Tag: forsoning

Udtalelse fra Musalaha

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 3. juli 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Udtalelsen er oversat af Arne Pedersen, 3. juli 2014

Israelsmissionens samarbejdspartner, Musalaha, har også en afdeling, som arbejder med forsoning mellem palæstinensiske og israelske kvinder. Lederne af dette arbejde fra både Israel og på Vestbredden er kommet med følgende udtalelse på baggrund af den aktuelle situation i området:

Til hvem det måtte vedrøre

I dag er der fortvivlelse i Israel på grund af de tre unge mænd, der blev fundet døde på Vestbredden. Jeg modtog følgende udtalelse fra Shireen, lederen af Musalahas kvindearbejde på Vestbredden. Udtalelsen kommer efter hun var blevet kontaktet af nogle palæstinensiske kvinder, som ikke kunne komme i kontakt med deres israelske venner.

Vi, som jeres palæstinensiske søstre, vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse på baggrund af tabet af tre israelske menneskeliv og den smerte som deres familier og samfund må føle. Vi har, indtil nu, stået sammen med jer i bøn om at de tre unge mænd måtte vende tilbage og nogle af kvinderne har været i kontakt med jer, for at udtrykke medfølelse. Vi dedikerer os til stadig at være i relation til jer og til at fortsætte af fredens og forsoningens vej. De palæstinensiske kvinder, som er engageret i Musalaha, billiger ingen former for vold, men ærer livet og freden sammen med det israelske folk.

Undersrkevet
Shireen Awad Hilal, koordinator for Musalahas kvindearbejde på Vestbredden

Jeg vil gerne, som koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel, tilføje:
Jeg har været stærkt bekymret under denne eftersøgning efter de tre unge mænd. På kontoret har vi dagligt bedt for de uskyldige ofre i denne seneste tragedie. Jeg og de andre kvinder som er engageret i Musalahas kvindearbejde i Israel, sender vores dybeste medfølelse til de familier, som har mistet liv på begge sider. Vi vil søge at fortsætte mod freden sammen med vores brødre og søstre i Herren. Vi føler smerten sammen med de familier, palæstinensiske såvel som israelske, som har lidt under den seneste cyklus af vold. Vi lider med begge samfund.

Lad os minde hinanden om i disse ophedede dage, at vores ord ikke skal være præget af gengældelse, men af forsoning. Lad os holde fast i de relationer, der er bygget op og ikke smide års arbejde væk på grund af et malplaceret ”like” på Facebook, som har fornærmet os. Lad os afstå fra at synge med i koret af de mennesker omkring os, som skriger efter blod og lad os i stedet kalde på ham, som har skabt fred imellem os.

Lad os i denne tid blive endnu mere ihærdige efter at arbejde for det gode for hinanden og søge efter muligheder for at velsigne hinanden.

I Ham, Hedva Haymov, koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel.

Læs den originale udtalelse og mere om Musalahas kvindearbejde her. (Eksternt link på engelsk.)

Sport og leg skal forene palæstinensere og danskere på kryds og tværs

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. juni 2014. Bogført i Arbejdet i Danmark, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014

”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.

Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.

”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”

”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.

Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.

Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.

Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.

Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.

Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.

Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.

De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb

Leder med kald, kærlighed og konflikter

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 20. maj 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Ebenezer-hjemmet har en klar vision: at jøder, arabere og andre nationaliteter kan leve sammen i deres alderdom og dele troen på Jesus. Johnny Khoury har ledt dette sted i 10 år. Det er hans kald. Et kald fyldt med konflikter og velsignelser.

Dinna Bjerrum Swartz, 20. maj 2014

”Det er et kald fra Gud at lede Ebenezer-hjemmet,” slår Johnny Khoury fast. ”Nogle gange føler jeg mig som Moses, der altid kunne råbe til Gud i svære tider, fordi han vidste, at han levede i Guds plan.”

Og svære tider er ofte en naturlig del af arbejdet på plejehjemmet. Bare det at arbejde med mennesker generelt kan være en udfordring, men her er der også både ældre og pårørende, tilknyttede menigheder og økonomi. ”Der er mange ting, du bliver nødt til at gøre i tro. Her lærer man virkelig at stole på Gud,” understreger Johnny Khoury, der kalder Ebenezer-hjemmet for et tros-universitet.

