Tag: Danmark

Fjollede konspirationsteorier kan føre til – og bunde i – antisemitisme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 9. august 2017. Bogført i Refleksioner.

Først var det Seyit Ahmet Özkan fra Socialdemokratiet og byrådet i Ishøj. Så var det Niels Rolskov fra Enhedslisten og byrådet i Køge. Det er jødiske zionister og ikke radikale islamister, der er de virkelige hovedaktører bag Islamisk Stat.

Engang var det Thomas af Monmouth der i 1100-tallets England hævdede, at en gruppe rabbinere mødtes én gang om året for at aftale, hvor i verden de skulle ofre en kristen som hævn for kirkens jødeforfølgelser.

Engang var det Krushevan der i begyndelsen af det 20. århundrede gennem den russiske avis Znamya hævdede at jøderne havde en hemmelig plan for at overtage verdensherredømmet. Det er den konspirationsteori, vi i dag kender som Zions Vises Protokoller.

Og konspirationsteorierne klæber sig til det jødiske folk. Af den ene eller anden årsag er der nogle mennesker, som vil, at de skal være sande. Jeg forestiller mig, at man skal være et almindeligt dannet og fornuftigt menneske, for at blive valgt til et dansk byråd. Det tror jeg også både Özkan og Rolskov er. Alligevel er det som om at både de to byrådsmedlemmer og mange andre med dem slår den kritiske sans fuldstændig fra, når det kommer til Israel og det jødiske folk. Hvorfor?

Vel er det i dag relativt let at gemme sådanne tåbelige udtalelser bag antizionsmen frem for antisemitismen, og dermed gøre det udtalelserne en anelse mere spiselige i offentlighedens øjne. Alligevel må vi standse op og lade os advare. For selvom den israelske regering da bestemt fortjener kritik for dele af sin politik – ligesom så mange andre lande fortjener det – så er der antizionisme, som bliver så himmelråbende, at den kun kan bunde – bevidst eller ubevidst – i antisemitisme. (Det nytter heller ikke noget, at dele af venstrefløjen igen og igen bliver ved i samme antizionistiske rille, hvorved de fejlagtigt tror, de tjener palæstinensernes sag. Det gør de ikke. Kun ved at gøre plads i deres eget verdensbillede til staten Israel, kan der for alvor rykkes på status quo.)

10. oktober sidste år bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske overrabbiner Ervin Kohn. Her siger han blandt andet, ”at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Thomas, Krushevan, Özkan og Rolskov viser os, at Ervin Kohn har ret i sin analyse. Det er så op til os andre at modsige de konspirationsteorier, der kommer frem – uanset hvor fjollede de så end måtte være. For de kan føre til antisemitisme. Og det er ikke at spøge med.

Må Israels Gud hjælpe os alle

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. februar 2015. Bogført i Antisemitisme, Arbejdet i Danmark.

Arne Pedersen, 16. februar 2015

2015 var ikke mange dage gammelt før det nye år blev beskæmmet af antisemitisk motiverede drab i Frankrig.

I weekenden blev det så Danmarks tur. En ung mand angreb først et debatmøde om ytringsfrihed hvor han dræbte en og sårede tre politifolk for derefter at dræbe en sikkerhedsvagt og såre endnu to politifolk ved synagogen i Krystalgade.

Drabet på Dan Uzan var antisemitisk motiveret. Han blev dræbt, fordi han var jøde. Det forekommer helt surrealistisk at konstatere, at det er sådan, forklaringen er. Det forekommer næsten ubærligt, at vi igen oplever, at en dansker dræbes med denne motivation.

Sammenhold i Jerusalem

I Jerusalem mødtes en gruppe danskere – jøder og andre – søndag aften for at tale episoden igennem med hinanden. David Serner, præst i Den Danske Kirke, fortæller at der blev både grædt og grint. ”Der var – naturligvis – tårer pga. situationen og sorgen over de afdøde. Men der er også gode minder og der blev smilet ved tanken om det levede liv og disse minder,” fortæller han og fortsætter: ”Midt i sorgen rejste der sig et ønske om ikke at rykke mod polerne, men at rykke tættere sammen.”

Skal jøder “hjem” til Israel?

