Tag: immanuelkirken

En ny retning

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 14. december 2017. Bogført i Nyheder.

Guro Kvakestad, redaktør på magasinet Først

Omer Klein voksede op i en sekulær, velstående familie, hvor religion og åndelig søgen aldrig var et tema. Men en bombe, et syn og nogle missionærer fra Skandinavien fik ham til at skifte kurs fuldstændig. Her er hans historie.

Jeg kom til tro i 2011. Jeg var først med i en messiansk menighed i Tel Aviv, men der blev splittelse. Så jeg begyndte at se mig om efter et andet sted at gå i kirke, men fandt ikke noget fællesskab jeg trivedes i. Det var som om Gud hele tiden lukkede døren. Helt tilfældigt ”faldt jeg over” Immanuelkirken.

Som en familie
Egentligt var vi et umage par, eftersom jeg hverken var interesseret i en traditionel kirke eller i den lutherske udgave af kristen tro, og jeg blev chokeret første gang jeg så præsten i den traditionelle præstekjole. Jeg ville simpelthen ikke have noget med sådan et kirkesamfund at gøre. Det som efterhånden fik mig til at ændre mening, var fællesskabet, og måden jeg blev modtaget på. Lige fra første møde mærkede jeg en fornemmelse af at høre hjemme; at være en del af en stor familie. Det havde jeg ikke oplevet i nogen af de andre menigheder, jeg havde opsøgt. Her fandt jeg et fællesskab, som var ungt og dynamisk; inkluderende og udadvendt. Der var en enhed og et fokus på Guds ord, jeg ikke havde set andre steder. Samtidig var det en tydelig international menighed, hvilket tiltalte mig meget.

Mange penge; lidt kærlighed
Men for at begynde med begyndelsen: Jeg blev født i Rishon Letsion – en by lidt uden for Tel Aviv – i en velstående familie. Økonomisk manglede vi aldrig noget, men jeg så mine forældre meget lidt, da de var optaget af at arbejde og rejse. De var begge meget ambitiøse og karriereorienteret, og det gik selvfølgelig ud over familielivet. Der var ingen til at opdrage os; ingen til at give os kærlighed; ingen til at opmuntre og vejlede os som forældre skal. Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv, at det var fint ikke at have økonomiske bekymringer, men kunne vi måske have lidt færre penge og lidt mere omsorg?

Religion var aldrig et tema hos os, selvom det hele tiden lurede i baggrunden. Mine bedsteforældre var religiøse – meget religiøse – og vi plejede at tilbringe ferierne hos dem. Der lærte jeg om jødisk tro, men kun på et teoretisk plan, for de praktiserede ikke. Så religion havde aldrig en fremtrædende plads i mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, brød jeg mig faktisk heller ikke om det aspekt ved tilværelsen. Det handlede om videospil, shopping, skole og venner.

Libanon
Jesus og kristen tro anede jeg også meget lidt om, bortset fra det vi havde lært i skolen, og det var meget sparsomt. Alle skal lære om de forskellige religioners historie, men der bliver ikke diskuteret teologi. Det nærmeste jeg kom nogen interesse for religion, var da min familie rejste til Italien og besøgte Vatikanet i forbindelse med min bar mitzva. Jeg syntes, paven havde så fint tøj, og jeg spurgte, om jeg ikke også måtte få sådan noget. Det måtte jeg ikke.

Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg, som enhver anden ung i Israel, aftjene værnepligten. Min enhed blev udstationeret i Gaza. Heldigvis var der ikke konflikt på det tidspunkt, og efter tre år havde jeg afsluttet min tid i hæren. Men i 2006 udbrød der krig mellem Israel og Libanon, og jeg blev indkaldt til reserven. Da var det allerede nogle år siden, jeg havde afsluttet værnepligten, og som en del af reserven havde vi ikke fået regelmæssig træning for at vedligeholde vores evner. Oveni blev krigen heller ikke håndteret særligt godt af myndighederne.

