Skip to main content

Tag: forsoning

Syriske flygtninge giver perspektiv på forsoning

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Messianske jøder og palæstinensiske kristne var samlet til en forsoningskonference i Athen, for at lytte til hinanden i håbet om at kunne opbygge tættere relationer. Jamie Cowen, messiansk jøde, oplevede, hvordan teorien omkring forsoning blev omsat til konkrete handlinger, da de to parter fandt et fælles tredje ved at samarbejde om diakonalt arbejde for trængende syriske familier.

Jamie Cowen og omkring 12 andre deltagere fra konferencen samledes en eftermiddag uden for konferencens officielle program for at møde og hjælpe nogle af de mange syriske familier, som gennem årene har oversvømmet Grækenlands kyster. Ledt af en palæstinensisk præst, der har opstartet et missionsarbejde blandt syrerne i Athen, blev de delt op i mindre grupper, og sendt ud til forskellige familier.

Fælles om at møde familien
Jamie Cowen og hans gruppe ankom til en lille tætpakket lejlighed. Her sad familien samlet – kvinderne klædt i sort – og spiste. De blevet ledt ind i et andet rum af familiens far, som nogle måneder tidligere var blevet en kristen. Det var hans familie imidlertid ikke, og da muslimske naboer var på besøg, ville han snakke med dem privat, indtil de tog hjem.

”Vi introducerede os selv som messianske jøder og palæstinensiske kristne fra Israel, der, i stedet for at se Syrien som en fjende, bad for syrerne,” fortæller Jamie Cowen.

Faderen delte sin og familiens rørende fortælling om deres rejse gennem de seneste år. Efter mange prøvelser og lidelser i både Syrien og Tyrkiet, var de endt i Grækenland.

Elsk din fjende
Faderen kom til tro gennem et bibelstudie organiseret af den palæstinensiske præst, som også havde arrangeret besøget. Her blev det klart for ham, at der er en radikal forskel på islam og kristendom, især i Jesu lære om ”at elske sin fjende”. Efterfølgende begyndte han at stole på Gud.

Da naboerne var taget hjem, sluttede resten af familien sig til gruppen. De kendte til hans nye tro, men lyttede stadig opmærksomt på hans fortælling. Afsluttende fik gruppen lov til at bede for familien. Jamie Cowen beskriver, hvor stærk denne situation var:

”Her sad vi: et par messianske jøder og en palæstinensisk kristen præst fra Israel og bad for denne familie med konen, der var fuldt iklædt muslimsk sort. Vi bad om velsignelse, fremgang, håb og trøst, en fremtid og at Gud ville finde deres savnede søn.”

Guds kærlighed handler om at skabe bro
Da gruppen samledes med resten af konferencedeltagerne, havde andre meget lignende historier at dele.

“Dette er, hvad Guds kærlighed handler om: at skabe bro på tværs af politiske og regionale forskelle ved at lytte til hinanden, arbejde sammen og elske hinanden,” udtrykker Jamie Cowen.

Han vil sammen med sin kone fortsat dedikere sig selv til at skabe tættere relationer til deres arabiske brødre og søstre. De har intentioner om at hjælpe den palæstinensiske præst, der driver mission blandt de syriske flygtninge.

”Alt imens den amerikanske regering tager afstand fra flygtninge og den israelske regering gør livet svært for palæstinenserne, vil min familie og jeg tjene Gud,” fastslår Jamie Cowen afslutningsvist.

  Læs Jamie Cowens fulde beretning her.

Øverste billede: (C) Chad Briggs/Flickr 

Forsoning er fredens frontlinje

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

I november nåede Musalahas kvindearbejde en milepæl. Gennem ti år har en gruppe kvinder med vidt forskellige baggrunde mødtes for at dele liv og tro. De har alle været igennem Musalahas program omhandlende forsoning, og er fortsat blevet ved med at mødes på trods af vanskeligheder og til tider store personlige ofre. For at fejre dette, var de samlet til en jubilæumsweekend på et retrætecenter.

Forsoningens forskellige stadier
Kvinderne brugte retræteweekenden til at reflektere over, hvad de havde lært af Musalahas arbejde. Det var især forsoningens seks stadier, der blev sat fokus på. Gennem forskellige interaktive bønnestationer blev der skabt plads til, at de kunne se tilbage på den rejse, de havde foretaget sammen.

