Tag: Israel

Uro, vold og vores børn

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 12. november 2015. Bogført i Refleksioner.

Lisbeth Rasmussen, Immanuelkirken, 12. november 2015

De seneste uger har vi været vidner til, at uroen i Israel er blusset op igen. Det ene knivoverfald efter det andet hører i skrivende stund desværre til dagens uorden. Frygt og mistænksomhed er en del af gadebilledet. Høres hurtige skridt bagfra, bliver de omgående besvaret med et nervøst og undersøgende blik over skulderen. Er det en ven eller fjende? På shabbat er strandparken ikke som vanligt fyldt med folk, der griller og slapper af. Der er soldater med skarpladte geværer på mange af Jaffos gadehjørner. Man skal ikke skubbe til nogen for at komme fremad i det nye og lækre Sarona marked, hvor der normalt er stuvende fuldt af folk. Nu er det kun grønsagerne og delikatesserne, der fylder.

Det lader sig ikke skjule, at tingene ikke helt er, som de plejer at være. Heller ikke for vores børn. Det er til stadighed en balancegang for os som forældre at finde ud af, hvor meget vi skal fortælle børnene om det, der foregår. Noget må vi fortælle, for vi kan ikke skærme dem mod virkeligheden – og skal derfor nok heller ikke forsøge på det. For vores ældste betyder det noget selv at undersøge, hvad der foregår. Han vil vide det hele og vil ikke nøjes med en tilpasset version fra os, og siden han jo alligevel snakker med kammeraterne i skolen. Så han får lov at surfe lidt rundt på diverse nyheds-sites herhjemme. Han har fanget, at verdens medier ikke kommer med ens versioner af, hvem der er de egentlige ofre. Det kan være svært nok at navigere i, men han er nok rimeligt rustet imod en usund stereotypisering, eftersom han går i klasse med muslimske og kristne arabere og jøder. Men mediernes vinklinger er ikke det sværeste at forstå.

Nej, hvordan forholder man sig til, at en mand først torpederer nogle uskyldige mennesker med sin bil og bagefter slår løs på dem med en økse? Eller en teenage-dreng der stikker en anden teenage-dreng ned, mens han cykler rundt i nærheden af sit hjem? Det er svært nok for os voksne at forstå, hvad der får folk til at gøre noget sådant. Det er som om, at det er mere upersonligt med de raketangreb og modsvarende luftangreb, der har været et par gange de senere år. Dem har vi bedre kunnet tale om som krigsførelse mellem to grupperinger. Det bliver det ikke bedre af, naturligvis, men der er alligevel noget næsten mere uhyggeligt over den direkte kontakt – at man simpelthen kigger de mennesker i øjnene, som man angriber. Det had ligger over vores forstand – og børnenes. Og vi har opgivet at forklare noget. Det er ondskab og intet andet.

Det giver anledning til igen at snakke med børnene om, hvad det vil sige at have den Almægtige Gud til Far og være i hans hånd. Hvad betyder det, når vi synger ”fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare”? Betyder det, at så kan der ikke ske os noget ondt? Nej, men det er en reel bøn til Gud om, at han vil passe på os. Og hvis der skulle ske os noget, så er vi stadig i Guds almægtige og gode faderhånd. Og så står alt dybest set godt til, selvom det står skidt til.

Frygt findes ikke i kærligheden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. oktober 2015. Bogført i Refleksioner.

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 28. oktober 2015

”Vores missions kontekst er den verden, vi lever i, en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden, hvortil Gud sender os for at elske og tjene for Kristi skyld.”

Ordene er hentet fra Cape Town erklæringen (CTE), og jeg læste dem (igen) på vejen hjem fra Israel. Her havde jeg oplevet daglige knivstik og palæstinensiske terrorangreb, som blev gengældt med afspærringer, anholdelser, drab og tåregas fra Israels side. En voldsspiral som i den grad vidner om ”en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden”. En hverdag, hvor frygten, vreden og hadet sætter dagsordenen.

Det er til den verden Gud sender sine børn for at elske og tjene. Blandt dem er vi, men også vores Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten. For os er det svært, men for dem kan det synes umuligt at skulle elske og tjene. Den eskalerede konflikt i Israel har sat rigtig mange ting på “stand-by”. Familier vælger at holde deres børn hjemme fra skolen i Jerusalem, fritidsaktiviteterne er aflyst og alle skynder sig hjem efter arbejde. Frygten sætter dagsordenen.