Et syn
Vores enhed blev placeret lige nord for Metula. Vi rykkede nordpå, men en dag var der en bombe i sandet, vi ikke opdagede. Den eksploderede, flere blev dræbt og jeg mistede synet. Jeg blev evakueret til sygehuset, og min tid som soldat var forbi. Men da jeg lå der, halvvejs bevidstløs i sygesengen, havde jeg et syn. Jeg så Jesus stå ved fodenden af sengen. Han sagde to ting til mig: ”Du bliver helt rask og får synet igen.” Og: ”Jeg elsker dig!” Jeg havde som sagt ikke haft meget med religion eller åndelighed at gøre, men jeg vidste, det var Jesus, som stod der.

Flere uger og operationer senere blev jeg udskrevet fra sygehuset med 50% af synet i behold. Episoden med Jesus lå hele tiden i baghovedet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den, og langt mindre hvordan jeg skulle fortælle det til familie og venner. Ingen ville tro mig. Jeg troede knapt på det selv. Så jeg fortsatte med livet som før Libanon-krigen: job, familie og venner, og glemte mere eller mindre synet.

Tog imod Jesus
Lige til en dag hvor jeg var i shoppingcenteret i byen og mødte nogle missionærer fra Skandinavien med t-shirts, hvor der stod: ”Jesus elsker dig!” Jeg skvatt til, og huskede pludseligt synet jeg havde haft på sygehuset. Det her bekræftede min oplevelse på sygehuset; det var ikke mig, som så syner; der var tydeligvis også andre mennesker, som kendte denne Jesus, og som mente, at han elskede dem. Jeg gik over til dem og fortalte dem om min oplevelse. De blev naturligvis meget begejstrede og satte mig i kontakt med præsten fra deres menighed. Der tog jeg imod Jesus og lod mig døbe tre måneder senere.

Om jeg havde nogle indvendinger mod at tro på Jesus? Normalvis vil det ikke falde en naturligt, som er jødisk, at ”gå over til den kristne tro” på grund af alt det, som er sket i kristendommens navn mod det jødiske folk. Det bliver regnet som det ultimative svigt, hvis du konverterer. Men for mig var der ikke tale om kristendom i traditionel forstand. Det var mere en logisk følge af alt det, som var sket tidligere i mit liv. For det første var jeg heldig overhovedet at være i live. Hvorfor var det mig, som overlevede bomben og ikke de andre i min enhed? For det andet havde jeg dette syn på sygehuset. I udgangspunktet troede jeg ikke på sådan noget, men oplevelsen var for virkelig til at affeje som noget skørt og tosset. For det tredje så jeg disse t-shirts, som havde præcist det samme budskab, som jeg fik i synet. Hvordan kunne jeg ignorere disse tegn? For mig blev det de argumenter, jeg havde brug for.

I dag er Omer en del af menigheden i Immanuelkirken. ”Her har jeg fundet min familie,” fortæller han.

Nyt fra Immanuelkirken

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 10. november 2017. Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 10/11 2017

Marit Long fortæller om nye tiltag og velsignelse i arbejdet i Immanuelkirken i Tel Aviv.

Dans skaber glæde
Efteråret blev sat i gang med en danseopvisning i Immanuelkirken lørdag d. 19. august, hvor gruppen ”Dramatic Truth Ballet Theatre” fra USA holdt en opvisning som en del af deres turné rundt i Israel. Udover opvisningen gav de også et dansekursus for børn d. 23. august. Gruppen ønskede at velsigne og inspirere. ”Det var til glæde for både børn og voksne,” skriver Marit Long fra Immanuel kirken.

Børnearbejdet vokser
”Vores børnearbejde vokser – tak Gud,” skriver Marit. De har gennem længere tid bedt om, at der måtte komme flere børnefamilier til kirken, og i august kom der to nye familier til kirken. ”Vi er taknemmelige for både børnene, men også for alle lederne, som gør et fantastisk arbejde for de aldersinddelte grupper under sabbatsgudstjenesten,” slutter Marit af.

