Begivenhederne i Europa vidner om, at det, der er blevet betegnet som den ”nye antisemitisme” lever i bedste velgående. Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, giver i dette interview med israel.dk perspektiv på sommerens begivenheder i Europa. Cecilie Banke
”Israel er blevet til jøden blandt nationerne. Det som jøderne før i tiden blev udsat for på et personligt niveau, bliver Israel nu udsat for som stat. Den ”nye antisemitisme” defineres ved, at den er relateret til staten Israel,” fortæller Cecilie Banke. Det har medført, at alle jøder – uanset hvor i verden de bor – holdes ansvarlig for den israelske regerings politik.
”Antisemitismen kan betragtes som en modreaktion, der opstod i kølvandet på krigen mod terror,” forklarer hun. Israel er for nogen blevet synonymt med det vestlige paradigme i krigen mod terror. Alt det som vesten har iværksat i fx Afghanistan og Irak krystalliserer sig bl.a. i et had fra dele af den arabiske verden mod Israel.
Forståelse for bekymringen
Cecilie Banke udtrykker også en vis forståelse for, at det jødiske samfund i Europa er bekymret: ”Ind i mellem møder jeg den påstand, at hvis ikke staten Israel fandtes, var der heller ikke antisemitisme. På den måde bliver antisemitismen jødernes egen skyld,” fortæller hun. ”Der er et ræsonnement, som siger, at når mennesker bliver så følelsesmæssigt engagerede i denne konflikt, så må vi have fjernet antisemitismen. Skal antisemitismen fjernes, så skal Israel fjernes. På den måde kan jeg godt forstå, hvis det jødiske samfund råber vagt i gevær, for problemet handler reelt om noget andet og mere end Israel”, slutter hun.
Fundamentet er ”Aldrig igen”
På spørgsmålet om hvorvidt det politiske klima i Europa er blevet mere antisemitisk, svarer Cecilie Banke: ”Europæiske politikere har lige siden efterkrigstiden gjort meget for at imødegå antisemitisme og et nyt Holocaust. Hele det europæiske projekt er nærmest bygget på fundamentet: ”Aldrig igen.” Majoriteten i Europaparlamentet er stadig er politikere, som kæmper imod antisemitisme, og de som er blevet valgt ind med antisemitiske holdninger, tilhører en politisk marginal.
Alligevel er hun ikke blind for det faktum, at partierne med en antisemitisk dagsorden nu er parlamentarisk repræsenteret: ”Normaltilstanden kan naturligvis godt rykke sig,” siger hun. ”Den dominerende politiske kultur er stadigvæk ”Aldrig igen”, men den er udfordret, og det bliver en form for blåstempling af antisemitiske synspunkter, når repræsentanter for dem vælges til parlamentet. Men sådan er demokratiet. I Danmark har vi en meget liberal tilgang til hate speech, og det er f.eks. ikke ulovligt at benægte Holocaust. I den forstand tror vi mere på oplysning og ytringsfrihed end på forbud,” slutter hun.
Statistik er ikke alt
De statistiske data om antisemitiske hændelser i Europa er ifølge Cecilie Banke for usikre til at man kan fastslå en øget forekomst. Indsamlingen er for varieret og dagsordenerne er mange. ”Men jeg vil rigtig gerne lytte til den bekymring, der er i de jødiske samfund,” pointerer hun.
Du kan læse mere om begivenhederne i Europa hen over sommeren 2014 her.
”Hvornår er det, at de amerikanske jøder og de israelske jøder fortæller jøderne i Europa, at det er ved at være på tide at komme væk?”
En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.
Sådan spurgte den prominente amerikanske journalist Jeffrey Goldberg på det sociale medie Twitter tilbage i maj måned i år. Tweetet kom efter to begivenheder, som rystede ikke bare jødiske samfund i Europa, men store dele af den europæiske befolkning: Nedskydningen og drabene på fire besøgende ved det Jødiske Museum i Brussel i Belgien, samt resultatet ved valget til Europaparlamentet, hvor tre partier med en åbenlys racistisk og antisemitisk dagsorden blev valgt ind.
