Hvordan ser vi hinanden og hvordan ser vi os selv? Det spurgte Musalaha en gruppe palæstinensiske og israelske unge mødre om. Overraskende nok var selvbilledet anderledes end fordommen. Erkendelsen var klar: ”De andre ser sig selv anderledes, end vi troede”. Her fortæller Musalaha om en dag, hvor identitet og forskelligheder blev diskuteret.
Den 8. maj mødtes vores gruppe af unge mødre for at diskutere identitet. Identitet er et af de største emner vi arbejder med i Musalaha, da det beskriver, hvordan andre ser os, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi bliver nødt til at respektere hinandens selvbillede.
Vi begyndte med nogle lege, der understregede vores mange forbindelser til hinanden gennem vores fællesskaber. Derefter brugte vi tid på lovsang og en kvinde holdt en kort andagt, der illustrerede, hvordan vi opbygger mure mellem hinanden som israelere og palæstinensere. Men korset kom for at rive disse mure ned (Ef 2, 14-22). Vores primære identitet findes ved foden af korset, og dette budskab flyder ud til alle områder af vores liv.
Identitet mellem to stole
Hedva, leder af Musalahas kvindeafdeling, ledte en identitetsøvelse. Hun placerede skilte på stole rundt omkring i rummet med en blanding af nationale og religiøse termer, som vi bruger om hinanden og om os selv. Først bad hun de palæstinensiske kvinder om at vælge en stol, der definerer dem og sidde på den eller stå ved den. Alle kvinderne valgte en religiøs identitet enten “kristen” eller “troende”. Bagefter bad Hedva dem om at vælge den stol, der bedst beskriver deres identitet uden den beskriver deres tro. Kvinderne valgte forskellige stole fra “israelsk palæstinenser” til “palæstinenser”. En kvinde valgte to stole, både ”palæstinenser” og ”immigrant”.
Derefter bad Hedva de israelske kvinder om at vælge den stol, der beskriver dem. Ligesom de palæstinensiske kvinder, valgte de israelske kvinder først deres religiøse identitet: “messiansk jøde” og “troende”. Så bad Hedva israelerne om at vælge en identitet, der ikke er religiøs. De fleste kvinder valgte ”israeler” og en enkelt valgte ”immigrant”.
Overrasket: hvorfor er du sådan?
Efter hver runde spurgte Hedva, om der var nogen, der var overraskede. Palæstinenserne spurgte til de religiøse termer, som israelerne valgte. Hvorfor ”messiansk jøde” i stedet for ”hebraisk kristen”? Israelerne var mest overraskede over at se, at to palæstinensiske kvinder valgte ”israelsk palæstinenser” og ikke ”israelsk araber” eller bare ”palæstinenser”.
Øvelsen er et godt eksempel på, at de mærkater, som vi vælger til andre ofte er forskellige fra dem, som vi selv vælger.
Vi må give mennesker lov til at vælge egen identitet
Det er vigtigt at lade mennesker vælge deres identiteter og i forhold til vores relationer kunne vi diskutere vores valg. Senere understregede vores facilitator, at de termer folk oftest bruger til at beskrive hinanden (araber og jøde) ikke blev valgt af nogen af deltagerne.
Mens vi sad sammen og diskuterede, hvordan vores identiteter er formede legede vores børn sammen, løb gennem gården og klatrede i de lavthængende grene i træerne. De opbygger ubesværet en identitet som legekammerat og erkender etniske og sproglige forskelle og fortsætter alligevel. Vores indsats for at lære om identitet smittede af på dem, og de gør det bare uden at tænke på det, mens de kommunikerer gennem samarbejde, smil og respekt.
Læs artiklen på Musalahas egen hjemmeside her.
Messianske jøder og kristne arabere mødtes på Cypern den 26.-30. januar 2015 for at diskutere, bede og arbejde mod forsoning. Det var ikke let. Men “korset tvinger os til at gå denne vej” udtaler arrangør.
Af Dinna Swartz, 6. marts 2015.
“Det var ikke behageligt, det var ikke afslappende og det var helt sikkert ikke let. Men for mig og 14 andre israelske messianske jøder og palæstinensiske kristne, var det nødvendigt,” fortæller Aaron Abramson, som var med på Cypern.
Det er et nyt initiativ i Lausannebevægelsen, som har stået for konferencen (The Lausanne initiative for reconciliation in Israel/Palestine, LIRIP). Visionen for initiativet er “at fremme forsoning i Kristi legeme og i samfundet i Israel og Palæstina ved at skabe et netværk, der opmuntrer til evangeliebaseret, Kristuscentreret forsoning”.
Hver dag studerede deltagerne bogen “Med min fjendes øjne”, skrevet af Salim Munayer, kristen palæstinenser og direktør for Musalaha samt Lisa Loden, messiansk jøde og chef for lederudvikling på Nazaret Evangeliske Teologiske Seminar.
Følelsesmæssigt drænende
Deltagerne mødtes og diskuterede, hvordan sand forsoning ser ud i deres samfund. De udforskede den konfliktfulde historie. De sammenlignede krav på jord. De diskuterede deres forskellige teologiske overbevisninger i relation til endetidsteologi, lidelse, retfærdighed, land og politik. Kort sagt gik de lige i kødet på de mest udfordrende problemstillinger.
