Skip to main content

Tag: forsoning

Vold fører til åndelig krise

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 15. februar 2016

På trods af den aktuelle usikkerhed i Israel og Palæstina mødtes 25 modige ledere fra Jerusalem og Vestbredden i Ramallah til Musalahas ledertræning, for at snakke om de konsekvenser urolighederne har for de kristne palæstinensiske teenagere. De diskuterede, hvordan teenagerne opfatter og reagerer på urolighederne, og om hvordan de som ledere kan støtte dem og hinanden.

Siden oktober har vi været udsat for en cyklus af voldelige hændelser, ofte omtalt som “Kniv-intifadaen”. Palæstinensiske 11-årige drenge og 13-årige piger er skyldige i nogle af angrebene. Mange af angrebene har særligt fundet sted omkring Jerusalem og nær bosættelser på Vestbredden. Derudover har sammenstød fundet sted mellem palæstinensere og det israelske militær i nogle af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Der er ingen udsigt til, at urolighederne vil stoppe. Flere kilder fortæller, at 17 israelere og 99 palæstinensere er omkommet, og over 100 israelere og 2000 palæstinensere er kommet til skade siden starten af oktober.

De unges frustrationer

En leder fra Jerusalem sagde: ”De unge er bange for at køre med bussen, toget og alt andet i offentligheden. Selv om de unge ikke har været vidne til angreb, er de blevet udsat for voldelige hændelser gennem de sociale medier”.

En leder fra Vestbredden måtte beklagende sige, at situationen distancerer unge fra kirken og hæmmer dem spirituelt. Han havde snakket med unge, som var begyndt at tvivle mere og mere på kirken og på Guds retfærdighed. De unge spørger: ”Hvor er Gud, midt i denne konflikt? Hvis Gud findes, ville vi ikke være i denne situation. 67 år under besættelse, hvor længe skal det blive ved?”

”Unge plejer mest at tænke på sig selv og deres egne behov, men nu er de mere bekymrede for nyhedsoverskrifterne og de forværrede politiske forhold,” bemærkede en leder fra Zababde.

”Konflikten plejede at være mellem den israelske hær og palæstinensere. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere. I dag begår israelske civile også vold i mod palæstinensere. I Jerusalem er palæstinensiske unge blevet bange for civile israelere, fordi mange israelere har tilladelse til at bære våben. De er tilmed blevet opfordret til at bære våben af den siddende regering,” tilføjede en leder fra Jerusalem.

Unge oplever konflikten gennem de sociale medier

Palæstinensiske unge bruger de sociale medier som en platform til at modtage opdateringer på den aktuelle situation og til at dele deres holdninger til urolighederne med venner og familie.

En ungdomsleder fra Betlehem sagde. ”De unge i Betlehem tør ikke at forlade deres hjem uden at have tjekket nyhederne, og spurgt om det er sikkert at tage hen til kirken,” mens en anden tilføjede: ”Denne bølge af uroligheder minder ikke om nogle af de tidligere. Had, frygt, vrede og racisme rammer mig og de unge hårdt, uden at vi behøver fysisk at forlade vores hjem. Alt hvad der skal til, er at se videoer på de sociale medier. Man skal ikke engang lede efter dem – de er der så snart man åbner facebook.”

Hvor had, frygt, vrede og racisme tidligere blev fremprovokeret af personlige oplevelser med militæret, bliver de nu fremprovokeret gennem medierne.

Adressering af problemerne

De unge er i en åndelig krise. De er fanget fysisk og følelsesmæssigt i urolighederne. De tør ikke have en almindelig hverdag, når ulykkerne rammer de gader, som de normalt går på hver eneste dag. Samtidig er mange unge bange for at blive sat i en forkert sammenhæng som terrorist af en israelsk jøde. Frygten begrænser deres – i forvejen begrænsede – bevægelsesfrihed.

Vi ungdomsledere ved at disse udfordringer skal tages op. Vi er også klar over vores indflydelsesrige rolle som voksne, og at vi kan hjælpe med at bearbejde de unges følelser på en sund og ikke-voldelig måde. Sammen søgte vi måder, hvorpå vi kan hjælpe de unge og støtte hinanden.

Ledernes forslag til hvordan de kan hjælpe de unge, vil Shadia Qubti beskrive i 2. del af artiklen, som kommer senere i foråret.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale her.

Vi må og skal tale med vores fjender

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 3. februar 2016

I midten af januar var 20 studerende fra menighedsfakultet på studietur i Israel. Turen var arrangeret af Israelsmissionen i samarbejde med Menighedsfakultetet. Under turen besøgte de studerende Betlehem, hvor Israelsmissionen havde arrangeret en debat mellem en messiansk jøde og en kristen palæstinenser.

I løbet af vores ugelange rejse mødte vi to journalister, som begge kommenterede på den aktuelle situation i Israel. Den enes bud på fred i fremtiden var, at de implementerede parter skulle sætte sig ned og tale sammen. Den anden sagde direkte, at der ikke er noget håb for fred i fremtiden. Hvortil hun tilføjede ”Jo, hvis man har tro”, men derudover gav hun ikke udtryk for nogen positive fremtidsudsigter.

Med den slags udmeldinger i baghovedet var det en tankevækkende og inspirerende oplevelse for mange af os studerende, at se en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen sidde overfor hinanden og debattere deres forskellige bibeludlægninger.

Den ene var Richard Harvey, der er messiansk jøde, og som arbejder for Jews for Jesus. Den anden var Munther Isaac, der er kristen palæstinenser bosiddende i Betlehem, hvor han for nylig er blevet ordineret til præst i den lutherske kirke.

Richard sagde noget interessant i begyndelsen af sit indledende oplæg ”You have to talk to your enemies!” (Du bliver nødt til at tale med dine fjender!). Ifølge Richard var hans messianske brødre skyldige i ikke at søge samtalen med fjenden, og alt for ofte udtale sig uden tanke på konsekvenserne for palæstinenseren på den anden side af muren.

