Julebazar, julegudstjenester og julekoncerter. December i Immanuelskirken var en travl, men dejlig måned. Vi havde en del juleevents i kirken, som krævede noget ekstra forberedelse. Men det var al forberedelsen værd, for det var en kæmpe glæde at kunne invitere så mange mennesker ind i kirken. Der var mindst 1300 mennesker i kirken i løbet af december, hvoraf en stor del ikke var kirkevante. Folk fejrer ikke så meget jul her i Tel Aviv. Dog synes mange, det er meget hyggeligt med lidt juletræer og julekugler, så julebegivenhederne tiltrak alligevel en del lokale. Håbet og bønnen er, at nogle af dem gik herfra ikke kun fyldt af juletræsstemning og gløggglæde, men fyldt af interesse for hvem Jesus er, og hvordan han er relevant i deres liv.
Cookie decoration event for børn med forældre
Et personligt højdepunkt var en lang snak, jeg havde med et ungt par, som kom til vores Christmas Carols aften. De troede ikke selv på Jesus, men var meget begejstrede for eventet og havde bare lyst til at blive og snakke. Manden kom fra en ortodoks jødisk familie, men var selv rimelig sekulær. Særligt han var meget interesseret i at snakke om religion og høre om, hvad det betyder for mig at tro. Vi delte tanker om, hvor håbløse israelitterne i GT – og vi mennesker i det hele taget – er til at tro på Gud, men hvor barmhjertig Gud er midt i det. Og jeg fik lov til at dele, hvordan jeg tror, Jesus er fuldendelsen på det, og hvordan det konkret forandrer mit liv og min hverdag. At se lyset i deres øjne, da jeg fortalte om min frihed i Jesus, var noget af det bedste, der skete i min december måned. Et andet højdepunkt var, at Bekah snakkede en del med en søgende kvinde, som kom til et par juleevents. Snart skal de mødes og snakke videre om tro. Det er sådan noget, der virkelig opmuntrer og gør, at det er hele molevitten værd at lave gløgg og varm kakao flere gange om ugen og bage 1200 figurkager; at invitere folk ekstra meget ind i vores kirker i juletiden!
Shalom! For halvanden måned siden begyndte jeg som kirkevolontør i Immanuelskirken i Tel Aviv. Jeg er ved at være faldet til hernede, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af menigheden. I løbet af en uge, har jeg mange forskellige opgaver, både praktiske og sociale. Jeg snakker med mennesker, laver havearbejde, gør rent, laver kaffe, står for aftener i ungdomsgruppen, og snakker mere med mennesker.
Arbejdsglæden er stor hos mig og de to andre tyske volontører, Lukas og Kilian. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at præsten Yoel og Bekah (som arbejder i kirken og også er en slags leder for os volontører) tør give os ansvar. De kunne have valgt på forhånd at bestemme, at dét og dét skal udføres sådan og sådan. Så ville de have kontrol og sikkerhed. Men tilgangen er i langt højere grad: ”Her har du ungdomsgruppen. Der skal planlægges nogle aftener. 3, 2, 1, frit spil! Jeg stoler på, at dine idéer er gode, og at resultatet bliver godt. Spørg endelig om alt. Hvis noget fejler, er det altså ikke jordens undergang. Så prøver vi bare noget andet næste gang.” Yoel og Bekah giver slip på kontrol, men de giver plads til nye visioner, plads til at tænke kreativt, og plads til at kirken kan vokse. At give mig ansvar er at vise mig tillid. At give mig ansvar gør, at mit arbejde opleves langt mere meningsfuldt.