Årsmøde
Efter en kort gudstjeneste og en kop kaffe blev der afholdt årsmøde i Immanuelkirken lørdag d. 14. oktober. Der var et godt fremmøde med 30 personer tilstede (inklusiv staben), hvoraf 24 var medlemmer. Mødet blev ledt af Bradley Long, præst i kirken. «Atmosfæren var positiv, og der var en følelse af sammenhold,» skriver Marit. Under mødet blev der valgt et nyt advicory council (menighedsråd), og medlemmerne i rådet er:

Valgte repræsentanter:

David Risard
Nanneke Levinson
Wendy Protor
Mary Waiharo
Paul Greenham
Sahar Sadlovsky
Yoel Ben David

Faste repræsentanter:

Leena Honkakari
Dan Herman
Bradley Long

Besøg på Vestbredden skaber glæde
Immanuelkirken har sammen med det Palæstinensiske bibelselskab startet et nyt skoleprojekt i Betlehemsområdet. Her ønsker de at besøge forskellige skoler med et kreativt undervisningsoplæg bestående af sang, historiefortælling og kreative aktiviteter. Indtilvidere har de besøgt en offentlig muslimsk skole udenfor Betlehem to gange. «Vi blev ønsket varmt velkommen, og det var rørende at møde børnene og opleve den taknemmelighed, de viste,» udtrykker Marit.

Nedenfor kan du se en video, som viser nogle glimt fra skolebesøgene.
https://www.facebook.com/Immanuelchurchjaffa/videos/1521960497851353/

Nye volontører og praktikstuderende
«Vi er igen blevet velsignet med gode medarbejdere,» skriver Marit. I september kom Sondre Nikolaisen Masvie for at være volontør indtil maj, og derudover er der også de to danske praktikstuderende Cecilie Bork Sørensen og Julie Hejslet Kajgaard. De hjælper alle tre til med praktiske opgaver, der er knyttet til gudstjenesterne lørdag og søndag samt koncertne, er med i ungdomsgruppen og deltager under medarbejdermøder. Derudover har de også forskellige ansvarsområder. Sondre arbejder med film og foto, Cecilie har ansvaret for børnekirken og julie har ansvaret for at kommunikere på de sociale medier og menighedsbladet Reshet. Julie og Cecilie er også engagerede uden for menigheden: Julie i det israelske bibelselskabs bibelbutik i Tel Aviv og Cecilie i arbejdet på Vestbredden i samarbejde med det Palæstinensiske bibelselskab.

Vi har testet Guds kald

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 2. december 2016. Bogført i Nyheder.

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge

Gud kalder på os på forskellige måder – det har Marit og Bradley Long erfaret som det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv. Den ene var klar til at rejse med det samme; den anden havde brug for sin betænkningstid.

Det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv, Bradley og Marit Long, har kastet sig over deres første store udfordring i deres nye hverdag i Israel: at lære hebræisk. Der er masser af sproglige finurligheder, der skal forstås, og selvom det går fremad, er der et stykke vej endnu.

”Det bliver sikkert ligesom, da jeg skulle lære norsk. Det tog mig mange år,” fortæller Bradley, der oprindeligt er fra England. Men trods vanskelighederne er Bradley og Marit klar til de udfordringer, der venter dem: ”I en nøddeskal tror jeg, Gud har kaldet os til den her opgave,” siger Bradley. “Og så er det sådan set underordnet, om det kræver at lære endnu et sprog.”