Fra dyrevidenskab til ældre

Det var ikke planen at ende som plejehjemsleder. Johnny Khoury studerede dyrevidenskab på universitetet, men da han blev færdig, måtte han arbejde nogle år på en fabrik. Her blev en kollega omvendt, og Johnny mærkede tydeligt Guds nærvær.

Men Johnny Khoury blev smittet af en alvorlig virus og var nødt til at forlade sit arbejde. Han måtte ikke lave fysisk aktivitet i to måneder, og han gik arbejdsløs i et halvt år. På det tidspunkt havde han en kone og to små børn, som han skulle forsørge.

”Det var en meget stressende situation,” husker han.

På dette tidspunkt søgte Ebenezer-hjemmet en ny leder. Gennem bøn og bibellæsning oplevede Johnny Khoury, at Gud ville have ham til at søge stillingen. I Jeremias´ bog kapitel 1 læste han om den unge Jeremias, der trods sine manglende evner og erfaringer fulgte Guds kald.

”Det var fuldstændigt ulogisk i forhold til min baggrund,” erkender Johnny Khoury, ”men jeg besluttede mig for at adlyde og sende en ansøgning”. Johnny talte også med en af lederne i den lokale menighed for at tale om situationen. ”Den samtale var overraskende. Jeg forklarede ham om stillingen, men det gik op for mig, at han allerede havde talt med Ebenezer-hjemmet om mulige kandidater til jobbet, og han havde anbefalet mig. Vi anede ikke, at vi begge havde kigget på stillingen.”

Gud viser vejen

Igen og igen viste Gud tydeligt, hvordan han ledte Johnny Khoury på rette vej. Først blev Johnny bevilliget tre års studie, inden han skulle begynde på arbejdet. Så gav universitetet Johnny lov til at sammensætte fag, der ellers ikke kunne sammensættes i studieordningen.

”Gud blev ved med at bekræfte, at det her var hans vilje. Han sørgede meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Hvis jeg skulle fortælle om alle de oplevelser, som jeg havde med Gud i den tid, så kunne jeg tale i dagevis,” smiler Johnny.

En udfordrende stilling

Hvordan er det så at arbejde som leder på Ebenezer-hjemmet? ”Det er en stor velsignelse. Og samtidig er der både åndelige og sociale udfordringer,” erkender Johnny Khoury. Der er nye udfordringer i fremtiden, fordi samfundet ændrer sig. I 38 år har hjemmet givet den samme pleje til de ældre. Men nu er der i højere grad behov for sygepleje, og det kræver de rette faciliteter, så ombygning og udbygning er de næste mål for hjemmet.

”I dag bliver beboerne ældre og ældre. Og det betyder, at de også bliver svagere. Nogle bor her i tyve år, så plejen bliver langsomt mere omfattende.”

Hjemmet er lige nu i kontakt med en arkitekt, men ligesom i Danmark tager byggetilladelserne lang tid at få.

Bøn forandrer

Johnny Khoury ønsker mere end noget andet, at mennesker vil bede for hjemmet. ”Det vigtigste for os er den åndelige vejledning fra Gud. Vi har mest af alt brug for visdom i alle de valg, vi står i,” fortæller han.

Den politiske situation i Israel er også en stor udfordring, da landet bliver mere og mere isoleret på grund af den politik, der bliver ført. ”Det er trist, at flere kritiserer Israel i dag. Folk vælger side, men vi har et hjem, hvor siderne kan blive forenet i Kristus.”

Johnny Khoury erkender, at landet ikke er perfekt, og at den politiske situation er udfordrende. ”Her er klare problemer, men når mennesker leder efter det perfekte, så kigger de det forkerte sted. Vi må læse Guds ord og derudfra tage et standpunkt,” mener han.

Ebenezer-hjemmet har desværre mistet en donor-organisation, blandt andet fordi den valgte at være mere pro-palæstinensisk.

Men på trods af udfordringer så har Johnny Khoury håb for dette tros-universitet. ”Gud befaler os at være vidner på hans kærlighed. Og det er en velsignelse i sig selv.”

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. marts 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.

”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.

Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.

Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.

Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”

Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”

Forskellig baggrund, samme fællesskab
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.

”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.

”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”

Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.

Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.

”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”

Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”

Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.