Et af stadierne, der handler om at åbne op, var et smertefuldt stadie for mange. Flere af kvinderne oplevede, at de blev krænket af andres fortællinger, og var derfor nødt til at lære at tilgive hinanden. Her brugte de støvede skarpe sten til at repræsentere dem, der havde udgjort krænkelserne. Efter at have reflekteret over smerten, placerede de stenene i rent vand. Det var en handling henimod at tilgive. En af kvinderne i gruppen fortæller:

”Vi har alle smerte i vores liv, der er forårsaget af venner, familie og fællesskaber, og vi har alle brug for at bearbejde det. Jesus giver os redskaberne, vi behøver. Jeg ser det ikke som en valgmulighed, men som noget, der er os pålagt.”

Budskabet må gives videre
Forsoningens sidste stadie går ud på at give budskabet videre. Den sidste bønnestation var derfor fyldt med papir og konvolutter, der skulle opmuntre kvinderne til at tage kontakt til tætte relationer i deres omgangskreds, og sprede forsoningens glæde. En anden af kvinderne udtrykte, hvordan hun oplever en nød for at dele ud af hendes erfaringer:

”Vi samledes denne weekend for at styrkes som en gruppe, og for at fokusere på næste generation. Vi må give den visdom vi har fået betroet af Gud videre til vores døtre. Ellers ender det hele ved os, og så har det ikke været til megen nytte. Det har påvirket mit og andre kvinders liv, men det har ikke påvirket hele landet endnu. Jeg vil ikke acceptere, at dette bliver fortællingens slutning.”

Hedva Haymov, der er koordinator for Musalahas kvindearbejde, reflekterer ligeledes over Musalahas ansvar som organisation: ”Vi er en bevægelse af kvinder, af mødre og af medlemmer af lokalsamfund. Vi må ikke lade det vi har lært ende ved os. Det er vores ansvar at videregive erfaring og viden til næste generation, og det er vi fast besluttede på at gøre.”

Bønnen bærer
”Det er ikke let at leve i midten af konflikten” fortæller en tredje af kvinderne i gruppen. Hun har kendt til Musalahas arbejde siden dets begyndelse. Gennem ørkenture mærkede hun, hvordan hendes hjerte længtes efter fællesskab med hendes brødre og søstre i Jesus. At tage del i kvindearbejdet har betydet meget ind i hendes liv, og hun oplever specielt, hvordan bønnen er afgørende for deres kamp:

”Vi står ved frontlinjen i krigen for fred her. Vi har brug for at vores brødre og søstre verden over beder for os. Det er til stor opmuntring for os.”

  Øverste billede: (C) Musalaha

Det er udfordrende at lytte til hinanden

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Hedva Haymov, kvindekoordinator i Musalaha

I september tilbragte 28 palæstinensiske og israelske kvinder en weekend sammen, for at lære om hinandens forståelse af tidligere historiske begivenheder. Vi præsenterede den israelske forståelse og den palæstinensiske forståelse til en blandet gruppe kvinder, der gennem to år regelmæssigt har mødtes. Kvinderne har etableret deres forhold, blevet tættere og de var nu klar til at høre svære sandheder og andre perspektiver end deres egne.

Grace, der præsenterede den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder, fortalte om hvordan nøglen er et symbol for palæstinenserne. Den bruges som en påmindelse for folket om, at de har et håb om at vende tilbage til de hjem, som de mistede under oprettelsen af staten Israel. Jeg præsenterede den israelske forståelse, der indeholder folket Israels længsel gennem 2000 år efter at vende tilbage til Zion, det land de var blevet forvist fra. Ingen af os holdt igen under de svære dele af vores fortællinger. Grace fortalte kvinderne om befolkningsstatistikken i Palæstina fra 1936 (97 % palæstinensere og 2 % jøder) til 1948 (67 % palæstinensere og 33 % jøder) og om den mængde land der engang tilhørte Palæstina, som nu næsten udelukkende kontrolleres af Israel. Jeg var ikke sikker på, hvor grafisk jeg skulle være i min beskrivelse af jødeforfølgelserne i Europa og de oplevelser jøderne havde under 2. verdenskrig, men jeg fortalte om rædslerne så detaljeret, som jeg troede, gruppen kunne håndtere.