“Selvom vi mødtes om Jesu kraftfulde værk på korset, fandt vi hurtigt ud af at vores unikke og personlige fortællinger var komplet forskellige og formet af kultur, historie, politik og teologi. Som en israelsk messiansk jøde fandt jeg det følelsesmæssigt drænende. Og jeg kan ikke forestille mig at jeg var ene om at have det sådan,” fortæller Aaron.
Jesus og enhed
Jesus bad for sine forfølgere: “at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Joh 17,21. Denne bøn gav retning på konferencen på Cypern mens deltagerne kæmpede sig gennem et hav af udfordringer sammen.
Richard Harvey, teolog, messianske jøde og en af initiativtagerne til konferencen udtaler:
“Vores diskussioner var hjertelige og gensidigt respektfulde, men vi undgik ikke at tale om svære emner og ærligt at udtrykke vores uenigheder. Salim og Lisas bog er en værdifuld ressource for alle som er interesserede i udfordringerne og mulighederne for forsoning i regionen.”
En anden af initiativtagerne, Munther Isaac, kristen palæstinenser og professor på Betlehem Bible College tilføjer:
“Vi mødtes hver dag for at bede og læse skriften sammen, dele vores perspektiver og anerkende vores forskelle. Det er vigtigt for vores befolkningsgrupper at tale åbent med hinanden i en kristen ånd. Forsoning i vores kontekst er meget udfordrende og svært, men korset tvinger os til at gå denne vej.”
At leve forsonende livsstil
Initiativet lægger sig lige op ad den erklæring Lausanne-bevægelsen udstedte i 2011. Ifølge erklæringen kalder evangeliet os til:
At tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde
At begynde at leve forsoningens livsstil
At være et eksempel og en formidler af håb
Det er præcis, hvad Salim Munayer understreger:
“Det er vores overbevisning at Kristi død og genopstandelse er fundamentet for forsoning og at tilgivelse og helbredelse kun kan komme ved at følge hans eksempel og at adlyde hans ord. Vi har brug for at kende og demonstrere dette som israelere og palæstinensere, araber og jøde.”
Hvad er resultatet?
“Jeg må være ærlig – selv efter en uges diskussion på Cypern er vi langt fra at have løst konflikten. Vi talte nogle tunge emner igennem, spiste måltider sammen, delte historier og lærte hinanden at kende. Vi kom ikke til en fuldstændig teologisk enighed. Vores politiske holdninger forblev forskellige. Men noget skete. Jeg føler jeg har forandret mig. Noget kraftfuldt var på spil da vi lyttede til hinanden,” forklarer Aaron.
“Vores resultat var, at vi gik hver til sit forpligtede på at mødes igen, på at fortsætte samtalen i vores respektive lokalsamfund og på at huske på de udfordringer, som vores søstre og brødre i troen står overfor.”
Lisa Loden mener, at konferencen har været anstrengelserne værd:
“De palæstinensiske og messianske grupper indså deres uenigheder og nødvendigheden af at arbejde sammen for at forstå disse uenigheder bedre. Vi har forskellige og ofte modstridende historier, identiteter og teologier. Vores forståelse af retfærdighed, dét at være et folk og landet er ofte påvirket af vrede og smerte. Men i Jesu ånd forsøgte vi at lytte opmærksomt til hinandens synspunkter og svare ærligt og næstekærligt.”
Et nyt år er over os. Vores samarbejdspartner Musalaha vover at drømme stort for det nye år. Her kan du læse et uddrag af Shadias (palæstinenser) og Ambreens (jøde) “nytårstale”.
Shadia Qubti og Ambreen Ben-Shmuel, 5. januar 2015
En af de faktorer, som, ifølge israelske og palæstinensiske forskere i forsoning, vedligeholder og eskalerer vores konflikt, er, at vi ikke kan forestille os en fredelig fremtid. Vi kan ikke opnå det, vi ikke kan forestille os; vi kan ikke gøre det, vi ikke kan drømme. Som nogle der selv praktiserer og forsker i forsoning, forsøger vi at formulere en drøm om en bedre fremtid – for os selv og dem vi lever sammen med. Alligevel hører vi ofte andre afvise disse drømme med forskellige undskyldninger.
Vi vil gerne invitere dig ind i vores forståelse af en bedre fremtid, som vi ønsker at trække ind i nutiden med vores bønner og sind – med vores hjerter og hænder.
Vi afviser alle foregående undskyldninger – også selvom de er velmente. Vi nægter at være undertrykkere. Vi nægter at være ofre. Vi nægter at være uvidende. Vi nægter at opgive håbet. Vi nægter den lette vej. Vi nægter at tro, vi ikke kan forløses på grund af de komplicerede forhold. Vi nægter at være en uløselig konflikt. Vi nægter at udskyde freden til kommende generationer, fordi vi selv er for dovne til at forestille os en bedre fremtid. Vi nægter mange forhold.