Han udtrykte også en anke mod det jødiske folks fokus på rettighederne til landet, fremfor det ansvar som følger med disse rettigheder. Richard nævnte dette som et forkert fokus. Det jødiske folk skal stoppe med at råbe op om deres rettigheder og tage ansvar for dem, som også er i landet, for at retfærdigheden kan begynde at råde i Israel.

Richard fokuserede på dialogen under debatten. Han talte lidt om hans jødisk-messianske teologi, hvilket virkede som en bevidst prioritering fra hans side. Han ville mødes for at forsones; ikke for at trække forskellene op.

Munther talte mere om sin ”dele-land teologi”. Ifølge denne teologi er jøderne og Israel ikke udgangspunkt i Guds plan, men hele verden med et kald til mennesker om at leve i fred og lighed. Med denne bibelske udlægning rettede Munther sin klage mod det israelske folk, som han ikke ser opsøge dette kald.

Ved debattens slutning, var de enige om at problemet er stort og kan virke uløseligt. Men de var også enige om, at de som partnere på hver side af konflikten har et ansvar for at arbejde for en løsning. Richard gav et billede på konflikten: ”To børn som ikke kan finde ud af at dele et stykke legetøj ender med at ødelægge det”. Uanset om man er store- eller lillebror, skal der tages ansvar. Uanset hvilke rettigheder man mener, man har til landet, skal der tages ansvar. Uden en løsning ødelægges landet, og man ødelægger sig selv og hinanden.

Mens debatten mellem Richard og Munther skred fremad, gik det lige så stille op for os, hvor unik denne debat var. De sad der begge og udviste en imødekommende villighed mod hinanden, trods uenigheder og de mange ar deres folk har givet hinanden. De kæmpede begge med deres følelser under debatten, og flere af vores spørgsmål ville de kun svare delvist på. Det var selve mødet, der var vigtigt ikke argumenterne eller teologien.

Denne aften kunne vi erfare, at forsoning er en hård proces, og at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis med både sin teologi og sine følelser.

Jesus forsoningsdød for os, må og skal udleves i mødet og samtalen med dem vi er uenige med – og til tider betragter som vores fjender- uanset hvor umulig fred ser ud.

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

”Der er så fredfyldt her. Det er næsten som om, man må spørge sig selv, hvorfor man har lyst til at tage tilbage.” Daniel* ser nærmest trist ud gennem ruden. Han er messiansk jøde og bor til daglig i Jerusalem. Han besøgte i slutningen af oktober Danmark sammen med Noura. Hun er kristen palæstinenser og bor til daglig i Tel Aviv, hvor hun netop har taget en bachelor i lingvistik. De er begge engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Det er arabisk og betyder forsoning.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 9. december 2015

Og det er derfor de her – altså Noura og Daniel – fordi de tror på, at de som Jesus-troende må være en del løsningen på konflikten mellem de to folkeslag. Fordi de tror på, at når nu Gud har forsonet sig med dem gennem Jesus Messias, så må de også forsone sig med hinanden.

Naive grunde for at komme tilbage

”Mit svar på hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Musalaha og insistere på forsoning, kan forekomme naiv,” fortæller Noura og fortsætter: ”Men det er jo på grund af Jesus.” Men det er som om det naive søndagsskolesvar får mere vægt og fylde – bliver knapt så letkøbt – når man ved, at det er sagt af en palæstinenser, som dagligt konfronteres med ufred og konflikt på en helt anden skala end de fleste danskere.

Noura er født og opvokset i Nazareth i det nordlige Israel. Hun havde ingen kontakt med jøder eller med jødisk kultur i sin barndom. I hjemmet så man ingen israelske nyheder og havde heller ingen jødiske bekendte, så hun voksede op i en udpræget arabisk-israelsk kultur. Det var først da hun stødte på en ungdomsleder fra Musahala i sin kirke og blev inviteret med på en ungdomslejr, hun mødte andre jødiske unge. Da var Noura 14 år gammel, og hvis ikke hun havde mødt en fra Musalaha, kunne hun sagtens have gået et helt liv uden at møde nogen fra ”den anden side”.

”På disse lejre blev jeg klogere på et helt fundamentalt spørgsmål for mig,” siger Noura. ”Er det muligt både at være israeler og palæstinenser?” Hun bruger nu en del af sin sommerferie på at være leder og rådgiver på Musalahas børnelejre, som afholdes hver sommer. Børn fra hele Israel – både palæstinensiske og jødiske – mødes på lejrene for at nedbryde fordomme og lære den anden side at kende gennem leg, fællesskab og undervisning.

Ingen tænkte over, der var konflikt

For Daniel er historien nogenlunde den samme. Han voksede op i en lille jødisk landsby lidt uden for Tel Aviv. Han havde ingen interaktion med arabere, men i skolen lærte de lidt arabisk. Han syntes, det var svært, for han fik aldrig mulighed for at bruge det i praksis. Da han fik en invitation til en Musalaha-lejr, var hans første tanke, at så kunne han få øvet sit arabiske.

”Da vi var børn ville vi jo bare lege og have det sjovt. Der var der ingen, der tænkte over, at der var konflikt,” fortæller Daniel. ”Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte nogle af de dybere spørgsmål at dukke op, og jeg blev klar over, at de andre – at palæstinenserne – havde en anden version af begivenhederne end mig. De havde en anden fortælling.”

Så for første gang i sit liv måtte Daniel selv ”klappe i”, som han udtrykker det, og lytte til de andre deltageres historier. For at lære og for lytte til den smerte og sårethed, som kom til udtryk gennem dem.

Forsoning er hårdt

Både Noura og Daniel er enige i, at det er noget af det hårdeste. ”Når du fx har været på ørkentur med en ungdomsgruppe for første gang, så er du i oprigtig tvivl om, hvorvidt du vil deltage i et Musalaha-arrangement igen. For det er så hårdt,” siger Noura. En del af Musalahas arbejde er at arrangere ørkenture, hvor et lige antal unge palæstinensere og jøder tager på tur sammen i ørkenen. Her udfordres de unge på deres fordomme og fjendebilleder af ”de andre”. De lærer at se igennem stereotyperne, for at se de andre unge som det, de også er: Mennesker med drømme, håb og længsler ligesom dem selv.