Men sådan må og skal det ikke være for Guds børn, og sådan må og kan det ikke være i Guds mission. Vi er ikke sendt til en verden præget af fred og fordragelighed. Vi er – som CTE siger det – sendt til en verden “præget af synd, uretfærdighed og uorden” – for her at elske og tjene. Vi er sendt af Gud og for Kristi skyld. Så vores reaktion må ikke først og fremmest være på det, vi ser omkring os. Vores reaktion skal – som CTE slutter med at sige det – være “på Guds grænseløse kærlighed til os i Kristus”. Ud fra den skal vi – med Helligåndens hjælp – indvie os til “helt og fuldt at adlyde alt, hvad Gud befaler med selvfornægtende ydmyghed, glæde og mod”.

Efter en uge i Israel hvor frygten og resignationen hang tungt i luften og påvirkede alt og alle, havde jeg behov for at finde tilbage til det, som er udgangspunktet også for Israelsmission og spørge mig selv: Hvorfor er det, vi er engageret i mission til det jødiske folk? Vil man finde svar på det, er læsning af erklæringen fra missionskonferencen i Cape Town en god og nyttig hjælp.

At frygten hænger tungt i luften og sætter dagsordenen fik jeg understreget, da jeg sad ved busstoppestedet. En ung og tydeligvis bange palæstinenser fra Østjerusalem indledte en samtale. Jeg var åbenbart så meget “udlænding”, at han turde betro mig, at han var bange for at tage en israelsk bus og derfor ventede på araber-bussen fra Betlehem. Han kunne se, at jeg gjorde det samme. Ikke af frygt, men fordi jeg skulle til Damaskusporten. “Jeg bliver lynchet, hvis jeg går ind i den israelske bus” betroede han mig. “De kan se, jeg er araber”. Min forsikring om, at der ikke ville ske noget ved, at han som araber tog den israelske bus, hjalp ikke. “Men jeg tør heller ikke sige til nogen i araberbussen, at jeg er imod det, som palæstinenserne gør. Så bliver jeg også lynchet”, fortsatte han. “De fleste af os er imod det, men vi tør ikke sige det.” Igen blev det tydeligt – alt for tydeligt – at frygten og hadet sætter dagsordenen og nærer og retfærdiggør vold og drab.

Om aftenen skrev Yoel, messiansk jøde og formand for menighedsrådet i Immanuelkirken følgende på sin facebook: “Vi må ikke miste billedet af Gud i noget menneske – uanset religion eller race. Vi er alle mennesker. At tage menneskeligheden fra vores fjender er vejen til at retfærdiggøre historiens, men også nutidens forbrydelse. Det var derfor tyskere kaldte jøder for rotter og derfor israelere og palæstinensere kalder hinanden for dyr.”

Der er mange, som har udtrykt sympati for det, Yoel skrev og bakker ham op. Men andre har gjort det modsatte – desværre. For mange kan ikke længere se et medmenneske i den anden, kun en fjende. Og jeg forstår det godt. Men det er ikke det samme som at acceptere det. Gør vi det, vinder frygten – og håbet dør. Tager vi menneskeligheden fra den anden, mister vi også noget af vores egen. Det koster os her i Danmark så lidt at sige det. Men det er det, vi skal sige. Og så skal vi bede for vores Jesus-troende brødre og søstre, som lever med konflikten hver dag i en verden præget af “synd, uretfærdighed og uorden”. Vi skal bede om, at de må agere og reagere ikke med frygt eller had, men ud fra “Guds grænseløse kærlighed”, som har bygget bro mellem ham og os. En bro dannet af det kors, som Kristus døde på for at gøre ondskabens magter til intet. Når messianske jøder og kristne palæstinensere har svært ved at tro at ondskab kan overvindes med kærlighed, skal vi vise forståelse. Men vi skal også pege på korset. Det viser verdens ondskab, og hvad frygt og had kan gøre. Men det viser også Guds kærlighed til os og vores fjender. I 1. Joh 4 hedder det ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten”.

Lad os bede om, at dem som kender Guds kærlighed må holde fast ved den, og ikke blive frygtens ofre.