Og vi bekræfter og accepterer mange andre. Vi tror vedholdende på evnen til at drømme. Vi accepterer den udfordring, forsoning er. Vi tager velvilligt byrden med at tale sandheden på os – selv når det gør skade på vores selvforståelse og vores forståelse af historien. Vi accepterer, at vi er begrænsede i det, vi ser, og i det vi ved, og vi bestræber os på at lære mere, og udfordrer os selv til at tænke kritisk. Vi tager ansvar for vores handlinger – og for vores mangler i denne konflikt. Vi omfavner barmhjertigheden – for os selv, for andre – særligt for dem som ingen barmhjertighed har for os. Vi tror vedholdende på at skabe plads til hinanden, da vi længes efter sameksistens, at trives, at samarbejde og at være bedre udgaver af os selv, som et resultat af det, vi giver hinanden.
Bibelen er en tekst, som former vores forestillingsevne, som opmuntrer os til at se Guds handlinger i historien og til at se hans længsel efter at gøre op med uretfærdighed og undertrykkelse i nutiden. Både dommerne, profeterne, de ensomme kvindelige stemmer, Jesus Messias, disciplene og menighedens fællesskab, som ønsker at leve efter det, disse personer lærte, påvirker os i dag. Det kulminerer i, at Gud giver os sin søn, Jesus, som gave, og han gav os et forbillede til at leve et retfærdigt og barmhjertigt liv. Ved sin død og opstandelse nedbrød han barrierer mellem både Gud og mennesker og mennesker i mellem. Jesus viste frihedens vej – også selvom han oplevede modstand fra åndelige ledere – også selvom han levede under besættelse. Det som forener alle disse personer er, at deres håb var bundet til deres handlinger. Guds visioner om noget bedre, gennemsyrede hele deres tilværelse. Guds håb blev deres håb, og de gav deres hænder til hans vision.
Vi ønsker at se vores samfund hæve sig over konflikten og tilbyde en løsning, der er sikker, retfærdig og troværdig. Vi ønsker, vores samfund må erkende, at vi har brug for hinanden, hvis vi skal forstå, hvorfor vi er her, og hvordan vi skal bygge en bedre fremtid. Vi har en historie fyldt med smerte, lidelse og forfølgelse. Vi modsiger den fatalisme, som påstår, at dette både er vores fortid og fremtid. Vi tror, Gud har et formål med det jødiske folk i dette land. Vi tror, Gud har et formål med det palæstinensiske folk i dette land. Men hovedpersonen i dette er hverken det jødiske eller det palæstinensiske folk, men Gud som ønsker at drage os ind i sin vision. Det er en vision, som er værd at følge. Det er en vision, som er stærk nok for den undertrykte, for undertrykkeren, for tvivleren og for den håbløse. Og vi ”stoler på, at [vi] skal se Herrens godhed i de levendes land.” (Salme 27,13)
Det har været et turbulent år i Mellemøsten, og det har de også kunnet mærke hos vores samarbejdspartner, Musalaha. Særligt krigen mellem Hamas og Israel i Gaza har virkelig udfordret de mange gode relationer, som ellers er blevet bygget op gennem Musalahas insisterende indsats. Derfor besluttede forsoningsorganisationen at tage 18 unge med til Berlin i november.
Mange ord blev skrevet under krigen – både i de konventionelle medier og på de sociale af slagsen, men meget få møder mellem de involverede parter fandt sted. Det var vanskeligt at se hinanden i øjnene.
Derfor besluttede Musalaha i november måned at lave en tur for de unge-voksne. Disse unge er kommende ledere i deres samfund, og derfor er det ekstra vigtigt, at de bliver ambassadører for forsoning.
Jack Munayer og Shadia Qubti fortæller, at da de overvejede, hvor konferencen skulle finde sted, var det oplagt at se mod Berlin.
”Israel-Palæstina er ikke unik, når det kommer til konflikt. Mange andre lande har konflikter i deres egne historier at kæmpe med, og vi kan lære af deres erfaringer. I år er det 25 år siden Berlinmuren faldt og Tyskland blev forenet. Vi tænkte, det var en god mulighed for at se nærmere på, hvordan Tyskland håndterede hadet og splittelsen. Derudover kunne vi besøge mindesmærket for Holocaust og bruge anledningen til at reflektere over konsekvenserne af had og ekstremisme.”
Hovedspørgsmålet, som blev drøftet på turen, var ”Hvordan reagerer vi, når der er konflikt?” Og ét er at sidde derhjemme foran skærmen og komme med et udfald på Facebook eller at diskutere sagen med ligesindede. Noget helt andet er, at møde ”den anden” ansigt til ansigt”. En af deltagerne konstaterede om mødet med dem fra den anden side: ”Det gør krigen mere personlig.”
Jack og Shadia tilføjer: ”Det er én ting at sidde derhjemme og læse en artikel på skærmen skrevet af en af dine ledere, men det er noget helt andet at læse den samme artikel sammen med troende brødre og søstre i Berlin.”
Der blev skrevet rigtig meget fra både den ene og den anden side under sommerens krig, hvilket vi også tidligere har fortalt om her på siden. Men selvom der – naturligvis – var meget stor forskel i tilgangen til det skrevne, var der alligevel også ligheder.