Noura fortsætter: ”Det er ikke altid pænt og fredeligt, men vi bliver nødt til at gøre dette. Vi kan ikke bare sige, vi er forsonet uden at tale om det, der er svært.” Alligevel er der også fantastiske øjeblikke. ”Når vi er sammen i Musalaha lovsynger vi Gud på både hebraisk og arabisk. At se jøder lovsynge Gud på arabisk, og palæstinensere lovsynge Gud på hebraisk – det er lidt som at få en forsmag på himlen,” smiler hun og griner.

For Daniel er noget af det bedste at møde de andre mennesker. ”Det åbner op for en helt ny dimension i tilværelsen at møde disse mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været for Musalaha. Det er ret fantastisk, for de hjælper mig til både at forstå konflikten og livet bedre.”

Mistede venner som soldat

Han er særligt glad for at have mødt Musalaha – bl.a. fordi han mødte sin nuværende kone til et af arrangementerne – men også fordi han nåede at få palæstinensiske venner, inden han skulle aftjene sin obligatoriske tre-årige værnepligt. ”I militæret lærte vi at se palæstinenserne som fjenden – ikke som mennesker. Det var svært. Jeg var udstationeret ved grænsen til Gaza, og jeg blev flere gange nødt til at gribe ind, når mine soldaterkammerater ikke opførte sig ordentlig overfor de palæstinensere, som skulle krydse grænsen mellem Israel og Gaza. Det mistede jeg en del venner på.” Daniel fortsætter med at fortælle om en af sine venner, som gerne ville være venlig overfor en mor og hendes tre børn, som skulle over ved et checkpoint. ”Han ville være venlig ved børnene, så han finder noget slik i sin skuffe og giver det til dem. Men de vil ikke have det! Og der er altså noget galt, når børn ikke vil have slik,” slutter han oprørt.

Forskellige versioner af fakta

I konflikten mellem jøder og palæstinensere er et af de store stridspunkter de historiske ”fakta”. Eller måske rettere: Hvordan udlægges de historiske fakta. For det er der stor forskel på, når man er jøde eller palæstinenser. Derfor bruger Musalaha rigtig meget tid på de fortællinger, de enkelte deltagere bærer med sig.

”Den 14. maj 1948 oprettes staten Israel. Denne specifikke dag har to forskellige navne alt efter om man er jøde eller palæstinenser,” fortæller Daniel. ”For jøderne er det uafhængighedsdagen. For palæstinenserne er det nakba – eller katastrofen. Om man kalder dagen det ene eller det andet, er naturligvis med til at forme, hvordan man opfatter konflikten. Men det er også med til at forme, hvordan man fortæller om konflikten. Det er denne problemstilling, Musalaha bruger rigtig meget tid på, og som er virkelig hårdt for os som deltagere, for det indebærer at tie stille, mens den anden får mulighed for at fortælle sin version af fortællingen, uden at jeg nødvendigvis skal forsvare min version,” forklarer Daniel.

Noura forklarer uddybende: ”Det er vigtigt, at vi giver hinanden rum og plads til at fortælle vores individuelle version af fortællingen, fordi som det er lige nu, kan de to versioner – den jødiske og den palæstinensiske – ikke eksistere side om side. Den ene fortælling gør den anden umulig,” mener hun. ”Begge parter er ivrige efter at forsvare netop deres version af fortællingen – særligt når der er konflikt – og i vores iver ender vi med at såre hinanden. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte – uden nødvendigvis at skulle tage til genmæle med det samme,” fortæller hun.

Daniel supplerer: ”Vores egen fortælling og vores egen identitet er tæt forbundet. Og vi vil ikke miste vores identitet. Det er derfor, vores iver efter forsvaret nogle gange tager overhånd.”

Både Daniel og Noura er tøvende, når det kommer til spørgsmålet om en fælles fortælling: ”Den fælles fortælling er noget vi drømmer om og arbejder hen imod,” konkluderer Noura.

Det er let at miste håbet

Deltagerne i Musalaha møder ofte modstand i deres omgivelser, fordi de ønsker at forsone sig med ”fjenden”. Og desværre er det ikke kun den brede befolkning, som er i mod – også andre troende har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan mødes med hinanden.

”Det er let at miste håbet, for folk er bange – virkelig bange,” konstaterer Daniel. ”Mange af mine venner er uforstående overfor, hvordan jeg kan deltage i Musalahas arbejde, og det spørgsmål de oftest stiller mig er, om jeg ikke går på kompromis med min identitet – som både jøde og som israeler? Det mener jeg jo ikke, jeg gør. Hvorfor skulle jeg kompromittere min identitet ved at lytte til, hvordan palæstinenserne har det og forsøge at forstå dem?” spørger han retorisk. Alligevel anerkender han, at den enkeltes fortælling er dybt forbundet med identiteten, for som han konstaterer: ”Mister vi vores fortælling, mister vi vores identitet. Dermed følger naturligvis også, at når fortællingen pludselig ændrer sig eller ses i et nyt lys – hvordan påvirker det så min egen identitet?”

Noura møder også modstand. ”Både muslimer og sekulære arabere mener ikke, at vi skal have noget med jøderne at gøre,” fortæller hun og fortsætter passioneret: ”Men de glemmer, at vi jo ikke holder op med at mene noget, bare fordi vi er med i Musalaha. Selvfølgelig bliver jeg klogere og ændrer syn på nogle ting, men jeg bliver også vred nogle gange! De mennesker, som jeg er sammen med i Musalaha fortæller mig ikke, hvordan jeg skal føle. Men de hjælper mig til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, som vi allerede har,” afslutter hun.

Husk vores ansigter!