Skabt til at fortælle

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 31. august 2015. Bogført i Artikler.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007 I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden. Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige skrifter kalder os for udvalgt. Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre. Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført? Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk. Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.

Historien i en enkelt sætning

Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses: Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a) Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de? I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden. Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…

Da Gud kaldte Abraham…

…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne. Gud kaldte Abraham med følgende ord: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3) Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder: …de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5) Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.

Gammelt had i nye former

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 27. maj 2015. Bogført i Nyheder.

I dagene 12.-14. maj blev det femte Globale Forum for Bekæmpelse af Antisemitisme afholdt i Jerusalem. I alt var 1.200 mennesker fra 80 forskellige lande til stede – heriblandt politikere ledere fra forskellige interesseorganisationer deltog i konferencen, som havde det overordnede tema: ”Gammelt had i nye former”.

Arne Pedersen, 27. maj 2015

Overskriften blev valgt for at sætte fokus på antisemitismens og anden hadsk tales udbredelse på sociale medier og andre steder på internettet. ”Informationsmotorvejen har vist sig at være en kilde til viden, frihed til at ytre sig og globalt netværk uden fortilfælde; men nettet udfordrer også vores grundlæggende menneskelige værdighed – i form af ufiltreret cyber-had, både antisemitisk og anden hadsk tale, hvilket leveres uden omsvøb til alle medieplatforme. Hvordan kan vi øge anstændigheden på nettet uden at skade dets grundlæggende frihed?” som det hed i programmet.

Danmark var med
Danmark var også repræsenteret i programmet gennem Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation. Han har kurdisk baggrund og optrådte sammen med flere muslimske ledere som var inviteret med. I sin præsentation gennemgik han de seneste måneders mange antisemitiske hændelser – lige fra drabet på Dan Uzan til reklamerne på de københavnske busser. Han opfordrede til, at det muslimske miljø talte imod sådanne hændelser: ” Jeg er vokset op i et muslimsk miljø og ved udmærket, at ikke alle muslimer er sådan. Men jeg mener også, det er vigtigt, vi ikke tier stiller, når sådan noget sker,” sagde han om de afbrændte busser i kølvandet på Movia-sagen.

Sociale medier
De sociale medier var repræsenteret ved Google og Facebook. Derudover var der bl.a. en israelsk studenterforening, som arbejder som en slags overvågere af de sociale medier og rapporterer til disse medier, når de opdager antisemitisk indhold. Ido Daniel, formand for studenterorganisationen, fortalte, at de indrapporterede over 16.000 tilfælde af antisemitisme sidste år. En af de større sager omhandlede den franske komiker Dieudonné, som ved flere lejligheder har opfordret sine fans til at lave en quennelle – en slags omvendt nazi-hilsen – tage et billede af det og uploade det til Facebook. Den opfordring har de taget til sig og har indsendt billeder, hvor hilsenen udføres ved siden af synagoger, Holocaust-mindesmærker, Anne Franks hus og sågar ved udryddelseslejren Birkenau. Han fortalte også om en side på Facebook, som indsamler navne og adresser på jøder i Paris og opfordrer til ”menneskejagt”. ”Vi har brug for hjælp fra internet-verdenen,” sagde han og konstaterede videre: ”For disse ting bliver ikke på skærmen. De flyder over og kommer ud i virkeligheden.”

Nettet afspejler virkeligheden
Juniper Down fra internetgiganten Google deltog også på konferencen. Det spørgsmål, hun var optaget, var, hvordan vi kæmper for en verden fri fra had og diskrimination samtidig med, at vi ikke går på kompromis med vores værdier om et åbent og frit samfund.

Hun tog udgangspunkt i den sociale videodelingsplatform, Youtube, hvor mere end 40 milliarder brugerprofiler ser video hver måned. Der er forskellige vejledninger til, hvad en video må eller ikke må indeholde, for at kunne blive liggende på Youtube. Deres strategi er ikke censur, når det kommer til antisemitisme og anden hadsk tale, men at hjælpe brugerne til at skabe indhold, som modsiger hadet – fx gennem konferencer og workshops. For som hun sagde: ”Vi er chokeret, når vi ser en video med fx antisemitisk indhold på Youtube. Men vi er endnu mere chokeret over, at det faktisk spejler de holdninger og meninger, mennesker har i dag, og vi tvivler på, at det leder til en grundlæggende holdningsændring, hvis vi fjerner videoen. Men vi håber at modsigelse, måske kan gøre det.”