Kan vi så få fred?!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. februar 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Overskriften er samtidig titlen på Rikke Grinderslevs blog. Og fred er der brug for…

Dinna Bjerrum Swartz; 29. oktober 2012

Hun arbejder nemlig i Jerusalem på at skabe fred mellem jøder og palæstinensere. Sammen med Ane Nord arbejder hun i organisationen Musalaha, der netop ønsker at skabe mulighed for dialog mellem de to grupper. Israelsmissionens Unge har udsendt Rikke og Ane fra Danmark. De to unge danskerehar været i Jerusalem en måned og fortæller om hverdagen i denne komplicerede konflikt. ”Vi bor i en konfliktzone, men overraskende nok mærker vi det ikke,” bemærker Ane, ”Man skal bare vænne sig til at der er soldater med maskinpistoler overalt.” I deres arbejde oplever de dog praktiske udfordringer i mødet mellem grupperne. ”Der er kun få steder, hvor både kristne, jøder og muslimer kan mødes” fortæller Ane, ”Det gør projektet rigtig besværligt! Lidt ligesom hvis vi jyder ikke måtte krydse Fyn på grund af vores etnicitet og derfor altid skulle tage færgen til Sjælland. Alt er lidt mere upraktisk på grund af kløften mellem folkene.”

Fredsskabende kontorarbejde

Rikke og Anes hovedopgave er at skrive ledertræningsmateriale til ungdomsledere i Israel/Palæstina. Musalaha tror på, at en fælles tro på Jesus kan føre jøder og palæstinensere sammen. Derfor mødes unge messianske jøder og kristne arabere om deres fælles livsgrundlag, hvor bøn og lovsang binder dem sammen. Men der er mangel på ledertræning, der er tilpasset den israelske/palæstinensiske kontekst. Derfor skriver Rikke og Ane nu en 200-sider lang ledertræningsbog, der tager udgangspunkt i ungdomskulturen i regionen. ”Jeg skriver lige nu om hvad en god kristen leder er,” forklarer Rikke, ”Man skal blandt andet have en vision, motivation og en funderet tro på Gud.” ”Da vi begge er antropologer havde vi håbet, at vi skulle ud og lave feltarbejde blandt befolkningen.” fortæller Ane. ”Men arbejdet ser anderledes ud hernede end vi fik at vide hjemmefra.” ”Det er det hårde møde med mellemøstlig arbejdskultur,” smiler Rikke, ”Vores kollegaer er ikke en gang selv helt sikre på, hvor akademisk materialet skal skrives.” Men på trods af de forvirrende arbejdsrammer nyder de at være der. ”Vi er blevet taget utroligt godt imod her på kontoret” bekræfter Ane. ”Og meget af det introducerende læsning har været spændende og lærerigt.” Mødet med jøden og araberen ”Vi er heldige at vi har en dansk kirke og et godt netværk af unge danskere her i byen,” siger Ane. ”Vi har kontakt til mange mennesker, der bor her midlertidigt, men vi vil rigtig gerne lære de lokale at kende.” Dette fik de mulighed for i weekenden, hvor Musalaha arrangerede en campingtur for unge arabere og jøder. ”Det tog lidt tid før folk blødte op og talte om dybere ting, blandt andet deres emigrationshistorier.” fortæller Rikke, ”Det må være hårdt at forlade alt, men samtidig fantastisk at kunne føle sig hjemme i et nyt land.” Ønsket om at møde flere lokale i landet bliver måske lettere at opfylde, når den planlagte arabiskundervisning to gange om ugen snart begynder.

Hold hviledagen hellig – og gør det ordentligt!

Efter en måned har Ane og Rikke allerede oplevet flere kulturchok. Blandt andet kræver det meget planlægning at alt lukkes ned på sabbatten. ”Da vi lige var kommet til Israel tog vi en tur til Haifa, en større kystby i Israel” fortæller Rikke. ”Vi havde ikke tænkt på at det var Yom Kippur, den store forsoningsdag, som er en vigtig helligdag for jøderne.” Ane fortsætter: ”Da vi kom derop kunne vi ikke finde noget sted i hele byen, hvor vi kunne få aftensmad. En araber forbarmede sig over os og lavede et par kyllingehotdogs til os. Vi kunne ikke se templet og haverne i Haifa fordi der var lukket og vi var nær ikke kommet hjem fordi togstationen var lukket og låst af. Her tager man helligdagene meget alvorligt! Og det bliver man nødt til at planlægge efter! Ellers kan man ende i en uheldig situation!”