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er op og ned på det hele for os, som oplever konflikten på afstand, og som er prisgivet mediernes mere eller mindre nuancerede dækning af urolighederne. Det vil altid blot være et udsnit af virkeligheden, de præsenterer, men der er alligevel ingen tvivl om, at der faktisk er uro og konflikt i Israel. Daniel kommer derfor med denne opfordring:

”Husk vores ansigter, næste gang i sidder med avisen og læser om konflikten eller næste gang de viser et indslag i nyhederne. Husk, at vi – og flere med os – arbejder for forsoning mellem de to stridende folkeslag. Og bed for os!” slutter han.

*Ikke hans rigtige navn

Chanukah

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Frelse, fornyelse og forsoning



Richard Harvey, senior researcher, Jews for Jesus, 7. december 2015

For messianske jøder bringer jul og chanukah (i år 6.-14. december) en dobbelt dosis af fest i en mørk vintertid. Vi får lov til at glæde os over Jesu’ fødsel, Israels messias og alle folkeslags frelser, men vi fejrer også den otte dage lange lysfest, som alle jøder elsker.

Chanukah (”Indvielse”) fortæller, som så mange andre af de jødiske fester, historien om hvordan Gud frelste sit folk fra fjenderne. I 165 f.Kr. ledte Judah Makkabæeren og hans brødre et oprør mod Antiochus Epiphanes og den hellenistiske påvirkning. Mod alle odds generobrede de Jerusalem og genindviede templet. Ifølge den jødiske tradition holdt den indviede olie lys i templets menorah i otte dage, selvom der egentligt kun var olie nok til én dag. Det apokryfe skrift 1. Makkabæerbog fortæller hvordan jøderne på ottendedagen festede og ofrede på det genindviede alter. Bogen fortæller ikke noget om oliemiraklet. Ikke desto mindre er chanukah blevet en af de mest populære jødiske fester, hvor friheden fra overmagten fejres.

Ligesom ved alle andre jødiske fester leger og spiller man i familien; mad er også vigtigt. Vi spinner dreidels (en terningeformet snurretop), spiller om chokolademønter, spiser sufganiot (en slags doughnut) og latkes (kartoffelpandekager) og tænder lys hver dag. Alt sammen i en afslappet og børnevenlig atmosfære krydret med sange, salmer og bønner. Vi synger den gribende salme Maoz Tsur, Den stærke Klippe, den jødiske version af ”Vor Gud han er så fast en borg”, som proklamerer Gud som vores styrke og fæstning.

Johannesevangeliet 10,22-30 beskriver, hvordan Jesus under chanukah erklærede, at ”Faderen og jeg er ét” (vers 30). Det lægger vi messianske jøder måske særligt mærke til. For det er en utrolig påstand, både dengang og i dag. Den udfordrer vores tvivl og manglende tro, og kalder os til tro på det største mirakel, at verdens lys kommer til os som barnet i Betlehem. De virkelige fjender er ikke den politiske modstand vi møder, men mørkets kræfter, som vil ødelægge vores sjæl. Det er lige så radikalt nu som dengang, at høre Jesu’ stemme kalde til efterfølgelse og acceptere hans enhed med Faderen.

Hvordan kan vi i dag svare mørkets kræfter med et budskab om forsoning og håb i et land, som har oplevet så meget konflikt over et helt årtusind? De gode nyheder om, at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, inspirerer os som Jesu efterfølgere i dag. Vi er kaldet til at søge fred og forsoning, retfærdighed, barmhjertighed og tilgivelse, særligt i landet hvor Jesus blev født, døde og opstod fra graven og hvortil han en dag vil vende tilbage. Vores ansvar, som hans disciple, er at udleve Jesu’ egen karakter som Fredsfyrsten, og bringe sejr. Ikke ved sværdet, men ved at efterligne hans eksempel om forsoning og ydmygt tjenersind over for alle mennesker.

I januar 2016 vil flere messianske jøder og kristne palæstinensere mødes for at samtale om denne forsonende kærlighed, og hvordan vi kan gøre den konkret i dag. Vi har brug for jeres forbøn gennem dette, for vi ønsker at dykke dybere ned i det håb, vi har gennem Jesus. Hans eksempel på forsonende kærlighed kan give os lys og inspiration til at følge efter.

Nøglen til chanukah er for mig ikke blot Guds frelse af jøderne i fortiden, eller Jesu’ lære i templet, men også håbet for fremtiden som er en del af min egen tro og erfaring i dag. Jeg længes efter den dag, hvor ”hele Israel frelses” (hvordan vi end fortolker dette, er det dog stadigt et positivt udsagn om håb!). Jeg længes også efter den dag, hvor Israel lever i fred med sine naboer. Hvad enten dét sker i vores levetid, eller vi må vente til Jesu’ genkomst, vil chanukas budskab om frelse, fornyelse og forsoning stadig kalde os alle til at spille en rolle i Guds plan for både Israel og alle jordens folkeslag.

Frygt findes ikke i kærligheden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 28. oktober 2015

”Vores missions kontekst er den verden, vi lever i, en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden, hvortil Gud sender os for at elske og tjene for Kristi skyld.”

Ordene er hentet fra Cape Town erklæringen (CTE), og jeg læste dem (igen) på vejen hjem fra Israel. Her havde jeg oplevet daglige knivstik og palæstinensiske terrorangreb, som blev gengældt med afspærringer, anholdelser, drab og tåregas fra Israels side. En voldsspiral som i den grad vidner om ”en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden”. En hverdag, hvor frygten, vreden og hadet sætter dagsordenen.

Det er til den verden Gud sender sine børn for at elske og tjene. Blandt dem er vi, men også vores Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten. For os er det svært, men for dem kan det synes umuligt at skulle elske og tjene. Den eskalerede konflikt i Israel har sat rigtig mange ting på “stand-by”. Familier vælger at holde deres børn hjemme fra skolen i Jerusalem, fritidsaktiviteterne er aflyst og alle skynder sig hjem efter arbejde. Frygten sætter dagsordenen.