Mere indhold der modsiger
Det sociale medie Facebook var også repræsenteret gennem Simon Milner, der er ansvarlig for indholdspolitik på mediet. Han begyndte med at konstatere, at Facebook er et netværk af 1,44 milliarder mennesker. ”De fleste vil gerne dele noget positivt, men som det er i alle fællesskaber og samfund i den størrelsesorden, vil der altid være nogle mennesker, som gerne vil dele hadske budskaber. Det er naturligvis noget, som vi, der er beskyttere af dette netværk, skal gøre noget ved.” Facebook er altså sit ansvar bevidst i dette spørgsmål. Han delte desuden forskningsresultater der viser, at grupper der fx taler imod antisemitisme på Facebook har mere aktive brugere end dem, der vil promovere antisemitisme. Han opfordrede derfor til at lave endnu mere indhold, som modsiger antisemitismen – særligt fotos og video deles meget.

Frankrig er udsat
Frankrig er det land i verden efter Israel og USA med det største jødiske samfund. Derudover har landet den største muslimske befolkningsgruppe i Europa, hvilket skaber en del udfordringer, fortalte Roger Cukiermann, formand for CRIF, en jødisk interessegruppe i Frankrig. ”Frankrig var det land i verden, som først gav sine jøder statsborgerskab. Men i dag er vi nødt til at beskyttes i vores skoler og synagoger. Som om vi ikke var franskmænd. Som om vi var uønskede. Som om vi var fremmede,” fortalte han. Han fortalte videre, at selvom den franske regering havde sat 750 millioner kroner af til beskyttelse af det jødiske samfund over de næste tre år, så er der stadig ét område, hvor jøder efterlades ubeskyttet: Internettet.

Antisemitismen og den jødiske stat
Premierminister Benjamin Netanyahu åbnede konferencen med en tale, hvor han konstaterede, at i dag handler antisemitismen lige så meget om den jødiske stat som om det jødiske folk: ”Den klassiske antisemit portrætterer jøder, som personificeringen af alt hvad der er ondt i verden. Den moderne antisemit portrætterer den jødiske stat, som alt hvad der er ondt i verden,” mener han. Han gentog også sit løfte om, at hvis jøder omkring i verden, vil ”vende hjem” til Israel, vil landet modtage dem med åbne arme.

Han sluttede med at konstatere: ”En løgn der bliver fortalt igen og igen og får lov at stå uimodsagt, ender til sidst med at blive en åbenlys sandhed. For anstændighedens skyld. For vores fælles menneskeligheds skyld. For vores fælles fremtids skyld må vi alle stå op imod antisemitismen og kæmpe i mod den.”

Israelsmissionen sætter fokus på antisemitismen til årets studiedag i august, hvor seniorforsker ved DIIS, Cecilia Banke, kommer og holder foredrag over ”Antisemitismens anatomi”.

Læs mere om konferencen på dens egen hjemmeside.
Israelsmissionens sætter ved årets studiedag fokus på antisemitismen i Europa. Læs programmet for dagen her.

Grindsted kirke fik mennesker under huden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 27. maj 2015. Bogført i Nyheder.

Fra den 8.-18. maj arrangerede Israelsmissionen i samarbejde med Grindsted sogn en menigheds- og studietur til Israel. Rejseledere på turen var sognepræst Steen Søvndal og Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt, der også var guide.

Bodil Skjøtt, 27. maj 2015

Programmet for turen var lagt i samarbejde mellem de to, hvilket betød at turen havde to formål. Den skulle være en bibelsk dannelsesrejse, som menigheden kunne bygge videre på tilbage i Grindsted. Derudover skulle den give mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde og samarbejdspartnere – de mennesker, som i dag med deres liv og tjeneste, fortæller den samme historie om de gode nyheder, der begyndte for 2000 år siden i de samme omgivelser.

De 45 deltagere mødte bibelselskabets arbejde i Israel og på Vestbredden. De mødte Shireen, en kristen palæstinenser, i Betlehem og Hedva, en messiansk jøde, på Golan. To kvinder som, deres geografiske og sociale forskelle til trods, er fælles om deres engagement for kvinder og forsoning.

