb som ovenstående. Eller det, der er værre. Ugen før kampen mod West Ham spillede Spurs international klubkamp mod det italienske hold Lazio, som historisk set har tilknytning til højrefløjsmiljøet i Rom. Inden kampen angreb 50 maskerede hooligans den pub, hvor Spurs’ fans holdt til inden kampen. De engelske fans blev overfaldet med brosten, jernrør og knive. To fans blev stukket ned, og en af dem svævede længe mellem liv og død.
Motivet var antisemitisk. De to ofre var ikke jøder, men deres relation til en fodboldklub med en bestemt historie var nok.
Også andre steder i Europa er fodboldmiljøet præget af antisemitisme. I Holland oplever fodboldklubben Ajax Amsterdam også antisemitiske tilråb som f.eks. ”Hamas, Hamas – jews to the gas!” (Hamas, Hamas – jøderne skal gasses!). Ajax har – ligesom Tottenham – en historisk relation til det jødiske samfund i byen. I de østeuropæiske ligaer er problemet også ganske stort – faktisk så stort, at flere fandt det meget kritisabelt, at det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, havde henlagt sommerens slutrunde for Europamesterskaberne i fodbold til Polen og Ukraine. Et enkelt eksempel er den polske by Krakow, hvor to rivaliserende fodboldklubber udkæmper ekstreme slag – både på og uden for banen – og hvor antisemitisme og racisme hver gang bryder ud i lys lue.
En god jøde… Fodboldens mikrokosmos er et symptom på en generel stigning af antisemitiske episoder overalt i Europa i 2012. Frankrig oplevede i oktober måned, at antisemitismen også brød ud på det sociale medie Twitter, da flere skrevne indlæg med signaturen ”#UnBonJuif” (en god jøde) begyndte at brede sig. En signatur på Twitter – eller et ”hashtag”, som det kaldes – er et slags kendemærke, man kan bruge, når man vil relatere sit indlæg til et bestemt emne. Fænomenet blev så stort i midten af oktober, at det var det tredje mest brugte ”hashtag” på Twitter i Frankrig, hvilket fik den store franske avis Le Monde til at kalde indlæggene for ”en konkurrence i antisemitiske jokes”. Det sjove er dog til at overse, når der imellem posteringerne er udtrykt stærke antisemitiske holdninger, f.eks. ”En god jøde er en død jøde” eller den omtalte signatur sammen med billeder fra koncentrationslejre.
Norden Danske og andre nordiske jøder går heller ikke fri af den øgede antisemitisme. Synagogen i Sveriges tredjestørste by, Malmø, blev i september 2012 udsat for et attentat, og generelt er jøderne i byen trængte gennem flere års chikane. I december var både den israelske ambassadør i Danmark og Mosaisk Trossamfund ude at advare danske jøder mod at bære synlige jødiske symboler som kalot og davidsstjerne og mod at tale højlydt hebraisk. Det har fået menneskerettighedscenteret ”Simon Wiesenthal Center” til at udstede et rejseadvarsel til jøder, som ønsker at besøge Danmark. Den øgede trussel mod de jødiske samfund i Norden fik i 2011 den konsekvens, at man oprettede NJSC – ”Nordic Jewish Security Council” – en sikkerhedsorganisation, som bl.a. var til stor hjælp for samfundet i Malmø efter bombeattentatet der.
Hvorfor? Cecilie Banke, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, fortæller til P1, at da den nye antisemitisme kom på dagsordenen i Europa, blev mange politikere chokerede over, at man kun 60 år efter Holocaust igen oplevede en bølge af ny antisemitisme i Europa. Om grunden til den øgede antisemitisme siger hun: ”Man er ikke kommet frem til en ensartet konklusion på fænomenet, fordi der er så mange tendenser. Den seneste tendens er at påstå, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise, som satte ind i 2008, og så øget antisemitisme – altså at jøder i Europa bliver holdt ansvarlige for den økonomiske krise. Og det er der tilsyneladende noget, der peger en lille smule på.” Cecilie Banke konkluderer altså, at der nogle steder i Europa er en tendens til at holde jøder ansvarlig for den økonomiske krise. Hun peger også på udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor den første bølge af antisemitisme kom efter den anden intifada i 2000, og hun påpeger en klar sammenhæng mellem øget konflikt mellem Israel/ Palæstina og antisemitiske episoder i Europa.
De to problemstillinger, som Cecilie Banke knytter antisemitismen til ved, er der så vidt vides ikke nogle umiddelbare løsninger på, og der er derfor grund til at tro, at vi står over for præcis de samme udfordringer i 2013 mht. grundlaget for den øgede antisemitisme i Europa. I Israelsmissionen ønsker vi ikke at tale konflikten op eller råbe ”Ulven kommer”, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet. Vi i Israelsmissionen føler i denne sammenhæng et særligt ansvar i forhold til det jødiske folk.