”Begge sider brugte Bibelen til at retfærdiggøre det, de skrev, og det var ofte forvirrende at holde styr på, om det nu var politisk eller religiøst,” fortæller Jack. En af deltagerne udtrykte det således: ”Selvom de citerer et vers fra Bibelen, er det ikke ensbetydende med, at det, de siger, er åndeligt sundt.” ”Shadia fortæller videre: ”Begge sider havde en tendens til at fokusere på situationen uden at give udtryk for nogen former for selvkritik. Man skyndte sig at se fejlen hos de andre, uden at se på hvordan man selv bidrog til at forværre situationen.”
Samtalerne om de enkelte artikler var intense, og samtalerne med de unge afslørede, at flere havde overvejet at skrive noget undervejs i konflikten, fordi de ikke syntes, deres egen synspunkter blev repræsenteret. Det er også et vidnesbyrd om, at de mest højtråbende stemmer, som regel også er de mest ekstreme. I de afsluttende samtaler, blev deltagerne da også enige om, at der er brug for mere moderate stemmer i begge ”lejre”, og at der er brug for at opmuntre hinanden til at være profetiske stemmer ind i samfundet – også i denne sammenhæng.
Jack fortæller afslutningsvist, at deltagerne rejste hjem med en følelse af, at være blevet hørt af de andre. ”Vi erfarede, hvor vigtigt det er at mødes ofte og snakke sammen. Vi tog hjem med en fast beslutning om, at vi vil mødes igen snart, og at vi vil arbejde endnu hårdere for forsoning i vores respektive samfund,” fortæller han.
Og sådan kan vi blive mindet om – også denne jul – at Fredsfyrsten fra Betlehem, stadig har et aktuelt budskab, når han siger: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”
Shadia Qubti, projektleder for Musalahas børnelejre
Hvert år afholder Musalaha en børnelejr i Israel for israelske og palæstinensiske børn. Mange af vores ”Musalaha-børn” er dog ved at være unge mennesker nu, og de har stadig lyst til at være med på lejrene. Derfor besluttede vi at afholde to lejre i Israel i år – en for juniorer i alderen 12-14 år og så vores normale lejr for børn i alderen 8-11 år.
Som lejrene nærmede sig i år, var Israel i gang med en militær operation i Gaza, hvilket resulterede i daglige angreb fra det israelske militær ind i Gaza, mens Hamas foretog daglige raketaffyringer ind i Israel. Vi blev konfronteret med en ny frygt, hvor israelske og palæstinensiske forældre kom i tvivl om, hvorvidt de skulle sende deres børn på lejr. Israelske forældre var bekymrede over muligheden for at lejren skulle blive udsat for raketangreb fra Gaza. Palæstinensiske forældre var bekymrede over muligheden for et angreb fra israelske højrefløjsekstremister. Frygten var stor hos begge parter, særligt fordi medier på begge sider var med til at give ny næring til frygten. Personligt var jeg også bekymret – både over faren og ansvaret, som jeg havde for børnene og holdet af ledere. Til at begynde med troede jeg, at lejrene ville blive aflyst grundet den politiske situation.
Disse lejre er et af mine yndlingsprojekter, og jeg ser frem til dem hvert år. Jeg nyder at planlægge dem, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg blot var skuffet, mens jeg vænnede mig til tanken om, at lejrene måske ikke blev til noget. Efter en analyse af situationen og inddragelse af væsentlige kilder, besluttede vi dog, at lejrene ville blive holdt i Baptist Village som planlagt.
Den første frygt jeg måtte overvinde, var min egen. Jeg måtte overvinde min frygt for volden og sætte den i det rette perspektiv. I den proces fandt jeg ud af, hvad det betyder, at konflikten her er så kompliceret. Det betyder bl.a. at vores politiske ledere ikke ønsker at løse konflikten på samme måde, som jeg ville løse den. Og når de ikke vil det, hvorfor skulle de så have lov til at bestemme, hvordan jeg skulle reagere på volden og konflikten?
Min konklusion blev derfor, at min frygt enten kunne lamme eller fremme mit eget svar på denne konflikt. Min frygt kan lamme mig ved at lade vores ledere diktere hvordan og hvor vi, som israelske og palæstinensiske kristne, møder hinanden. Så ville vi først møde hinanden når kampene og volden var overstået. Så ville vi først møde hinanden, når vores ledere ville tillade det. På den anden side kan min frygt fremme mit ønske om at mødes – uanset hvad vores ledere fortæller os. Når det er svære tider, fortæller de os ofte, at vi skal identificere os med vores egen nationale eller etniske gruppe, og at loyaliteten mod dem må gå foran alt andet. Ved at isolere os fra kontakt med ”de andre”, lader vi samfundet diktere hvad vores brødre og søstre oplever og føler.
At gå imod samfundet er det hårde valg på mange måder. Først, fordi så må jeg også se forbi den frygt, som samfundet har opbygget i mig. Hvis man vokser op i dette land, er man godt klar over at der ikke findes nogen partner for fred. ”De er ikke interesseret i fred. Vi gav dem så mange chancer.” Sådan vil begge parter sige om ”den anden”.