I Jerusalem mødte de David Serner, som fortalte om arbejdet ud fra Den Danske Kirke og sit arbejde på Caspari Center for messianske jøder. I Tel Aviv mødte de Lisbeth og Christian Rasmussen, som fortalte om arbejdet ud fra Immanuelkirken, og hvorfor der hos alle kristne må være en nød for Israels folk til at kende deres Messias.

“Det har virkelig været en bibelsk dannelsesrejse for os som menighed”, fortæller Steen Søvndal. “Det er blevet en tur hvor bibelens historie er blevet tydelig og tilliden til Bibelen blevet større.”

“Det har været stærkt og godt, men også udfordrende at møde det budskab, som vi er blevet konfronteret med fra de forskellige mennesker, vi har fået lov til at møde”, er kommentaren fra en anden af deltagerne. “Det er blevet til meget mere end blot information. Det er blevet til en masse små prædikener, som har styrket, men også udfordret, min tro”.

En tredje fremhæver mødet med konflikten mellem israelere og palæstinensere: ”Jeg troede, jeg skulle forstå konflikten bedre efter turen. Men det er blevet endnu mere kompleks. Jeg er udfordret af de mennesker, som nægter at affinde sig med status qo og nægter at opgive håbet om en bedre fremtid for deres børn. I mødet med dem skammer jeg mig over de konflikter, vi kan have – også mellem kristne i samme menighed, og som vi vælger at affinde os med frem for forsoning.”

For Israelsmissionen har det været en tur, som har fremhævet den kristne tros jødiske rødder og vores forpligtelse over for Israels folk – og at vores missionsarbejde sker gennem partnerskab. Denne gang blev det vores partnere, der fik lov at velsigne og udfordre en flok danskere på tur. For Guds mission går begge veje.

At tjene i mødet mellem jøder og arabere

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 22. april 2015. Bogført i Refleksioner.

Emma Rygaard, 22. april 2015

I de seneste seks måneder har jeg haft fornøjelsen af at være volontør på det israelske handicaphjem, Maon Gilo. I det konfliktfyldte land er hjemmet unikt, da der her både bor og arbejder jøder og arabere – en fantastisk mulighed for volontører som mig! Når man tilbringer så meget tid i et land, så kommer man hjem med mange minder. For mig var det mødet med mennesker, som har satte sig størst spor.

Lige her over: Fest på Maon Gilo. Det øverste billede er af Emma (tv.) på tur med en af beboerne fra Maon Gilo.

Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min nye araberven, Mohammed. Han sagde, at det, som frustrerede ham mest, var ikke, at jøderne ledede landet, men i stedet, at han følte sig behandlet som en andenrangs borger i sit eget land. Denne følelse kommer ikke ud af ingenting, da de jødiske arbejdere på Maon fx får en højere løn end araberne. Arbejdet med den fysiske pleje på hjemmet blev også primært foretaget af arabere, da lønnen er dårlig. Det kan få mange til at føle, at de er gode nok til at tage de jobs, som jøderne ikke selv ønsker, men at de stadig ikke behandles som ligeværdige mennesker.

En for mig meget tankevækkende oplevelse var en samtale med en ung værnepligtig. Han spurgte til mine tanker omkring Israel og konflikten, hvor jeg delte nogle af de tanker, jeg netop også har delt med jer, nemlig, at det er enormt hårdt at være araber i det nuværende Israel. Reaktionen på dette var et omgående: ”Jeg håber, du en dag vil finde sandheden og indse, at det er jødernes land”. Det var vildt at opleve, at det ikke er onde mennesker, som ikke byder araberne velkommen med åbne arme. Det er tværtimod helt almindelig mennesker, som dig og mig, som er blevet trætte af krig og konflikt, og som ser araberne som årsagen til problemet. Jeg kan også huske en anden jødisk arbejder på Maon Gilo, som var frustreret over situationen, da hun følte, at Israels gaver altid blev misbrugt. Hun sagde, at hver gang Israel forsøgte at hjælpe eksempelvis Gaza-striben med nødhjælp, blev hjælpen i stedet brugt til at lave våben til skade for Israel. Jeg husker det som noget med mel og bomber, men det skal jeg ikke nødvendigvis kunne udtale mig om.