Tid til at teste
For mere end to år siden nævnte generalsekretæren i Den Norske Israelsmission, Rolf Gunnar Heitmann, for Bradley Long, at man manglede en til at overtage danske Christian Rasmussens stilling som præst i Immanuelkirken i Tel Aviv. Og siden da har Bradley haft svært ved at slippe tanken om at drage mod syd:

”Der var noget inde i mig, der sagde ja. Jeg kunne sige ja med det samme,” siger 51-årige Bradley, der dog alligevel gav sig selv tid til at tænkte det igennem en ekstra gang. Han ville teste kaldet. Marit, der er fra Norge, havde også brug for betænkningstid.

Det resulterede i en ferie til Israel i foråret 2014 – eller nok nærmere en benhård eksamen, hvor Israel skulle testes. Parret skulle deltage i et møde i Immanuelkirken og tog børnene med. ”Det handlede om at finde en fred i, at det er her, vi er kaldet til. Nu har vi testet kaldet, og derfor føles det også rigtigt at være her,” fortæller Marit.

Et hjerte for Israel
Selvom sproget er fremmed for Marit og Bradley, er Israel ikke uvant. Tilbage i 1998 boede Bradley otte måneder på Vestbredden, da han rejste med Youth With a Mission. Marit har været i Israel flere gange på kortere ferieophold. ”Israel har haft en særlig plads i vores hjerte i lang tid. Det har påvirket mig mere, end det gør at besøge et andet spændende land. Det er fantastisk at tænke på, at det er det land, Jesus har boet i,” mener Marit.

Kirke med åben dør
Både Marit og Bradley ser frem til de udfordringer, der venter dem i Israel. Bradley skal primært fungere som kirkens præst, mens Marit, der er tidligere ungdomsdiakon, er leder for de unge voksne i kirken, leder lovsangsteamet til shabbatsgudstjenesterne, har ansvaret for volontørerne – herunder danske Louise og Rasmus Killerich Breindahl – og også på sigt skal undervise i engelsk på Vestbredden i samarbejde med os – Den Danske Israelsmission.

Både Marit og Bradley Long har dog et helt særligt ønske for deres tid som ledere af Immanuelkirken: ”Vi er en kirke, men vi skal også være rettet mod samfundet omkring os. Vi skal have åbne døre – både fysisk og symbolsk,” mener Bradley, der håber på at kunne bidrage til mere evangelisation uden for kirkens mure. ”Vi håber Gud kan bruge os på den måde han vil, både i og uden for kirken,” siger Marit.

FAKTA:

Marit og Bradley Long overtager jobfunktionen som præstepar i Immauelkirken efter danske Lisbeth og Christian Rasmussen, der har ledt kirken i 7½ år.
De har været i gift i 15 år og har boet de fleste år i Norge, men også i Holland og England.
Parret har fire børn: Benjamin på to, Maria Sophia på otte, Ruben på 10 – og Rebekka Olivia, som de mistede under graviditeten.
Har foreløbigt sagt ja til at lede Immanuelkirken i fire år.

Dette er en forkortet version, læs den fulde artikel her

Kulturmøde & præstepraktik

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. september 2016. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 14. september 2016

”Det bliver spændende at finde ud, hvad Gud gerne vil med os,” fortæller Louise Breindahl, som i slutningen af august rejste til Jaffo og Immanuelkirken sammen Rasmus. De har været gift siden november sidste år og ser det halve år i Israel, som lidt af et eventyr hvor Gud måske vil løfte lidt af sløret for sit kald til dem som ægtefolk.

”Naturligvis glæder vi os også til bare at opleve en helt masse,” afslører Rasmus og fortsætter: ”Jeg glæder mig helt vildt til at lære Israel, kulturen og det jødiske folk bedre at kende, for jeg tror, det kan øge min forståelse af Bibelen.” For Louise er det først og fremmest kulturmødet og de mennesker, der er i kirken, hun glæder sig til: ”Det er virkelig spændende at møde andre kulturer og forsøge at forstå mere af, hvad der egentligt sker, når jeg møder mennesker, som er anderledes end mig,” fortæller hun og afslører, at netop Immanuelkirkens meget forskelligartede menighed var en af grundene til, at hun netop gerne ville der til.

