Begivenhederne i Europa vidner om, at det, der er blevet betegnet som den ”nye antisemitisme” lever i bedste velgående. Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, giver i dette interview med israel.dk perspektiv på sommerens begivenheder i Europa. Cecilie Banke
”Israel er blevet til jøden blandt nationerne. Det som jøderne før i tiden blev udsat for på et personligt niveau, bliver Israel nu udsat for som stat. Den ”nye antisemitisme” defineres ved, at den er relateret til staten Israel,” fortæller Cecilie Banke. Det har medført, at alle jøder – uanset hvor i verden de bor – holdes ansvarlig for den israelske regerings politik.
”Antisemitismen kan betragtes som en modreaktion, der opstod i kølvandet på krigen mod terror,” forklarer hun. Israel er for nogen blevet synonymt med det vestlige paradigme i krigen mod terror. Alt det som vesten har iværksat i fx Afghanistan og Irak krystalliserer sig bl.a. i et had fra dele af den arabiske verden mod Israel.
Forståelse for bekymringen
Cecilie Banke udtrykker også en vis forståelse for, at det jødiske samfund i Europa er bekymret: ”Ind i mellem møder jeg den påstand, at hvis ikke staten Israel fandtes, var der heller ikke antisemitisme. På den måde bliver antisemitismen jødernes egen skyld,” fortæller hun. ”Der er et ræsonnement, som siger, at når mennesker bliver så følelsesmæssigt engagerede i denne konflikt, så må vi have fjernet antisemitismen. Skal antisemitismen fjernes, så skal Israel fjernes. På den måde kan jeg godt forstå, hvis det jødiske samfund råber vagt i gevær, for problemet handler reelt om noget andet og mere end Israel”, slutter hun.
Fundamentet er ”Aldrig igen”
På spørgsmålet om hvorvidt det politiske klima i Europa er blevet mere antisemitisk, svarer Cecilie Banke: ”Europæiske politikere har lige siden efterkrigstiden gjort meget for at imødegå antisemitisme og et nyt Holocaust. Hele det europæiske projekt er nærmest bygget på fundamentet: ”Aldrig igen.” Majoriteten i Europaparlamentet er stadig er politikere, som kæmper imod antisemitisme, og de som er blevet valgt ind med antisemitiske holdninger, tilhører en politisk marginal.
Alligevel er hun ikke blind for det faktum, at partierne med en antisemitisk dagsorden nu er parlamentarisk repræsenteret: ”Normaltilstanden kan naturligvis godt rykke sig,” siger hun. ”Den dominerende politiske kultur er stadigvæk ”Aldrig igen”, men den er udfordret, og det bliver en form for blåstempling af antisemitiske synspunkter, når repræsentanter for dem vælges til parlamentet. Men sådan er demokratiet. I Danmark har vi en meget liberal tilgang til hate speech, og det er f.eks. ikke ulovligt at benægte Holocaust. I den forstand tror vi mere på oplysning og ytringsfrihed end på forbud,” slutter hun.
Statistik er ikke alt
De statistiske data om antisemitiske hændelser i Europa er ifølge Cecilie Banke for usikre til at man kan fastslå en øget forekomst. Indsamlingen er for varieret og dagsordenerne er mange. ”Men jeg vil rigtig gerne lytte til den bekymring, der er i de jødiske samfund,” pointerer hun.
Du kan læse mere om begivenhederne i Europa hen over sommeren 2014 her.