Disse to begivenheder samt sommerens øgede fokus på antisemitiske hændelser over hele Europa, har fået nogen til at sammenligne Europa anno 2014 med situationen i 1930erne. Deborah E. Lipstadt, amerikansk jøde, historiker og forfatter, går i rette med disse sammenligninger i en klumme i New York Times. ”Jeg har kritiseret samfundsledere som har brugt Holocaust-analogier til at sammenligne nutidige tilstande,” skriver hun og fortsætter: ”Sådanne påstande er a-historiske. De overdriver, hvad der foregår nu, og de underdriver situationen i 1939.”
Alligevel har sommerens begivenheder få hende til at tvivle: ”Jeg overvejer, om jeg måske er for optimistisk,” funderer hun.
Jeffrey Goldbergs tweet.
Fransk emigration er firdoblet
Når de franske jøder fx emigrerer til Israel bosætter mange af dem sig i de sydlige byer Ashdod og Ashkelon. De vil hellere bo mindre end to kilometer fra grænsen til Gaza med udsigt til raketter og beskyttelsesrum som en del af dagligdagen, end de vil bo i Paris’ forstæder. Det siger noget om, hvilket miljø de befinder sig i til dagligt. I første halvdel af 2014 er udvandringen af franske jøder til Israel firdoblet i forhold til 2013.
3. juli blev en synagoge i det østlige Paris stormet af anti-israelske demonstranter, og kun nogle få unge jødiske mænd fra et privat ”vagtkorps” holdt menneskemængden fra at trænge ind. Angrebet på synagogen Rue de la Roquette i Paris blev fordømt både lokalt og nationalt. Men lige lidt hjalp det. To uger efter gik unge amok i pariserforstaden Sarcelles. Her blev endnu en synagoge angrebet og forretninger ejet af jøder smadret alt imens nogle af de cirka 400 deltagere råbte ”Død over jøderne!”
De organisationer som arbejder med at registrere hadforbrydelser mod jøder melder samstemmende om en stigning i antallet af henvendelser. I Holland modtog den ledende overvåger af antisemitiske hændelser således over 70 henvendelser på bare en uge i juli måned. Normalt ligger det på mellem tre og fem.
Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen
Danmark går ikke fri
Heller ikke Danmark er gået fri. I slutningen af august måned blev Carolineskolen således udsat for hærværk og antisemitisk graffiti på murene. Om denne stigende antisemitisme i Danmark og Europa skriver Israels ambassadør, Barukh Binah i Berlingske: ” Selv kan jeg ikke undgå at mærke tendensen. Når for eksempel en privatperson fra Brønshøj skriver til mig, at jeg er en historieløs ambassadør, der ignorerer historiske kendsgerninger, fordi »hans jødiske kalot må være faldet ned over både hans øjne og ører«, kan jeg kun opfatte det som et anti-semitisk angreb. Når kujoner, der ikke tør stå frem, smadrer vinduer og skriver hadsk graffiti på en jødisk skole, er det antisemitisme på allerlaveste niveau. Det er første gang, jeg støder på den slags hetz i mit liv.”
Det stikker dybere end Gaza
Nogle mener at kunne se en sammenhæng mellem krigen i Gaza og den øgede antisemitisme i Europa. Til det siger Dieter Graumann, leder af Centralkomiteen for jøder i Tyskland til den engelske avis The Guardian: ”Disse tider er de værste siden nazisterne havde magten. På gaderne hører vi slagord som ’Jøderne skal gasses’ og ’Jøderne skal brændes’ – det har vi ikke hørt i Tyskland i årtier,” fortæller han og fortsætter: ”Dem der råber sådan, kritiserer jo ikke Israels politik – det er ren og skær had mod jøderne. Intet andet. Og det er ikke bare et tysk fænomen.”
Den samme analyse går igen hos dem som overvåger situationen i Frankrig. Roger Cukierman er præsident for Crif pointerer: ”I Paris’ gader råber de jo ikke ”Død over israelere”. De råber ”Død over jøderne”. Det stikker langt dybere end blot krigen i Gaza.”
Den pointe understreges af tragedien på det Jødiske Museum i Brussel samt resultatet af det seneste valg til Europaparlamentet, hvor højrenationalistiske partier i flere lande gik markant frem – heriblandt Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn, som begge er berygtet for åbenlys racisme og antisemitisme.