Både Louise og Rasmus har været af sted på volontørophold før – Louise i Cameroun og Rasmus i Honduras. Men det er første gang de skal af sted sammen. ”Det bliver spændende at finde ud af, om vi kan arbejde sammen,” griner Louise. Parret har i fællesskab ansvaret for kirkens ungdomsarbejde i det halve år de er af sted. Rasmus har også andre pastorale opgaver som forkyndelse og undervisning, mens Louise også får ansvaret for kirkens kommunikation. Derudover skal hun undervise etiopiske flygtninge i engelsk. ”Men mest af alt handler det om, at vi skal være tilgængelige for de mennesker, der kommer i menigheden,” mener Rasmus.

Begge kan bruge opholdet som praktik – Louise på 3K-uddannelsen og Rasmus på teologi. ”For mig bliver opholdet også en slags præstepraktik,” fortæller Rasmus. ”Det bliver en mulighed for at finde ud af, hvad det vil sige at være præst, og om det er noget, jeg kan holde til,” siger han. ”Det er heller ikke en helt fremmed tanke for os måske at skulle ud som missionærer på et tidspunkt, så opholdet i Israel er en fin måde at afprøve det på,” afslører Louise.

Louise og Rasmus’ primære opgave i Immanuelkirken er at hjælpe Marit og Bradley Long, som er det nye præstepar ved kirken. Vi håber, at Israelsmissionens venner vil huske både Louise og Rasmus samt Marit og Bradley og deres familie i forbøn.

Uro, vold og vores børn

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 12. november 2015. Bogført i Refleksioner.

Lisbeth Rasmussen, Immanuelkirken, 12. november 2015

De seneste uger har vi været vidner til, at uroen i Israel er blusset op igen. Det ene knivoverfald efter det andet hører i skrivende stund desværre til dagens uorden. Frygt og mistænksomhed er en del af gadebilledet. Høres hurtige skridt bagfra, bliver de omgående besvaret med et nervøst og undersøgende blik over skulderen. Er det en ven eller fjende? På shabbat er strandparken ikke som vanligt fyldt med folk, der griller og slapper af. Der er soldater med skarpladte geværer på mange af Jaffos gadehjørner. Man skal ikke skubbe til nogen for at komme fremad i det nye og lækre Sarona marked, hvor der normalt er stuvende fuldt af folk. Nu er det kun grønsagerne og delikatesserne, der fylder.

Det lader sig ikke skjule, at tingene ikke helt er, som de plejer at være. Heller ikke for vores børn. Det er til stadighed en balancegang for os som forældre at finde ud af, hvor meget vi skal fortælle børnene om det, der foregår. Noget må vi fortælle, for vi kan ikke skærme dem mod virkeligheden – og skal derfor nok heller ikke forsøge på det. For vores ældste betyder det noget selv at undersøge, hvad der foregår. Han vil vide det hele og vil ikke nøjes med en tilpasset version fra os, og siden han jo alligevel snakker med kammeraterne i skolen. Så han får lov at surfe lidt rundt på diverse nyheds-sites herhjemme. Han har fanget, at verdens medier ikke kommer med ens versioner af, hvem der er de egentlige ofre. Det kan være svært nok at navigere i, men han er nok rimeligt rustet imod en usund stereotypisering, eftersom han går i klasse med muslimske og kristne arabere og jøder. Men mediernes vinklinger er ikke det sværeste at forstå.

Nej, hvordan forholder man sig til, at en mand først torpederer nogle uskyldige mennesker med sin bil og bagefter slår løs på dem med en økse? Eller en teenage-dreng der stikker en anden teenage-dreng ned, mens han cykler rundt i nærheden af sit hjem? Det er svært nok for os voksne at forstå, hvad der får folk til at gøre noget sådant. Det er som om, at det er mere upersonligt med de raketangreb og modsvarende luftangreb, der har været et par gange de senere år. Dem har vi bedre kunnet tale om som krigsførelse mellem to grupperinger. Det bliver det ikke bedre af, naturligvis, men der er alligevel noget næsten mere uhyggeligt over den direkte kontakt – at man simpelthen kigger de mennesker i øjnene, som man angriber. Det had ligger over vores forstand – og børnenes. Og vi har opgivet at forklare noget. Det er ondskab og intet andet.