Den forståelse, som Grace delte, afspejlede mange af de palæstinensiske kvinders families historier og personlige historier. Det er ikke svært at forestille sig det ubehag, denne forståelse giver israelere, der ofte tvivler på dens sandfærdighed. Normalt udløser det en defensiv adfærd; denne forståelse er svær at acceptere, når den først høres, da den ikke undervises om i det israelske skolesystem. Men for dem der arbejder for forsoning, er der en villighed til at lytte og prøve på at forstå hinanden. Efter Graces’ præsentation delte en israelsk deltager sin historie:

“Det var svært for mig at lytte til den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder – og det overraskede mig. Jeg kender en del af fortællingen, men at høre den beskrevet i dag var svært for mig. Jeg havde næsten lyst til at skrige. Men efter du præsenterede den israelske forståelse og forklarede hvorfor jøderne lever i landet og forbandt det så tæt til bibelen, blev jeg roligere og følte, at jeg blev hørt.”

Når de palæstinensiske kvinder lyttede til de israelske kvinders fortælling, var de mindre defensive, da de har hørt den gennem hele deres liv. Palæstinensere fra det nordlige Israel taler hebraisk og mange har været igennem det israelske skolesystem, og blandet sig frit med israelske jøder. De er mere bekendte med nutidens israelske identitet. Vi ser ofte, at sådanne palæstinensiske deltagere der bor i Israel ikke kender nok til deres eget folks forståelse af fortiden. En palæstinensisk deltager fra Nazareth udtrykker:

“Jeg følte så megen smerte i dag. Jeg er glad for, at jeg hørte den palæstinensiske fortælling. Jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem israelere der ikke accepterer mig fordi jeg er palæstinenser, og palæstinensere der ikke accepterer mig fordi jeg bor blandt israelere. Da jeg er opvokset i Israel, blev jeg lært den israelske forståelse, og jeg kender den godt. Dette er første gang, jeg har hørt den palæstinensiske forståelse blive præsenteret så klart. Det var meget smertefuldt at lytte til.”

Da det var tid at tage hjem, bøjede kvinderne knæene og vi bad alle sammen for vores børn. Vi bad om at de må blive bevaret fra verdens løgne og de fortællinger, der adskiller dem. Det var en stor oplevelse for gruppen at træde ind i denne udfordrende fase af forsoningsprocessen.

Jeg er overbevist om, at deltagerne lærte en masse. Jeg ved, at det har været smertefuldt at høre. Jeg håber, at det overbeviser folk om at lytte til hinanden og til at skabe en ny forståelse sammen – en forståelse som respekterer og inkluderer den anden.

Denne artikel er oversat, læs den oprindelige artikel her 

Fugle uden grænser

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Musalaha arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. De arbejder blandt andet ved at at lave studiegrupper bestående af israelske kvinder og palæstinensiske kvinder. Hedva og Ronza skriver om deres seneste grupperejse til Cypern. 

Hedva Haymov og Ronza Saba, Musalaha kvindeafdeling, 09. september 2016

I august forlod 24 kvinder deres familier, for at rejse til en lille by på den tyrkiske side af Cypern.Denne location var valgt af flere grunde:

1. Det er er en kort rejse fra Israel.
2. Det er et forholdsvist neutralt område, både for israelere og palæstinensere. Begge grupper ville føle sig lige sikre eller usikre over placeringen.
3. Vi skulle krydse grænsen ind til den tyrkiske side af Cypern, og det er den første gang, at israelerne og palæstinenserne oplever at krydse en grænse sammen, og det kan sammenlignes med, den oplevelse palæstinenserne har, når de skal krydse grænsen fra Palæstina til Israel.

Vores første dag var meget hektisk. Vi var dybt taknemmelige, fordi de palæstinensiske kvinder fra Vestbredden havde fået tilladelse til at rejse igennem Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv, hvilket sker yderst sjældent. Normalt skal palæstinensere fra Vestbredden over grænsen til Jordan og flyve fra Lufthavnen i Amman, hvilket er en langt dyrere og udmattende tur.

Det var en stresset tur igennem Ben Gurion, hvor de palæstinensiske kvinder blev tjekket igennem hele tre gange. Da vi landede på Cypern, var det i stedet israelernes tur til at blive stressede, fordi de skulle tjekkes. Israelere er ikke vant til at få deres pas taget fra dem ved grænsekontrollen. Flere af kvinderne var ved at gå i panik i frygt for, at de ikke ville få deres pas tilbage.

Selvom det var en nervepirrende dag, var rejsen med til at forene os med hinanden. Vores leder sagde. ”Jeg tror, det var godt for israelerne, at opleve hvad palæstinensere går igennem, når de skal krydse grænsen”. Vi fik en indsigt og forståelse af hinandens liv igennem denne oplevelse.