På en af lejrene denne sommer lånte et israelske barn en af ledernes pandebånd, bandt det om hovedet og sagde: ”Se, jeg er en arabisk terrorist!” Vores forestillinger om den anden side er krystalklare allerede fra en tidlig alder, og vores naturlige respons er en kollektiv frygt. Og det er her vi kan sætte ind på lejrene og være med til at plante små frø til forandring. Sana, lederen som overhørte den nævnte kommentar, tog drengen til side og havde en samtale med ham, hvor hun forklarede ham, at når han lavede generaliseringer om arabere, så sårede det hende, fordi hun er araber. Drengen fortalte, at det kunne han godt forstå, han undskyldte, og så var den ikke længere.
En anden grund til at det er svært at gå imod samfundet er, at vi er afhængige af andre for at lykkes. Lejrene kan fx ikke finde sted uden hverken børn eller ledere. Det kan godt være, at jeg er villig til at se ud over min frygt, men ville forældrene være det samme? Lejrenes succes er i høj grad afhængig af de forældre, som modigt stoler på vores dømmekraft og sender deres børn til lejrene. Dét er et stort vidnesbyrd om at vi, som troende, står sammen på trods af mørke tider. Gennem de sidste ti år, hvor vi har afholdt lejrene, er det lykkedes at skabe en kultur, hvor både israelske og palæstinensiske forældre kan sende deres børn på en forsonings-lejr. Vi vil gerne her anerkende de forældre, som sender os deres børn år efter år – og særligt denne sommer.
Sidst, men ikke mindst, er det svært at gå imod samfundet, på grund af frygten i sig selv. Under lejren hørte vi sirener. Vi var velforberedte på det, og alle børn og ledere nåede i beskyttelsesrum inden vi hørte Iron Dome affyre sine missiler for at skyde raketterne ned. Ligesom når de skulle sove, var israelske og palæstinensiske børn i det samme rum sammen med deres ledere. De skulle blive liggende i rummet i ti minutter inden de måtte komme ud. Lederne i de enkelte rum bestemte, hvordan de ville bruge denne tid. Nogle brugte tiden til at bede sammen, andre sang og nogle legede en leg. Her var børnene på lige fod, for de delte den samme oplevelse.
Når de ti minutter var gået, bankede jeg på dørene og fortalte, at nu kunne de komme ud. Jeg så ikke tårer i et eneste rum – snarere smil og latter. Det var som om intet var sket og programmet kunne fortsætte. Det var inspirerende at opleve børnenes styrke og tilpasningsevne.
Der er mange årsager til frygt, når der er konflikt, men på samme tid har vi mange muligheder for at ændre frygten til glimt af håb for dem der er omkring os. En af lederne oplevede et sigende eksempel på dette: På lejrene var der en af lederne hvis bror lige var taget til Gaza som soldat, og denne leder boede på samme værelse som en børnene, hvis bedsteforældre boede i Gaza. Men lederen tog sig af drengen og passede på ham hele dagen.
Der er ingen andre lejre i vores samfund, som bruger israelske og palæstinensiske børn sammen – og slet ikke i tider som denne. Jeg er stolt over at have været en del af denne lejr og taknemmelig over, at jeg fik støtte og opmuntring til at konfrontere min frygt. Der er mulighed for håb, hvis vi er villige til at tage de udfordringer op, som ligger foran os. Vores samfund tilbød os kun frygt og splittelse, men i Messias, forestillede vi os og udlevede en bedre nutid, som kan gøre en forskel idet vi arbejder på en bedre fremtid.
I løbet af august var Den Norske Israelsmission for fjerde gang værter for projektet BridgeBuilders, som på en særlig måde tydeliggør, hvad samarbejde og gensidig afhængighed er for nogle størrelser.
Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission, 5. september 2014
Ti messianske jøder, ti kristne palæstinensere og ti nordmænd. Det er hovedingredienserne i BridgeBuilders. 30 unge er sammen i ti dage i Rogaland i Vestnorge, og formålet er klart: Man ønsker at styrke fællesskabet mellem messianske jøder og kristne palæstinensere ved at bygge relationer mellem deltagerne – både som enkeltpersoner og som folkegrupper.
Bag foretagendet står bl.a. Den Norske Israelsmission, forsoningsorganisationen Muslaha, Det Palæstinensiske Bibelselskab og studie- og ressourcecentret Caspari, som alle sammen er Israelsmissionens samarbejdspartnere. De fire forskellige aktører har alle aktier i det unikke koncept, hvor den verserende konflikt kommer på afstand i den terapeutiske norske natur.
Lytte til ’den anden side’
Flere af lederne under BridgeBuilders har tidligere selv været med som deltagere. Det gælder jødiske Angelica Micoyan og palæstinensiske Pierre Tannous. De har selv oplevet, hvad mødet fører til, og de brænder for at flere skal opleve, hvad dialog, diskussion og bøn kan føre til. Angelica fortæller:
”Jeg ved, at det har forandret mig som menneske at blive en del af BridgeBuilders. Det var ikke let at træffe afgørelsen om at tage af sted første gang; man får et stempel som venstreorienteret og forræder. Men jeg følte, at det var rigtigt at drage afsted. Det blev til ti dage med meget bøn og selvransagelse, men det forandrede mit forhold til både Gud og til mennesker omkring mig. Jeg lærte at lytte til ’den anden side’ og at mærke deres smerte uden automatisk at gå i forsvarsposition. Når jeg ved, hvad BridgeBuilders gjorde ved mig, ønsker jeg at give det videre til andre.”