Det giver anledning til igen at snakke med børnene om, hvad det vil sige at have den Almægtige Gud til Far og være i hans hånd. Hvad betyder det, når vi synger ”fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare”? Betyder det, at så kan der ikke ske os noget ondt? Nej, men det er en reel bøn til Gud om, at han vil passe på os. Og hvis der skulle ske os noget, så er vi stadig i Guds almægtige og gode faderhånd. Og så står alt dybest set godt til, selvom det står skidt til.

Guds ord til Guds folk – festtale til årsmødet

Skrevet af Christian Rasmussen d. 19. marts 2015. Bogført i Nyheder.

Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo

Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det.

Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket.

Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement.

Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus.

Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme.

Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.

May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”

Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.

Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.”

Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham. Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket?

Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus.

For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham?

Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det.

Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig.

Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang.

Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:

“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten.

Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”

Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. april 2014. Bogført i Nyheder.

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.

Mette Lysholm Hornstrup, volontør ved Immanuelkirken, 30. maj 2013

På vej ud fortæller manden, at han hver dag igennem 30 år har gået på den nærliggende ”Elifelet Street” og har lagt mærke til kirketårnet, og i dag blev så dagen, hvor han for første gang besøgte kirken sammen med sin kone.

Juan Onasis står for "Open Church" i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet. — Juan Onasis står for “Open Church” i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.

Ifølge Juan er dette par et typisk eksempel på folk, som kommer til ”Open Church” (åben kirke): ”Omkring 80 % af de besøgende har ikke planlagt at besøge kirken – de kommer blot tilfældigt forbi. Det er, hvad virkelig er meningen med Open Church.”

Juan Onasiss er ansvarlig for Open Church og tropper op fire dage om ugen for at byde folk velkommen i Open Church trods sine nu 73 år og dårlige ben. I 1980 begyndte han at spille orgel for grupperne, som besøger Open Church, og lige siden har han været en del af konceptet.

Kirkens udadvendte aktiviteter
Kirkens præst, Christian Rasmussen, fortæller, at Open Church uden sammenligning er Immanuelkirkens mest udadvendte aktivitet. Udover det er der en gang om måneden en koncert, hvis primære formål er at gøre kirken kendt og accepteret i lokalområdet – ”at gøre tærsklen til kirken mindre”, som Christian udtrykker det.

Og når man snakker med folk i byen, har mange faktisk kendskab til kirken, fordi de engang har været til en koncert. Dertil kommer den årlige julefejring, hvor en del nysgerrige jøder tager del i to specialgudstjenester, samt det nærtforestående arrangement ”Houses from Within” (huse indefra), hvor kirken ligesom mange andre steder i Tel Aviv inviterer folk indenfor. Her præsenteres de for kirken og lørdag også for korte, åbne gudstjenester. Ligeledes er der for tiden også Alphakursus i kirken om det grundlæggende i kristentro.

Jøder kommer til kirken

Om kirkens udadvendte profil siger Christian: ”Når man normalvis tænker på ”outreach”, tænker man på at gå ud et eller andet sted og henvende sig til folk. Vores Open Church virker den modsatte vej. Vi kalder det ”Inreach”, da folk selv kommer – vi behøver ikke engang spørge dem om at komme.”Men hvad er det, der gør, at jøder faktisk kommer til kirken?