Men sådan må og skal det ikke være for Guds børn, og sådan må og kan det ikke være i Guds mission. Vi er ikke sendt til en verden præget af fred og fordragelighed. Vi er – som CTE siger det – sendt til en verden “præget af synd, uretfærdighed og uorden” – for her at elske og tjene. Vi er sendt af Gud og for Kristi skyld. Så vores reaktion må ikke først og fremmest være på det, vi ser omkring os. Vores reaktion skal – som CTE slutter med at sige det – være “på Guds grænseløse kærlighed til os i Kristus”. Ud fra den skal vi – med Helligåndens hjælp – indvie os til “helt og fuldt at adlyde alt, hvad Gud befaler med selvfornægtende ydmyghed, glæde og mod”.

Efter en uge i Israel hvor frygten og resignationen hang tungt i luften og påvirkede alt og alle, havde jeg behov for at finde tilbage til det, som er udgangspunktet også for Israelsmission og spørge mig selv: Hvorfor er det, vi er engageret i mission til det jødiske folk? Vil man finde svar på det, er læsning af erklæringen fra missionskonferencen i Cape Town en god og nyttig hjælp.

At frygten hænger tungt i luften og sætter dagsordenen fik jeg understreget, da jeg sad ved busstoppestedet. En ung og tydeligvis bange palæstinenser fra Østjerusalem indledte en samtale. Jeg var åbenbart så meget “udlænding”, at han turde betro mig, at han var bange for at tage en israelsk bus og derfor ventede på araber-bussen fra Betlehem. Han kunne se, at jeg gjorde det samme. Ikke af frygt, men fordi jeg skulle til Damaskusporten. “Jeg bliver lynchet, hvis jeg går ind i den israelske bus” betroede han mig. “De kan se, jeg er araber”. Min forsikring om, at der ikke ville ske noget ved, at han som araber tog den israelske bus, hjalp ikke. “Men jeg tør heller ikke sige til nogen i araberbussen, at jeg er imod det, som palæstinenserne gør. Så bliver jeg også lynchet”, fortsatte han. “De fleste af os er imod det, men vi tør ikke sige det.” Igen blev det tydeligt – alt for tydeligt – at frygten og hadet sætter dagsordenen og nærer og retfærdiggør vold og drab.

Om aftenen skrev Yoel, messiansk jøde og formand for menighedsrådet i Immanuelkirken følgende på sin facebook: “Vi må ikke miste billedet af Gud i noget menneske – uanset religion eller race. Vi er alle mennesker. At tage menneskeligheden fra vores fjender er vejen til at retfærdiggøre historiens, men også nutidens forbrydelse. Det var derfor tyskere kaldte jøder for rotter og derfor israelere og palæstinensere kalder hinanden for dyr.”

Der er mange, som har udtrykt sympati for det, Yoel skrev og bakker ham op. Men andre har gjort det modsatte – desværre. For mange kan ikke længere se et medmenneske i den anden, kun en fjende. Og jeg forstår det godt. Men det er ikke det samme som at acceptere det. Gør vi det, vinder frygten – og håbet dør. Tager vi menneskeligheden fra den anden, mister vi også noget af vores egen. Det koster os her i Danmark så lidt at sige det. Men det er det, vi skal sige. Og så skal vi bede for vores Jesus-troende brødre og søstre, som lever med konflikten hver dag i en verden præget af “synd, uretfærdighed og uorden”. Vi skal bede om, at de må agere og reagere ikke med frygt eller had, men ud fra “Guds grænseløse kærlighed”, som har bygget bro mellem ham og os. En bro dannet af det kors, som Kristus døde på for at gøre ondskabens magter til intet. Når messianske jøder og kristne palæstinensere har svært ved at tro at ondskab kan overvindes med kærlighed, skal vi vise forståelse. Men vi skal også pege på korset. Det viser verdens ondskab, og hvad frygt og had kan gøre. Men det viser også Guds kærlighed til os og vores fjender. I 1. Joh 4 hedder det ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten”.

Lad os bede om, at dem som kender Guds kærlighed må holde fast ved den, og ikke blive frygtens ofre.

Sara og Tobias til Betlehem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Første november rejser Sara og Tobias Fischer Dirksen til Betlehem, hvor Sara skal arbejde for forsoningsorganisationen Musalaha. Hun skal bl.a. hjælpe til med projektarbejde og fundraising i de seks måneder, parret er af sted. Tobias holder orlov fra sit arbejde som ingeniør.

Sara fortæller, at hun synes, Musalahas formål er utroligt vigtigt og meget ambitiøst. ”Jeg er nysgerrig omkring at lære Musalahas arbejdsmetoder bedre at kende og se effekten af arbejdet hos de mennesker, der faktisk oplever, at der sker en eller anden grad af forsoning mellem dem selv og andre igennem projektet. Og så er jeg særligt nysgerrig omkring, hvordan medarbejderne holder håbet i live i deres arbejde for forsoning midt i en kontekst, hvor splittelse mellem mennesker fylder meget,” fortæller hun.

Sara glæder sig i det hele taget til at få en ny by og kultur ind under huden samtidig med, at hun lærer mere om Israel/Palæstina-konflikten. ”Jeg glæder mig til at sætte mine kompetencer i spil i netop denne organisation inden for projektarbejde og fundraising.  Jeg synes, jeg er heldig, at jeg kan få gode faglige udfordringer samtidigt med, at jeg kan få indblik i et unik og meningsfuldt arbejde,” siger hun.

Vi ligger hermed Sara og Tobias over til Israelmissionens venners forbøn.

En opmuntring til bøn og handling

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Musalaha-ansatte, 23. oktober 2015

I denne uge er en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen fra Musalaha på rundtur i Danmark for at fortælle om forsoning. De fortæller om deres oplevelse af konflikten og deres historier om forsoning igennem Musalaha. Tryk her for deres program i Danmark

Når vi står overfor en svær situation, som den vi er i nu, har vi to valg i forhold til forsoning. Vi kan vælge at træde tilbage. Tilbage til vores egen nationale og etniske gruppe, hvor der hersker en os-eller-dem-mentalitet. Eller vi kan vælge at gå ad den vej, hvor vi demonstrerer vores tro på, at fællesskabet kan bestå og fred er en mulighed.