Som volontør er man neutral i konflikten, hvilket gør, at man nemt får ondt i hjertet og sympatiserer med den, man samtaler med. Samtidig er det en del lettere at se sagen fra begge sider, da vi ikke på samme måde er blevet såret af modparten gennem lang tid – og vi chikaneres sandsynligvis heller ikke af modparten, hvilket måske også gør sympatien lettere. Et ønske om fredsmægling opstår derfor hurtigt. Jeg oplevede dog, som i mødet med min soldaterven, at den direkte konfrontation ikke hjalp synderligt. Jeg oplevede i hvert fald, at behovet for at have nogen at betro sig til og dele deres frustration med var større end behovet for mine skarpsindige og dybe betragtninger. Så, når det er sagt, så er noget af det mest udfordrende ved sådan nogle samtaler, at din samtalepartner som regel vil forsøge at overbevise dig om netop deres standpunkt. Så, dybest set, er det sværeste ved at være i midten mellem jøder og arabere at vedblive med netop at blive på midten.

Heldigvis behøver vi ikke altid tage stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert. En af de jødiske kvinder på hjemmet fortalte mig, at hun altid havde tænkt, at Maon Gilo fungerede, fordi man tjener hinanden. Tænk, at svaret kan være så simpelt. At tjene hinanden. Så, hvis vi betjener hinanden ved at lytte, hjælpe eller udfordre, så må vi jo håbe, at vi alle har rykket os et stykke.

Missionspilot på nye eventyr

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 7. april 2015. Bogført i Nyheder.

Karoline Hoffmann-Hansen brænder for at fortælle historier, så da muligheden for at rejse til Israel med formålet at lave korte videospots for IU bød sig, var hun ikke i tvivl.

Peter Kobbersmed, 7. april 2015

”Jeg var mega meget på! Jeg synes, det var en vildt god mulighed” fortæller Karoline. Hun var i foråret 2014 afsted som Missionspilot og glæder sig over gensynet med Israel: ”Jeg har haft sådan en hungren efter Israel. Jeg føler det som mit andet hjemland, og jeg har savnet det enormt meget. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Israel og lave noget, som jeg brænder for. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre, end at komme tilbage til Israel og filme noget, som kan være en lille del af Guds mission.”

Karoline skal lave små videospots fra nogle af de forskellige Meet the People-institutioner, så kommende volontører bedre kan få et indtryk af stederne inden afrejse, og drømmen om at udfolde sig kreativt er ikke en pludselig indskydelse for Karoline.

Karoline (til højre) under hendes første ophold i Israel som Missionspilot.

En passioneret drømmer

”Min familie har jo altid vist, at jeg er kreativ og godt kan lide at udtrykke mig, og da jeg var 10 år, ville jeg gerne være skuespiller. Det synes jeg var svært, fordi mange i min familie er akademikere eller har taget forskellige læreruddannelser.” Med en mor, der er jurist, og en far, der er journalist, er det ikke nødvendigvis vejen som delvist autodidakt filmkvinde, der er allermest oplagt: ”Man kommer ikke ud med et færdigt bevis. Man skal bevise sig selv, og ens personlighed vil altid blive afspejlet i produktet.”

Overvejelser omkring jobsikkerhed og karrieredrømme er ikke det eneste, som har præget Karoline. Hendes tro på Gud har stået i centrum for fremtidsforhåbningerne:

”Jeg har tit tænkt; Gud, hvad er det du vil have? Jeg har haft en brændende passion for film og skuespil i så mange år. Og uanset hvor meget jeg har forsøgt at gemme det væk, blev passionen ved med at være der. På et tidspunkt vendte jeg det rundt og sagde; Okay Gud, det er det her, jeg vil – Hvor vil du bruge mig? Og hvis ikke det er det jeg skal, så må du lukke nogle døre.”

At finde på plads

Med den overbevisning tog Karoline afsted som Missonspilot, og tre måneder i Israel hjalp hende på vej:

”Opholdet som Missionspilot handlede om at finde min plads i Guds mission, og der blev jeg bare ved med at blive trukket tilbage til filmverdenen. Jeg havde lyst til at lave video. Og så begyndte jeg at bede over det.”

Samtidig startede Karoline på at lave små ugereportage om Missionspiloternes oplevelser og fællesskab: ”Normalt når jeg tager mit kamera frem, har jeg været vant til, at folk flygter for ikke at komme med. Men her var jeg bare sammen med mennesker, som var mega opmuntrende og positive.”