Pierre supplerer: ”Det er let at blive frustreret over resultatet. Ofte ser vi ikke de fremskridt, vi ønsker, lige med det første. Men der er et stort behov for lignende tiltag. Der er brug for fællesskab mellem kristne palæstinensere og jesustroende jøder. Hvis ikke vi har dette fællesskab, splitter vi Kristi krop. Som leder må jeg også hele tiden stille mig selv det samme spørgsmål: Ønsker jeg fællesskab med ’den anden side’? Det er ligeså meget en udfordring til os ledere, som det er til deltagerne. Hvis ikke vi kan gå foran med et godt eksempel, kan vi ikke forvente, at andre vil i den retning, vi peger.”
Det farlige møde
Nicola Shaer og Alon Williams er to af førstegangsdeltagerne. Nicola er arabisk kristen fra Betlehem, og Alon er messiansk jøde fra Tel Aviv. For Alon udgør tilbagerejsen til Israel ikke den store risiko. Han vil sandsynligvis blive stemplet som ’venstreorienteret’, men det må han tage med. For Nicola er konsekvenser mere vidtrækkende. Han risikerer at blive afvist af venner og familie, fordi han møder ”tyven” og ”fjenden”.
Konfliktens alvor sætter sit præg på lejren, og uenigheder er uundgåelige. Under en associationsøvelse, hvor deltagerne skal sætte ord til billeder fra konflikten, kommer forskelligheden til udtryk: Soldaterne er både mordere og forsvarere i deltagernes forskelligt seende øjne.
De norske mellemmænd
Når bølgerne går højt, er det de norske deltageres rolle at agere bølgebrydere. Thor Håkon Lindstad fortæller: ”Gennem hele ugen følte vi os hverken utilpasse eller malplacerede. Vores rolle var først og fremmest at være lyttere og spørgsmålsstillere. ’Buffere’ kan du måske sige. Med en helt anden afstand til konflikten og spændingen i disse dage var det en kamp virkelig at forstå de følelser, historier og den sorg de andre deltagere bar på. Alligevel var glæden over, at vi var til stede, gensidig.”
Andreas Tysse er begejstret for bagagen, han får med sig hjem: ”Det var noget helt andet at møde dem ansigt til ansigt. Det er så let at gøre dem til en del af én side, og så holder vi udenforstående med den ene eller den anden side uden at vide, hvem de egentlig er. På BridgeBuilders lærte jeg både israelere og palæstinensere at kende. Det at høre deres historier berører dig på en helt anden måde, når de er dine venner. Bare det at se dem sammen, hvor villige de er til at lytte, til at imødegå de andre, til at være gode mod de andre og løfte hinanden op, det gjorde noget ved mig som menneske. Det er som om, at der hviler en speciel velsignelse over dette arbejde, som jeg ikke har oplevet før.
Til spørgsmålet, om Andreas tror på BridgeBuilders-arbejdet i fremtiden, svarer han: ”Det var det letteste spørgsmål indtil videre… Ja selvfølgelig! Dette er den eneste vej fremadrettet. Hvis ikke vi tilgiver og bliver forsonet med hinanden og med Gud, vil hadet bare vokse.”
(Artiklen er skrevet på baggrund af en artikel af Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission. Foto: Christine Eidsheim.)
Gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) har Israelsmissionen netop fået en nødhjælpsbevilling på 250.000 kr. til det nødhjælpsarbejde som Det Palæstinensiske Bibelselskab gør i Gaza. Målgruppen er i første omgang de omkring 2000 flygtninge som har søgt tilflugt i en af kirkerne i Gaza.
”Vi er glade for at vi qua vores medlemskab af DMRU har mulighed for på denne måde at hjælpe vores partner i bibelselskaberne i Israel-Palæstina”, siger Bodil F. Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen.
“De tre bibelselskaber i området har et stærkt ønske om med deres samarbejde at flytte fokus væk fra de forfærdelige stridigheder og den vold og ødelæggelse som begge befolkningsgrupper er udsat for og i fællesskab pege på en vej fremad, hvor bibelens budskab om fred og forsoning, håb og trøst kommer i fokus. De fortjener virkelig vores opbakning i dette svære arbejde. Derfor er vi glade for muligheden for at kunne formidle denne nødhjælp lige som vi ønsker at støtte de øvrige initiativer som de tre bibelselskaber har taget i den nuværende situation. Nødhjælpspuljen hjælper på kort sigt, og det er der brug for. Men det arbejde bibelselskaberne i fællesskab gør for at skabe fred og forsoning, er der brug for på lang sigt. Vi ønsker at støtte dem i deres arbejde med at fortælle en anden historie end den, der kun handler om vold og ødelæggelse,” slutter hun.