En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube
Et argument for Israels nødvendighed
Den stigende antisemitisme i Europas gader bliver på forunderlig vis samtidig et argument for, at der er brug for staten Israel – for hvor kan jøder ellers føle sig sikre?
”Der er dem, der vil have os til at tro, at det vi er vidne til i Europas storbyer er frustration over Israels Operation Protective Edge [i Gaza],” fortæller Jordan Chandler Hirsch, skribent på magasinet ”Tablet”, et online magasin med nyheder, idéer og kultur fra den jødiske verden, og fortsætter: ”Fordi – for nu at låne et udtryk fra Hamas – det åbenbart er ”en naturlig respons” på konflikten i Mellemøsten at smide brandbomber ind i europæiske synagoger. Israels operation i Gaza er ikke skyld i rodfæstede fordomme mod jøder – konflikten afslører dem. Og bagved alt dette had gemmer sig staten Israels nødvendighed,” slutter han.
Statistik er ikke alt
For journalisten Jeffrey Goldberg er det tid for Europas jøder at komme væk. For andre er det mindre dramatisk. Julia Pascoe, daglig leder af Jews for Jesus i London skriver i en mail: ”For at være ærlig, så har jeg hverken oplevet eller været vidne til noget ekstraordinært siden krigen brød ud.” Hun lyder næsten undskyldende. I et interview andet sted her på hjemmesiden, kan man læse om Bent Lexner, som altid går med sin kalot synligt, og som aldrig har oplevet noget ubehageligt – snarere tværtimod. Jean-Paul Rempp, ansat i Christian Witness to Israel i Frankrig, skriver også i en mail, at der naturligvis har været voldsomme episoder hen over sommeren. ”Men når det er sagt, så har der jo ikke været ”progromer” – et ord som nogle gange misbruges af visse medier. Situationen er stilnet af og de franske myndigheder er eksemplariske i deres beskyttelse af de jødiske samfund, og tolererer på ingen måder antisemitiske handlinger.” Det er også en del af billedet.
Deborah E. Lipstadt fortæller i sin klumme en gammel jødiske vittighed: Hvad er definitionen på et jødisk telegram? ”Begynd at bekymre dig. Detaljer følger.” Hun slutter klummen af med ordene: ”Telegrammet er ankommet. Jøderne er bekymrede. Det er tid til at de, som sætter pris på et frit, demokratisk, åbent, multikulturelt og oplyst samfund gør det samme. Dette er ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.”
Cecilie Banke, forsker i folkedrab ved Institut for Internationale Studier, har givet et interview til israel.dk, hvor hun fortæller om “den nye antisemitisme”. Læs interviewet her.
Ved årsmødet og Israelsstævnet den 22. marts i år satte vi fokus på Israelsmission uden for staten Israels grænser. Fokus var især på Tyskland, men også andre steder i Europa. Med et navn som Den Danske Israelsmission er det forståeligt, hvorfor vi ofte bliver opfattet som et missionsselskab, der udelukkende arbejder i Israel. Langt størstedelen af vores arbejde er da også i Israel i dag, men sådan har det ikke altid været. Af gode grunde. For selv om Den Danske Israelsmission er yngre end sine norske, svenske, tyske og engelske søsterorgansationer, kan vi næste år fejre 135 års fødselsdag.
Bodil F. Skjøtt, generalsekretær, d. 28. marts 2014.
Dermed er Israelsmissionen et af de ældste danske missionsselskaber, og i 1885 var Israel lig med det jødiske folk. Vi hedder Israelsmissionen, fordi vores formål er at dele evangeliet om jøden Jesus med hans eget folk, Israel. Og skulle man dét i 1885 og årene derefter, var det mest oplagt at arbejde i Østeuropa, hvilket Israelsmissionen da også gjorde. Først ved at støtte andre selskaber økonomisk og siden ved selv at sende missionærer og danne menigheder i Østeuropa. Det arbejde blev standset af Hitlers magtovertagelse og 2. verdenskrigs udbrud. Da krigen var forbi, var 6 millioner jøder dræbt og de jødiske samfund i Europa næsten udryddet. Alene af den grund var det ikke muligt at genoptage arbejdet i Europa.