Gud og næsten

Karoline ser hendes evner og passion indenfor videoproduktion som en måde, hvorpå hun kan tjene Gud. Også selvom hun har haft sine overvejelser om det potentielle arbejdsmiljø: ”Det virker ikke til at være en branche, hvor Gud fylder så meget. Man har kæmpet så hårdt for det, man har opnået, og hvorfor skulle man så dele æren med en gud, som man ikke lige sådan kan se?” siger hun og fortsætter: ”Udefra set virker det som om, at der foregår mange nedbrydende ting. Og jeg tror bare også, at Gud har brug for folk, som vil tjene ham der.”

For Karoline handler det om at fortælle historier, og i den sammenhæng er alle mennesker interessante:

”Jeg bliver rørt af at møde mennesker, og det møde kan bare vækkes til live på afstand igennem film. Hvert enkelt menneske har sin egen historie, og selvom det er en kæmpe kliché, så kunne der bare laves en film om alle menneskers personlige historie. Når vi hører historier, lærer vi noget om os selv, og det synes jeg er dybt fascinerende.”

Karoline er i Israel i perioden fra d. 31. marts til d. 9. april, og når hendes videospots er færdigproducerede, kan de findes på hjemmesiden.

Læs mere om at blive missionspilot her.

Kaffemaskinen blev et redskab for Gud

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. februar 2015. Bogført i Nyheder.

Andy Ball, bibelbutikken i Tel Aviv, 24. februar 2015

Siden januar er det gået lidt sløvt med forretningen – sikkert på grund af finanskrisen. Der er ikke så mange mennesker i gaderne, og det er en stor mulighed for os til at lære vores forretningsnaboer bedre at kende, da vi jo alle har tid til at snakke. Vi har lige købt en ny kaffemaskine, og den er blevet et godt redskab til at dele evangeliet.

En dag så vi vores naboer stå i gaden og snakke med hinanden, så vi inviterede dem ind i vores butik til kaffe. “Det er en god idé,” sagde en af naboerne, “jeg tager småkager med!” Så vi satte os alle ned og nød kaffe og småkager. En af de andre sagde til mig: “Nu har jeg kendt dig i mange år, Andy, men ved alligevel stadig ikke helt, hvem du er, og hvad denne butik har som formål. Vil du ikke fortælle os lidt om, hvad du tror på?” Det ville jeg jo gerne, og det endte med en snak om, hvem der egentligt er jøder, og hvem der er kristne.

Vi takker Gud for denne mulighed for at dele evangeliet, og vi var overraskede over, hvor villige folk var til at lytte til os. Efter lidt tid skulle vi igen hver til sit, men alle naboerne blev tilbudt et Nyt Testamente på hebraisk og noget andet litteratur.

En færdselsbetjent som går forbi vores butik hver dag, stak på et tidspunkt genert hovedet inden for. Han havde hørt fra naboerne, at vi havde en kaffemaskine, og at vi delte kaffen ud gratis. Nu har vi en ny ven, som siger godmorgen til os hver dag, og som vi har en mulighed for at dele evangeliet med.

Det er stort at opleve, hvordan Gud åbner dørene for os – selv i vanskelige situationer. Gud har virkelig velsignet os gennem denne kaffemaskine, for siden vi har fået den er der opstået mange muligheder for at kombinere kaffe, afslapning og god snak.

Jeg håber, I vil være med til at bede for vores næste kampagne på gaden. At sløret må løftes fra de øjne, som læser evangeliet; for visdom i de snakke vi får med andre; for dramateamet og musikerne.

Må Gud velsigne jer alle.

Over and out!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 23. januar 2015. Bogført i Nyheder.

Amanda, Sara, Hanna og Miriam, hjemvendte missionspiloter

Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Det har godt nok været noget af et ophold i Israel som Missionspiloter. Vi føler os privilegerede over at have fået mere bibelkundskab, så mange oplevelser, møder med interessante mennesker, udfordringer og venskaber med hjem. Når vi tænker tilbage på de 3 sidste måneder, er det svært at huske alle de forskellige ting, vi har oplevet, og de mange indtryk vi har fået. Men når vi begynder at tænke tilbage på ugerne, er der fantastiske minder, der dukker op.