Fra venstre: Lærke, Lukas, Bekah, Kilian
Desuden tror jeg, arbejdsglæden er stor, fordi Yoel og Bekah brænder for, at vi hver især skal lave noget, vi kan lide og er gode til. Det ville jo være skørt at sætte mig til at oprette et system i kirkens cloud, hvis Kilian er god til det og synes det er sjovt, mens jeg ville bruge tusind år på det og kede mig ihjel imens. I kirkens lille staff-team skal der ikke så meget til for at få øje på mange af hinandens styrker og svagheder, evner og nådegaver. Men det er jo også nemt nok, når vi ser hinanden ”in action” hele tiden. Det kan jeg også huske fra mit år på KFS’ (Kristeligt Forbund for Studerende) bibelskole/Leder Trænings Center, LTC, sidste år. Vi var 15 elever, der var inddelt i 3 teams, som vi tog på teamperiode med 6 uger fordelt ud over året. På teamperioderne havde vi KFS-stande og religionstimer, hvor vi snakkede med gymnasieelever om tro. Og vi brugte tid med KFS’erne rundt i landet. Gennem alle de opgaver, vi skulle løse som team, blev styrker og svagheder hos os hver især meget tydeligere. Og vi lærte at bruge hinanden. Da LTC-året var omme, kendte jeg langt flere styrker og svagheder hos de fire personer på mit team end på resten af LTC-holdet. Det var godt at kunne bruge hinanden på teamet på LTC, og det er godt – og opmuntrende – at kunne bruge hinanden i staff-teamet i Immanuelskirken. MEN det kunne være endnu federe, hvis hele Immanuelskirkens menighed i højere grad kunne bruge hinanden. Det var jo ikke til et staff-team, Paulus sagde: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27), men til hele menigheden! Spørgsmålet er bare: Hvordan kommer vi i gang med at bruge hinandens styrker, evner, nådegaver mere i menigheden?
Det spørgsmål har Yoel og Bekah arbejdet med, hvilket har ført til, at der tre lørdage i september har været en halv times undervisning i nådegaver efter lørdagsgudstjenesten. Gudstjenesten har til gengæld været forkortet en halv time, så alle har haft tid til at deltage. Det har nemlig været vigtigt, at så mange som muligt er kommet. For målet er ikke blot at menigheden skal vide mere om nådegaver. Målet er, at vi forhåbentlig i langt højere grad skal bruge dem i praksis. Den første lørdag var en introduktion til nådegaver. Den anden lørdag svarede alle på et nådegavespørgeskema, så man kunne få en idé om, hvilke nådegaver, man måske har – og som man i hvert kan begynde at prøve sig frem med i menigheden. Den tredje lørdag gennemgik Yoel og Bekah de nådegaver, som var med i spørgeskemaet, og kom med idéer til, hvordan man konkret kan bruge sine nådegaver/mulige nådegaver i menigheden.
Undervisning i nådegaver v/ Yoel
Yoel og Bekah har et ønske om, at vi virkelig skal udnytte det legeme, menigheden er; at lemmerne skal komme i spil. Så kirken kan vokse sig stærkere og sundere, og vi kan se mere discipelskab i praksis. Ved at kende resultaterne af folks besvarelser af nådegavespørgeskemaet kan Yoel og Bekah lettere anerkende folks nådegaver og opmuntre dem til at bruge dem i menigheden, så folk kan vokse i deres nådegaver. Desuden fortæller Yoel og Bekah, at det måske kan gøre det nemmere at opstarte smågrupper, hvis de har lidt mere en idé om, hvem der kan være ledere, hvem der kan være værter, hvem der kan lide at bede osv. Bønnen er, at menigheden vokser i kærlighed og opbygges i tro og håb.
”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.” (1 Kor 12,18) Det vers sætter mig fri, men det forpligter også. Det sætter mig fri fra at skulle være god til det hele og jonglere med ti nådegaver på én gang. For Gud har givet mig en plads på legemet, som han ville det. Men at jeg fået en plads på legemet kalder mig også til at forholde mig til den plads. Det er jo en gave, som har til formål at blive brugt, ikke til at blive glemt. Formålet er ikke at sige ”pyt, mon ikke der er en anden, der kan tage min plads?” eller ”min plads er alligevel ikke så vigtig. Så længe vi har en god prædikant og en god lovsangsleder er alt jo fint.” Formålet er, at jeg kan bruge mine evner og nådegaver til noget virkelig godt! Jeg kan få lov at tjene andre og tjene Gud. Gud vil bruge mig til at formidle sin nåde – det er stort! Jeg må altså forholde mig til, hvordan jeg kan tjene i min menighed – nu i Immanuelskirken, men også når jeg en dag kommer hjem til en menighed i Danmark. Svaret på hvordan det så er, kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, har jeg erfaret. Men det skal nok komme, hvis jeg stiller mig til rådighed og prøver mig frem med forskellige ting. Og beder Gud om vejledning, udrustning og kærlighed i tjenesten.