Men for mange europæiske israelsmissioner kom der snart andre grunde til ikke at være i mission til det jødiske folk. I lyset af den rolle kirken havde spillet – eller ikke spillet – under nazisterne, var tiden til nybesindelse, mente man. Det er den historie Aksel Torm har fortalt i bogen Israelsmission og Israels mission, med undertitlen Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Konsekvensen af Holocaust blev, at det ene europæiske israelsmissionsselskab efter det andet blev nedlagt. Mission blev erstattet med dialog – ikke som et redskab i mission, men som et mål i sig selv. Torm fortæller om denne holdning i sin bog: ”Kristne kan ikke vende tilbage til tiden før Auschwitz … Israel og kirken er to udtryksformer for det ene Guds folk. Når begge tilhører det ene Guds folk, kan ingen af dem missionere over for den anden part… Israelsmission er en vildfarelse.”
Denne holdning blev ikke delt af Torm selv – og ej heller af alle israelsmissioner i Europa – heldigvis. Det fik vi understreget gennem vores årsmødegæster, Armin Bachor, som er leder af den tyske Israelsmission, Evangeliumsdienst für Israel (EDI) og Avi Snyder, som koordinerer Jews for Jesus’ arbejde i Europa og selv bor i Ungarn. En vigtig brik i EDIs arbejde i dag er at støtte og udruste messianske menigheder i Tyskland.
Der er i dag mere end 10 messianske menigheder alene i Tyskland. De er en konkret udfordring til os om, at israelsmission igen i dag kan og må finde sted i Europa. Organisationen Beit Sar Shalom har også konkret udfordret os til at sende volontører til deres center i Berlin.
Når anklagen kommer om at jødemission er en måde at færdiggøre Hitlers arbejde, nemlig at udrydde det jødiske folk – og den anklage kommer – er Avi Snyder, der selv er jøde med baggrund i Rusland, meget klar i mælet: Det jødiske har mødt stor antisemitisme ikke mindst i Europa. At forholde dem evangeliet om jøden Jesus og frelsen i ham vil være endnu mere antisemitisk. Det vil være at tage livet fra dem, nemlig det liv som kendskabet til og troen på Jesus giver adgang til.
Avi Snyder har taget initiativ til kampagnen ”Liv af døde”. I de europæiske byer, hvor flest jøder mistede livet under Holocaust, rækker Jesus-troende jøder i dag ud til de jøder, som har fundet tilbage til disse byer med et budskab om det liv, de selv har fundet gennem troen på jøden Jesus. Og de inviterer os til at være med. Sidste sommer sendte vi volontører til kampagnen i Budapest og Moskva. I sommeren 2014 kan man være med i både Berlin, Budapest og Moskva. Israelsmission er ikke begrænset til Israel. Det finder også sted i Europa.
Det er en grænseløs mission, der handler om grænseløs nåde.
Tilråbene fra menneskemængden: ”Hitler kommer og tager jer!” – eller blot gentagne tilråb: ”Hitler! Hitler! Hitler!” ledsaget af nazihilsen og hvislende imitationer af gas fra de kamre, som slog millioner af jøder ihjel. Scenerne er ikke fra 30’ernes Tyskland, men finder sted på et fodboldstadion i det nordlige London anno 2012.
Arne Pedersen; 28. januar 2013
De to engelske fodboldklubber Tottenham Hotspur og West Ham United tørner sammen i Premier League til en ganske almindelig fodboldkamp. Tottenham – eller blot Spurs – har et historisk tilknytningsforhold til det jødiske samfund i London, og de oplever ofte at blive udsat for antisemitiske tilråb som ovenstående. Eller det, der er værre. Ugen før kampen mod West Ham spillede Spurs international klubkamp mod det italienske hold Lazio, som historisk set har tilknytning til højrefløjsmiljøet i Rom. Inden kampen angreb 50 maskerede hooligans den pub, hvor Spurs’ fans holdt til inden kampen. De engelske fans blev overfaldet med brosten, jernrør og knive. To fans blev stukket ned, og en af dem svævede længe mellem liv og død.
Motivet var antisemitisk. De to ofre var ikke jøder, men deres relation til en fodboldklub med en bestemt historie var nok.