Over de næste par dage kunne vi nyde fællesskabet imellem hinanden, imens vi studerede. Vi startede med at grundlægge et teologisk fundament, og ovenpå det byggede vi vores relationer, ud fra Musalahas studiemateriale: ”Bibelske principper for forsoning” og ”emotionel logik”. Igennem vores studie fandt vi veje til at arbejde med de tab, vi har oplevet i konflikten, og veje til hvordan vi kan bevæge os fremad på en støttende og konstruktiv måde. Det var en smuk proces, hvor vi fandt enhed i vores forskellighed. Vi følte os forbundet, mens vi bad for hinanden, grinede og lovsang Gud.

Under vores pauser gik kvinderne sammen langs strande og gader, samtidig med at de sang. De var iklædt T-shirts, som vi havde lavet til dem, hvor der stod ”fugle uden grænser”, for at indikere at vi kan flyve op over vores egen situation. Det betød, at vi kunne dele med andre, hvorfor vi bruger tid sammen, og hvad vi tror på.

Vi var enormt glade, for at turen var så vellykket, og vi har høje forventninger til denne gruppe. På vej hjem til et sted, hvor grænser vil begrænse os, udtrykte kvinderne interesse for at starte et kor, og på den måde række ud til vores samfund sammen. Det ville være en fantastisk måde, hvorpå kvinderne kan prise Gud. De ville i enhed glædeligt synge for Herren, synge sammen i kærlighed og i tillid til Jesus – som ”Fugle uden grænser”.

Læs mere om Musalahas arbejde på deres hjemmeside

Kan man blande olie med vand?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016

Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet.

Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det.

Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.

Forsoning koster venskaber

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Bodil Skjøtt, 5. august 2016

Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning.

Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!”

Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.”

Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv.

”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan.

I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet.

På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.

Tilgivelse er Forsoning, men Forsoning er ikke Tilgivelse

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Salim J. Munayer, Musalaha, 8. juli 2016

Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet.

For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion.

I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur.

I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet.

Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”. Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser.

Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er:

Tilgivelse er ikke:
1. En følelse
2. Forglemmelse

Tilgivelse er:
1. Handling uafhængig af modparten
2. En aktiv proces
3. Undskyldende
4. Forsoning

Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn.

I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale på Musalahas hjemmeside her.

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang.

Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.

Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.

I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.

Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund.

Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.

Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.

Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.

Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb.

Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.

Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.

Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab.

Vi har alle brug for forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Musalaha kvindegruppe på udflugt i Tel Aviv



Hedva Haymov, Musalahas kvindeafdeling, 20. maj 2016

Jeg ved godt, at man nogle gange, efter at have læst artikler fra Musalaha, kan komme til at overveje: ”Bliver folk ikke trætte af at snakke om forsoning mellem israelere og palæstinensere? Hvor mange gange kan man snakke om de forskellige perspektiver og diskutere dem?”

Forhåbentlig kan denne artikel give dig et indblik i noget af det andet, som vi laver.

Forsoning er ikke kun nødvendigt mellem israelere og palæstinensere. Det er også nødvendigt at forsone sig med sig selv, sin nabo og med Gud.

I april besøgte en gruppe på 28 kvinder en lokal menighed i den sydlige del af Tel Aviv. Denne menighed hjælper til daglig mennesker i den fattigste og mest kriminelle del af storbyen. Vi har flere gange haft grupper i Tel Aviv for at hjælpe. Vi kommer og donerer penge og tøj, serverer et varmt måltid mad, og får en ærlig samtale med dem, som sidder fast i blandt andet stoffer og prostitution.

Det er altid en øjenåbner for os kvinder at se nogle, som lever og overlever i dette hårde miljø. Når vi normalt bruger meget tid på at opbygge relationer og tale om konfliktens problemer, kan vi nemt komme til at tro, at det er på den måde, vi løser problemerne i vores samfund. Men der er mange problemer i det israelsk-palæstinensiske samfund, og konflikten er blot en af dem. Det er nødvendigt at se andre sociale sygdomme og lære af de mange udfordringer, så vi kan bidrage til at løse dem.

Da vi kom, fik vi først en introduktion til arbejdet i det sydlige Tel Aviv og en rundtur i området. Imens blev vi efterfulgt af alle mulige misbrugere og alfonser, der ville sikre sig, at vi ikke blandede os i deres anliggender. Bagefter tog vi tilbage til hovedkvarteret for at bede.

Imens vi sang og bad for dem, vi havde set på gaden, fik suppekøkkenet mere og mere travlt. Alle mulige personer kom ovenpå til vores lille møde for at kigge efter det tøj, som vi havde doneret. Imens de ledte, kunne de høre vores lovsang og vidnesbyrd både på hebraisk, arabisk og engelsk.