I kølvandet på drabet ved synagogen har Benjamin Netanyahu igen været ude og opfordre de europæiske jøder til at komme til Israel. ”Jøder er blevet dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jøder. Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til Europas jøder – Israel er jeres hjem,” sagde han efter sit ugentlige kabinetmøde.

Jair Melchior, chefrabbiner i København, er ikke imponeret over udtalelsen: ”Terror er ikke en grund til at flytte til Israel,” siger han til den israleske avis, Haaretz. Også Michael Melchior, som nu bor i Israel, er træt af Netanyahus udmeldinger: ”Jeg kan ikke lide den automatreaktion fra israelske politikere, og jeg mener ikke, det er den rette respons. Jeg mener, svaret på terror må være at bekæmpe den, hvor end den findes,” fortæller han – også til Haaretz.

David Serner mener, at Netanyahu blander tingene sammen: ”Med udtalelser som denne, bliver konflikten mellem Israel og vestbredden/Gaza det samme som konflikten mellem jøde og ikke-jøde. Og det er ikke sandt – man kan godt være imod staten Israels gerninger uden at være imod jøder som sådan – ligesom man kan være imod Danmarks engagement i diverse krige uden at være imod danskere. Men faren er reel for jøderne. Det viser både episoden i Frankrig og episoden i Danmark med al tydelighed – men for mig at se er svaret ikke at lave samme fejlslutning som dem, der begår ugerningerne, men at vi, som samfund, må støtte op om de minoriteter, der bor hos os og vise, at vi værdsætter dem.

Jeg er ikke jøde, men min tro har jødiske rødder. Min frelser var jøde. Så lad os stå op og ikke falde tilbage til vores tilstand af lunkenhed eller ligegyldighed. Lad os turde stikke hovedet frem.

Handlingerne i dag drejer sig ikke om at knægte ytringsfrihed og ‘vestlige værdier’. Angrebet på synagogen viser, at årsagen skal findes i en mere fundamental frustration og magtesløshed og ikke i en tegnet profet,” slutter David.

Israelsmissionen kondolerer

Generalsekretær Bodil Skjøtt har i kølvandet på begivenhederne skrevet sin kondolence til det jødiske samfund i Danmark, og skriver bl.a.

”I Den Danske Israelsmission er vi dybt berørt af den tragiske hændelse her i weekenden, hvor det jødiske samfund i Danmark igen måtte betale en pris for at være dem I er, jøder.

Vi ønsker at udtrykke vores dybe sorg og medfølelse og vores tanker går ikke mindst til Dan Uzans familie og venner, som har mistet en, de havde kær. Men vores tanker går også til hele det jødiske samfund i Danmark, som har mistet et medlem og helt konkret igen har været genstand for ondskab og vold.

Vi ønsker også at sige, at det ikke kun er jer, der har mistet og er ramt af ramt af sorg og frustration over det, som er hændt. Det er vi også. Må Israels Gud hjælpe os alle til ikke at lade frygten og hadet få mere magt.”

Grænseløs nåde – grænseløs mission

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Arbejdet i Danmark.

Lørdag den 22. marts mødte ca. 100 mennesker op til ”familiefest” på TORVET. Israelsmissionen havde indbudt til årsmøde og Israelsstævne under overskriften ”Grænseløs nåde – grænseløs mission” og ønskede i den forbindelse at sætte fokus på vores samarbejdspartnere i Europa.

Vi havde derfor inviteret Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, samt Armin Bachor, leder af vores søsterorganisation i Tyskland, EDI. Derudover havde vi besøg af den nyligt hjemvendte præstefamilie fra Jerusalem, Jakob og Lise Nielsen.

De fortalte om deres erfaringer og oplevelser de sidste 4½ år i Det Hellige Land. Jakob holdt festtalen om aftenen under netop overskriften: ”Grænseløs nåde – grænseløs mission.” Dette årsmøde vil også blive husket som Kai Kjær-Hansens sidste årsmøde som formand for Israelsmissionen. Efter 17 år på posten har han besluttet at stoppe for at få mere tid til sit forfatterskab.

På årsmødet blev det markeret med en lille kavalkade af billeder og videohilsner sendt fra både danske og internationale samarbejdspartnere. For at understrege pointen om at når vi i Israelsmissionen taler om israelsmission – så taler vi først og fremmest om mission til et folk og ikke et land – havde vi også inviteret mange af de volontører, som har været udsendt siden sidste årsmøde til at fortælle om deres oplevelser. Cæcilie, Peter, Caroline og Kirstine fortale om kampagner med Jews for Jesus i hhv. Budapest, Moskva og New York.

