Skip to main content

Tag: dåb

Forenet i Kristus

Jakob Wilms Nielsen, sognepræst i Kvaglund og medlem af Israelsmissionens landsstyre

En søndag i juli havde vi dåb i kirken, hvor jeg er præst. En tidligere muslim fra Iran, vi kan kalde ham Said, fik et møde med Jesus og ville gerne døbes. Said har været en del af menigheden de sidste par måneder og noget af det, som har gjort indtryk på ham, er, at vi som en del af kirkebønnen beder for Israel og for Jerusalems fred.

Han har været vant til fra moskeen i Iran at høre forbandelser over Israel og det jødiske folk, og det gjorde derfor stort indtryk på ham, at høre os bede for Israel og for fred. Jesu folk, det jødiske folk, og Saids folk, iranerne er traditionelt ærkefjender. Præstestyret truer med at drive jøderne tilbage i havet, og Israel truer til gengæld med militære aktioner, hvis ikke Iran dropper deres ambitioner om atomkraft. Men Saids nyfundne tro på jøden Jesus har gjort noget ved hans syn på det jødiske folk. Han kan nu af hjertet bede med på forbønnen for Israel og for fred i Jerusalem. Han ønsker brændende at kunne besøge Israel for at se de steder, de bibelske beretninger udspillede sig.

Said er på en måde et levende eksempel på det, Paulus taler om i Efeserbrevet:

Husk derfor, at I, der var født som hedninger […] dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. (Ef 2,11-14)


Iraneren Said er blevet venner med jøden Jesus, og det har fået konsekvenser for, hvordan han ser på hans nye vens folk, jøderne.

Som en del af Israelsmissionens landsstyre var jeg for nyligt med på en rundrejse i Israel for at mødes med vores partnerorganisationer. Det var på den ene side opløftende at mødes med mine jødiske brødre og søstre og erfare, hvordan vi, selvom vi kommer fra vidt forskellige sammenhænge, er forenet i vores fælles tro på Jesus, men samtidigt var det nedslående at høre, at der stadig er konflikt mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne.

Der er stadig brug for forsoningsarbejde. Et arbejde som er nært forbundet med Israelsmission, for der findes ikke noget stærkere vidnesbyrd om evangeliets sandhed end enheden mellem to, som burde være fjender. Jesus selv beder i sin ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet kap 17 om, at hans efterfølgere må være ét, for at verden kan se, at Gud har udsendt ham.

Hvor palæstinensiske kristne og messianske jøder mødes i fred og enhed, er det et stærkt vidnesbyrd for deres respektive folk om evangeliets sandhed, og derfor må vi, der er engageret i Israelsmission, være de første til at støtte forsoningsarbejdet i Israel.

Så mange flere jøder såvel som palæstinensere, ligesom min ven Said, kan møde den jødiske Messias og give deres liv til ham.

Dåbens pris

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus
En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen. 


Der er glædelige tilfælde
Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.

“Mødet med Jesus forandrede mit liv!”

“Tamar” er jøde og for fire måneder siden kom hun til tro på Jesus. Det har ændret hendes liv til at være fyldt med kærlighed og mening. Tamars historie er historien om at finde hjem

Dinna Bjerrum Swartz; 24. april 2013

At sidde over for Tamar på en parkbænk i Tel Aviv er som at lade shabbatsfreden bredde sig i hele kroppen. Hun udstråler fred. Hendes øjne stråler og hendes hænder bevæger sig entusiastisk på israelsk vis, mens hun fortæller historien om, hvordan hun fandt freden og kærligheden i Jesus:

”Jeg er født jøde, jeg gik på en religiøs skole og jeg kom i synagogen. Jeg var meget jødisk og kendte ikke andet. Men jeg vendte ryggen til det for flere år siden. Det sagde mig ikke længere noget, det var på en eller anden måde tomt.”

Balsameren i kirken
Historien om Tamars møde med Jesus, begynder et helt andet sted. En aften så hun en amerikansk film, hvor en af karaktererne var balsamer af profession. Altså en, der balsamerer lig. Tamar blev betaget af det og ville undersøge mere om det. Men det er ikke en tradition, der praktiseres i jødedommen, så hun ville finde en kirke og høre mere.

”Det gik så hurtigt. Jeg kontaktede præsten i Immanuelkirken, Christian Rasmussen. Vi talte om Jesus og jeg fik Det Ny Testamente. Det er mærkeligt. Jeg søgte viden om noget, som jeg havde set i en film, men i stedet fandt jeg Gud.”

Tamar læste i Det Ny Testamente og opdagede, at alt hvad hun læste også fandtes i Det Gamle Testamente, som hun kendte så godt. Hun ville være tættere på Gud og renere for Gud. Sandra, en kvinde fra kirken, inviterede Tamar med i ungdomsarbejdet. Her oplevede Tamar at folk var fyldt med kærlighed. Dette fællesskab tog imod hende og hun kommer der nu hver uge. Hun synes at der er så hjemligt.

”Jeg er så taknemmelig. Jeg vil bare gerne tale med Gud og det kan jeg nu. Og Han svarer mig. Det er en helt simpel kærlighed, som den kærlighed små børn har til deres forældre. De stiller ikke så mange spørgsmål, de elsker bare deres forældre.

Jeg forstår langsomt mere og mere af Gud. Det er utroligt at der er så meget kærlighed.” Smiler Tamar.

Familien er glad
Tamar er vokset op i en kærlig, jødisk familie. Hendes mor blev glad for, at hun begyndte i en kirke, da hun ikke havde været tilknyttet noget religiøst i lang tid. Tamars søster har været med i kirke flere gange. Tamar bor med sin søster og for en måned siden flyttede de tættere på kirken. En dansk volontør og en mand fra kirken hjalp dem med flytningen.

”Gud hjalp mig,” forklarer Tamar og fortsætter, ”Jeg er begyndt at elske weekenden, for så skal jeg i kirke. Jeg nyder hvert minut af gudstjenesten. Generelt har jeg fået meget mere indhold i mit liv. Jeg ser ikke længere fjernsyn, for jeg har så meget mere.”

Tamar glæder sig til at blive døbt og til at kunne starte på en frisk. ”Når jeg tænker på min dåb får jeg gåsehud,” siger hun med et smil på læberne.

En kærlighed til Israel
Tamar har aldrig brudt sig særlig meget om Israel som land, men det har ændret sig efter hun har lært Jesus at kende.

”Tænk engang at Jesus har gået her! Jeg troede ikke at jeg skulle komme til at holde så meget af landet, som jeg gør nu.”

Troen på Jesus har altså ikke blot givet hende en kærlighed til Gud og til kirken, men også til hendes eget land, der pludselig har fået en ny dimension: Her levede frelseren.

Til spørgsmålet om hun har en speciel hilsen til Danmark, svarer hun prompte:

”I må ikke lukke kirken! I skal sende flere gode folk herned.” Hvorefter hun tilføjer: ”Og I må gerne bede for os.”

Tamar ønsker stadig at blive balsamer, men lige nu venter hun på at Gud viser hende, hvad hun skal med sit liv. Hun arbejder i et udlejningsfirma og tager i kirke fire dage om ugen.