Konflikt og had som hverdagskost

”Jeg savner da min familie og venner” indrømmer Ane, ”og det kan godt være frustrerende at alt hernede kredser om konflikten. Jo mere vi lærer om den, jo mere håbløst virker det. Mange hader virkelig hinanden og det er rigtig svært at bygge bro. Nogle gange længes jeg efter at den største nyhed er, at jordbærhøsten slog fejl eller at en politiker dummede sig i medierne. Hernede er alt så indviklet og politiseret. Man skal konstant være opmærksom på ikke at bruge de forkerte ord og definitioner om noget, da det kan være værdiladet og henvise til en holdning i konflikten. Det kan bare være svært at bevare håbet!” Det er en tyngende stor konflikt, der konstant ligger over landet. Rikke tilføjer: ”Måske vil vi forstå menneskers vilkår lidt bedre hernede efter et halvt år hvor vi arbejder med forsoning og konflikt.” Læs mere om Musalahas forsoningsarbejde her: www.musalaha.org Vil du vide mere om pigernes oplevelser kan I læse deres blogs: Rikkes blog; kanvisafafred.blogspot.dk , og Anes blog; anenord.blogspot.dk

En oliekrukke som vidne

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. februar 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

En gammel oliekrukke, der måske kan rumme 50 liter, står i et hjørne af Rhemas stue og minder om tiden før 1948, hvor hendes familie havde et landområde på hyrdernes mark ved Betlehem.

Jørgen Hedager Nielsen

“Min familie dyrkede oliven, og vi pressede dem selv. Det var det, vi levede af. Nu ligger der en israelsk bosættelse,” forklarer Rhema. Jeg besøger hende i forbindelse med et oplysningsprojekt om Musalaha. Louise Vibjerg Thomsen, der er ansat af Musalaha som leder af kvindearbejdet, har lavet aftaler for mig med næsten 20 forskellige personer, der alle har oplevet, at Musalaha har forandret deres liv. Musalahas betydning kan sættes op i tal. De er årligt i kontakt med mere end tusinde jøder og arabere, som de bringer sammen til samtaler om forskelligheder og forsoning. Men betydningen af organisationen Musalaha forstår man bedst ved at høre personlige beretninger som Rhemas.

Skudhul i krukken

Rhema fjerner en træklods, som er stukket i et hul i krukken. “Under den første intifada stod krukken i vores have,” forklarer hun. “Det her er et skudhul.” Hun peger ud ad vinduet, hvor vi kan se sikkerhedsmuren. “Før muren kom, skete det, at kuglerne fra de israelske geværer fløj gennem huset, men Gud ske lov, er ingen blevet ramt.” Rhema fortæller om den dag, hvor nogle palæstinensiske drenge stod ude i haven og kastede sten mod de israelske soldater. Da soldaterne var blevet tirret tilstrækkelig længe, svarede de igen med skarpe skud. “En fyr blev ramt lige for øjnene af mig. Jeg så, hvordan hans hjerne sprøjtede ud af hovedet på ham,” fortæller hun synligt berørt. “Bortset fra et par timers udgangstilladelse var vores hjem som et fængsel for os.”

Hun er ikke bitter

I Østjerusalem – nogle få minutters kørsel herfra – bor nogle af Rhemas børn og børnebørn. “Jeg kan ringe til dem, men jeg kan kun besøge dem to gange om året. Jeg har et barnebarn, som bliver otte år i dag. Jeg har tilladelse til at besøge hende, men checkpointet er lukket på grund af jødernes påske,” forklarer hun. Listen over de besværligheder og nedværdigende oplevelser, hun har haft, er lang. Jeg har kritiske spørgsmål til nogle af hendes skildringer, men holder dem for mig selv, for hendes oplevelse af begivenhederne kan jeg ikke tillade mig at drage i tvivl. Og det er oplevelser, hun må leve med hver dag. Det ville være helt naturligt, hvis hun var en bitter kvinde. Men det er hun ikke. Der er nemlig sket noget stort i hendes liv. Under den anden intifada kom Rhema til tro på Jesus Kristus. “Det var stort, og ved at læse i Bibelen fik jeg lyst til at møde jødiske, troende kvinder og bede sammen med dem. Så kunne vi gå til Herren og bekende og forsone os. Da jeg hørte om Musalaha, vidste jeg straks, at det var noget for mig.”