Mens volden stiger bliver Al Aqsa-moskeen og Tempelpladsen konstant nævnt af politikerne. Tidligere i år diskuterede vi denne konflikt med de unge i Musalaha. Under en lektion vi kaldte ”De hellige steder?” blev vi undervist i historien og betydningen af de jødiske, kristne og muslimske helligsteder.

På den ene side vokser muslimske børn op og hører at deres helligdomme er i fare, og muslimer oplever enhver ændring af status quo som en overtrædelse af deres rettigheder. Derved bliver ændringerne opfattet som en religiøs og national trussel. På den anden side ønsker nogle jødiske grupper rettighed over hele Tempelbjerget. De har fået stor politisk støtte de seneste år. De har fået så stor støtte, at det er blevet en politisk diskurs. De prøver langsomt at få indført deres krav. Først vil de have lov til at være på tempelpladsen. Dernæst have bestemmelsesretten. Så retten til at bede på pladsen. Til sidst retten til at genopbygge templet.

Vores underviser sluttede pessimistisk af med en forudsigelse: at den næste intifada ville starte fra tempelbjerget. Selvom det er for tidligt at tale om en tredje intifada, ser det ud til at det er den vej det går.

Vi er meget bedrøvede over den tiltagende vold over hele landet. De seneste måneder har vi kunnet se hele situationen blive mere og mere anspændt. De politiske ledere er vrede og frustrerede. De seneste par dage har volden spredt sig til normalt fredelige områder, fordi nogle vælger at udtrykke deres frustration på en destruktiv måde. Vreden ulmer, lunten er kort, folk er på barrikaderne.

I Joh. 1:4-5 læser vi ” I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Jesus sagde ”Jeg er verdens lys” (Joh 8:12). Han inviterede sidenhen disciplene med, da han sagde ”I er verdens lys” (Matt 5:14). Som efterfølgere af Jesus må vi overveje, hvordan vi kan lade vores lys skinne for andre. Hver og en af os kan med vores ord og handlinger være med til at eskalere konflikten eller nedtrappe den.

I Musalaha forsøger vi ihærdigt at opmuntre vores brødre og søstre i jødisk messianske- og kristen palæstinensiske menigheder til at være aktører i den aktuelle krise. Vi håber, at de vil agere på en måde, der ærer Gud og viser en klar tiltro til evangeliet. Til jer kære venner som støtter os fra udlandet: Vi opmuntrer også jer til at tage del i disse handlinger.

Tænk over din rolle i krisen. Stilhed er som at sætte sit lys under en skæppe. Hvis vi ikke handler, er vi ikke lys.
Ræk ud til andre, for at vise den forpligtigelse vi har overfor hinanden både privat og offentligt.
Råb ud om fred.
Afvis Os eller Dem mentaliteten fra vores ledere ved at udleve et vidnesbyrd om kærlighed og hav fællesskab med dem på den anden side.
Husk at tale og udvis kærlighed som Jesus ville gøre det.

Vi vil opfordre dig til at bringe dette budskab med til din kirke og menighed, og derfra tage del i vores bøn for de troende i Israel og Palæstina og alle andre som bor her. Vi tror på, at vores fælles bøn kan gøre en forskel. Selv om fremtiden ser sort ud, ved vi at selv et lille lys kan fordrive mægtigt mørke.    

Når vi deler evangeliet, æder vi ikke hinanden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

 – indtryk fra en Lausanne-konference i Jerusalem



Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 30. september 2015

Nogle gange kan Jesus-troende i både Danmark og resten af verden fremstå, som om vi er mere interesseret i at påpege hinandens fejl og teologiske ukorrektheder, end at dele det livgivende evangelium med en døende verden. På konferencen i Jerusalem blev jeg endnu engang mindet om, hvad der er det vigtigste.

Det er varmt her på banegården i Jerusalem, hvor jeg sidder og venter på at komme til Jaffo, efter fem dage på LCJE-konference i den sydlige del af byen. LCJE står for Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, og er netværket for jødemission under den globale Lausanne-bevægelse. Over 200 mennesker fra hele verden har været samlet for at snakke om alt fra Dødehavsrullernes indflydelse på jødemission over modstanden mod messiansk jødedom i Israel til hvordan vi bedst når den næste generation med evangeliet om Jesus som Messias.

Enige – og så alligevel ikke…

Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt.
Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt. Foto: Arne Pedersen
Det har overrasket mig hvor enig jeg var og er med disse globale kolleger fra mange steder i verden samtidig med, at jeg er dybt uenig med dem. Det er stærkt og opmuntrende at være sammen med så mange, som utvetydigt minder hinanden om, at naturligvis har også jøder brug for at høre evangeliet om jøden Jesus. Lige så frustrerende er det, at spørgsmålet om forsoning mellem de forskellige grupperinger i landet ikke fylder mere, end det gør. At man gerne vil tale om forsoning med arabere, men ikke med palæstinensere, for det er et politisk udtryk, kan for mig forekomme, afvisende og undvigende.

Men på trods af uenigheden er det vigtigt at være med – eller måske netop på grund af uenigheden er det vigtigt, at vi som netværk både inspirerer og påvirker hinanden. Vi skal ikke være bange for konflikterne, men tackle dem på den rigtige måde, så de bringer os fremad. Tuvya Zaretske, formand for LCJE understregede flere gange, at vi netop er et netværk og ikke en organisation. ”Vi har mange uenigheder, og der er med al sandsynlighed sagt meget fra denne talerstol de sidste dage, som ikke alle er enige i. Alligevel må vi omfavne hinanden i vores uenigheder, for vi har meget at give til hinanden,” sagde han på konferencens sidste dag.