Fremtidens israelsmission — Fremtidens Israelsmission

Traditionen tro afsluttede Kai Kjær-Hansen med at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst.

Vi takker for vores venners opbakning og engagement. Tak fordi I støtter Israelsmissionen i at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – i Ungarn, Rusland, USA, Israel og hvor de end måtte være.

Tak for et velsignet årsmøde!

Evangelisten og teologen blev fejret

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Arbejdet i Danmark.

Fredag den 21. marts mødte ca. 80 mennesker frem på TORVET for at fejre Kai Kjær-Hansen i anledningen af, at han stopper som formand for Israelsmissionen efter 17 år på posten. Begivenheden blev også brugt til at markere, hvad Kai Kjær-Hansen ellers har bidraget med til dansk kirkeliv.

Jørn Henrik Olsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet, fortalte om, hvordan han som ung knægt blev belønnet af Kai med mønter fra en udgravning i Israel for at kunne Bibelens bøger udenad. Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pouls Kirke i Århus og Asger Højlund, professor, teol.dr.

ved Menighedsfakultetet, fortalte om hvordan det var at være de første studerende under den første timeansatte lærer ved Menighedsfakultetet. De fortalte begge om en ung lærer, som ikke sprang over hvor gærdet var lavest, men udfordrede de studerende ved at præsentere dem for flere muligheder, og dermed fik dem til at argumentere og tage stilling.

Kontroverserne der har været blev heller ikke ignoreret. Peter Legarth, professor, teol.dr. ved Menighedsfakultetet, var i en kort tid kollega med Kai Kjær-Hansen, men da der opstod en strid omkring synet på kvindelige præster mellem Kai og bestyrelsen besluttede han som bekendt at forlade sin stilling. ”Jeg er stolt af dig, Kai,” fortalte Peter Legarth. ”Du udnyttede ikke situationen til at score en masse billige point, for det kunne du sagtens have gjort.” Det blev mødt med stor applaus fra tilhørerne.

Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, havde sendt en videohilsen, da han ikke kunne være til stede. Her indrømmede han, at han ikke først og fremmest tænkte på Kai som hverken formand for Israelsmissionen eller redaktør af avisen, men som ”teologen der også er evangelist – eller som evangelisten der også er teolog. I den her verden er der teologer nok, der holder foredrag om mission. Og der er også evangelister nok, som kan nogle teologiske overskrifter, men du er et af de mennesker, som gør begge dele og har gjort det gennem et langt liv. Det er måske i virkeligheden også derfor du har arbejdet med Israelsmission, for lige præcis i Israelsmission er man tvunget til at gøre begge dele.”

Der var også hilsner fra Lausanne-netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, hvor bl.a. Susan Perlman fra Jews for Jesus sagde: ”Jeg tænker på dig, som et af det jødiske folks bedste venner, for du bekymrer dig om jødernes evige frelse og ønsker at se dem komme til tro på Messias.”

Morten Hørning, lektor ved Menighedsfakultetet, havde sendt en skriftlig hilsen, som blev læst op af hans kone, Jeanette. Her blev der givet udtryk for, at Kai var god til at spørge om hjælp fra teologistuderende, og at Mortens erfaring var, at når man gav Kai hjælp, blev man altid bedre selv. Således hjalp Morten Kai med at læse korrektur på krydshenvisningerne i 1992-oversættelsen af Bibelen.

Hovedpersonen selv afsluttede med at bekende, at han egentligt i udgangspunktet havde været modstander af dagens markering, men at han nu – i bagklogskabens klare lys – var taknemmelig over, at medarbejderne på sekretariatet havde fået deres vilje.

Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 13. februar 2014. Bogført i Antisemitisme.

Det spørgsmål fik jeg ikke svar på, da jeg besøgte familien Chievitz i Silkeborg. Men mødet med dem en dag i juleferien gav mig en større indsigt i, hvordan det er at være jøde og israeler i Danmark i dag.