Det Israelske Bibelselskab vil også gerne være med til at bidrage til en anden fortælling. Viktor Kalisher, der er generalsekretær siger: ”Det er så destruktivt for sjælen. Folk er opfyldt af bitterhed og had. Der er brug for at sende tankerne i andre retninger. Derfor har vi uddelt CD’er med bibelhistorier til børn på forskellige skoler.”
Det Arabisk-Israelske Bibelselskabs leder, Dina, er på banen med et nyt initiativ, ”Fredsbibelen”, og det er der virkelig brug for, fortæller hun: ” Hadet er lige her foran min dør. Vi er ude så lidt som muligt, og børnene skal helst ikke tale arabisk, for vi frygter, at de bliver kidnappet, eller der sker andre forfærdelige ting.”
Der er brug for at opmuntre de Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere, som sammen arbejder for at hjælpe dem, der er påvirket af denne krig på begge sider. Ved at give en gave hjælper du ikke bare konkret med penge, men du sender også en besked til disse mennesker om, at du står sammen med dem, beder for dem og tænker på dem i den situation, de er i.
Tak fordi du med din gave både er med til at lindre nøden og opmuntre mennesker.
I skrivende stund raser krigen mellem Hamas i Gaza og Israel på tredje uge. Krigen har resulteret i al for mange døde, alt for megen ødelæggelse og alt for mange mennesker, som må leve i frygt.
I konflikten mellem Israel og Palæstina mangler der ikke synspunkter, stemmer eller argumenter. Både skrevne medier, radio og fjernsyn flyder over med mennesker med meninger om den ene og den anden side. Volden og krigshandlingerne forsøges retfærdiggjort og forklaret.
Men når begge parter ikke kan finde anden løsning end vold og krig og dermed bruge deres magt til at ødelægge frem for at bygge op – så findes der ingen vinder. Så findes der kun tabere.
Konflikten mellem israelere og palæstinensere fylder meget i medierne, og man kan ikke være blind for den. I Israelsmissionen ønsker vi at have fokus på de mennesker, som konflikten berører. Det gør vi primært gennem vores samarbejdspartnere. Her ser vi frustrationen. Frygten. Vreden. Og vi ser det hos samarbejdspartnere på begge sider af konflikten.
Men vi ser også håbet – uanset hvor spinkelt og uanseligt dette er. Vi ser mennesker, som modigt, insisterende og mod alle ods tør arbejde på en tredje vej. Håbets og forsoningens vej. Som vover at stille sig i midten mellem parterne og pege på et alternativ til volden og krigen. At håbet og freden og forsoningen er mulig. Det er ikke disse mennesker, som råber højest, og derfor får de heller ikke megen spalteplads eller taletid. Desto større grund er der til at sætte fokus på dem og deres indsats. Derfor vil vi gerne stå sammen med dem og opmuntre, for ethvert menneske der vælger fredens og forsoningens vej frem for voldens og krigens, er en sejr for livet.
Som det er udtrykt af Betlehem Bible College:
”Vi er i sorg over det voksende had, snæversyn og racisme i vores samfund i dag og den vold, som er en konsekvens af dette. Vi er specielt kede af, når kristne bidrager til den hadske stemning og splittelsen i stedet for at lade Kristus bruge dem som instrumenter for fred og forsoning.
Konfronteret med dette fastholder vi: Vi er imod at slå børn og andre uskyldige ihjel. Vi støtter kærligheden frem for hadet; retfærdighed frem for undertrykkelse; lighed frem for snæversyn, fredelige løsninger frem for militære. Vold vil kun udløse krig, det vil bringe mere smerte og ødelæggelse for alle lande i regionen. At skabe fred med rod i retfærdighed er den bedste vej fremad. Derfor dedikerer vi os til at sprede en kultur præget af kærlighed, fred og retfærdighed i mødet med vold, had og undertrykkelse.”
Den af vores samarbejdspartnere som mest tydeligt har udlevet denne kultur under konflikten er forsoningsorganisationen Musalaha. I krigens skygge har de igen denne sommer afholdt to børnelejre, hvor de har bragt jødiske og palæstinensiske børn sammen fra hele Det hellige Land. Her har de lært hinanden at kende som dem de også er: Børn med lyst til sjov og ballade, drømme og håb om en fremtid uden krig. Disse børnelejre er et håbets lys i krigens mørke – om end de er en dråbe i havet og uendeligt svære at få øje på. Men netop derfor vil vi gerne fortælle om dem. Læs mere om lejrene her og her.
I denne tid med konflikt og krig er det nemt at vælge side og blive blinde for ”de andre”. Lad os ikke bidrage til hadsk stemning og til splittelse. Lad os i stedet bede om, at Kristus vil bruge os som instrumenter for fred og forsoning.
Det hjerteskærende håb kommer fra et af børnene fra Musalahas børnelejr, som nyligt er overstået. Trods raketter fra Gaza, israelske bombardementer og umådeligt høje tabstal har organisationen der arbejder med forsoning mellem jøder og palæstinensere netop gennemført to børnelejre.