I Danmark er vi jo ikke ligefrem vant til, at folk valfarter til kirkerne. Ifølge Juan kommer folk spontant forbi hovedsageligt på grund af kirkebygningen og orglet: ”Folk hører orglet på lang afstand, før de egentligt ser kirken.” Et nyt orgel i 1977 gav nyt liv til Open Church, da det er en attraktion i sig selv. Det kan være lidt svært at sætte sig ind i for os orgelvante danskere, men anderledes virker det altså i Israel.

Andre kommer til kirken, fordi de er på en guidet tur i den tyske/amerikanske koloni, fordi de er med en skoleklasse, er kunststuderende eller med i et kor. Sagens kerne er, at næsten alle er jøder, da der er meget få pilgrimssteder for turister i Tel Aviv. ”Det er derfor, Open Church er så vigtig”, understreger Juan.

At starte en kommunikation
Juan har gennem sine mange år i Open Church lært at fornemme, hvor meget og hvordan han skal gå til de mennesker, som besøger kirken: ”Det vigtigste er at starte en kommunikation”. Folk kan vælge at tage gratis bøger om Jesus og et Ny Testamente med hjem.

Når grupper kommer, får de imidlertid altid en præsentation af kirkens historie, bygningen og mosaikkerne, orgelmusikken og den kristne tro. Alt dette er værktøjer til at nå det egentlige: en præsentation af kirkens mest centrale mosaik, som er placeret over alteret. Her visualiseres Guds kærlighed i form af en hånd fra himlen, som rækker ned til menneskeheden og forenes med en dråbe af blod, som indeholder Jesu tornekrone udformet som en Davidsstjerne. I denne mosaik forenes jødedom og kristendom på unik vis.

Juan lader grupperne selv komme med den erkendelse ved at sige, at meningen med mosaikken er at huske og at minde om, at Jesus var….. Her svarer folk ”jøde”, og svaret bliver altid fulgt af et øjebliks stilhed. ”I dette øjeblik er Han (Jesus) med os – det er det afgørende øjeblik”, forklarer Juan og fortsætter: ”Du ved aldrig, hvad de efterfølgende konsekvenser bliver. Det er i Guds hænder”.

Kirkebygningen – provokerende og tiltrækkende

Det ligger dybt i mange jøders bevidsthed, at kirken er noget andet og fremmed – noget, der ikke har noget med dem at gøre qua kristnes forfølgelser af jøder op igennem historien. Kirkebygningen ”lugter så at sige langt væk af kristendom”, som Christian udtrykker det. På den anden sider forventer folk derfor også at høre noget om kristendom derinde. Der er på den måde både fordele og ulemper ved kirkebygningen, men mest af alt er erfaringen i Immanuelkirken, at den giver en platform for et møde mellem jøder og kirken.

Christian og Juan er imidlertid enige om, at der kræves stor forsigtighed i omgangen med det, at vi er kristne. ”Vi overfalder dem ikke”, siger Juan: ”Vi må have en vis forsigtighed i vores præsentation”.

En åben kirke

Klokken er lidt over to, og Juan låser døren til kirken. På spørgsmålet om, hvordan denne dags Open Church var, svarer han som oftest: ”Det var meget åbent”.

Fakta:

– Der er Open Church hver tirsdag-fredag fra kl. 10-14

– I 2012 besøgte omkring 3300 Open Church

– Derudover 320 til jul og 1440 til Houses from within

– Open Church begyndte i 1970´erne. Siden 1980 har Juan været en del af konceptet.

Dåbens pris

Skrevet af Christian Rasmussen d. 5. marts 2014. Bogført i Nyheder.

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus

En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen.

Der er glædelige tilfælde

Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.

“Mødet med Jesus forandrede mit liv!”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Nyheder.