Et par tydeligt gravide kvinder fra området havde brugt morgenen på at hjælpe med opvasken, imens de andre uddelte mad. Da de var færdige, sendte lederen de gravide kvinder op til os. En af dem havde været i suppekøkkenet ugen før, og havde i den sammenhæng bedt om forsoning med Jesus og om frelse i hans navn. Denne gang havde hun taget tre veninder med. To af dem talte russisk, så vi oversatte og spurgte dem om, de ville bede sammen med os. Hver og en af dem bad om, at Gud ville tage imod dem og forsone sig med dem.

Efterfølgende spurgte de, om vi ville bede for deres store børn, og om at de ville blive forsonet med deres familier og selvfølgelig med Gud. Vi bad for dem på alle de tilstedeværende sprog.

Så hvorfor tager vi vores kvindegrupper med til Tel Aviv? Fordi forsoning (musalaha) ikke kun handler om, hvordan vi møder forskellige etniske og nationale grupperinger. Vi har alle brug for forsoning. Kvinderne fra Tel Aviv mindede os om, at forsoning kan ske på mange måder, og vigtigst af alt kan det ske på mange måder mellem os og Gud.

Messianske jøder og kristne palæstinensere søger forsoning på Cypern

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

I slutningen af januar mødtes 30 kristne palæstinensere og messianske jøder i Lanarca på Cypern til konference. Forsoning, teologi og fællesskab var på dagsordenen, og deltagerne er efterfølgende blevet enige om en udtalelse, som understreger deres enhed i troen på Jesus og opfordrer andre troende i Israel/Palæstina til at deltage i forsoningsinitiativer.

Det er Lausannegruppen for forsoning i Israel/Palæstina, der står bag konferencen. Denne gruppe ønsker at skabe et netværk, som med baggrund i den bredere Lausanne-bevægelse ønsker at arbejde for forsoning funderet i evangeliet om Jesus Kristus.

Lanarca-udtalelsen understreger enheden mellem kristne palæstinensere og messianske jøder i troen på Jesus, idet den opfordrer til at begge parter forpligtiger sig til at udleve denne enhed midt i en tid med konflikt og splittelse. Udtalelsen anerkender, at der er udfordrende områder og teologiske uenigheder, samt hvor der må yderligere arbejde til. Der er også forslag til konkret handling, som udtrykker håb for fremtiden – særligt for den næste generation i begge befolkningsgrupper.

Konferenceudtalelsen fremhæver de temaer og udfordringer, som påvirker forsoningsprocessen:

”I tider med spændinger og voldelig konflikt, lider relationerne alt imens mistænkeliggørelse, beskyldninger og gensidige afvisninger trives. I sådanne tider er det endnu mere vigtigt at vi, som bekræfter enheden i Kristus, opretholder etiske standarder for vores liv, som er vores kald værdigt – både hvad angår holdninger, handlinger og ord.”

Den anerkender, at ”vi har meget forskellig teologi mht. landet og også meget forskellige perspektiver på dagligdagen for alle som bor i landet – både hvad angår det sociale, politiske og økonomiske.”

Alligevel opfordres der til ”generøse, teologiske standpunkter, som giver plads til og respekterer andres holdninger, som de har fået gennem oprigtig læsning af Skriften” og til at ”stræbe efter at fastholde fællesskabet med hinanden som et vidnesbyrd for alle kristne og om Guds kærlighed til alle mennesker.”

Dr. Munther Isaac, palæstinensisk kristen siger om konferencen: ”På trods af vores forskellige standpunkter på flere områder, bekræfter vi sammen det store behov for forsoning og for enheden mellem troende på tværs af vores splittede samfund. Vores fælles tro kalder os til at lytte, respektere og udfordre hinanden på Kristus som forbillede. Den tvinger os til at være fortalere for forsoning og retfærdig fred.”

Dr. Richard Harvey, messiansk jøde, tilføjer: ”Det er vigtigt, at et statement som dette bliver læst og nærstuderet af både messianske jøder, kristne palæstinensere og andre, som beder og arbejder for forsoning i konflikten mellem Israel/Palæstina. Det er kun ved at tage Jesu’ bud om at elske vores fjender seriøst, at vi kan se forandringens kraft i hans budskab slå igennem i vores liv og samfund.”

Læs hele konferenceudtalelsen her (engelsk).


Konferencen på Cypern var støttet af Den Danske Israelsmission, og en ny konference er planlagt til januar 2017.