“Sommeren er en smule intens for os her hos Musalaha. Vi afholder tre lejre hvert år, og derfor er sommermånederne altid travle og en smule kaotiske,” fortæller Salim, daglig leder af forsoningsorganisationen Musalaha. “Derudover var denne sommer imødeset med endnu mere spænding end normalt på grund af konflikten i Gaza. Nogle troede det “bare” var endnu en omgang raketter, men det viste sig at blive til så meget mere,” fortsætter han og fortæller videre, at nogle af dem, som skulle komme og hjælpe dem på lejrene aflyste og henviste til den ustabile situation som begrundelse, hvilket efterlod Musalaha meget underbemandede.
“Men bekymringerne kom ikke kun fra udlandet, men også fra vores eget kontor,” fortæller Salim. “Vi brugte meget tid på bøn, overvejelser og vejede for og imod at gennemføre lejrene eller aflyse,” siger han og fortæller at Salme 57 vers 2 blev deres bøn for børnene og sig selv: “Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, for hos dig søger jeg tilflugt, til ulykken er drevet over.”
Inden Musalaha besluttede sig definitivt for at gennemføre lejrene søgte de råd hos både ministerier og sikkerhedstjenester. De forsikrede om at så længe man blot man lavede sig sine sikkerhedsforanstaltninger kunne lejrene godt gennemføres.
For Salim var det særligt interessant at se, hvordan og for hvad frygten slog igennem. For nogle var det raktterne mens det for andre – særligt de palæstinensiske forældre – var frygten for, at deres børn ville blive kidnappet.
Om selve mødet med børnene på lejren fortæller Salim:
“Om onsdagen besøgte jeg lejren sammen med en af de israelsk-jødiske forældre til et af børnene, som har været involveret i Musalaha et stykke tid, og nu er med som leder på lejren. Mens vi kørte overvejede vi, hvordan børnene ville have det med hinanden, når nu konflikten rasede i landet. Da vi ankom, måbede vi over, hvordan de legede sammen og havde det sjovt.”
Han fortsætter og fortæller, at han og den israelske forældre talte om, hvor meget de ønskede at se sådanne lejre sprede sig ud i hele landet. Forælderen sagde: “Hvis blot arabiske børn kunne møde jødiske børn og lære, at de ikke monstre, og hvis bare jødiske børn kunne møde arabiske børn og lære, at de heller ikke er monstre, så er det nok for mig – så er der håb for fremtiden.”
Salim fortæller også om et hjerteskærende håb fra et af børnene: “Da det gik op for et af børnene at lejren sluttede denne dag, sagde han: “Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”
Lejren står for Salim som et lille glimt af, hvordan samfundet faktisk kunne være, hvis man levede sammen og havde fællesskab med hinanden.
Mens raketterne i disse dage sendes frem og tilbage mellem Israel og Gazastriben, kan håbet om en holdbar løsning på konflikten virke fjern. Men der er mennesker, som nægter at give op og fortsat arbejder for fred.
Af Thomas Nedergaard, 10. juli 2014
Situationen i Israel er højspændt. Siden starten af juli er konflikten i området spidset til og et forsoningsarbejde kan virke uoverskuelig og håbløs.
Men midt i dette mørke, er alt lys ikke slukket.
Musalaha, der arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere, har ikke kastet håndklædet i ringen. Hos dem fortsætter arbejdet trods de store udfordringer.
En vigtig del af Musalahas arbejde er de årlige sommerlejre for børn. Her mødes både israelske og palæstinensiske børn, der ellers til dagligt ser hinanden på hver sin side af den komplicerede konflikt. Sommerlejrene er en vigtig del af Musalahas arbejde. Gennem leg, bibelstudie og mange andre aktiviteter prøver de at nedbryde de mange fordomme, som også børn har om hinanden. Ifølge Musalaha selv, er lejrene ikke uden nytte:
“Deltagerne tager nye hebraiske og arabiske sange og ordsprog med sig hjem fra disse lejre, hvor de deler værelser, bliver medspillere for forandring i en ung alder, og de forlader stedet med nye venskaber.”
De venskaber, som starter på lejrene, strækker sig over den ellers dybe kløft mellem de to folkeslag. På lejren er alle børn i øjenhøjde og forskellene i mellem dem kan udjævnes.
Situationen kan have konsekvenser
Trods den øgede uro den sidste tid har Musalaha ikke planer om at aflyse årets sommerlejre. De kan dog bliver tvunget til det:
“Ifølge undervisningsministeriets politik, kan lejre gennemføres, så længe der kan tilbydes beskyttelsesrum til børnene. Så hvis situationen forværres, kan vi blive tvunget til at aflyse. Som tingene ser ud nu, så gennemfører vi lejrene, men vi tager én dag ad gangen,” skriver Shadia, leder af Musalahas ungdomsarbejde, i en mail.
Flere af organisationens kvindegrupper, mødtes fredag den 11. juli for at faste og bede for hinanden og for at konflikten må stoppe. Kvindegrupperne, som består af både israelere, palæstinensere og arabere, er et eksempel på, at kløften mellem partnerne kan overvindes.
“Der er stor behov for, at vi nu forener os i bøn. Det betyder meget for os, at vores to folk fortsat er i jeres bønner og tanker,” slutter Shadia.
De kommende dage vil afgøre, hvorvidt sommerlejrene bliver en realitet.