Gaven var en bombe

Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen.
Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen. Foto: Arne Pedersen
Og givet blev der. En af eftermiddagen var dedikeret til historier om modstanden mod de messianske jøder og menigheder. Her var bl.a. Leah og David Ortiz på talerstolen. De er forældre til Ami Ortiz, som blev udsat for et bombeangreb fra en ortodoks jøde i 2008. I forbindelse med Purim-festen, hvor det er tradition at sende gavekurve til hinanden, fik familien Ortiz også en gave. Men i stedet for lækre madvarer indeholdt kurven en bombe, som sprang i hovedet på Ami. Han overlevede, men måtte efterfølgende igennem 16 plastikoperationer. Både David og Leah fortalte om den proces de som familie havde været igennem for at kunne tilgive Jack Teitel, den ortodokse jøde, som stod bag terrorangrebet. David Ortiz understregede bl.a. nødvendigheden af at være åben omkring sin tro – også selvom det koster: ”Når man forskanser sig bag høje mure i en borg, ender man til sidst med at æde hinanden,” konstaterede han med henvisning til, at vi som troende ofte kan være mere optaget af at påpege hinandens fejl frem for at komme ud med evangeliet til verden uden for.

Messiansk menighed i stormvejr

Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar. Foto: Arne Pedersen
Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar.
Foto: Arne Pedersen
Howard Bass, messiansk jøde og præst i en menighed i Be’ersheva, fortalte også om en tid med tumult og modstand for menigheden. En overgang florerede der et rygte i byen om, at den messianske menighed bortførte mindreårige og tvangsdøbte dem, hvilket naturligvis var løgn. Men det fik særligt det ortodokse miljø i byen til at vende sig mod menigheden, som oplevede at få besøg af enkelte ortodokse, som ville genere dem. Men en formiddag gik det helt over gevind, da en stor gruppe på flere hundrede invaderede gudstjenestelokalet og begyndte at blive voldelige og kaste med stolene. Efterfølgende lagde anti-missionsorganisationen Yad L’Achim sag an mod menigheden for at have angrebet dem. Dommeren gav Yad L’Achim medhold og menigheden blev dømt til at skulle betale sagens omkostninger og en bøde på over 200.000 kr. Howard Bass var meget ærlig om, at han ikke kunne se en mening fra Guds side med modstanden: ”Igennem hele forløbet har der været en virkelig stor bevågenhed fra medierne, og vi har fået gentagne muligheder for at dele evangeliet offentligt. Alligevel har jeg ikke mødt en eneste, som er kommet til tro gennem disse begivenheder,” fortalte han.

Også vi har brug for forbøn

Under de to beretninger kom jeg til at sidde og tænke på det store fokus der har været på kristne der forfølges rundt omkring i verden – særligt i de områder hvor Islamisk Stat hersker. Der har været mange opfordringer til at omslutte disse mennesker med forbøn, hvilket vi helt sikkert skal huske – ligesom vi skal huske at bede for de messianske jøder, som chikaneres og oplever modstand. Men vi har i lige så høj grad brug for, at de beder for os. For de har alle oplevet meget konkret, hvad det koster at følge efter Jesus. Vi har brug for deres mod og frimodighed for ikke at blive magelige og flygte ind i vores komfortzoner, hvor vi måske ofte undviger spørgsmål om tro og Jesus fra naboen, kollegaen, studiekammeraten eller sportsvennen.

”Beskidte kristne!”

Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
I relation hertil er det også værd at nævne en af de yngre oplægsholdere, Joel Goldberg. Han fortale bl.a. om, at han som 10-12 årig knægt var blevet jagtet ned af gaden af de andre børn i kvarteret mens de råbte ”Beskidte kristne! Beskidte kristne!” Han var anderledes end de andre, og derfor skulle han kanøfles – præcis som den grimme ælling i andegården. Vi bliver ukomfortable i mødet med det anderledes, hvilket kan få nogle – måske særligt i den midaldrende generation – til at ”normalisere” deres tro, at tage brodden af den. ”Men normalisering kan være farlig,” forklarede Joel Goldberg. ”For det kan få os til at glemme, at vi faktisk er kaldet til at leve et liv, som er anderledes – som skiller sig ud.”

Elefanten i lokalet

Spørgsmålet om forsoning mellem jøder og palæstinensere fik desværre ikke den plads på konferencen, som nogle kunne have ønsket sig. Tidligt i konferencen blev dette spørgsmål døbt ”Elefanten i lokalet” af Lisa Loden, som kort berørte emnet den første aften.

”Konflikten mellem Israel/Palæstina er elefanten i lokalet. Vi ved alle den er her og den fylder enormt. Men at tale om den, at konfrontere den åbenlyst, synes at have for store omkostninger, synes for konfliktfyldt, synes at forstyrre for meget. Men dette er ikke Guds vej. Jesus udholdt langt mere end kontroverser og misforståelser. Som Guds folk bærer vi de samme sår og den samme smerte, som den verden vi lever i. Det uforanderlige evangelium er ikke en triumferende proklamation af, at Gud har vundet. Evangeliet er, at vi ydmygt identificerer os med en brudt menneskehed gennem opofrende kærlighed. Min bøn er, at vi i fællesskab kan genfinde det radikale og simple evangelium; at være salt og lys, at elske hinanden, og at vi sammen med ham kan blive dem, som på trods af sårene, kan bringe liv til vores folk.”

Flere andre brugte også anledningen fra talerstolen til at adressere spørgsmålet om forsoning. Richard Harvey, teologisk konsulent i Jews for Jesus og tidligere underviser på All Nations Christian College i England, kaldte spørgsmålet om forsoning ”hjertet i evangeliet.” Grace Mathews, vice-leder i den globale Lausanne-bevægelse, var også med på konferencen, hvor hun bl.a. kom med en utvetydig opfordring til forsoning mellem Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere. En af de sidste dage var der afsat en session på tre kvarter til at drøfte spørgsmålet. I sit oplæg sagde Tuvya Zaretsky bl.a. ”Jeg opfordrer kraftigt medlemmerne af LCJE til at bakke op om de initiativer, der bliver taget til forsoning mellem jøder og palæstinensere. Medlemmerne af vores netværk anerkender det stærke vidnesbyrd der ligger i at se tidligere fjender blive ét gennem troen og nåden i Jesus Messias.”

