Skip to main content

Tag: caspari center

Lad lyset skinne!

Michelle van Loon, amerikansk koordinator for Caspari Center
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. (Lukas 2,22-24)
Michelle Van Loon
Michelle Van Loon
På denne tid af året, i december, fejrer de kristne Jesus Messias’ fødsel. Jeg og min familie har altid deltaget i denne fejring, selvom vi som jødiske Jesus-troende holder os til en noget mere forsigtig udgave af alle de kulturelle aktiviteter (oppyntning, shopping, selskabeligheder) end mange rundt om os. Vi har også altid fejret Chanukka, Lysfesten, som i år begynder om aftenen den 16. december og afsluttes otte dage senere ved solnedgang den 24. december. Selvom Chanukka, også kendt som Lysfesten eller Tempelindvielsesfesten, er en af de mindre højttider i den jødiske kalender, plejer vi at tænde lysene i den ottearmede lysestage (som egentligt har ni arme). Når vi gør det, genkalder vi os den spændende fortælling om Makkabæernes sejr over Antiokus Epifanes den fjerde i 164 f.Kr. – og vi takker Gud for at den hellige olielampe brændte i otte dage i det nyindviede tempel. Lampen brændte i otte underfulde dage, selvom der kun var olie nok til én dag. For makkabæerne må det have været en utrolig glæde at se lyset brænde igen i templet efter år med mærke og afgudsdyrkelse i templet. Når vi igen i år fejrer højttiden, ser jeg hvordan de historiske hændelser rundt om Chanukka, kaster lys ind over Jesus’ liv. Når Josef og Maria i lydighed tog deres nyfødte, nyomskårne søn med til templet i Jerusalem for at hellige ham Herren (2. Mos 13,2.12), er det vigtigt at huske på, at templet endnu stod dér på den tid, takket være begivenheder et halvt århundrede tidligere. Chanukka er en flot højttid selvom den står helt for sig selv. I løbet af juletiden takker jeg for, hvad fortællingen om Chanukka betyder, når det gælder at forankre min jødiske Frelsers inkarnation, verdens lys, i historien. Den dag Maria og Josef kom til templet med Jesus-barnet, var der en troende mand, som hed Simeon, som tog barnet i sine arme og bad disse uventede ord:
”For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” (Lukas 2,30-32)
Ikke engang døden kunne slukke Jesus’ lys. Hans tomme grav ligger ikke langt fra det sted, templet stod engang, og hvor Jesus blev båret frem. Templet blev vundet tilbage til jøderne af Judas Makkabæeren og hans efterfølgere. Måtte vores tilbedelse i denne højttid have noget af deres mod – når vi lader Jesus’ lys og herlighed skinne i en verden, som lever i mørke uden ham.

En nytårsbøn

Michelle Van Loon

Michelle Van LoonRosh Hashana, det jødiske nytår, betyder “Årets Hoved” og begynder ved solnedgang onsdag den 24. september i år. Gud giver befalingerne omkring festen i 3. Mosebog 23,24-25: “Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer.”

Jødisk tradition knytter den første dag i den jødiske kalender til mindet om dengang Gud skabte verden. Den højtidelighed og trompetblæsningen, som hører til dagen, peger frem mod en ti-dages periode med selvransagelse, anger og fornyelse, som for alvor begynder med Rosh Hashana og når sit højdepunkt på den helligste af alle dag i den jødiske kalender, Yom Kippur (Den Store Forsoningsdag). 3. Mosebog 16 beskriver den ene dag i året, hvor ypperstepræsten gik ind i Det Alle Helligste for at bringe sonoffer for hele folkets synd.

Den traditionelle hilsen på Rosh Hashana er “L’shanah tovah tikatev v’aihatem” (Godt nytår, må dit navn være indskrevet i Livets Bog), eller mere simpelt “L’shanah tovah” (Godt nytår). Denne velsignelse henviser til troen på, at enhver må bruge disse ti dage til at angre og for at gøre regnskabet op med Gud og mennesker, sådan at deres navn kan blive indskrevet i Livets Bog hos Gud på Yom Kippur. Vi som kender Jesus som Messias, er taknemmelige for at han er blevet både ypperstepræst og det fuldkomne offer for os (Hebræerbrevet 4,14-5,10), og vi møder disse specielle dage med en dyb taknemmelighed over alt det, han har gjort for os.

Trompetstødene fra vædderhornet, shofar, på Rosh Hashana, bliver blæst under nytårsgudstjenesten, som indleder disse ti dage med fokus på anger. Det skal tjene som en åndelig opvækker: Din Skaber kommer! Gør dig klar til at møde din konge!

Israel har i år været i krig, og der har lydt mange slags alarmer i landet. Nogle gange har sirenerne lydt mange gange i løbet af dagen, når de advarer folk og fortæller dem, at de skal søge tilflugt for endnu en omgang raketter fra Gaza. Det er dumt at overhøre sirenen. Den meget markante advarsel skal redde liv. Jeg bor i USA, en halv verden fra disse luftsirener. Men takket være internet og moderne kommunikationsmidler kan jeg få at vide, hvornår sirenerne skærer igennem luften i Jerusalem eller Tel Aviv eller Ashdod. Denne viden skal ikke få mig til at søge tilflugt. Men det er et kald til bøn. Når internettet giver mig de seneste nyheder fra Mellemøsten, bliver jeg mindet om, at jeg skal bede for Jerusalems fred (Salme 122,6). Jeg beder om fysisk beskyttelse for indbyggerne i landet; jeg beder også om, at de må føle den tryghed, som kun Den Ene kan give, han som lover at være vores tilflugt (Salme 91); og jeg beder om frelse ved Jesus Messias for alle folkeslag (Salme 67; Lukas 24,46-47).

Når vi i år nærmer os Rosh Hashana bliver jeg slået af kombinationen af Shofarsignalet og luftsirenerne. Selvom hensigten med de to signaler er så forskellige som nat og dag, beder jeg om at mange vil høre og svare på det budskab, som ligger i dem begge: “Vær beredt! Din Skaber kommer! Forbered dig på at møde din konge!”

Jeg håber, du vil bede denne bøn sammen med mig.

L’Shanah Tovah!

(oversat fra Caspari Centerets nyhedsbrev) Læs mere om Caspari Center her.  

Helligåndens arbejde

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.  

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?



Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz

Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken?

I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken?

På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder.

Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke.

Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst.

Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?

Alpha på israelsk

Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.



Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014

Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder.

Der skal være plads til debat
”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret.

Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter.

”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener.

Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde.

Michael Beener fortæller:

”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.”

Helligånden arbejder i diskussionen
Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud.

”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec.

Om fremtiden fortæller Michael Beener:

”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.”

Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd.

”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.
  • 1
  • 2