Jøder er mennesker

“I Musalaha har jeg lært at se, at jøder også er mennesker. De er mødre, og de frygter for deres børns liv. Vi diskuterer, hvem landet tilhører, men vi er søstre i Herren. Når vi hører om uroligheder og bomber, ringer vi sammen for at få sikkerhed for, at alle har det godt,” siger Rhema. En væsentlig del af Musalahas arbejde er en række kvindegrupper, hvor der både er jøder, arabere fra Israel og arabere fra de palæstinensiske områder. De mødes halvårligt i den lille gruppe. Der er også en halvårlig samling, hvor kvinder fra alle de små grupper er med. Lige før påske var der en sådan samling på Cypern. Der er store problemer forbundet med at mødes, for indbyggerne på Vestbredden kan normalt ikke rejse ind i Israel, og det er ulovligt for israelere at rejse ind på Vestbredden. Derfor må især de store samlinger finde sted på neutral grund. Det kan være i Jordan eller på Cypern.

DIM og araberne

Det er enkelt for en israeler at sætte sig i et fly og så i løbet af en time lande på Cypern. Men fra Vestbredden må man først til Jordan og derfra videre med fly til Cypern. Den rejse tager det meste af den dag. Og det koster mere, end de fleste har råd til. Her kommer Den Danske Israelsmission (DIM) ind i billedet. Men DIM’s opgave er at fortælle jøder, at Jesus er Messias, så hvordan hænger det sammen, at DIM har noget at gøre med en araber i Betlehem? Det er et godt spørgsmål, og som medlem af DIM’s landsstyre har jeg gjort mig en del tanker om det. Man kan ikke være i Israel med den opgave, som DIM har, uden at støde på Musalaha. Flere af de messianske jøder, vi er i kontakt med, har en eller anden berøring med Musalaha. Måske er de endda medarbejdere. Det viste sig, at DIM kunne være med til at formidle nogle Danida-penge til Musalaha. Og det gjorde vi.

Penge fra Danmark

Palæstina hører til de udviklings-områder, som Danida kan yde støtte til. Musalaha beskrev et projekt, som Israelsmissionen gik til Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling med. Det udløste en god del Danida-penge til Musalaha. Denne øvelse er gennemført flere gange, så der nu efterhånden er formidlet et ret anseligt beløb. I forbindelse med sådanne projekter kan man søge om støtte til oplysningsarbejde i Danmark. Det er derfor, jeg er i Betlehem. Min opgave er som journalist at indsamle stof til artikler, og hvad det ellers kan blive til, i Danmark. Der har været øremærkede indsamlingsprojekter til Musalaha, men ellers bruger DIM ikke indsamlede penge til det. Musalahas arbejde er værdifuldt, og de jøder, der er engagerede i det, ligger i centrum af DIM’s formål. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bakke forsoningsarbejdet op på denne måde. Danida-pengene bruges til den sociale side af Musalahas arbejde. Den forkyndelsesmæssige kan ikke støttes med offentlige midler.

Landet er vores

Nogle dage senere finder jeg mig selv i en kibbutz i Israel nord-øst for Gaza. Her møder jeg Orit, der er en smart forretningskvinde, som arbejder på et af de messianske jøders forlag. “Jeg er syvende generation af jøder, som bor i landet,” fortæller hun. “Min far var befalingsmand i hæren. Jeg var selv befalingsmand, og jeg har nu to sønner i hæren.” Orit er overbevist om, at Guds løfter til Abraham om landet stadig står fast. “Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land. Men som Jesu disciple kan vi godt have fællesskab, selv om vi er uenige politisk,” understreger hun. “Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi vil bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo. Men indtil da vil vi samles i Musalaha, selv om grænserne kan være meget besværlige at passere.” Orit fortæller en oplevelse fra et kvindearrangement. På den sidste aften skulle de på skift fortælle, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Da sagde en kvinde fra Vestbredden med et glad smil: “Det er gået op for mig, at der også vil være jøder i himlen!”