Fantastiske mennesker – fantastiske steder
Ugen i Haifa, hvor vi legede pedeller på plejehjemmet, husker vi tilbage på med glæde. Vi havde fællesskab med fantastiske mennesker og en vidunderlig åbenhed og tid til Gud på arbejdspladsen.

Vores mange vandreture: vi har klaget over ømme fødder, vabler og stejle stigninger, men når vi ser tilbage på dem nu, vil vi ikke have været foruden en eneste. De har udfordret os fysisk på en måde, vi aldrig før har prøvet, og vi har lært, at VI KAN klare ørkenen og har fundet glæden ved vandring isoleret fra civilisation.

Alle de forskellige udsigter og naturvidundere vi har oplevet: de mange farver sand i ørkenen, en oase midt i ingenting, bjerge så langt øjet rækker, en brusende Jordanflod, huler med gamle gemte skatte og fantastiske udsigter over byer.

Mødet med inspirerende folk over hele landet: Vi har besøgt mange kristne organisationer og kirker i Israel. Det har givet os, det vi søgte – nemlig et mosaikbillede af mission her i Israel. Vi har på egen krop lært forskellige måder at udføre mission på og have et kristent liv i et land spækket med religion og kultur på mange planer. De mange inspirerende mennesker har lært os, hvor svært det kan være at være kristen, når det er med livet som indsats. Hvor dejligt, det er at være kristen, og man derfor ikke kan holde det for sig selv, men bliver nødt til at sprede budskabet på gaderne. Og hvor udfordrende det er at dele sin tro på Jesus med andre i et land, hvor holdninger til religion er svære at ændre på.

Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.

Udfordringerne
Men vi kan heller ikke glemme nogle af de svære og udfordrende oplevelser, vi har haft. Det had to folkeslag kan have til hinanden, selvom de lever side om side. Vi boede i udkanten af Jerusalem, hvor der også var et terrorangreb på en jødisk synagoge, og vi har lært at i dette samfund lukker ting ikke bare ned, selvom livet er svært at leve. Det er hverdag hernede, og man lever videre med troen på, at Gud passer på én og ved, hvad der er bedst. Det er svært at forklare, hvordan det er at have været i et land med så mange indbyrdes stridigheder. Det er ikke unaturligt, at al trafik pludselig stopper, hvis der er mistanke om en bombetrussel i nærheden, eller at politiet tropper mandstærkt op i arabiske områder efter fredagsbøn for at undgå uroligheder. Men det er svært at tage det hele ind og reagere på alt, når man blot er ”turist”.

De fleste øvrige udfordringer har været givende, og dem ser vi tilbage på med glæde, hvorimod vi før frygtede dem.

Udfordringen ved at slippe tøjlerne og bare lovprise Gud med hele kroppen havde vi på en bønnekonference. Sidst på ugen blev vi dog overraskede over, hvor meget vi savnede det, da vi kom tilbage i vante rammer med sangbogen i hånden, siddende på en sofa uden fest og ballade.

Vi fik også udfordringen om at tage ud på gaden og fortælle om vores tro på Jesus og ud fra Det Gamle Testamente argumentere for, at Jesus er Messias.

Allerede i den første uge blev vi udfordret til at læse hele bibelen. Vi har siden taget os tid til at læse sammen fra en ende af. Vi har fået en god start, og de ting vi har læst om i bibelen, vil vi tage med hjem og værdsætte at kunne tage frem og dele. Det at tage bibelen frem og have lyst til at læse har ikke været så almindeligt, før vi tog af sted. Men vi kommer hjem med en fornyet læselyst og glæde ved at have større forståelse for Guds ord.

Undervisningen har også udfordret os og været med til at krydre opholdet med en bedre forståelse af det land, vi har boet i de sidste 3 måneder.

Pak oplevelserne ud
Tre måneder er lang tid og ikke lang tid nok. Vi har nydt i fulde drag at være af sted og at have fået fyldt rygsækken med oplevelser. Men vi er også godt fyldt op nu og glæder os til at komme hjem og få pakket ud – både tøj, souvenirs og pakkenelliker, men også de ting, vi har erfaret og derved gøre brug af dem i vores hverdag.

Piloterne siger hermed: ”Over and out”! Tak til alle, der har været med til at gøre dette ophold til en oplevelse for livet!