“Tamar” er jøde og for fire måneder siden kom hun til tro på Jesus. Det har ændret hendes liv til at være fyldt med kærlighed og mening. Tamars historie er historien om at finde hjem

Dinna Bjerrum Swartz; 24. april 2013

At sidde over for Tamar på en parkbænk i Tel Aviv er som at lade shabbatsfreden bredde sig i hele kroppen. Hun udstråler fred. Hendes øjne stråler og hendes hænder bevæger sig entusiastisk på israelsk vis, mens hun fortæller historien om, hvordan hun fandt freden og kærligheden i Jesus:

”Jeg er født jøde, jeg gik på en religiøs skole og jeg kom i synagogen. Jeg var meget jødisk og kendte ikke andet. Men jeg vendte ryggen til det for flere år siden. Det sagde mig ikke længere noget, det var på en eller anden måde tomt.”

Balsameren i kirken
Historien om Tamars møde med Jesus, begynder et helt andet sted. En aften så hun en amerikansk film, hvor en af karaktererne var balsamer af profession. Altså en, der balsamerer lig. Tamar blev betaget af det og ville undersøge mere om det. Men det er ikke en tradition, der praktiseres i jødedommen, så hun ville finde en kirke og høre mere.

”Det gik så hurtigt. Jeg kontaktede præsten i Immanuelkirken, Christian Rasmussen. Vi talte om Jesus og jeg fik Det Ny Testamente. Det er mærkeligt. Jeg søgte viden om noget, som jeg havde set i en film, men i stedet fandt jeg Gud.”

Tamar læste i Det Ny Testamente og opdagede, at alt hvad hun læste også fandtes i Det Gamle Testamente, som hun kendte så godt. Hun ville være tættere på Gud og renere for Gud. Sandra, en kvinde fra kirken, inviterede Tamar med i ungdomsarbejdet. Her oplevede Tamar at folk var fyldt med kærlighed. Dette fællesskab tog imod hende og hun kommer der nu hver uge. Hun synes at der er så hjemligt.

”Jeg er så taknemmelig. Jeg vil bare gerne tale med Gud og det kan jeg nu. Og Han svarer mig. Det er en helt simpel kærlighed, som den kærlighed små børn har til deres forældre. De stiller ikke så mange spørgsmål, de elsker bare deres forældre.

Jeg forstår langsomt mere og mere af Gud. Det er utroligt at der er så meget kærlighed.” Smiler Tamar.

Familien er glad
Tamar er vokset op i en kærlig, jødisk familie. Hendes mor blev glad for, at hun begyndte i en kirke, da hun ikke havde været tilknyttet noget religiøst i lang tid. Tamars søster har været med i kirke flere gange. Tamar bor med sin søster og for en måned siden flyttede de tættere på kirken. En dansk volontør og en mand fra kirken hjalp dem med flytningen.

”Gud hjalp mig,” forklarer Tamar og fortsætter, ”Jeg er begyndt at elske weekenden, for så skal jeg i kirke. Jeg nyder hvert minut af gudstjenesten. Generelt har jeg fået meget mere indhold i mit liv. Jeg ser ikke længere fjernsyn, for jeg har så meget mere.”

Tamar glæder sig til at blive døbt og til at kunne starte på en frisk. ”Når jeg tænker på min dåb får jeg gåsehud,” siger hun med et smil på læberne.

En kærlighed til Israel
Tamar har aldrig brudt sig særlig meget om Israel som land, men det har ændret sig efter hun har lært Jesus at kende.

”Tænk engang at Jesus har gået her! Jeg troede ikke at jeg skulle komme til at holde så meget af landet, som jeg gør nu.”

Troen på Jesus har altså ikke blot givet hende en kærlighed til Gud og til kirken, men også til hendes eget land, der pludselig har fået en ny dimension: Her levede frelseren.

Til spørgsmålet om hun har en speciel hilsen til Danmark, svarer hun prompte:

”I må ikke lukke kirken! I skal sende flere gode folk herned.” Hvorefter hun tilføjer: ”Og I må gerne bede for os.”

Tamar ønsker stadig at blive balsamer, men lige nu venter hun på at Gud viser hende, hvad hun skal med sit liv. Hun arbejder i et udlejningsfirma og tager i kirke fire dage om ugen.