Bodil Skjøtt; 28. januar 2013

Jeg blev igen mindet om, hvor svært det er at skelne mellem anti-israelisme og antisemitisme, og hvor glidende overgangen er. Derfor skal vi vare os for, hvilke ord og sammenligninger vi bruger, når vi taler om jøder og Israel. Og hvordan vi taler om Islam og muslimer. For ord skaber virkelighed.

”Jeg har altid været meget bevidst om, hvilken skole og hvilke fritidsaktiviteter jeg sendte mine piger til. Måske har jeg beskyttet dem for meget, men jeg har hele tiden tænkt på den historie, som har fulgt mit folk. Hitler var jo ikke den første og nok heller ikke den sidste.” Sådan siger Ela, der er mor til Emily (19) og Camilla (17), er jøde og israeler og bosat i Danmark siden 1992. I dag er hun socialrådgiver i Silkeborg Kommune. Hun er gift med Henrik, der også er socialrådgiver. Begge er de aktive debattører og bloggere. ”Det forskrækker os, når vi ser nazistiske symboler og slogans genanvendt mod jøder i dag. Nu ikke af tyskere, men af folk, som især kommer fra det muslimske miljø og også i Danmark. Uanset hvad man måtte mene om situationen i Mellemøsten – og her danner man alt for ofte sin mening uden at kende de faktuelle omstændigheder – bliver det aldrig legitimt at gøre jøder i Danmark ansvarlige for de beslutninger israelske politikere træffer.”

Er det provokerende at være jødisk?
”Hvorfor skal det kaldes en provokation at gå med jødestjerne eller kalot i København, som om jøder på Nørrebro, der udsættes for chikane, selv er ude om det?” spørger Emily, der efter gymnasiet har arbejdet et halvt år og er på vej til Israel her i foråret. Hun er vokset op i Silkeborg med en israelsk mor og en dansk far. Hun har fejret både Hanukka og jul, Pesach og påske, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun er. Hun er jøde, og det var da hun som teenager traf den beslutning, at tingene faldt på plads for hende. ”Det er min identitet”, siger hun, ”selv om det måske havde været lettere bare at sige, at jeg er dansker. Det har først og fremmest med kultur og ikke med religion at gøre. Det er et tilhørsforhold til min mors familie og min mors folk.” Det har ind imellem kostet – også i Silkeborg. Som da hun engang i forbindelse med krigshandlinger i Israel fik en sms, hvor der stod: ”Fuck hjem med dig, din klamme danske jøde.” ”Det som gjorde mest ondt var, at det måtte være en af mine venner, der sendte beskeden, for jeg har hemmeligt nummer,” siger Emily.

Men der er også positive oplevelser forbundet med at være jøde i Danmark og have jødiske traditioner, mener Camilla på 17. ”Selvom vores familie ikke er religiøse, fejrer vi sabbat. Når jeg har venner med hjem, synes de det har været spændende at være med til. Måske fordi vores traditioner giver os nogle rammer og rødder, som mange danskere ikke har.”

En mors bekymring
”Jeg har nu boet i Danmark i 20, og det er et godt sted at bo. Men jeg vil altid en være en jøde fra Israel. Også selv om mine forældre immigrerede til Israel fra Indien, før jeg blev født,” siger Ela. ”Jeg har været bange for, hvordan mine børn ville reagere, når de i skolen lærte om 2. verdenskrig, og jeg bliver aldrig færdig med at fundere over, hvor antisemitismen kommer fra. Er vi jøder da så slemme, som historien har fortalt, at det kan forklare alt det onde, som er sket os? Mine piger er nu så store, at jeg ikke kan beskytte dem ved at sende dem til den rigtige skole eller vælge venner for dem. Det som Hitler gjorde, kan ikke sammenlignes med andet. Men jeg tror noget tilsvarende kan ske igen. Når der er krise i et samfund peger pilen let på os jøder.”

”Derfor skal vi tale om det, så vi bliver bevidste om, at det kan ske igen” siger Henrik. På overraskende måde er Henriks egen historie også et kapitel i negativ særbehandling af jøder. Efter at han har mødt Ela, har han fundet ud af at hans egen familie, Chievitz, stammer fra Polen. I 1600-tallet flygtede de til Sverige på grund af jødeforfølgelser. Siden immigrerede familien til Danmark. … Men først efter at de havde ladet sig døbe! Ellers fik man som jøde ikke indrejsetilladelse til Danmark – dengang.