Hjertet i evangeliet er forsoning

Det er et vanskeligt emne for mange at tage op, og fristelsen til helt at lade være ligger lige for. For man kan vel med rette også spørge: Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med dette spørgsmål, når vi har til formål at række evangeliet tilbage til det jødiske folk? Spørgsmålet er legitimt og berettiget. Det kræver et svar.

Først og fremmest må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi evangelisation til det jødiske folk foregår i en kontekst af konflikt – det gælder i særlig grad for vores samarbejdspartnere i Israel. Det er bl.a. også det Lisa Loden er inde på i ovenstående citat. For det andet må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi – for at bruge Richard Harveys ord – hjertet i evangeliet er forsoning. Når Gud har forsonet sig med os – skylder vi så ikke også at forsone os med hinanden? The Bibel Land Team – sammenslutningen af de tre bibelselskaber i Israel – forklarer ofte, at de må være levende vidnesbyrd om den forsoning, som bogen de gerne vil udbrede, handler om. Hvordan kan vi ellers være et troværdigt vidnesbyrd?

Mosaikken står tilbage

Selvom den hede banegård i Jerusalem nu er skiftet ud med et noget køligere spisebord i Danmark, er det alligevel ikke så let at slå to streger under, hvad man får ud af en sådan konference, hvor man bombarderes med indtryk, ord og mennesker næsten konstant gennem fem dage. Det er og bliver en mosaik. Og motivet er måske ikke genkendeligt for andre end en selv. Alligevel står centrum klart – også på trods af uenigheder og stridigheder: At jøder har brug for at høre evangeliet om, at jøden Jesus også er deres messias. For hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller også er han slet ikke noget for nogen.

Klik her og læs mere om Israelsmissionens engagement i Lausanne-bevægelsen.

Tre udfordringer til Yom Kippur

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

 – en refleksion over retfærdighed og hellighed



I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive.

Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015

I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv.

I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også  praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen  igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige.

Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det.

Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
  1. Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?

  2. Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?

  3. Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?

Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs  og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige.

Artiklen er en delvis oversættelse fra Musalahas hjemmeside. Læs hele artiklen her (engelsk).

Forsonende sommerlejr

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 18. september 2015

Det Musalaha ønsker med deres arbejde, er at skabe forsoning mellem palæstinensere og israelere. De arbejder primært mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder. Gennem det arbejde ønsker de at afspejle Jesu kærlighed og bud om at elske sin næste som sig selv. Det er en problematisk og udfordrende proces for begge parter pga. af store kulturelle og politiske skel, samtidig med at den anden part bliver gjort til fjenden. Musalaha tager budskabet om, at vi er ”et i Kristus” alvorligt. Derfor skal palæstinensere og Israelere mødes som brødre og søstre uanset, hvor meget had man har til modparten. Mange af Musalahas projekter er målrettet børn og unge for at udruste den kommende generation til ikke at se fjender, men venner. Det sker gennem leg, dialog og tilbedelse af Gud.

Denne sommer har Musalaha afholdt sine årlige sommerlejre. På en af lejrene,  kom der 100 børn og 40 frivillige ledere med. De kommer både fra kristne palæstinensiske hjem og kristne israelske hjem. Mange af dem der kommer, er gengangere fra tidligere år, og i det øjeblik de træder ind på lejren, er det som om, at der bliver forsat fra der, hvor de slap sidste sommer.

Denne sommer oplevede Shadia Qubti Musalahas ungdomssekretær en forandring fra den tidligere sommerlejr. Den tidligere sommerlejr foregik i 2014 under Gaza-krigen, og hele lejren var nødsaget til at søge ly for raketterne når sirenerne begyndte. Denne sommerlejr var der ikke den samme frygt for krig tilstede, samtidig var de tidligere psykiske sår kommet på afstand og begyndt at hele. Dette giver en god begyndelse for nye venskaber og en bedre mulighed for forsoning.

Selv under de nuværende forhold måtte Shadia Qubti flere gange møde fordomme fra børnene, som er præget af distancering fra de andre.

En dag mistede Matty sine svømmebriller på et af værelserne, hvor de boede på tværs af etnicitet. Han kiggede på en af lederne og sagde, ”de tog dem”! Lederen vidste, at han mente palæstinenserne på værelset. Han spurgte ham udfordrende, ”hvem er de, der er ikke nogen de herinde”. Matty forstod, hvad der var galt. Han vidste, at han havde gjort dem til de andre og stillet dem udenfor fællesskabet. Han korrigerede sit svar til ”Ikke dem, men måske nogen af mine værelseskammerater har taget dem”. Matty lærte en vigtig lektie, ikke at lade stereotyperne bestemme at det er ”os” og ”dem”, men at vi er en gruppe af kristne, som ønsker fællesskab med hinanden.

Rami en af de palæstinensiske drenge blev en dag kaldt forræder af Yosef, fordi han legede med en af de israelske ledere. Rami var knust over Yosefs hån, at blive kaldt forræder af en anden palæstinenser er en meget seriøs krænkelse. For en almindelig voksen palæstinenser ligger der en accept af den israelske besættelse i blot at blive set sammen med en israeler. Situationen blev løst, Yosef var jealoux over ikke at kunne lege med sin kammerat, og de kunne genoptage legen med den Israelske leder efter fornærmelsen. Selvom konflikten nemt blev løst, var det stadig en klar måde at give udtryk, selv for en knægt, på den afstand der ligger mellem de to grupper.

Konfliktens fordomme og historier bliver også båret med ind i lejr-fællesskabet. Men trods forskellen mødte både Remi og Yosef den israelske lejrleder gennem leg. Men som en Israelsk leder siger: ”Når jeg ankommer på lejren, glemmer jeg de ting, der gør os anderledes og adskiller os, og vi bliver en stor familie”.

Shadia og de andre ledere oplever hvert år, at selv om der raserer fjendskab, så kan børnene se alle deltagerne i Guds store familie. De håber og beder til at disse vigtige relationer er en vej til håb og fred.