Også andre steder i Europa er fodboldmiljøet præget af antisemitisme. I Holland oplever fodboldklubben Ajax Amsterdam også antisemitiske tilråb som f.eks. ”Hamas, Hamas – jews to the gas!” (Hamas, Hamas – jøderne skal gasses!). Ajax har – ligesom Tottenham – en historisk relation til det jødiske samfund i byen. I de østeuropæiske ligaer er problemet også ganske stort – faktisk så stort, at flere fandt det meget kritisabelt, at det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, havde henlagt sommerens slutrunde for Europamesterskaberne i fodbold til Polen og Ukraine. Et enkelt eksempel er den polske by Krakow, hvor to rivaliserende fodboldklubber udkæmper ekstreme slag – både på og uden for banen – og hvor antisemitisme og racisme hver gang bryder ud i lys lue.
En god jøde… Fodboldens mikrokosmos er et symptom på en generel stigning af antisemitiske episoder overalt i Europa i 2012. Frankrig oplevede i oktober måned, at antisemitismen også brød ud på det sociale medie Twitter, da flere skrevne indlæg med signaturen ”#UnBonJuif” (en god jøde) begyndte at brede sig. En signatur på Twitter – eller et ”hashtag”, som det kaldes – er et slags kendemærke, man kan bruge, når man vil relatere sit indlæg til et bestemt emne. Fænomenet blev så stort i midten af oktober, at det var det tredje mest brugte ”hashtag” på Twitter i Frankrig, hvilket fik den store franske avis Le Monde til at kalde indlæggene for ”en konkurrence i antisemitiske jokes”. Det sjove er dog til at overse, når der imellem posteringerne er udtrykt stærke antisemitiske holdninger, f.eks. ”En god jøde er en død jøde” eller den omtalte signatur sammen med billeder fra koncentrationslejre.
Norden Danske og andre nordiske jøder går heller ikke fri af den øgede antisemitisme. Synagogen i Sveriges tredjestørste by, Malmø, blev i september 2012 udsat for et attentat, og generelt er jøderne i byen trængte gennem flere års chikane. I december var både den israelske ambassadør i Danmark og Mosaisk Trossamfund ude at advare danske jøder mod at bære synlige jødiske symboler som kalot og davidsstjerne og mod at tale højlydt hebraisk. Det har fået menneskerettighedscenteret ”Simon Wiesenthal Center” til at udstede et rejseadvarsel til jøder, som ønsker at besøge Danmark. Den øgede trussel mod de jødiske samfund i Norden fik i 2011 den konsekvens, at man oprettede NJSC – ”Nordic Jewish Security Council” – en sikkerhedsorganisation, som bl.a. var til stor hjælp for samfundet i Malmø efter bombeattentatet der.
Hvorfor? Cecilie Banke, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, fortæller til P1, at da den nye antisemitisme kom på dagsordenen i Europa, blev mange politikere chokerede over, at man kun 60 år efter Holocaust igen oplevede en bølge af ny antisemitisme i Europa. Om grunden til den øgede antisemitisme siger hun: ”Man er ikke kommet frem til en ensartet konklusion på fænomenet, fordi der er så mange tendenser. Den seneste tendens er at påstå, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise, som satte ind i 2008, og så øget antisemitisme – altså at jøder i Europa bliver holdt ansvarlige for den økonomiske krise. Og det er der tilsyneladende noget, der peger en lille smule på.” Cecilie Banke konkluderer altså, at der nogle steder i Europa er en tendens til at holde jøder ansvarlig for den økonomiske krise. Hun peger også på udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor den første bølge af antisemitisme kom efter den anden intifada i 2000, og hun påpeger en klar sammenhæng mellem øget konflikt mellem Israel/ Palæstina og antisemitiske episoder i Europa.
De to problemstillinger, som Cecilie Banke knytter antisemitismen til ved, er der så vidt vides ikke nogle umiddelbare løsninger på, og der er derfor grund til at tro, at vi står over for præcis de samme udfordringer i 2013 mht. grundlaget for den øgede antisemitisme i Europa. I Israelsmissionen ønsker vi ikke at tale konflikten op eller råbe ”Ulven kommer”, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet. Vi i Israelsmissionen føler i denne sammenhæng et særligt ansvar i forhold til det jødiske folk.
